“Hvad skete der?” Hvordan endte jeg lige her?” En beretning om ufrivilligt skolefravær, autisme og små blå blomster fortalt af et duplo menneske i en form for proces.

Ok. Jeg giver jer lige følgende billede, vel vidende at det muligvis, som udgangspunkt lyder fjollet, men forestil jer mig, en praktisk bygget mand, lidt for tæt på de 50.

Praktisk bygget, på duplo måden.

Legoklodsen, altså.

Skulle man, guderne forbyde det, få brug for at skille mig ad og samle mig igen, ville jeg nok højst bestå af 6 slagfaste elementer.

Min kone og mine børn, derimod, er de dyre sæt, forestillende Taj Mahal og andre arkitektoniske vidundere.

Godt så.

Forestil jer så midaldrende duplo Morten, iført sin lige så slidstærke Fjällrävenbuks, sine brune læderstøvler, solbriller, sweather, mørkeblå blazerjakke og skuldertaske, frosset i tid og sted omgivet af et hav af små blomster og med et saligt smil smurt ud over de blege læber.

Hvert år, ved samme tid, sådan omtrendt halvvejs gennem marts slår den samme lille, smukke, sarte blomst og dens tusinder af søskende ring om huset vi bor i.

I haven bagved, langs havegangen samt i parken foran. Blomster overalt.

Den melder gerne sin ankomst i takt med at det sidste tynde lag sne overgiver sig til solen.

Her blander den, med sin fremkomst, gradvist farvepaletten nedefra indtil alt hvidt, plet for plet, er erstattet af blåt.

Vil man væk fra vores lille hyggelige “familieplanet” i Vanløse går rejsen således, i hvert fald for en tid, gennem et sart men kompakt bælte af små blå asteroider i senvinter kredsløb.

Som det kan hænde med så meget andet her i livet, har blomsten og dens søskende, som ved et trylleslag, imidlertid været forsvundet, før jeg har været nået fra blot at passere dem, til rigtigt at kunne påskønne deres nærvær, blotte eksistens og skønhed.

Eller rettere, sådan har det været samtlige de 10 år vi har boet her.

Lige indtil en dag, her sådan omtrendt midtvejs gennem marts måned, hvor jeg gik i stå halvvejs gennem alt det blå.

Da jeg kom til mig selv var der tre tanker der omgående meldte sig:

For det første slog det mig at jeg ikke anede præcis hvor længe jeg havde stået stille, ligeså vel som jeg havde glemt, hvor jeg var på vej hen.

For det andet priste jeg mig lykkelig over at jeg ikke havde fulgt, hvad jeg svagt erindrede havde været min første indskydelse og havde lavet blomster udgaven af en sneengel.

Det havde været den rene duplo krop massakre af de kære små.

Min tredje tanke var, at jeg absurd nok, selv efter 10 års flygtigt on/off naboskab, ikke kendte navnet på blomsterne.

Et Facebook opslag senere var den sag klaret.

Jeg har i efterhånden mange år arbejdet med børn -og unge, der har tilbragt måneder og år i ufrivillige skolefraværende eksil på deres egne små planeter.

Altså virkelig små planeter. Nogle gange helt ned til værelsesstørrelse.

Billedligt talt og voldsomt forenklet, har min opgaver været at få børnene og de unge mennesker ud til “blomsterne”.

Mine egne to unge mennesker inklusive.

Set fra mit perspektiv har fordelene ved den verden jeg tålmodigt har prøvet at gøre børnene og de unge mennesker til statsborgere i på ny, altid været så åbenlyse og attraktive at jeg længe har undret mig over, hvorfor det ofte har taget så uforholdsmæssigt lang tid for dem at lægge tilværelsen som eneboere på de små mørke værelsesplaneter bag sig og følge med mig ud lyset.

Til skønhed, samfund, skole, fællesskab, fremtid, forår, luft, læring, liv,

Og skal jeg være piv ærlig, så var det faktisk først da jeg stod med fødderne dækket af små blå blomster, for første gang rigtig kiggede på dem, for første gang formåede at værdsætte deres flygtige skønhed og da jeg for første gang fik lyst til at lære deres navn at kende, at jeg helt forstod det.

Forstod hvor svært det kan være. Forstod hvorfor at det kan tage så lang tid.

…………

Befinder man sig på autismespektret og det gør mange ufrivilligt skolefraværende børn og unge, nogle endnu udiagnosticerede, er man som udgangspunkt udsat for at ramme stressloftet før mange andre.

Mange der har været genstand for traumatiske oplevelser og/eller er blevet ramt af svær stress, kan efterfølgende opleve at de har større eller mindre huller i deres hukommelse.

For personer på autismespektret kan det betyde at de udfordres yderligere på et område, hvor en del allerede kæmper, nemlig ift. at kunne danne kategorisere og anvende erfaringer.

I ved. Som når de fleste af os, ved dagens afslutning, med største selvfølgelighed ligger summen af alle oplevelser og indtryk på vægtskålen og med ret stor sikkerhed, kan konkludere at: “Dagen i dag var en god dag, fordi………………”

Man ved det bare. Det føles rigtigt. Man ved også at man nu er en erfaring rigere, som man efterfølgende kan husker og anvender fremadrettet.

Både som skabelon og målestok for strategier man kan støtte sig op af ifm. andre gode dage, men også ift. de mindre gode at slagsen.

Strategier.

For de fleste af os kører de bare.

Som den usynlige kode alle vores forestillinger, formodninger, forventninger valg og handlinger er skrevet i.

Vi har strategier for det meste, men ænser knap når vi anvender dem, fordi at de giver mening og får vores verden til at hænge sammen og virke logisk og tryg.

Bygget af vores erindringer og erfaringer fodrer strategier os således dagligt med mængder af energi og overskud, som frigøres til os fordi at vi ikke skal gøre alting, som var det første gang.

Forestil jer at skulle gøre alting, som var det første gang. Det er ikke rart, kan jeg afsløre og alternativet, at gøre næsten ingenting, kan hurigt blive det åbenlyst mest attraktive.

Der kan være mange årsager til ufrivilligt skolefravær.

Jeg får muligvis hug for det her, but so be it.

Ufrivilligt skolefravær behøver ikke nødvendigvis altid at være nogens skyld.

Autismes skyld, måske, fordi at den og dens følgesvende, angst, OCD mfl. er så pokkers komplekse og kan sætte enhver på prøve.

De dygtigste, de mest kærlige, de med de bedste hensigter og ikke mindst de som lever med autismen, oplever hvordan at den griber ind i deres tilværelse, men ikke altid kender alle mellemregningerne og derfor er handlingslammede.

Kæder af uforudsete begivenheder, der ikke nødvendigvis alle har noget med skolen at gøre, kan hurtigt griber ind i hinanden.

Omstændighederne river og flår i en. Man ser dem sjældent komme, men mærker dem tydeligt og før man ved af det og uden at man nødvendigvis ved hvorfor, har skolen forvandlet sig fra et sted man plejede at komme til en fjern flimrende lysplet, man kan iagttage gennem et teleskop.

…………

I det følgende tager jeg udgangspunkt i at skaden er sket.

Godt så

Prøv at forstille jer, at man sidder der, på sin egen lille planet, på den forkerte side af en lukket dør og at strategierne der passer på verden uden for enten mangler eller i bedste fald er hullede, usorterede og uden label.

Forestil jer ligeledes måske kun at have energi, overskud og udsyn der knap og nap lige rækker fra en dag og til den næste.

Direkte adspurgt, ville man måske tilmed have mere end vanskeligt ved at redegøre for, hvordan i alverden man, i første omgang, lige endte bag den dør.

Noget kan man huske , meget har man glemt. Fortællingen hænger ikke sammen.

Først var man lille, så større, så stor, man gik i skole, der skete et eller andet og pludselig en dag var man der bare.

Bag døren, på værelsesplaneten. Uden overskud til at kunne lære. Bare være.

Og værst af alt, uden en sammenhængende kronologisk fortælling om -eller en forklaring på hvorfor.

I hvert fald ikke en der giver mening.

“Hvad skete der lige?

“Hvad laver jeg her?

Kunne man med rette rette spørge.

Uden for døren tales der måske om skolevægring, autisme, angst, OCD og skønt man måske kender ordene og har nikket overbevisende, mens at man fik deres betydning forklaret, har man måske alligevel i al hemmelighed efterfølgende googlet dem.

Og undret sig.

For hvad betyder ordene i relation til en selv?

“Hvad fanden sker der egentlig?”

Langsomt går det måske op for en, at man er hovedpersonen i en fortælling, hvor hele kapitler føjes til i ens ufrivillige fravær, og hovedpersonen i møder man ikke selv deltager i.

Man er måske tilmed en kampplads for andres følelser af skyld, skam, magtesløshed, sorg og frustration.

En andre snakker om. En andre vil noget med.

Det, i sig selv, kan være stressende.

Hører man det ikke gennem døren, kan man mærker det, som en sitren i luften mellem en selv og alle de aktører i ens liv der, drevet af kærlighed og professionel stolthed vittigligt vil en det bedste, når de kigger ind fra en verden der, set fra deres perspektiv er et åbenlyst mere attraktivt alternativ til den som man, i mangel af bedre, har bygget til sig selv.

På et tidspunkt, hvis man kan mønstre bare det mindste overskud, gør man måske hvad andre børn og unge, før eller siden gør.

Skaber en simpel (mod) fortælling der hænger sammen og lige akkurat kan klemmes ind på ganske få kvadratmeter. En fortælling man kan se sig selv i.

Man udfylder de tomme pladser i et manuskript om diagnoser og selvforståelse andre måske tror at man kender og har styr på.

Man skaber en ny kronologi hvor den gamle er gået i stykker. Skaber mening, hvor der ingen mening er.

Bygger en ny verden. En ny virkelighed.

Og lever fra dag til dag.

Alt det her jeg læst om, arbejdet med professionelt og gennemlevet som far til mine egne ufrivilligt skolefraværende børn med autisme, på begge sider af lukkede døre

Men det var først sådan omtrendt halvvejs gennem marts måned, da det sidste lag sne overgav sig til solens stråler, at erkendelsen for alvor indfandt sig.

Erkendelsen af hvorfor at det er så svært. Hvorfor at det kan tage så lang tid.

En erkendelse jeg ikke havde kunne gøre mig blot 6 måneder forinden.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg p.t er delvist sygemeldt med stress, har været det siden årsskiftet og skal være det en rum tid endnu.

Havde man spurgt mig dagen før jeg røg ind på akutafdelingen ville jeg have svaret, at jeg da skam havde det fint.

Da lægerne og psykologerne efterfølgende prøvede at forklare mig, at det her jo nok var noget jeg gradvist havde arbejdet mig frem imod over de sidste 10 års tid, strittede jeg først voldsomt imod.

Min hukommelse var så godt nok også jævnt udfordret af store huller i -og bekvemme omskrivninger af historien om mig selv.

En fortælling der virkede sært velkendt, nu blot med mig i den helt forkerte rolle.

Hvad pokker var der sket?

Hvad lavede jeg lige her?

Da de rare mennesker, som jeg ville have gjort det i deres sted, havde hjulpet mig med at få kronologien på plads, og havde toppet det hele med en diagnosekode, som jeg udemærket kendte, passede pengene imidlertid.

10 år.

10 blå vækstsæsoner, som jeg trofast havde padlet mig igennem, så blind for den vidstrakte, åbenlyse blomstrende skønhed, for mine fødder, at selv ikke et kor af kongerigets mest charmerende botanikere, ville have kunne vækket min interesser.

Her stod jeg så, den dag i marts, 2 måneder inde i min sygemelding, praktisk bygget, smilende, åben, sansende, med lyst til at lave blomsteregle og åbenbart også (et udtryk jeg ellers hader) i en form for proces.

Og jeg kom til at tænke på alle de ufrivilligt skolefraværende børn og unge jeg vidste, hvert år vågnede op rundt omkring på deres værelsesstore planeter.

Konge og dronninger af deres mindst ringe alternativer til en, set fra andres perspektiv, åbenlyst attraktiv verden med skønhed, samfund, skole, fællesskab, fremtid, forår, luft, læring, liv.

Men også en verden, jeg nu for alvor indså, de ikke ville kunne påskønne, lære blomsternavne i eller have strategierne til genvinde deres statsborgerskab til, før at mindst to spørgsmål som udgangspunkt ville være blevet besvaret.

Spørsmål gode mennesker, drevet af kærlighed og professionel stolthed måske ville tænke at børnene og de unge selv ville kende svaret på.

1. “Hvad skete der lige?

2. “Hvad i alverden laver jeg her?

To tilsyneladende enkle spørgsmål, som jeg, som stressramt, al min profesionelle erfaring til trods, var ude af stand til selv at besvare, uden andres hjælp.

…………

Hvor end man nu måtte befinde sig i omsorgs, undervisnings eller behandlingskredsløbet bør besvarelsen af disse to spørgsmål være selve fundamentet man bygger på.

Bagudrettet opklaring der giver mening og skaber mening.

Så kan der gendannes erindringer, dannes erfaringer skabes strategier og tidsnok indlæres blomsternavne, kongerækker og algebra med den unge spørger, som aktør i egen og ikke blot i andres fortælling.

………

Afslutningsvist.

Apropos tallet to.

Ud over den (for mig) helt store erkendelse, har jeg i hvert fald lært mindst to ting yderligere under mit ufrivillige arbejdspladsfravær.

1. Seks store duploklodser med otte knopper, kan kombineres på 915 millioner måder (jeg er , med andre ord, mere kompleks end først antaget OG der er plads til forbedring)

2. Navnet på den blå blomst og dens tusinde at søskende, der hvert år slår ring om huset vi bor i, på planeten vi bor på.

Den hedder Scilla.

Andre kalder den bare snepryd.

Det navn kan jeg bedst lide.

Det sidste altså

Sne Pryd

Et smukt navn, der faktisk giver mening.

Det ser jeg nu.