To hollandske kryddere, kaffe, juice en lydmur af P8 Jazz samt det rene vasketøj jeg, på anden dag, endnu ikke har lagt på plads.

Godmorgen

Jeg har søgt tilflugt bag to hollandske kryddere, kaffe, juice en lydmur af P8 Jazz samt det rene vasketøj jeg, på anden dag, endnu ikke har lagt på plads.

I min endnu lune dyne ligger seniorkatten Twister, i en katte-rede, jeg nænsomt har foldet til hende.

Da jeg, for nyligt, sov ude hos en god ven brokkede resten af familien sig efterfølgende over, at Twister kategorisk havde nægtet (højlydt miavende) at acceptere den “rede” de havde lavet til hende, selvom de nok mente at den var identisk med den jeg plejer at folde.

Identisk? Ha! Twister og jeg ved bedre.

Morgener er ikke noget man skal tage let på. 

Det er trods alt her, i det “toldfri” område mellem nat og dag, at vi (mand og kat) bliver socialiseret i en grad, så vi er i stand til at møde og håndtere, hvad end der venter på os derude. 

For mit vedkommende fungerer morgenradioværtens rolige stemme mellem musikken som en kærkommen påmindelse om, at social interaktion og andre mennesker er grundvilkår, som jeg senere, pinedød, er tvunget til at forholde mig til.

For Twisters vedkommende gætter jeg på, at hun udfylder min tomme plads i sengen, fordi at den er dejligt lun og fordi det, endnu sovende menneske (Anne) ved hendes side, trods alt er lettere at forholde sig til, end et vågent et af slagsen. 

Man skal helst ikke forstyrre os, Twister og jeg, mens vi endnu befinder os i hvert vores tidsløse transit. 

Ligeledes skal man, efterfølgende, helst heller ikke spørge, hvad i alverden vi dog har brugt alt den tilsyneladende spildtid til. 

Gør man det, risikerer man, at vi stiger ombord på den forkerte dag eller, i bedste fald, snubler ind i den.

Og det har man bare ikke lyst til at opleve.

Virker det bekendt? 

Har du hængt ud her på bloggen et stykke tid, kender du måske artiklen om den lille blå driftlampe i min gamle Volkswagen Lupo 3L, som jeg troligt sad og ventede på ville slukke, om morgen, hver vinter.

Jeg havde nemlig (som vel nok den eneste mand i verden) læst hele instruktionsbogen, hvori de gode tyske ingeniører fremhævede, at det ville give en bedre dieseløkonomi, mindre motorstøj og en længere levetid, hvis man ventede med at køre, til lampen slukkede. 

Bedre økonomi, mindre støj, længere liv.

What’s not to like?

Min nabo, som var dømt til at observere min intense, sæsonbetonede stirren på instrumentbrættet, udefra, forstod ikke en pind. 

Jeg bebrejder ham det ikke. 

Vi har alle vores små blå lamper. Er man pårørende til, eller arbejder man med et barn -eller ungt menneske med autisme, kan den bagvedliggende logik iht. hvordan og hvornår man bliver “driftsklar” være særdeles vanskelig at gennemskue.

Er barnet eller det unge menneske, forbigående eller permanent, afskåret fra at bruge det talte sprog, som fælles platform, kan udfordringen potentielt være endnu større.

Med mindre man, som udenforstående, kender sin besøgstid samt ved hvad man skal kigge efter og/eller undlade at stirre sig blind på.

Hvad mand og kat angår, er resten af familien i …… proces iht. til at kunne se og påskønne vigtigheden af vores morgenritualer.

Twister er afgjort den af os to, der nyder den største grad af anerkendelse på det punkt. 

Alle i husstanden er således meget bevidste om at døren til soverværelset, skal være lukket i de tidlige morgentimer.

Ikke så meget af hensyn til Anne, men mere fordi at servicehunden Carlos, ellers ville indtage pladsen ved Annes side, som en sort, overstadig labrador-raket, hvis han fik muligheden. Og lige præcis den plads tilhører altså Twister. 

Ikke hele dagen. Kun mens hun er i transit. 

Jeg selv har søgt tilflugt bag to hollandske kryddere, kaffe, juice en lydmur af P8 Jazz samt det rene vasketøj jeg, på anden dag, endnu ikke har lagt på plads.

“Klokken er 09:00. Hvad i alverden har du brugt tiden på?” bliver det spurgt. 

“Jeg har været i transit” svarer jeg 

“Og det skal I være glade for. For nu kan jeg både gå, snakke og være noget for andre, på samme tid. Eventuelt understøttet med lidt passende, ansigtsmimik, hvis bølgerne går højt”

“Miav” istemmer Twister fra sin rede i soveværelset.

Det bliver en god dag.