Sommerferien har fanden (m/k) skabt, den samme dag han/hun skabte december måned.

 

Indlægget her blev bragt for første gang i juli 2017. Der er heldigvis løbet meget vand gennem autisme-åen sidenhen 😉

God læsning/genlæsning

/Morten

Suk!

Jeg husker tydeligt sidste gang, at vi var afsted med børnene på sommerferie – sammen.

4 uger i et lejet sommerhus, ved Gilleleje.

Jeg husker det mest af alt fordi, at det var her, at jeg, iført badebukser og moderat solskoldet hud modtog en opringning fra Rigshospitalets afdeling for klinisk genetik, hvor en venligt ældre læge, først undskyldte høfligt, at hun sådan forstyrrede mig midt i min sommerferie, men at hun så i øvrigt blot ville fortælle mig, at jeg IKKE havde den potentielt invaliderende, arvelige sygdom jeg var blevet testet for en måned tidligere.

Børnene og jeg havde ellers allerede ’pladen fuld’ på autisme og adhd, med mig som den sidst ankomne og en potentielt invaliderende, arvelig sygdom var faktisk lige det ’kort’ vi manglede i vores samling, som børnenes mor og jeg tørt bemærkede med det særegne strejf af bidende sarkasme og kulsort diagnose-værkstedshumor i stemmerne, som forældre som os flittigt bruge til at holde det altid lurende, totale skingrende vanvid på behørig afstand.

Anne og jeg drak, så vidt jeg husker, efterfølgende en del hvidvin.

Jeg mindes også, at jeg i ren og skær kådhed, tog et par dansetrin.

Det var vores kærestemoment på den tur.

Så vidt jeg husker, altså!!

Og det var i virkeligheden måske nok kombinationen af de gode nyheder og de rigelige mængder alkohol, der fulgte i hælene på dem, der var hovedårsagen til at jeg husker ferien som markant bedre end de foregående.

Sandheden var, at det var den på ingen måde.

For eksempel kollapsede overkøjen i den seng, hvor jeg hver aften lå og puttede Toke, fordi at han var bange, og sendte os begge ud i et meter langt fri fald mod den lykkeligvis tomme underkøje.

Karmaloven (som vi ellers normalt ikke abonnerer på) belønnede mig i øvrigt, her for nyligt, for det frie fald samt de mange tusinde timers putning, da Toke i en alder af 12 år lærte at falde i søvn selv.

Nuvel….

Ferien i Gilleleje lå således i skarp konkurrence med andre fire uger i et lejet hus i Odsherred et par år forinden, hvor Freja reagerede så voldsomt på en cocktail af ny adhd medicin, den autistiske hjernes generelle modvilje mod forandring –og hysterisk høje sommertemperaturer, at jeg måtte stemme dørklokker i hele kvarteret for at forvisse naboerne om, at de høje skrig de kunne høre IKKE var et resultat, af systematisk ondsindet børnemishandling.

Der var også de fire uger i Villa Villakulla idyllen i Småland, som så bare lå ALT for langt væk –og hvor brøndvandet smagte af svovl -og lyden af vaskemaskinen fik Freja til at hallucinere og tro, at der var en bombe –eller brand i huset. Noget der fortsatte en rum tid efter at vi var kommet hjem.

Annes og mit kæreste-moment det år involverede ikke alkohol og begrænsede sig til en halv times plasken rundt i Kattegat, mens at min mor passede det stadig bombe-og brandforskrækkede barn og hendes lillebror.

Den gang vi stadigvæk rejste væk med vores børn i sommeren, var det altid 4 uger.

Det kunne ikke være anderledes. Det havde vi bestemt.

”Jamen vi lejer normalt ikke huset ud i 4 uger”

”Det er meget muligt, men vi er så heller ikke helt normale”

Anne og jeg havde en idé om, at skulle vi gøre os noget som helst håb om i hvert fald én uges kondenseret ferieidyl, ja så skulle vi bruge en buffer på halvanden uge til fysisk og mental udpakning, samt tilvænning til huset –og omgivelserne -samt halvanden uges buffer i den anden ende til ’nu-skal-vi- snart-hjem – stress’ samt fysisk og mental ’nedpakning’

Plus det løse.

Som udgangspunkt en ganske fin idé.

Den virkede bare langt fra altid.

Odsherred eksempelvis, var bare fire uger i helvede – bortset fra en velsignet dag –vores kæreste-moment, hvor svigermødrene afhentede djævleungerne og tog dem i sommerland Sjælland.

Børnenes mor og jeg skyndte os denne gang at drikke børnefri hvidvin på terrassen og begyndte i øvrigt straks at fortælle hinanden, det der dengang var vores yndlingsjoke, som ikke engang var en joke, men snarere et spørgsmål:

’Hvilke af de to familier er ansvarlig for den højeste andel børnenes ’sjove’ gener?

Som dagen skred frem blev spøgsmålet forsimplet til: ”Hvem er klogest?”

Anne tog en IQ test på nettet der viste at hun, selv i ‘med hvidvin i blodet tilstand’, var usædvanligt godt begavet.

Jeg prøvede at samle alt mit mod til selv at tage testen, men turde ikke, af frygt for hvad resultatet ville sige.

Så kom børnene hjem –og ‘festen’ sluttede.

Et år, minus 4 uger senere havde vi sat vores underskrifter på lejekontrakten til Villa Villakulla. Så klogere end det, var vi altså åbenbart alligevel ikke.

To år senere -året efter mine dansetrin i Gilleleje, var det imidlertid slut med vores ’eventyr’.

Freja havde efterhånden nået en alder –og et refleksionsniveau der betød, at hun, med god ret, var begyndt at stille spørgsmålstegn ved hendes forældres årlige praksis med at leje sommerhuse i enormt lang tid.

Egentlig brød hun sig slet ikke om det –og ville i virkeligheden bare allerhelst blive hjemme.

For helvede! Det kunne du godt have sagt, lidt tidligere! (tænkte vi)

Toke, der i mellemtiden var kommet med på ’autisme-vognen’ havde imidlertid ikke tænkt sig at give køb, hvad der for ham var et trygt, fasttømret sommerritual, så udgangen på det hele blev, at vi holdt ferie hver for sig. Toke og mig i et lejet sommerhus og Anne og Freja hjemme i Vanløse.

Fedt!

Lad det være sagt med det samme.

Sommerferie har fanden (m/k) skabt! Samme dag, i øvrigt som han/hun skabte december måned (Den vender vi tilbage til)

Har man børn, unge mennesker –eller måske en partner med autisme, skal man forstå, at en lang sommerferie, hvor tillokkende den end må tage sig ud for en neurotypisk (diagnosefri) hjerne, repræsentere et potentielt frontalangreb mod alt hvad der er trygt, overskueligt –og tilnærmelsesvis fungerer den resterende feriefrie del af året.

Hvor lidt det så end måtte være.

I den forbindelse var vores velmente (og i øvrigt temmelig dyre) 4 ugers forsøg på at løfte vores hårdt prøvede familie ud af hverdagens grå trummerum, ved rent fysisk at flytte den et andet sted hen, simpelthen for voldsomt et bespænd for vores to børn.

Erkendelsen af, at vi jo rent faktisk ikke behøvede at tage nogle steder hen i virkelig lang tid, bare fordi at vi kunne –og i øvrigt syntes at det var en skidegod idé, stressreducerede hele familien med et trylleslag.

Siden den gang har vores ferier været sådan meget Vanløse-agtige –og børnenes to terapikatte, søstrene Bora og Twister er efterfølgende kommet til som vores pelsede alibier for at blive der, hvor vi trods alt kan få sommerferien til at fungere bare sådan nogenlunde.

Hjemme.

Yderligere er der så sket det, at begge børn, på grund af deres autisme, har været uden skolegang i et godt stykke tid. Derfor har den mest skelsættende forskel på hverdag og ferie i år været, at undertegnede –børnenes far, lige pludselig har været mere hjemme end ’normalt’.

Her blot 10 dage inde i ferien kan vi allerede konstatere, at alene DET har været hårdt nok i sig selv, for de stakkels børn.

Blandt andet derfor –og for i øvrigt at ’ramme ferien ind’,  har vi holdt stædigt fast i en velgennemprøvet koncept, som vi også havde stor succes med, den gang vi fortsat drog ud i verden.

Planlægning!

Der findes en del af min personlighed, som spejler sig i jævnaldrende, hjemmeferierende kønsfæller –og den måde jeg forestiller mig, at de holder fri på.

Det er noget med en løsthængende hvid hørskjorter, en stråhat, knælange bukser, klipklapperede og en mañana –attitude, hvor man sammen resten af sin hvidklædte, blomsterkransbindende, afslappede, men samtidig også vildt impulsive familie, tager en dag ad gangen, mens man smager på livet -samt den evigt kolde hjemmelavede hyldeblomstsaft -og kysser sin elskede.

Og vupti! Så pakker man lige en skovturskurv – fordi at man kan

Om den måde at spendere sine sommerdag på, er virkelig charmerende eller virkelig irriterende må bero på ens temperament.

Jeg hælder nok mest til det sidste, men det er også fordi at jeg, et eller andet sted bag min forvaskede sorte Batman t-shirt, er lidt misundelig på folk der kan sådan noget.

Jeg ved i hvert fald så meget som, at det er en ferieform der aldrig har haft sin gang på jord i vores familie.

Der må planlægning til!

Sommerferie, om man så vælger at være ude eller hjemme, er ofte lig med ændring af rutiner ifht. til alt fra søvn og spisning til fysisk såvel som socialt aktivitetsniveau.

Har man, i den forbindelse tilmed fået den ellers sympatiske idé, at man skal ud og have nogle fælles oplevelser med sit barn –eller unge menneske og lige pludselig komme hinanden helt vildt meget ved, løbe en tur hver morgen -og kompensere for et års manglende kulturelle input, ender man som diagnosefamilie, hurtigt med at løbe sur i sine egne ambitioner.

For børnene –eller de unge orker det ikke.

Og da slet ikke, hvis man falder for den åbenlyse fristelse det er, at sende den forbandede, men strengt nødvendig struktur og detailplanlægning der måske ellers præger ens grå diagnosehverdag, hen hvor peperet gror til fordel for lidt af den spontanitet man måske drømmer hemmeligt om, om natten.

Nope. Det duer ikke.

Autismehjerne går ikke på sommerferie, hvad angår behovet for tryghed, planlægning, struktur –og overblik. Tværtimod!

Dermed ikke sagt, at man ikke kan skubbe sine børn -eller unge blidt i en retning, nu man lige pludselig har dagene til rådighed. Det kan man.

Men man skal gå forsigtigt til værks.

Kloge af skade, har vi denne sommer derfor gjort nøjagtigt som de tidligere år.

Vi har, i god tid, sammen med børnene, der efterhånden er store nok til at det kan lade sig gøre, sat os ned og lagt en detaljeret plan for hver enkelt dag –velvidende, at så er det sådan det bliver!

Hele molevitten er efterfølgende blevet skrevet ind i et skema.

Kigger man på det, er der forbavsende få dage i løbet af ferien, hvor vi rent faktisk skal noget.

Kigger vi helt aktuelt tilbage på ugen vi netop er trådt ud af, vidste vi på forhånd, at skulle turen til kunstmuseet Louisiana torsdag d. 5 klokken 15:30 til 18:30 lykkedes, ja så måtte vi som forældre altså ’æde’ at børnene både før –og efterfølgende lukkede sig inde på værelserne, trak gardinerne for -og spillede counterstrike eller nørdede japansk manga.

Disse ’blanke dage’ som vi kalder dem, tjener som trædesten i sommerferiesumpen -og fordi at børnene kan se dem på forhånd, så kan de (forhåbentlig) også overkomme de realistisk få aktiviteter –og udflugter vi har planlagt.

Og kan de alligevel ikke, ja så er der altså ikke noget at gøre ved det.

Mine trædesten er alle de dage, hvor jeg har fået lov til at arbejde en lille smule. Uden dem er jeg slet ikke til at være i nærheden af, for når sandheden skal frem, så er jeg nok den af os alle fire, der er dårligst til det der med sommerferie.

Mit sommerferieskema hænger på døren i køkkenet, hvor jeg i øvrigt opholder mig rigtig meget, og er en kalender designet af skønne Maren Uthaug (en gave fra Anne) hvor alle mine klientaftaler hen over sommeren står skrevet ind.

Til gengæld for min pletvise arbejdsfrihed (altså frihed til at arbejde), er jeg så omvendt forpligtet til at vende glad og overskudsagtig hjem til jordhulen.
Det er en del af voksenkontrakten – diagnose eller ej.

Apropos glæde og overskud.

Årets kærestemoment indtraf i øvrigt forleden på Kunstmuseet Louisiana, hvor det med massive mængder planlægning og slesk tale, var lykkedes at få begge børn hen. Fra 14:30 til 18:30.

Freja elsker stedet i en grad så at det næsten figurere i samme kategori som ’hjemme’ så hun stod hurtigt på hovedet i de forskellige kunstudstillinger. Toke derimod, var anderledes skeptisk og havde, trods adskillige besøg i sine tidligere barndom INGEN erindring om nogensinde at have sat sine ben på stedet.

Efter at have ligge sammenkrøbet i sengen derhjemme, var han dog alligevel, på forunderlig vis kommet med i bilen. Vel ankommet til museet, havde han fundet et træ i parken under hvilket han kunne sidde og læse sine japanske mangabøger.

Og så lige pludselig, sad vi der i caféen, børnenes smukke -og beviseligt kloge mor og jeg selv –og kiggede ud over Øresund i retningen med Øen Veen –uden helt at vide hvad vi skulle stille op med os selv.

Vi nåede lige at sende hinanden ”Shit! Vi er her endnu -blikket” hvorefter Jeg resolut skyndte mig at bestille to glas hvidvin.

Anne nippede forsigtigt til sit, mens mit blev kylet ned, i forventning om at den skrøbelige idyl snart ville blive brudt.

Det blev den efter to og et halvt minut.

Inden da var det lige før at jeg fik lyst til at tage et par dansetrin -måske var det hvidvinen?

Jeg besindede mig dog. Louisiana er sådan et pænt sted.

Dagen efter – og den derpå følgende dag, forlod børnene, som allerede bebudet, ikke deres værelse.

Toke spillede Counterstrike og Freja læste manga.

Jeg selv kørte på arbejde, et par timer.

(Indlægget her blev bragt for første gang i juli 2017)

Tak fordi at du læste med

Du kan følge mig på Facebook, på http://www.facebook.com/autismeplusfar

Til eventuelle nye læsere.

Hej.

Jeg hedder Morten. Jeg er 45 år og far til to børn – en pige på 18 og en dreng på 15 med autisme og Adhd. Noget de bestemt ikke har fra fremmede 😉

Heldigvis er jeg også godt gift.

Professionelt beskæftiger jeg mig med komplekse autismetilstande og angstprofiler og har gjort det i en årrække – som underviser inden for dagbehandlingsområdet og som selvstændig psykologisk konsulent inden for psykiatrien.

At jeg er den jeg er, med de børn jeg har og beskæftiger mig med det jeg gør, giver mig unik mulighed for at anskue autismeområdet fra vidt forskellige synspunkter og vinkler.

Både indefra –og udefra.

En gang i mellem prøver jeg at så, efter bedste evne, at samle trådene fra alle de hjørner jeg befinder mig i, i denne blog.

Jeg er glad for at du kiggede forbi.

Bloggen har eksisteret i 3 år nu, så der er rigeligt med artikler i arkivet. Bare slå dig løs 😉

Jeg kommer gerne ud og holder foredrag, afholder workshops -eller supervision.

/Morten