Man lærer så længe man lurer.

Man lærer så længe man lurer.

Jeg fandt på talemåden her forleden.

Fair nok. Andre fandt nok på den før mig.

Godt det samme. Den er stadigvæk god. Og relevant. I hvert fald hos os.

Talemåden kom til mig, som vi stod der i køkkenet, min voksne datter og jeg. Som så mange gange før.

Hun havde netop fremtryllet en middag bestående af kyllingesuppe (lavet fra bunden) med hjemmelavede nudler og brød så lækre, at de alene ville have kunnet udgøre hovedretten.

Lige til at sætte tænderne i.

Og apropos

Den gang hun var lille, vores datter, fandt vi, fra tid til anden, hendes tandmærker i den lamineringsplast vi, kloge af skade, havde forstærket skemaerne med piktogrammer med.

Åh hvor hun afviste de forbandede skemaer, og den struktur de tilførte hendes liv. Hun afviste dem nogenlunde lige så meget, som hun havde brug for dem.

Så vi måtte lade hende lure.

Ikke at vi holdt op med at lave skemaerne.

Dem lavede vi skam fortsat, hvilket hun senere har takket os for. De var synlige og tilgængelige. En del af møblementet, som man kunne foregive at ignorere, når man nonchalant strøg forbi.

Fra at være meget “in-your-face” og “nu-skal-du-se-hvad-du-skal” – agtig, lod vi i stedet strukturen og tydeligheden finde naturlig vej mellem linjerne, i vores sprog, kropssprog, gøren og laden.

Vi blev strukturen, levede den og løftede den diskret frem i lyset, hvor end den nu en gang optrådte på en meningsfuld måde.

I kunsten, litteraturen og musikken som hun i forvejen elskede. I naturen og arkitekturen, i døgnets rytme, årstidernes skiften.

I opskrifter, i brødfremstilling.

En omstændig proces, hvor salt/mel/væskebalance samt æltetid skal nøje afstemmes og, over tid, mestres indtil hele processen sidder i muskelhukommelsen og ømme overarme og timers baksen ved køkkenbordet en dag belønnes med den helt rette skorpe, smag, tekstur og krumme (et af mine yndlingsord)

Og hun lurerede, gjorde hun. Lurede, lærte og voksede. Uden tab af ansigt og kontrol.

Hun sugede til sig, skabte sine egne strukturer, udviklede egne systemer og, i sidste ende, som vi snakkede om forleden, over dampen fra suppen, byggede nye neurale forbindelser i hjernen.

Forbindelser der, som et netværk af bevidsthedskorridorer, førte til nye, endnu uudnyttede lyse rum, smagfuldt møbleret med koncepter og strategier.

Rum der gav adgang til andre rum og som blev tilgængelige når hun tilegnede sig viden, opnåede færdigheder, lærte noget.

Der bygges fortsat, den dag i dag.

I nogle rum dufter der nybagt. I andre hækles der.

Læring hun har fået lov til lige så stille at kredse om på afstand, for dernæst, nænsomt og med de mange gentagelser den slags kræver, at lokke frem fra dens naturlige miljø for til slut at gøre den til sin egen.

Katten på fotoet, Twister, er i øvrigt, i den grad sin egen. Dernæst er hun Frejas kat og hun er virkelig god til at lure, men ikke helt let at lokke til noget som helst.

Prøv lige at se på hende. Hun lyser langt væk af det.

Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har set hende sidde i haven, lige på kanten at mit synsfelt, lurende, mens jeg desperat og mere og mere skinger-sødt har prøvet at få hende ind for natten ved at kalde hendes navn.

Besvær jeg godt kan spare mig, hvorfor det egentligt er mærkeligt, at jeg gør det igen og igen. Hun reagerer nemlig straks på lyden af madskålen (ikke på vandskålen der er åbenbart forskel i klangen)

Det giver mening for hende.

Det er, i det hele taget, mit klare indtryk at langt størsteparten af korridorerne i Twisters hoved ender i rum, hvor der står en skål med lidt godt at spise og venter på hende.

Hendes hverdagsstrategier bærer kraftigt præg deraf.

Når hun eksempelvis skal ha’ serveret vådfoder, og det skal hun hveranden dag, har hun udviklet den ganske snedig strategi, at sætte afsted i fuldt firspring, med retning stik mod havedøren.

Vores ungkat, Berlioz, følger naturligvis straks trop og stryge i sin barnlige iver, som en hvid pelsraket forbi sin tante Twister og ud i haven, hvorefter hun kan nyde sin mad i ro og mag.

Det er egentlig fint nok, for han kan ikke tåle så meget af den gode mad. Desuden levner hun altid lidt til ham, som han taknemmeligt slubrer i sig, når hans midlertidige forvirring over pludselig at være ene kat i haven, ellers har fortaget sig.

Men det er da utroligt, med hende Twister. Hvad hun kan.

Jeg mener

“Det er hvertfald ikke noget JEG har lært hende”

Sagde manden mens han, med erindringen om små tandmærker i lamineringsplast for sit indre blik, fulgte duftsporet til det veldækkede bord, med kyllingesuppe, hjemmelavede nudler og brød.

Fantastisk brød, der i sig selv kunne have udgjort hovedretten.

………………

Tak fordi I lurede med.