“Hvordan er det, du snakker til mig, far?”

Fredag d. 26 August klokken 19:45, 2022 mistede min datter, Freja, evnen til at tale i en vindstille, sensommerlun parcelhushave i Græsted.

Hun havde også en kort oplevelse af Dissociativ lammelse (hun kunne ikke bruge sine muskler) En tilstand som dog ret hurtigt fortog sig.

Det var, på mange måder, en fantastisk aften.

Klokken 19:45 havde sangerinden Julie Lind og musikeren Asger Søgaard Haslund netop afsluttet et fortryllende, smukt første sæt.

Vi var til havekoncert hos nogle af mine venner, sangerindens kommende svigerforældre, da det skete.

En koncert vi havde snakket om, planlagt og fundet klapstole i kælderen til. Jeg havde lagt rosé på køl,

Freja lignede, som sædvanligt, en million. Jeg selv lignede det jeg er. En midaldrende (far)mand der prøver, men reelt bør gå mere op i sin påklædning.

Timingen var nok ikke super god med den koncert. Det sjove, hvis man ellers kan bruge det udtryk var, at det vidste vi begge to udemærket godt.

Det havde været en hård periode.

Hårde perioder havde der sådan set været en del af. De sidste mange år havde været brolagt med dem. Denne seneste af slagsen havde, imidlertid, virkelig bidt fra sig.

Omstændighederne havde været nye, omend manuskriptet langt hen ad vejen havde været det velkendte.

I ved, det manuskript i hvilket heltinden med autisme og adhd, efter bedste evne, men på lånt tid, forsøger at navigere i en verden, hvoraf store dele, slet og ret, ikke er kompatibel med hende.

En rejse mod en bebudet tragedie.

Akkumuleret stress fodrer angst og angsten lukker døren op for ocd, selvskade m.m.

The end.

Tæppefald. Ingen applaus, ingen bukker.

Allerhøjst bukkes der under.

Når Freja og jeg holder oplæg sammen refererer vi ofte til “negative, ufrivillige strategier”

Modsat positive selvvalgte strategier der, hvor besynderlige de end kan tage sig ud (stimming, nørdede ritualer/rutiner m.m) kan virke stressreducerende, kan man ikke vælge de negative, ufrivillige strategier til eller fra.

De kommer bare.

Som regel når summen af belastninger når et kritisk punkt. For Frejas vedkommende var det her ocd og selvskade gjorde deres entré.

Det kan også hænde, at hjernen intet andet valg har end at “slå glasset ind” med en nødhammer og hive i det helt store håndtag.

Et håndtag der kan gøre verden så lille, overskuelig og fri for krav, som den kan være, når man eksempelvis pludselig ikke kan få en lyd over sine læber.

Eller bevæge sig.

Vi havde prøvet det før. Fredag d. 26 august, 2022 klokken 19:45 skete det så igen.

Freja havde, ganske vist, på daværende tidspunkt, været i behandling med en ny, effektiv type angstdæmpende medicin i to måneder. Derved adskilte fortællingen sig, på et afgørende punkt, fra den velkendte.

Dette betød så til gengæld, at da hun pludselig befandt sig i en situation, der normalt ville udløse et klassisk angstanfald, men dette var medicinsk/kemisk blokeret, ja så sprang hjernen blot direkte til midlertidig lammelse og stumhed på ubestemt tid.

Hjernen havde ganske enkelt ingen tilgængelige strategier for, hvad man gør, når man ikke har (eller kan have) angst.

Resultatet blev et derfor ikke et tæppefald, men nok nærmere en form for frosset skærm.

Vi har efterfølgende snakket om, at vi jo nok begge to, et eller andet sted, godt var bevidste om den risiko for “akut nødstop” det indebar, at lade sig eksponere for livemusik og fremmede mennsker, i smukke, sensommerlune, men i øvrigt ukendte omgivelser, efter en periode med svær angst og social isolation.

Også selvom, der var såvel kølig rosé i glasset, Jazz i luften, mig på den ene side og min bedste ven og erfarne kollega, Hanna, på den anden.

For mit eget vedkommende vil jeg da også være piværlig og sige, at netop fordi at jeg i den grad vejrede morgenluft ift. omsider at kunne komme ud og være stolt far, der hører Jazz med sin voksne datter i en have, så ignorerede jeg måske da nok, en fem – ti klassiske mikrotegn, jeg burde have reageret på.

Ligesom jeg gladeligt ignorerede solide vink med flere vognstænger, i bilen og på vej ned af havegangen, hvor Freja stadigvæk havde nærvær og stemme til at sige at det måske nok ikke var den fedeste idé, det vi sammen havde gang i.

Men som Freja selv udtrykte det, dagen efter, da hun i øvrigt havde genvundet talens brug:

“Nogle gange må man slå nogle æg i stykker for at lave en omelet”

Klogt sagt.

Freja har efterfølgende fortalt at episoden egentlig ikke havde føltes decideret ubehagelig, som det ville have været tilfælde med et angstanfald.

Den føltes mere mærkelig.

Og apropos.

Allerede mens de sidste sprøde toner endnu hang i sensommerluften, behøvede man ikke det store kørekort i autisme, traumer og belastningsreaktioner for at kunne regne ud, at der var et eller andet usædvanligt ved den unge kvinde bagerst i haven.

Udfordringen, hvis man kan bruge det udtryk, er at skønt jeg rent faktisk er indehaver af det helt, helt store kørekort i autisme, traumer og belastnings reaktioner, det er mit job og har været det i årevis, ja så kommer det så langt fra altid mine egne to unge voksne til gode.

I hvert fald ikke uden en vis forsinkelse.

I det her tilfælde havde jeg dog fået tørret forventningens faderlige glæde væk fra mine fagbriller tilpas hurtigt til, at selv jeg kunne se, at der var et eller andet galt.

Jeg begyndte derfor roligt at lirket glasset med rosé ud af min datters låste, neglelaksglaserede hånd.

Herefter prøvede jeg, systematisk, med et par traume-greb, at få “genstartet” om ikke andet, så i hvert fald noget fysik.

Her kunne man så have argumenteret for om ikke lidt faderlig omsorg måske havde været på sin plads.

I stedet gik jeg totalt i nørde mode.

Hanna, som sad højre for, havde også fanget situationen. Hun fortalte efterfølgende, at hun straks havde tænkt om det egentlig ikke ville være ok, at afprøve nogle greb, hun netop havde lært, nu muligheden bød sig.

Lige så praktisk det må være at være flankeret af to eksperter, når man bliver dissociativt lammet og mister evnen til at tale, lige så mildt belastende forestillede jeg mig at det, et eller andet sted må være, som ungt menneske, når selvsamme eksperter næsten fortaber sig i tekniske detalje og en lidt forbudt, nørdet, indre begejstring over at få lov at opleve de to fænomener tæt på.

Direkte adspurgt holder Freja dog fortsat fast i, at hun syntes det var fedt, vi var der, ikke gik i panik og iøvrigt vidste hvad vi skulle gøre.

Når jeg nævner det, er det fordi at episoden, hvor absurd den end har måtte fremstå udadtil, faktisk ikke figurerer som et dårligt minde hos Freja.

Omgivelsernes respons i situationer, hvor man, eksempelvis, er låst inde i eller ude af egen krop, kan være ret definerende for hvordan man ser sig selv, også fremadrettet.

En lektie jeg, blot en time senere, skulle blive mindet noget så eftertragteligt om.

Lige i dette tilfælde var responsen nørdet, men på en tryg måde.

………

Da fotoet øverst blev taget d. 26 august 2022 klokken 21:18 var der gået godt og vel halvanden time siden stemmetabet.

Vi var kørt nogle kilometer nordpå, til kysten vest for Gilleleje, hvor jeg selv har tilbragt store dele af min barndom hos mine bedsteforældre.

Et område Freja og hendes lillebror også har gjort til deres eget.

Her havde vi smidt sko og sokker og havde soppet lidt rundt, i håb om at det måske kunne hjælpe.

Det kunne det ikke.

Det er iøvrigt Freja I kan ane, som en sløret skikkelse, lidt til venstre for midten på fotoet.

Vi bruger det jævnligt, når vi underviser sammen, min datter og jeg, som visuel kulisse til den historie jeg er i færd med at fortælle.

En historie hvis hovedpointe havde foldet sig ud, med et sjældent spejlblankt Kattegat som eneste vidne, d. 26 august 2022 klokken 20:45.

Altså lige godt og vel en halv times tid før jeg trykkede på udløseren små 200 meter længere oppe ad Nordkysten.

Vi havde sat os på de lave skrænter, med sand mellem tæer, på stadigvæk bare fødder, placeret i den stridbare, hårdføre, nordvendte bevoksning.

Et miljø der ville virke stikkende og ubehagelig, hvis da ikke var fordi at følelsen af det, var så velkendt og associeret med så mange gode minder.

Jeg snakkede.

Freja svarede ved, med ansigtet oplyst af lige dele solens allesidste stråler og blåligt skærmlys, at skrive beskeder i notes appen på sin IPhone.

Jeg strækker muligvis min kreative frihed mere end hvad godt er, når jeg påstår at Freja, efter at have fået klippet navlestrengen, trak vejret helt ned i lungerne og straks begyndte at tale.

Det er imidlertid sådan jeg husker det.

Hun (og hendes bror) er, ganske enkelt, de mest lynende intelligente og mest veltalende mennesker jeg kender.

Begge med et alenvidt repetoire, der strækker sig over kunst, filosofi, historie, arkitektur, design, videnskab, religion, og for Frejas vedkommende, fremstilling af den perfekte julesnaps, samt alt derimellem.

Freja og jeg har snakket solen sort sammen. Vi har undervist sammen, vi har haft en mening om det meste og har delt den med alle der har gidet lytte.

I bedste fald med hinanden.

Derfor blev jeg også overrasket da hun vendte telefonen mod mig og følgende besked, et korte øjeblik, lyste mit ansigt op og efterlod hendes i et tusmørke der lige præcis tillod mig at aflæse et udtryk af lige dele forbløffelse og mild irritation.

“Hvordan er det du taler til mig, far?!!

Og her var det, at det med et gik op for mig, hvad der var sket.

I løbet af den time der var gået siden vi forlod koncerten, havde mit eget talesprog, helt uden jeg selv havde bemærket det, i al stilfærdighed, bevæget sig fra et niveau og lixtal, der må forventes at være alderssvarende for en midaldrende veluddannet person, til noget der, i bedste fald kan betegnes som pixibogdansk

Jeg talte simpelhen til min knivskarpe 20 årig datter, som om hun var et spædbarn.

Man skal så i øvrigt heller ikke snakke mærkeligt til spædbørn, men I forstår min pointe.

“Ej. Det må du virkelig undskylde” var min første respons, fulgt af et: “Men hold da op, hvor er det dog interessant!”

Herefter rejste vi os og bevægede os af mørke stier vores fødder kendte hver en meter af, op til det sted hvor fotoet øverst i artiklen er taget.

………

Godt nok er jeg papegøjetypen der, til trods for at jeg er indfødt Købehavner, lynhurtigt begynder at tale dialekt, så snart jeg sætter min fødder udenfor Valby bakke.

Ret uskyldigt og en evig kilde til kærligt drilleri fra familiens side.

Men holdt da fest, hvor er det vildt, hvad der potentielt kan ske og hvor hurtigt det kan gå, når man ikke længere har talesproget som fælles platform.

Med sproget skaber vi andre, bliver selv skabt, “skaber os”

I en grad så selv 20 års viden om og erfaring med min egen datter, kortvarigt blev sat ud af spil.

Det, og meget andet, snakkede jeg en del om, i bilen på vej sydpå gennem Gribskov.

På et tidspunkt gik det op for mig at Frejas muligheder for at svare, var ret begrænsede. I hvert fald hvis vi skulle nå levende hjem.

Så jeg holdt min kæft og valgte at dedikerede min opmærksomhed til kørslen samt de dådyr, der altid springer frem fra skovkanten, når man mindst venter det.

Vi hørte P2. Natsværmeren. Et før midnat program med blid klassisk musik afbrudt af en radioværts ligeså blide før midnat stemme.

Klokken havde netop passeret 24 da Frejas stemme vendte tilbage.

Det havde, på mange måder, været en fantastisk aften.

Vi havde hørt en halv havekoncert, soppet i Kattegat, taget er smukt foto, men vigtigst af alt, var vi blevet en hel del klogere – sammen.

Det var godt vi tog afsted til den koncert. Det gik måske ikke ligefrem som forventet.

Men det gik.

“Nogle gange må man slå nogle æg i stykker for at lave en omelet”

Har jeg hørt en klog ung kvinde sige.

I ved, hende med: “Hvordan er det du taler til mig, far?”

Godt spørgsmål.

Det vil jeg tænke over.

Fra nu af og altid.