1 “Hvad man ikke ved, har man ikke ondt af”
Bemærkningen faldt tidligere i dag, lige her op til weekenden.
Personen der sagde den er en virkelig brainy type så jeg lyttede naturligvis efter, men kunne alligevel ikke dy mig for at virkelighedskorrigere det kendte, men lettere slidte ordsprog.
Den slags skal man i øvrigt være super forsigtig med, for det kan virke noget så nævenyttigt og provokerende (har jeg læst 😉) men personen og situationen kunne bære det.
Desuden havde jeg ret.
Ej ok, hun havde også ret. Vi havde begge ret.
For nogle gange er det da bedst ikke at vide for meget.
Guderne skal vide hvor mange gange børnenes mor og jeg har ageret hærdebrede dørvogtere for børnene og høfligt, men bestemt har vendt “good to know” om i døren, mens kun “need to know” har fået lov at komme ind til autismefesten.
“Too much information” kan være frygteligt stressende. Især for små ører.
Men også for store ører.
Ordsproget kunne derfor også godt lyde noget i retningen af:
2 “Hvad man ved, har man ofte ondt af. Især når man ikke kan handle på sin viden”
Fotoet til dette indlæg tog jeg forleden, mens jeg stod og ventede på min ældste datter foran hendes HF i Københavns indre by.
Bygningen som huser KVUC, hvor Freja går, stod færdig i 1911 som hovedsæde for Københavns belysningsvæsen og er et imponerende stykke arkitektur, jeg aldrig bliver træt af nørde detaljer i.
Så som afhentningen trak ud, fordrev jeg ventetiden med at lade tankerne flyve og blikket vandre langs skolens potente indgangsparti.
Og der, til venstre på den dobbelte glasindfattede bro, der forbinder nabobygningen husende Det Danske Filminstitut med Egmont Bygningen på den modsatte side af gaden, fik jeg øje på ham.
En mand der vandrede hvileløst frem og tilbage på den øverste bro, talende i sin telefon, mens minutterne og sekunderne ubønhørligt trak i de lange visere på uret under ham.
Det var med hans gang, som blev der lagt ekstra vægt på en usynlig byrde, han slæbte efter sig, i takt med at telefonen ved hans ene øre fodrede ham med viden, han måske nu ønskede han aldrig var blevet delagtiggjort i.
Viden som forpligtede.
Altså det forestillede jeg mig.
I så fald kunne jeg sagtens identificere mig med ham. Som far til to unge mennesker med særlige behov. Som fagperson. Som indbygger på planeten jorden.
……………
Men hvad med de tilfælde, hvor man intet ved, ikke kender mellemregningerne, men alligevel fornemmer?
Det er faktisk næsten værre.
Her kunne en tredje (lang) variant af ordsproget, en kombination af de to forrige, lyder noget i retningen af:
3 “Hvad man ikke ved, kan man alligevel godt ha’ ondt af, fordi at man udemærket godt kan mærke det.
Som en elektrisk sitren i luften mellem en selv og verden, i måden folk snakker underligt på, og som en følelse af, at der bare er et eller andet helt ravruskende galt”
Den følelse kender jeg godt. Både fra mig selv og mine børn, men også fra mennesker jeg har mødt i forbindelse med mit arbejde.
Som en uopdaget sten i skoen, der får en til at gå skævt og gør lige præcis så lidt ondt, at man fortsætter, mens energien ligeså stille siver ud af en og spørgsmålene begynder af stiller sig i kø.
Hvad fanden er der galt….. med mig?!
Man ved det ikke, men det gør ondt.
En knugende og ja, sitrende forkerthedsfølelse, der til gengæld kan forløses når:
-en udredning kaster en diagnose af sig.
-et selvforståelsesforløb giver en forklaringsmodel ift. ting man har følt, tænkt og mærket, men ikke har haft et sprog for.
-man opdager at man ikke er alene og møder andre der har trådt samme stier som en selv.
-folk omkring en tager bladet fra munden, fordi de kan mærke at man er parat til at høre ting de, måske i bedste mening og ud fra en misforstået hensyntagen, der måske mest handler om dem selv, har holdt sig tilbage fra at tale om.
-det hele pludselig giver mening- og plads til at en fjerde variant af ordsproget – ish, kan indlejre sig i ens (selv)bevidsthed.
Et variant af ordsproget, der lyder som følger:
4 “At vide hvem man er, er en god begyndelse”
Rigtig god weekend 😊
AutismePlusFar 
Skriv en kommentar