Partshøringssvar, 80’er pandekager, ondt i kroppen og lidt for meget af den kolde chokoladesovs fra Odense Marcipanfabrik (En skrive-soldats forhåbentlig sidste tur på slagmarken)

I går, tirsdag, var det “1980’er børne dessert på en italiensk restaurant – dag” – til hovedret.

Vi spiste pandekager med regnbue is, syltetøj, flødeskum og chokoladesovs til aftensmad. Fandme!

Det var Annes fremragende idé ❤️

Få timer forinden havde jeg sendt en 7 sider lang kommentar på en partshøring afsted med sikker mail til Beskæftigelses -og Integrationsudvalget i min kommune. 7 sider plus bilag, der meget vel kan få afgørende betydning for vores lille, i forvejen hårdt prøvede familie.

Hver en muskelfiber i min krop værkede af systemstress og udmattelse. I den forstand kom 80’er desserten med dens velsignede salvende blanding af fedt, sukker og tilsætningsstoffer, som sendt fra himlen.

Jeg havde ellers forsvoret at jeg nogensinde igen skulle trække i jernskjorten og med spidset pen kæmpe mod mangelfuld sagsbehandling og for rettigheder der, i en perfekt verden, ville have været indiskutable.

Men her sad jeg, med sitrende nervesystem, en kun langsomt aftagende puls dunkende i tindingerne og ganen lamineret i kold chokoladesovs fra Odense Marcipanfabrik.

Dette måtte være “The job to end all jobs” tænkte jeg, vel vidende at et eventuelt afslag ville kaste en langvarig klagesag af sig, efterfulgt af en endnu længere tur i manegen hos Ankestyrelsen.

Samtidig kunne jeg også godt mærke, at jeg bestemt ikke var blevet yngre siden min seneste tur på slagmarken.

“Mine dage som skrivende kampsoldat i familiens tjeneste, er forlængst talte. Jeg hører ikke til her, men fortjener et roligt otium i et stille hjørnekontor i en afdeling ingen har hørt om” tænkte jeg, mens at jeg priste mig lykkelig for at modstanderen denne gang, trods alt ikke var Borgecenter Handicap København.

Dem havde vi heldigvis, efter mange år, sluttet fred med og havde nu et glimrende samarbejde med en kompetent og forstående sagsbehandler.

Hun ved hvem hun er 😊

Modtagerne af vores 7 sider lange partshørings kommentar, plus bilag, ved også hvem de er, skulle det hænde, at de læser med her.

Det er egentlige tragisk at det skal være sådan her. Jeg arbejder til dagligt på begge sider af skrivebordet – så at sige. Som far og som professionel.

Jeg har endnu ikke mødt et eneste bevist ondsindet menneske, i mine efterhånden mange år på begge sider af bordet.

Kun gode mennesker, hvis gode intentioner og ønsker om, gennem deres profession at gøre verden til et bedre sted, er blevet voldsomt udfordret af den rigiditet og mistænkeliggørelse der i årenes løb langsomt er sevet ind og har forurenet det system de gode mennesker er blevet sat til at administrere. Så lad nu være med at sprænge kommentarfeltet i luften med med personlige udfald mod den ene og den anden. (Pjat. Det kunne I, som de skønne læsere I er, naturligvis aldrig finde på😉)

For der ER gode mennesker og gode intentioner. Der er masser af begge dele. Jeg oplever det dagligt.

Heldigvis.

Så hvorfor skulle jeg egentlig sidde der? Tirsdag aften, med ondt i kroppen, en kun langsomt aftagende puls dunkende i tindingerne og et sitrende nervesystem?

Vi havde begge ondt i kroppen – Anne og jeg. Vi var slidte, kede af det, trætte og gik tidligt i seng.

Pandekagerne og Anne reddede mig – semi. Jeg kom bare til at spise alt for meget af den der chokoladesovs fra Odense Marcipanfabrik.

Fortsættelser følger (uanset udfaldet)

/Morten

http://www.facebook.com/autismeplusfar

Er du ny her, så velkommen til.

Prøv eventuelt at læse denne her, som din artikel nummer to (eller genlæs den, hvis du allerede kender den)

https://autismeplusfar.com/2019/09/

Mit ikke særlige overskuelige arkiv over gamle artikler (skal nok ændre layout snart 🙄) har nu rundet 50 udgivelser siden starten i februar 2017. Slå dig endelig løs.

En hyldest til folk der ikke er mig (om at være den, der kender sit barn med autisme bedst. Altså lige bortset fra, når man ikke er det)

Jeg står foran en dør med et lidt for fast greb i en hånd, der er større end jeg umiddelbart husker den.

Så slipper jeg.

Mens at jeg iagttager døren langsomt glide i, kommer jeg til at tænke på, at jeg da vist engang her på bloggen skrev noget i retningen af:

“Vi forældre med sjove børn, er de som kender børnene bedst”

Lyset fra rummet på den anden side af døren forvandledes til en smal sprækker og i sekundet før at det forsvinder tilføjer jeg et:

“Ja. Bortset fra når vi ikke gør”

Selvom jeg, som fagperson er professionel ekspert inden for områderne autisme, angst PDA, ufrivillig skolefravær m.m , er det ikke altid at jeg som farmand, i momentet, forstår helt hvad mine børns lærere og pædagoger, psykologer, ergoterapeuter m.m laver.

Men jeg stoler på dem.

For hvor er det dog fantastisk, at der er mennesker til, der ikke er mig, som kender mine børn på en helt anden måde og som får lov at afdække evner og potentialer jeg måske nok har anet eksistensen af, men ikke selv evner at kultivere i samme omfang som de.

Noget der kan lade sig gøre fordi at de (ud over ikke at være mig) er virkelig kompetente -samt fordi at deres ledere og ikke mindst vi som forældre viser dem tillid og giver dem handlerfrihed til netop at være virkelig kompetente, tilpas autonome og til at gøre ting mit hårdt prøvede fader-hjerte måske ikke altid forstår i momentet, men som giver så meget mening på den lange bane.

Som farmand har det tidligere nogle gange været min første indskydelse, at slå ring om mine børn, obstruere og råbe “stooooopp. Det her går da bare slet ikke!”

Min indre professionelle tvilling – min fagmand, ved heldigvis bedre. Så når trangen har meldt sig har han været god til at lægge en beroligende hånd på min skulder og blidt føre mig i den modsatte retning, mens at ordene endnu har hængt i halsen på mig.

“Giv dem lige lidt arbejdsro. Et års tid eller to. Så skal du bare se løjer” hvisker han til mig.

“Fuck, altså! To år!!!”😳, svarer jeg.

“Eller et år” svarer han

“Hvor ved du den slags fra” vrisser jeg skeptisk.

“Jeg er jo dig -og du mig, din idiot”

“Nå ja… ,🙄 Sorry”

“Det er ok”

Og mens at vi sådan slentrer afsted, væk fra begivenhedernes centrum minder han mig ligeledes om, at de virkelig kompentente og tilpas autonome mennesker, der ikke er mig, faktisk ofte lykkes med at få adgang til hjerne og følelsesrum hos mine børn, hvor mit far-nøglekort med alle dets følelse, små og store traumer og 15 og 18 års historie, slet ikke virker.

Som far ved jeg som regel nogenlunde hvor de rum ligger og det er da også mig eller børnenes seje mor, der viser vejen til dem.

Vi er trods alt børnenes forældre.

Forældre der kender deres børn rigtig, rigtig godt, men som også ved, at der er døre, som det ikke er meningen at vi skal følge dem ind ad.

Apropos.

Låsen klikker og lyden minder mig om, hvor sindsygt meget jeg længes efter at kunne tage på hotel med børnenes mor -eller andre af de gode mennesker, som jeg ved venter i periferien af mit liv.

Jeg lægger forsigtigt øret til døren.

Der foregår spændende ting og sager, på den anden side.

Et ungt menneske (var det ikke er barn der gik ind?) åbner. Jeg snubler halvt af forskrækkelse.

“Far! Hvad laver du?

“Øh”

Døren lukker.

Jeg lader mig langsomt falde ned på knæ.

Bukker og takker.

Døren åbnes igen. En ung voksen kigger spørgende ned på mig. En mørk stemme, der minder om min egen finder blidt vej til mine røde ører.

Far. Hvad laver du egentlig dernede?”

“Øh”

“Du må sådan set gerne tage hjem nu!”

“Ok, så”

/Tak fordi at I læste med.

Morten

Til nye (og gamle) læsere.

Hej. Jeg hedder Morten. Jeg er 45 år og far til to børn – en pige på 18 og en dreng på 15 med autisme, Adhd og pda. Noget de angiveligt ikke har fra fremmede, hvis I forstår hvad jeg mener. 🙂

Heldigvis er jeg også godt gift. Professionelt beskæftiger jeg mig med komplekse autismetilstande og angstprofiler og har gjort det i en årrække – som underviser inden for dagbehandlingsområdet og som selvstændig psykologisk konsulent.

I den forbindelse tager jeg gerne ud og holder foredrag, undervisning, supervision og workshops. Skriv eller ring for et tilbud

At jeg er den jeg er, med de børn jeg har og beskæftiger mig med det jeg gør, giver mig unik mulighed for at anskue autismeområdet fra vidt forskellige synspunkter og vinkler. Både indefra –og udefra.

En gang i mellem prøver jeg at så, efter bedste evne, at samle trådene fra alle de hjørner jeg befinder mig i, i denne blog.

Jeg er glad for at du kiggede forbi. Bloggen har eksisteret i 3 år nu, så der er rigeligt med artikler i arkivet. Bare slå dig løs 😉

Du kan finde mig på facebook, her: www.facebook.com/AutismePlusFar

Har du ikke læst andet hos mig, end den korte artikel, du netop har færdiggjort, så prøv denne her. https://autismeplusfar.com/2017/05/10/som-at-drukne-paa-land-om-roede-og-sorte-nedsmeltninger-5-sekunders-tiltraengt-bevidstloeshed-og-en-datter-guidet-tur-ind-i-et-naesten-glemt-univers-som-ingen-boer-besoege/

Nyttige links

Psykologisk Ressource Center: http://www.psyk-ressource.dk (Stiftet af Psykolog Kirsten Callesen. Stor ekspertise indenfor blandt andet PDA)

Min datters skole (gode til at skynde sig langsomt) : https://basen.dk

Min og min søns fantastiske skole (også gode til at skynde sig langsomt – samt til PDA o.lign) http://soestjerneskolen.dk

AtoB STU (Særligt tilrettelagt uddannelsesforløb for de 16 til 23 årige) : http://atob-cph.dk

Autisme og Heste – en højt skattet samarbejdspartner (Freja var i aflastning der i 4 år) http://autismeogheste.dk

I skovens dybe stille ro (Om PDA hos børn -og unge, et to måneder langt interview og helt særligt vandret træ)

IMG_2839
NU, er jeg lykkelig

Det var egentlig ikke meningen at det skulle tage min gode kollega fra Søstjerneskolen, Frederik, flere måneder at få afsluttet det interview med mig, om PDA (Pathological Demand Avoidance/Ekstrem kravafvisende adfærd), som han skulle bruge til sit speciale på psykologistudiet.

Men omstændighederne ville, at sådan blev det.

Den dag hvor det så omsider lykkedes at få de sidste 15 min i kassen (naturligvis over zoom) ville skæbnen så yderligere, at flere ender mødtes og flere brikker på smukkeste vis faldt på plads.

Sådan er det også ofte, har jeg efterhånden erfaret.

Blandet andet fik jeg mulighed for at tage dette smukke foto af mine to unge mennesker.

Fotoet er taget klokken 20:55. De to sidder sammen og nyder aftenlyset og stilheden på et væltet træ, der er vedblevet med at vokse vandret ud over Furesøs overflade.

Træet har i mange år været Tokes yndlingssted og netop denne aften fik han omsider mulighed for at dele det med sin storesøster.

I de år hvor Toke  stod uden skoletilbud og hans autisme og PDA indrammede hans liv som var den en usynlig fodlænke, var det vandrette træ og den smukke natur omkring den, i blandt de få steder hvor han, i små dryp, kunne skubbe til grænserne for sin egen formåen, selvom det kostede ham både skrammer og adskillige jordhvepsestik.

Smertefulde, men også ganske konkrete påmindelser fra naturen, om hvad konsekvenserne kan være af at sætte sin fod det forkerte sted.

Måske blandt andet netop derfor, vendte Toke og jeg ofte tilbage til den lille teltplads på plateauet over det vandrette træ.

Her lavede vi vores mad på det lille trangia-sæt, snittede vores snobrødspinde, gravede vores huller i skoven, når vi skulle og sov i det lille letvægtstelt, der havde været Annes og mit hjem i Sydfrankrig en velsignet sommer med brød, ost og billig rødvin, før at vi fik børn.

Tokes og mine ture kunne virkelig et eller andet og det gjorde mig høj af lykke at vågne i minus 9 grader i polarsoveposen (som vi havde ønsket os) og iagttage isblomsterne på teltdugen og min sovende søn ved min side, i sikker forvisning om, at her var i hvert fald en verden, som jeg havde nogenlunde styr på.

En verden der, i små dryp, fungerede for ham og for mig.

For det meste af tiden kæmpede Toke med fjender der, selvom de var ligeså usynlige som skarpe sten, skjulte rødder og jordhvepsebo, var langt mægtigere og vanskeligere at blive klogere på – både for ham og for os.

Hans PDA fulgte sin helt egen kravafvisende logik og betød, at han på et tidspunkt end ikke kunne forlade sit værelse i længere tid, end at han kun regne med at være tilbage præcis én time senere.

Han ville gerne, men han kunne ikke.

I lige præcis den periode blev det selvsagt ikke til så mange teltture.

Den var dengang….

…………………………….

Frederik havde gjort et stykke fremragende research og formuleret nogle virkelig interessante spørgsmål om PDA.

Vi havde fundet et uforstyrret sted i et samtalelokale i Søstjerneskolens nye videns og kompetence center Koherenz.

Jeg havde både friskbrygget kaffe, masse tid og gode pointer og derfor kom det også fuldstændig bag på mig da jeg, med kun ganske få (men virkelig spændende)  spørgsmål igen, måtte afbryde det hele.

Fra det ene øjeblik til det andet, kunne jeg ganske enkelt ikke tænke en eneste sammenhængende tanke.

Først forstod jeg ingenting, men da jeg kom hjem og havde fået lagt mig ligeså vandret som træet ved Furesø, kunne jeg godt se sammenhængen.

Blot halvanden måned forinden havde jeg været involveret i et alvorligt trafikuheld.

Et sammenstød mellem mig og en anden billist, som jeg havde været uden skyld i, men som havde efterladt mig med et piskesmæld og en hjernerystelse samt en re-traumatisering af et tidligere og væsentlig voldsommere trafikuheld som jeg havde overværet på nærmeste hånd.

Usynlige fjender, der nu satte ligeså usynlige grænser for min mentale rækkevidde. Grænser som jeg hidtil havde virkelig svært ved at fatte -og respektere eksistensen af.

Altså lige indtil det øjeblik hvor at jeg, som her, i overført betydning, stod med foden helt nede i jordhvepseboet.

Frederik og jeg havde sjovt nok lige været rundt om de mulige sammenhænge mellem traumer, stresspåvirkninger og PDA, da klappen gik noget så eftertrykkeligt ned.

Skæbnens ironi?

Sådan er det nogle gange, har jeg efterhånden erfaret.

…………………………….

Et par uge senere sad Toke og jeg foran det grønne telt ved Furesø.

Alt var dejligt enkelt. Lige som jeg huskede at det havde været det for, hvad der synes som et øjeblik siden.

Det var ikke desto mindre tre år siden at vi sidst havde siddet der og jeg var vågnet op til isblomster på teltdugen.

Denne februar var isfri. Til gengæld blæste det af helvede til.

Vi havde imidlertid både varm kakao, ild i bålet, skumfiduser og de berømte polarsoveposer.

Vi havde byttet. Toke havde fået min 200 cm sovepose og jeg hans 190 cm. Alt andet ville have været urimeligt.

Toke var i mellemtiden blevet en ung mand på lige godt 15 år, uden den usynlig PDA fodlænke og med skoletilbud, så denne gang havde vi i ligeså høj grad slået teltet op for min skyld, som for hans.

For Tokes vedkommende havde et langt sejt træk – først af især Anne og senere i samarbejde med hans behandlingsskole, med en kombination af stressaflastning og nye udfordringer, gradvist bragt ham derhen, hvor han kunnet genoptage en skolehverdag, som der imidlertid var slået et to og et halvt år stort hul i.

Lidt ligesom den proces jeg p.t gennemgik, men blot i meget, meget større skala.

Jeg havde tit og ofte spekuleret over, hvad det egentlig var at Toke og hans storesøster i sin tid var “kørt ind i”, i overført betydning.

”Jeg kunne virkelig godt tænke mig at vise det her sted til min søster” 

-sagde han pludselig, mens at vinden hylede i træerne og gløderne fra bålet dansede ud over den vintersovende mark, der grænsede op til skovbrynet og den vidtstrakte sø på den anden side, hvor bølgerne nu dannede sjældne skumtoppe i det begyndende tusmørke.

”Vi gør det, når det er blevet lidt varmere i vejret” svarede jeg.

………………………….

Da Frederiks smilende ansigt tonede frem på skærmen og vi kunne tage fat på den sidste del af PDA interviewet, var vi et godt stykke inde i april.

Jeg var kort forinden, omsider blevet helt raskmeldt i en totalt forandret verden, hvor alle nu lige pludselig sad i hvert deres ”grønne telt” med rødvin, hjemmefitness og tiltagende lejr-kuller, mens at de ventede på, at den pandemi der fejede hen over verden udenfor og ruskede i teltdugen, skulle lægge sig igen.

Frederik og jeg samlede tålmodigt trådene op i forhold til en diskussion vi havde haft små to måneder tidligere i forhold til et spørgsmål om, hvorvidt at den øgede forekomst af -og fokus på PDA og PDA lignende belastningsreaktioner, hos børn og unge med autisme, kan havde en sammenhæng med den måde vi lever på og organiserer os, i den moderne vestlige verden.

Et rigtig interessant spørgsmål.

Frederik var i den forbindelse i færd med at kigge nærmere på det primært Japanske fænomen: “Hikikomori”

I en tidligere artikel her på bloggen, PDA og anslagsfølsomhed,  havde jeg selv givet denne korte karakteristik af fænomenet.

”Hikikomori er unge mennesker der lever i mere eller mindre selvvalgt ensomhed. Moderne eneboere med bredbåndsforbindelser, isoleret i små lejligheder som de ALDRIG (som i never, ever) forlader.

Her overlever de på mad, de bestiller på nettet –eller hvad deres forældre i al diskretion (i visse kredse er der stor skam forbundet med at have en Hikikomori som søn/datter) stiller foran deres låste dør.

Enkelte klarer sig på førnævnte forældres nåde, mens andre udfører programmeringsopgaver –eller driver anden form for småvirksomhed der ikke kræver at de begiver sig ud i det benhårde, hierarkiske Japanske konkurrencesamfund, som de frygter og derfor har brudt stort set alle bånd til.

Deres eneste sociale kontakt er den de opnår i onlinefora, hvor de blandt andet chatter med andre Hikikomori”

(Jeg linker til artiklen længere nede. I  den kan I også læse mere om PDA)

Mens at vi snakkede videre – blandt andet og sammenfaldet mellem adfærden hos folk med PDA og med PTSD, kom jeg til at tænke på beretninger jeg havde læst, om hjemvendte soldater, der flyttede ud i skoven i en kortere eller længere periode.  Ikke kun som følge af traumatiske oplevelser, men også som en konsekvens af mødet med det uforudsigelige civilsamfund de så længe havde været væk fra.

Åh, skoven…

Jeg sagde på gensyn (uden at vide hvornår) til Frederik, lukkede computeren, rejste mig fra drivhuset (mit helle) og gik ind til mine to unge mennesker.

På vejen gennem haven konstaterede jeg at: ”det var blevet varmere  i vejret”

Da jeg senere, samme aften, sad bag rattet mens at den nedgående sol farvede kabinen og de to unge mennesker på bagsædet orange, tænkte jeg atter en gang over hvad Frederik og jeg har snakket om tidligere.

Frederik havde spurgt mig om jeg tænkte at et fænomen som Hikkikomori kunne brede sig til vores del af verden. Jeg havde svaret, at måske var det her allerede, blot under et andet navn.

Og havde vi begge ret i vores antagelser, var der så i virkeligheden noget fundamentalt galt med den måde vi i årevis havde organiseret os på og var børn -og unge med angst, PDA og andre belastningstilstande -samt de japanske Hikkikomori i virkeligheden ”kanariefuglene i minen”?!

Tanken var lige så interessant, som den var skræmmende. Måske var det også bare mig der gerne ville have et eller andet jeg kunne hænge de to orange unge menneskers årelange lidelser op på.

Tidligere på dagen havde jeg snakket med politiet. Mit trafikuheld fra november sidste år, var omsider blevet behandlet. Det viste sig at min modpart, slet og ret havde overset mig.

Efterfølgende var han flygtet til fods fra ulykkesstedet fordi at han var gået i panik. Længere var den simpelthen ikke.

Han havde hverken været fuld, skæv, kriminel eller noget. Bare en uopmærksom og efterfølgende meget bange fyr, i en sort Volvo.

Måske var han stresset?

Jeg slog tanken hen.

Nogle gange sker ting bare, hvor svært det end kan være, at erkende.

Gruset knasede under mine vandrestøvler.

Freja og Toke var løbet i forvejen. Først havde Freja ikke ville med ud til vores sted. Hun havde sin helt egen rute ved Bagsværd sø, som hun havde gået adskillige gange og var tryg ved. Tanken om det nye og ukendte stressede hende.

Jeg forstod hende godt.

Jeg kunne høre deres stemmer slå smut på søens overflade og da jeg forsigtigt bevægede mig tættere på, kunne jeg ane deres silhuetter.

De sad side om side, næsten helt ude for enden af det vandrette træ.

Fjerne stemmer, latter og duft af brænderøg antydede at vi ikke var alene.

Andre end os var kravlet gennem det ”vindue” corona krisen uforvarende havde åbnet for os, sådan en ellers helt almindelige tirsdag aften i april.

Et vindue hvor spørgsmålene ”Hvad er det egentlig vi vil, hvor vil vi hen og hvornår vi lykkelige?” står skrevet med tusch på de sprossede ruder.

Jeg greb forsigtigt kameraet, fokuserede, mens jeg skævede ned på uret.

klokken var 20.55

Klik.

NU

-er jeg lykkelig.

…………………………………………….

(Held og lykke, Frederik. Jeg glæder mig til at læse resultatet)

/Tak fordi at I læste med.

Morten

Til nye (og gamle) læsere.

Hej.

Jeg hedder Morten. Jeg er 45 år og far til to børn – en pige på 18 og en dreng på 15 med autisme, Adhd og pda. Noget de angiveligt ikke har fra fremmede, hvis I forstår hvad jeg mener. 🙂

Heldigvis er jeg også godt gift.

Professionelt beskæftiger jeg mig med komplekse autismetilstande og angstprofiler og har gjort det i en årrække – som underviser inden for dagbehandlingsområdet og som selvstændig psykologisk konsulent.

I den forbindelse tager jeg gerne ud og holder foredrag, undervisning, supervision og workshops.

Skriv eller ring for et tilbud

At jeg er den jeg er, med de børn jeg har og beskæftiger mig med det jeg gør, giver mig unik mulighed for at anskue autismeområdet fra vidt forskellige synspunkter og vinkler.

Både indefra –og udefra.

En gang i mellem prøver jeg at så, efter bedste evne, at samle trådene fra alle de hjørner jeg befinder mig i, i denne blog.

Jeg er glad for at du kiggede forbi.

Bloggen har eksisteret i 2 år nu, så der er rigeligt med artikler i arkivet. Bare slå dig løs 😉

Du kan finde mig på facebook, her: www.facebook.com/AutismePlusFar

HER er artiklen jeg omtaler længere oppe.

https://autismeplusfar.com/2018/01/12/pda-og-anslagsfoelsomhed-om-kravafvisende-adfaerd-japanske-eneboere-og-det-at-vaere-underspillet-maalrettet-og-ramme-doeren-paa-den-helt-rigtige-maade-med-sine-knoer/

Har du ikke læst andet hos mig, end den korte artikel, du netop har færdiggjort, så prøv denne her.

https://autismeplusfar.com/2017/05/10/som-at-drukne-paa-land-om-roede-og-sorte-nedsmeltninger-5-sekunders-tiltraengt-bevidstloeshed-og-en-datter-guidet-tur-ind-i-et-naesten-glemt-univers-som-ingen-boer-besoege/

Nyttige links
Psykologisk Ressource Center: http://www.psyk-ressource.dk (Stiftet af Psykolog Kirsten Callesen. Stor ekspertise indenfor blandt andet PDA)
Min datters skole (gode til at skynde sig langsomt) : https://basen.dk
Min og min søns fantastiske skole (også gode til at skynde sig langsomt – samt til PDA o.lign) http://soestjerneskolen.dk
Koherenz – Søstjerneskolens nye kursus og videnscenter https://www.facebook.com/koherenz/
AtoB STU (Særligt tilrettelagt uddannelsesforløb for de 16 til 23 årige) : http://atob-cph.dk
Autisme og Heste – en højt skattet samarbejdspartner (Freja var i aflastning der i 4 år) http://autismeogheste.dk

 

 

 

Det var MIG der slog lektor Blomme ihjel (om at være en idiot, erkende det, “sprælle” og samtidig være corona-fange på en familie ø, man burde stemmes hjem fra OG om engang i 1992 at have skudt en læderfodbold i skridtet på skuespilleren Fritz Helmuth)

Du opfører dig virkelig som en idiot, far. Vil du ikke nok holdet op med det?!” Ordene var min 17 årige datters og hun havde så inderligt ret. For ja. Den første uge – nej, den første en og en halv uge af nedlukningen  var jeg virkelig ikke noget videre behageligt selskab for min søde familie.

Pænt sølle, når man nu tænker nærmere over det. Jeg kunne også godt mærke på lillebror Toke og hans mor, at de sådan set heller ikke ligefrem var super imponerede.

For mens at mine to teenagere og Anne, der jo alt andet lige har prøvet at være isolerede de to år, hvor de begge var uden skoletilbud og samtidigt havde det herredårlig, opførte sig totalt eksemplarisk, sprællede undertegnede drama queen på ynkeligste vis i det finmaskede net af nye hverdagsrutiner og begrænset bevægelsesfrihed, som vores regering med rettidig, omsorgsfuld, men også indiskutabel bestemt omhu trak ned over os alle sammen.

Måske var det min egen autisme, der sparkede ind. Hvad ved jeg?

Faktum var at den nye spyt og snotbårne virkelighed strammede mig over skuldrene og krøb op til navlen som et stykke tøj, man bare ikke vil indrømme, er mindst et nummer for småt og faktum var at jeg hadede det.

Well. Bare ærgerligt.

Faktum var også at jeg efterhånden var blevet en 45 årig far med ansvar samt brainpower, specialfaglig viden og livserfaring nok til at handle anderledes end at være en idiot i en grad, at min kloge datter, hos hvem jeg ellers har kosmisk lang line, følte sig kaldet til at fortælle mig det face-to-face.

“Det kunne jeg virkelig ikke være bekendt” 

 “OK I HER RET” sagde jeg afvæbnende og lidt for skingert, hvorefter jeg mere afdæmpet, men desværre højt nok til at alle hørte det, fortsatte med et “Hvis det her var Robison ekspeditionen, så var jeg nok blevet stemt hjem fra øen, hva´? 

(Den helt store udfordring i den sammenhæng var at øen og hjem nu var et og samme sted)

Her over to uger inde i nedlukning spræller jeg kun i små spjæt og der bliver længere og længere imellem dem. Min familie har forlængst tilgivet mig, og jeg har ligeledes forlængst tilgivet mig selv.

Og netop tilgivelsen. Både den ydre, men især også den indre af slagsen, er en disciplin som, hånd i hånd med en mængde, til tider smertelige erkendelser – herunder ikke så få om mig selv, i den grad har været med til at bære mig igennem de helt svære år.

År hvor at det, at være både følelsesmæssigt og lavpraktisk i lære som far til to børn med autisme og angst, gav anledning til at jeg begik ikke så få, men også meget menneskelige fejl, som jeg så efterfølgende måtte tage ved lære af.

Et super relevant, men også liiidt tung emne, som jeg af selv samme årsag har bundet sammen med ret absurd -og på behørig afstand af episoden, nu også ret sjov historie.

Hvad enten jeg taler til professionelle eller til pårørende, runder jeg som regel mine foredrag og workshops om autisme, angst, PDA og behandlingsarbejde af med netop denne historie.

Både som en påmindelse til mine tilhørere om at de dels ikke skal være for hårde ved sig selv (det kan andre tidsnok være) -samt ligeledes for at minde dem om at de, selvom de er forældre til -eller arbejder professionelt med skrøbelige børn og unge, må tillade sig selv at “slå nogle æg i stykker for at lave en omelet” – som man siger.

Og så fortæller jeg naturligvis også historien for at sikre mig, at mine tilhørere husker bare lidt af hvad jeg forinden har sagt.

Et ældgammelt trick. 😉

Historien, som også er lidt fjollet, kommer her:

Foråret og sommeren 1992 var en usædvanlig varm fornøjelse. Faktisk så varm at havde vi ikke haft så pokkers travlt med at stemme imod EU Maastricht traktaten og 24 dage senere slå tysken i bold, ja så havde vi måske lugtet kaffen ifht. den globale opvarmning, som dengang fortsat var noget som kun forskere og langhårede miljøaktivister gad beskæftige sig med.

Selvom jeg personligt, og i øvrigt ganske frivilligt, forsømte en god bid af foråret 1992, var de høje temperature alligevel allesteds nærværende.

Jeg befandt mig nemlig en god del af tiden i en kæmpe ombygget lade i Nordisk Films legendariske studier i Risby, hvor jeg iført vintertøj gjorde mit bedste for at virke bare nogenlunde troværdig som “ham den rødhårede, på bagerste række i klassen” mens at projektørene lyste ubønhørligt dagslyst-hvidt på os fra alle retninger og solen bagte tilsvarende ubønhørligt ned på studietaget 10 meter over vores  uldklædte drengekroppe.

Skæbnens ironi ville at optagelserne, som jeg, mens bier og blomster forlystede sig udenfor studiet, svedende kæmpede mig igennem, blandt andet  på et lidt for højt indtag af de mængder af maltbolcher som producenten Evers beredvilligt havde stillet til rådighed, senere skulle blive en del af filmatiseringen af Hans Scherfigs klassiker med titlen:

“Det Forsømte Forår”.

Da jeg i sin tid var blevet opmærksom på castingen til filmen havde min første umiddelbare indskydelse været, at jeg da naturligvis skulle gå benhårdt efter rollen som den elev, der i desperation taget livet en den sadistiske latinlærer, Lektor Blomme, ved at putte giftstoffet stryknin i hans maltbolcher.

En sand drømmerolle.

Og her må I ikke foranledige jer til at tro, at der lå et slet skjult skole-vendetta og gemte sig under trangen til at se et af de dummeste svin i dansk skønlitteratur forsvinde ind i det evige mørke i et langstrakt fald, med skum om sine blå læber OG vide, at det var MIG der gjorde det.

Tværtimod. Jeg havde netop afsluttet, hvad jeg fortsat ser tilbage på, som værende en god folkeskoletid.

God til trods for, at jeg særligt i de yngre klasser var præget af tilsyndeladende uforklarlige raserianfald og deciderede nedsmeltninger, at jeg alle dage havde været voldsomt grovmotorisk, ikke kunne ramme en fodbold samt at jeg, til at begynde med, var tilsvarende socialt akavet og reelt faktisk aldrig rigtigt formåede at identificerede mig med mine 26 jævnaldrende klassekammerater, eller deres interesser.

Når jeg alligevel klarede mig igennem på bedste Klods Hans agtige manér, skyldtes det en kombination af gode menneskers mellemkomst, en hjerne der huskede og forstod stort set alt det faglige stof den blev præsenteret for -samt den kendsgerning at jeg, alle mine besynderlighedder til trods, i det store hele blev rummet i skolen og elsket hjemme, som den jeg nu engang var.

Og så lærte jeg relativt tidligt, at prøve mig frem, falde og rejse mig og ikke mindst, at lade som om.

Når jeg, som barn og teenager ikke opholdte mig i klasseværelset på Buddinge Skole, hvor jeg i øvrigt også, mest på grund af min højde, sad på bagerste række brugte jeg nemlig stort set alle mine vågne timer på at spille teater.

Det var min enlige mor der, trods moderate til svære protester, blidt havde puffet 11 årige ekstremt hurtigt snakkende mig (snakke DET kunne jeg!)  i retningen af et kunstnerisk miljø med så højt til loftet og så mange skøre typer, at jeg næsten med det samme følte mig hjemme.

Her tilbragte jeg de næste mange år, rejste rundt, optrådte, fik venner og byggede dermed det spraglede, men bundsolide fundament, som skulle vise sig at få afgørende indflydelse på det voksenliv der ventede mig lige om hjørnet.

I skuespillet opdagede jeg  hurtigt at den sociale adfærd, som jeg havde så svært ved at integrere i mit liv uden for teatersalen, men som jeg samtidig fandt dybt fascinerende i en grad, at den på det nærmeste var blevet en form for særinteresse – at den adfærd i virkeligheden kunne tillæres og perfektioneres til at grad så at den til sidst virkede både ægte og dybtfølt, selvom at jeg i virkeligheden “bare” lod som om.

Der lå en enorm frisættelse i den erkendelse. At det rent faktisk var en gangbar strategi og en farbar vej at følge  – ikke bare på scenen, men også i det virkelige liv – at lade som om, fake, imitere uden nødvendigvis altid at skulle lede efter ægte følelser på stort set tomme lagerhylder i ens indre og derfor, i ren og skær desperation, påtage sig dem man nu engang lige kunne få fat i.

Skuespillet og den legende tilgang til det, blev derfor lige så stille min emotionelle kravlegård, hvor jeg gennem årene, fik lov til at gøre mig en masse erfaringer, som jeg ville have slået mig gevaldigt på ude i virkeligheden.

…………………………………………………

Den karakteristiske brummende alarm lød og den røde lamper på kameraet slukkede, som et tegn på, at optagelsen var slut. Skoleklassen blev tildelt en tiltrængt pause, mens at Skuespilleren Fritz Helmuth der med skræmmende autoritet udfyldte rollen som lektor Blomme og Thomas Villum Jensen, der spillede den unge morder Edward Ellerstrøm blev tilbage.

Willum Jensen havde tilsyneladende allerede været en stensikker Ellerstrøm, da jeg meldte mig ind castingprocessen og da jeg tilmed gav den lidt for meget gas og overspillede fælt i kampen om de andre hovedroller, anviste den erfarne børne -og unge caster Jette Terman mig høflig en plads til venstre på bagerste række i klasselokalet.

En plads jeg som bekendt allerede kendte, holdt ganske meget af, men nu kortvarigt havde forladt sammen med de øvrige drenge, for at spille…….mur.

Interesse for, viden om og talent for fodbold, havde alle dage været den hårdeste af alle  valutaer, blandt både drenge og piger i min rigtige folkeskoleklasse. Således var den det også, i denne tilfældigt sammentømrede en af slagsen.

Jeg kunne, som allerede nævnt ikke spille fodbold! Slet ikke!

Tiden frem mod mit 17 år havde imidlertid været god mod min krop der efterhånden, syntes jeg selv, nærmede sig en ganske fin balance mellem færre kilo og en mærkbart bedre motorik.

Dog med plads til forbedring.

I den forstand var konceptet “mur” som skabt til mit niveau.

Man sparker en fodbold op af en mur, som man stort set ikke kan undgå at ramme, bolden flyver tilbage, næste mand rammer bolden, bolden rammer muren o.s.v.

Jeg husker stadigvæk skuddet med samme glasklare tydelighed som jeg husker John Faxe Jensens tilsvarende, et par måneder senere til EM finalen mod tysken på Nya Ullevi stadion.

Begge to ramte vi bolden “lige i røven” – som man siger. John Faxe og så mig.

Mindet hvor Fritz Helmuth , i Lektor Blomme kostume, åbner døren til det store filmstudie til venstre for muren, løfte højre arm og jovialt udbryder “Hej drenge” står ligeledes ganske klart – selv her 28 år senere.

Allerede mens at det spinkle ekko af ordene endnu hænger i den forsømte forårslune luft, mellem bygningerne, kløves den med stor kraft af en læderfodbold, med sorte og hvide felter, der med en træfsikkerhed som var det hele resultatet af en nøje afstemt blanding af kraft, koordination og præcision ender sin korte rejse direkte i skridtet på skuespilleren.

Han krummer sig sammen på gårdspladsen. Tydeligvis i stor smerte. Optagelserne indstilles midlertidigt.

Jeg har senere forsøgt at regne mig frem til i hvor grad, det med mit “pragskud” lykkedes mig at fordyre indspilningen. Det er jo ikke helt billigt at holde sådan et filmhold kørende.

Der gik naturligvis ikke lang tid før at nyheden om den faldne lektor havde fundet vej ud i et par afkroge af produktionen.

Måske var det derfor (og selvom jeg tager helt og aldeles fejl, er det stadigvæk en vildt god historie) at instruktør Peter Schrøder senere tildelte mig den replik der, selvom den skulle blive min eneste, efter min opfattelse blev den vigtigste – ikke blot i filmen, men i resten af mit liv.

Replikken lød: “Det er menneskeligt at fejle”

Fritz selv, tog det faktisk meget pænt. Et par uger senere, da en stor fællesscene skulle filmes i gymnastiksalen på Duevejens skole, på Frederiksberg sneg han sig tilmed ind på mig og overraskede mig med ordene.

“Nå der du igen. Ja. Der fik du mig sgu!”

Jeg spærrede øjnene op

“Der fik du mig sgu” sagde han.

“Ha” tænkte jeg triumferende

“Så var det alligevel lidt mig der slog Blomme ihjel”

……………………………..

Nøjagtig 6 år (og vi taler på dagen!) efter filmens premiere tjekkede jeg ind på Ærø Folkehøjskole officelt for at spille mere teater, men reelt for at nulstille og genstarte mit liv efter min fars alt for tidligere død året forinden.

5 dage senere mødte jeg dengang 18 årige Anne.  4 år senere blev vi gift og forældre til Freja (I ved, hende der kaldte mig for en Idiot i starten af artiklen) To og et halvt år efter Frejas ankomst meldte lillebror Toke sig under fanerne.

To børn, nu unge mennesker, som der er skrevet mange spaltemeter om på denne blog (og er dette din første artikel her hos mig, så bare gå i krig. Så giver det hele mening)

Et par unge før at statsministeren sendte skoledanmark hjem, sad Toke og hans lærer på Søstjerneskolen, Morten, og så filmen Det Forsømte Forår.

I den forbindelse hæftede de sig begge ved en sært velkendt, lettere ranglet, rødhåret skikkelse der gik ind og ud af en masse døre, men ellers for det meste bare sad i baggrunden og så mere eller mindre kuet ud, bortset fra det korte øjeblik, hvor han smilende (til den rare vikar) levere sin ene gyldne replik.

Da nedlukningen officielt var en realitet havde Toke blandt andet fået den hjemmeopgave, at interviewe mig om filmen.

Det kastede en interessant samtale af sig som omhandlede den triste skæbne der i såvel roman som i filmen, senere viser sig at have overgået drengene fra lektor Blommes klasse, da de mødes til genforening 25 år senere.

Ganske vist er de lykkedes i den forstand, at mange af dem  bestrider de poster i samfundets top, som de som unge blev stillet i udsigt ville være frugten af sliddet og ydmygelserne.

Men som mennesker er de ødelagte, bitre, uforløste og ensomme. En enkelt af dem, højesretsdommer Ellerstrøm, har tilmed et liv på samvittigheden.

Toke og jeg legede for sjov med tanken om mon ikke, at min navnløse karakter i virkeligheden var den eneste af drengene, der var sluppet igennem som et nogenlunde helt, forløst og lykkeligt menneske, FORDI at HAN og ingen anden, havde fået lov opleve smagen af  de fem magiske ord.

Fem magiske ord der tilsammen havde dannet et sætning, så kraftfuld at den var kommet til at definere resten af hans liv i en grad at han ikke var vågnet til én eneste håbløs gråvejrsdag eller havde stået over for én eneste tilsynelanden uoverskuelig udfordring, uden at den – sætningen, hans evige mantra, var flammet op for hans indre blik, med samme glød og styrke, som da han sagde den for første gang, den dag i klasselokalet

“Det er menneskeligt at fejle” 

Yeah!

Vi nikkede stiltiende, Toke og jeg, rørende enige om at sådan måtte det nødvendigvis forholde sig.

Her efter var der pressemøde.

Mette Frederiksen talte åbent og ærligt om alle de fejl hun, regeringen og sundhedsmyndighederne uundgåeligt ville komme til at begå, i den kommende tid, men at de – fejlene var en del af en læreproces i forbindelse med en udfordring til hvilken der ikke eksisterede nogen drejebog.

Det der med ikke at have nogen drejebog, kender jeg godt.

Og alt imens at at jeg skiftevis lod blikket vandre fra Mette Frederiksen til Toke  -samt til hans storsøster, der i al ubemærkethed havde sneget sig ud i det åbne køkken bag os for at lave sort kaffe ledsaget af toastbrød med appelsinmarmelade og jazzmusik, tænkte jeg ved mig selv, at drengen fra filmens -og nu også statsministerens mantra, helt sikkert også var endt med at blive mit eget.

Og gudskelov.

For når man sådan, i alt stilfærdighed sad og betragtede de to harmoniske, kloge, seje, selvstændige og smukke slutprodukter der efterhånden var ved at udkrystalisere sig for øjnene af deres mor og mig, kunne man et enkelt åndedrags tid, godt glemme hvor hård en omgang det egentlig talt havde været.

Ikke bare for Freja og Toke med deres autisme, adhd, deres angst, pda og ufrivilligt skoleløse år, men også for undertegnede ifht. at kunne erkende, rumme, håndtere det hele.

Nu hvor jeg var nået så langt, at jeg kunne tillade mig selv den luksus, at bearbejde det hele kunne jeg samtidig også godt se at vejen dertil, godt nok havde været brolagt med hårdt arbejde, generel sejhed, blod, sved og tårer, men også med fejl og dårlige beslutninger, fra min side, der til trods for at de måske føltes som en enormt god idéer i momentet, stadigvæk var fejl og dårlige beslutninger.

For eksempel når jeg gennem en optik af sorg, skyld og kuldsejlede far-drømme, prøvede at få øje på lette, hurtige løsninger på Frejas og Tokes komplekse udfordringer, og til sidst i overført betydning, lossede så hårdt jeg kunne til “bolden”, bare for da for helvede, at kunne gøre et eller andet.

Her 12 år efter at Freja, som den første af de to blev udredt, og jeg modtog psykiaterens besked, uden rigtig at lytte efter og med nogenlunde samme mine som en kuet elev fra den sorte skole der har glemt latinlektie, har jeg efterhånden opnået en “spilforståelse” og et “boldøje” der gør det muligt for mig at navigere sikkert rundt på den bulede livsbane, vores sjove familie har fået tildelt.

Her ramme jeg faktisk, tilmed nogenlunde, det jeg sigter efter.

En sjælden gang, for eksempel når spillets regler uden varsel, ændrer sig, som nu med COVID 19, kan jeg godt, for en kort bemærkning blive stanghamrende autistisk, humørsyg og urimelig og råbe grimme ting efter dommeren….

-og sprælle.

Som her forleden.

Nuvel.

Jeg bliver heldigvis også hele tiden en marginalt klogere af mine fejl.

Hvilket nok er meget godt.

Ellers ville det nok bare ende med at en eller nogen fik nok og besluttede sig for sætte en stopper for min menneskelighed, ved at putte gift i mine maltbolcher.

Min søde familie, for eksempel. Ingen ville nogensinde mistænke dem.

Spøg til side.

Her kommer histories morale.

Lige nu bor vi alle sammen mere eller mindre på den samme corona-ø, med alt dens isolation, dens regler og faste rutiner, dens afsavn og alle dens fravalg.

Men på et eller andet tidspunkt, når stormen har lagt sig, må man vel forvente, at hovedparten af Danmarks befolkning rejser væk fra øen igen – “hjem” for at genoptage, hvad der nu end var deres liv, før at corona ramte.

Mange af I som har børn med særlige behov, vil sansynligvis, til den tid stå på stranden og vinke farvel (jeg er der også) , vel vidende at isolationen, reglerne og de faste rutiner, afsavnet og de fravalg som de andre kun midlertidigt oplevede, vil være jeres virkelighed mange år fremover.

Ikke på grund af corona, men på grund af den autisme, adhd, angst -eller anden tilstand hos jeres børn -og unge mennesker der gør at I måske sætte jeres fødder ekstra forsigtigt, vejer jeres ord på en guldvægt og måske er ekstra meget på vagt overfor hinanden, hvis I, som Anne og jeg, da er så heldige stadigvæk at være sammen.

I der arbejder professionelt med de unge øboere og deres forældre, vil mange år fremover fortsat skulle rejse frem og tilbage mellem dem og jeres fastland og fortsat have overskuddet til at være visionære og viljen til at føre jeres visioner ud i livet.

Til glæde for de fastboende.

I der træffer beslutningerne og betaler for indsatserne og rejserne til øen. Husk at visionære ideér kræver tid og rum for at kunne vokse.

For alle jer er fejlene og modet til at begå dem, på et så oplyst grundlag som muligt (man skal jo ikke være dum) et grundvilkår. Just saying. 😉

Desuden ved aldrig man aldrig helt hvad der sker, når man giver bolden et ordentligt los.

I mit tilfælde førte det en replik med sig og et mantra og en indsigt som har hjulpet mig med at holde tungen lige i munden, hovedet koldt og hjertet varmt, i forbindelse med min families store kampe på de knoldene og ujævne livsbaner.

Marcus Tullius Cicero sagde det i sin Filippiske tale i år 43 f.kr.

Hans Scherfig skrev det i 1940

Og jeg fik lov til at gentage det i 1992

Errare humanum est = det er menneskeligt at fejle,

Et udsagn der i øvrigt oftes efterfølges med et:

Ignoscere divinum = ‘at tilgive er guddommeligt’.

Vær ikke for hårde ved jer selv og hinanden. Det kan andre tidsnok værre.

Desuden tyder meget på at fejl bliver det nye sort.

Menneskelige fejl og menneskelig tilgivelse.

Statsministeren siger det selv.

……………………………………………………

Tak for fordi at du læste med.

/Morten

Ps. Undskyld at jeg var sådan en idiot, Freja og Toke og Anne. Jeg skulle bare lige vænne mig til alt det her corona halløj.

PPS. Jeg har stadigvæk ikke lært at spille fodbold.

 

 

 

 

Manden under kappen er langt fra død og han skal ud af sit køkken! (En slags nytårstale fra AutismePlusFar)

Ligner jeg virkelig min farfar?

(Udgivet ved ved årsskiftet 2019/2020, men den lige en æresrunde. 2020 var sgu alligevel sådan et mærkeligt år 🙄)

Nyt år. Nyt årti. Tid til at gøre status og foretage en optælling af det mentale varelager og tid til, i det hele taget, at underkaste ens lettere brugte hylster og flossede sjæl et udvidet revisortjek.

Jeg har, i indeværende kalenderår, for eksempel indset, at jeg tilsyneladende er at finde iblandt den minoritet, der har forladt såvel 90’erne, 00’erne -og nu også 10’erne uden så meget som en eneste lille bitte tribal-tatovering på kroppen. 

Men jeg klager ikke.

Jeg ved nemlig, fra mine adskillige svømmehalsture, hvor uskønt at ordene ”Carpe Diem” kan tage sig ud på en bleg mellemlederlænd, hvor de med svungen, ubehjælpsomt mejslet, nu falmet skrift er blevet strakt ud i absolut bredformat af en kombination af en lidt for god kantineordning og den obligatoriske (just for the team spirit) fredagsbar. 

Jeg har desuden, med årene, udviklet en decideret afsky for de to ord ”Carpe” og ”diem” tilsammen, i den forstand at jeg har været af den opfattelse, at diverse irriterende camino vandrende, lædersmykkebehængte selvhjælpstyper, halvdårlige tatovører og pågående sælgere af billige t-shirts på al-inklusive turistdestinationer efterhånden har fået vredet al substans, samt perverst meget kapital, ud af det potentielt smukke budskab, efter at Robin Williams i sin tid forærede det til en samling kuede kostskoledrenge -og således også det brede biografpublikum, i Peter Wiers sen 80’er film ”Døde Poeters Klub”

Lyder jeg som indbegrebet af en aspirerende passiv-aggressiv, næsten midaldrende mand? Well. I know 🙄

En formildende omstændighed er, at jeg for ganske nyligt er blevet marginalt klogere. 

I året der nu rinder ud, 2019, ville min farfar være fyldt 100 år og min far ville være fyldt 70.

Selv rundede jeg det bløde hjørne 44. To år under den alder min far havde da han døde. 

De sidste 6 år min gamle farfar, Hans, levede mistede han mere eller mindre evnen til at sætte sig ned og spise et måltid mad, sammen med os andre, når vi besøgte ham i huset i Gilleleje.

I stedet stod han for det meste ret op og ned i køkkenet og indtog i hast sin del af måltidet, hvorefter at han serverede resten for os, ved bordet, uden selv at gøre os selskab.

Han opholdte sig i det hele taget en hel del i det køkken, den sidste tid. 

I grunden ikke så mærkeligt for køkkenet havde i mange år været hans bastion, helle, holdepunkt og arbejdsplads i en tilværelse, hvor han først passede sin alvorligt syge kone, min farmor Lizzie og senere sin alvorligt syge søn, min far Søren. 

Min farmor lå i sengen hele mit liv med hende.

De sidste par år med et halvt venstreben og et imponerende bagkatalog af mere eller mindre alvorlige komplikationer, efter talrige operationer, som blev holdt på behørig afstand af en blanding af cerutter, ketogan i flydende og faste mængder der kunne have taget livet af en bataljon, -samt en jernvilje og lyst til at leve, som hun selv påstod havde fået ekstra nærring, da hendes eneste barnebarn, mig, havde meldt sin ankomst. 

Jeg nåede at høre mange nattelige morfintågede røverhistorier, i den ligeså røg-tågede stue med hessiantapetet, mens mit medicinske mirakel af en farmor og jeg selv spiste blomme i madeira, ventede på den næste natlæge og lyden af fiskerilastbilerne rumlen på Strandvejen blandede sig med kutternes lavfrekvente motorbanken på det sjældent rolige Kattegat få meter væk. 

I 1987, to år før at Robin Williams rebelske lærer tog de to latinske ord i sin mund for første gang, gav min farmors krop op og et liv, der var blevet meget længere end nogen som helst havde forventet, var slut.

Hun havde netop bedt min farfar løfte lidt på hende, for aflaste hende for de liggesår hendes mange år i sengen havde tilføjet hende. ”Det var du sgu bedre til, da vi var unge”blev hendes sidste ord.

Og så var hun væk. 

Lidt over 6 år senere blev min far, Søren, alvorligt syg. (Læs eventuelt: https://autismeplusfar.com/2017/08/16/at-modtage-en-isbjoern-med-posten-et-forsvar-for-diagnoserne/ )

Skæbnen ville at han kom til at bo, en del af de 3 år det tog ham at dø, hos sin egen far der hermed atter satte næsen i det omsorgsspor han kendte så godt og atter iførte sig en falmet, usynlig kappe som ingen kendte vægten af, men som udefra set virkede så tung, at man kunne undre sig over, at der fortsat var et helt menneske indenunder.

I de yderligere 6 år, der gik fra at min farfar og jeg sammen stod ved min fars kiste i den solbeskinnede, hvidkalkede Gillejeje kirke og til at jeg stod samme sted ved min farfars kiste, nu med højgravide Anne ved min side, blev den gamle smed aldrig helt sig selv igen. 

Når jeg besøgte ham, stod han for det meste i sit køkken og snakkede med sin døde søn eller sin gnavne kat, mens at han lavede en af de 5 retter han mestrede til perfektion. 

Jeg bebrejder ham det ikke. Han var en gammel mand for hvem den evige parathed var blevet en skæbne han hverken havde kræfter eller strategier til at kaste af sig.

Han var som en hjemvendt soldat, der forsøger at genoptage en normal tilværelse, men ender med at måtte flytte ud i en skov.

Jeg savner stadigvæk både ham og hans bøf stroganoff. 

Året 2002, hvor min farfar fik den nådige død, som det alt andet lige må være, at lægge sig på sin egen seng for aldrig igen at rejse sig, bød selvsagt på lidt af hvert og tilmed inden for ganske få måneder. 

En begravelse i Gillejele, et stort udendørs bryllup, mellem Anne og jeg, i et sjældent vindstille og solbeskinnet Thy, toppet med ankomsten af en smuk lille stjernekigger, som vi selv mere eller mindre måtte forløse på Herlev sygehus, da hendes hastighed og hendes mors sejhed kom fuldstændig bag på jordemoderen. 

At Freja og hendes lillebror Toke, som gjorde hende følgeskab to et halvt år senere, ville udgøre en mere end almindelig stor livsopgave, stod måske nok skrevet i de stjerner, som det lille rødhårede alfe-agtige væsen kiggede op i, men det fik vi hurtigt alt for travlt med at elske de to til at bekymre os om. 

Og da omfanget efterhånden åbenbarede sig, gjorde vi det som forældre og alle andre der nogensinde har elsket til hver en tid har gjort: satte næsen i omsorgssporet og tog helte-kapper på. 

Kapper, hvis tyngde blev forøget tilpas langsomt til at vi kun langsomt mærkede, at de personer vi engang havde været langsomt svandt ind under vægten, alt imens at vi voksede ind i –og efterhånden næsten blev ét med den behandlingsopgave, der var blevet vores på ubestemt tid.

Selv blev jeg til manden, der kaldte sig selv for AutismePlusFar, med licens til at flyve ind og ud af hjemmet.

Seje, kloge Anne kaldte sig ikke for noget som helst.

Til gengæld holdt hun skansen og stod i forreste linje, blandt andet i de delvist –og helt skoleløse år, hvor børnenes autisme, angst og PDA, flåede godt og grundigt i ikke bare deres, men også i deres forældres fysiske og mentale helbred.

Resten er historie, som man siger. Historie som jeg efterhånden har skrevet mange blogindlæg om.

I 2019, året hvor min farfar ville være fyldt 100 og min far ville være fyldt 70, begyndte deres olde og børnebørn, Freja og Toke, nu to unge mennesker, for første gang for alvor at vise tegn på, at Anne og mig, hvis vi ellers turde, godt kunne kaste et flygtigt blik på hvad der nu engang måtte være tilbage af os selv. 

Men turde vi? Og ville vi vide, hvordan at vi skulle bruge, hvad der end måtte åbenbare sig derinde

-bag heltekapperne.

For mit eget vedkommende fandt jeg, til min store overraskelse for ganske nyligt ud af, at kernen i den person, jeg gerne vil have at både jeg selv og andre mennesker gerne skal kunne vedkende sig, trods sin ringe størrelse, tilsyneladende virker overraskende velbevaret.

Kernen ser tilmed ud til at vokse, lidt på samme måde som en selvoppustelig luftmadras, i nogenlunde samme takt med at kappen, jeg så længe har båret, langsomt taber vægt igen. 

Som det så ofte er tilfældet, skulle der naturligvis udefrakommende indgriben til, før at jeg nåede til den erkendelse.

Ikke en guddommelig indgriben (med mindre at Gud har en særlig morbid form for humor), men den slags indgriben hvor en sort Volvo pludselig svinger ind foran ens bil en november aften, i regnvejr –i fucking Valby.

Trafikulykken i sidste måned kostede mig heldigvis ikke mere end en bil, samt en længere sygemelding. En sygemeldinge jeg brugte til at følge min læges strenge ordre om at holde mig selv nogenlunde i ro, hvis jeg da ellers ville slippe for hovedpine i alt fra 6 måneder til resten af livet. 

Det ville jeg.

Alt imens at jeg prøvede at spore min erindring ind på, hvad det dersens ro nu egentlig talt var for noget, gik det op for mig, at………..jeg rent faktisk havde stået virkelig, virkelig meget i mit køkken, uden nogen særlig grund, de sidste par måneder. 

Faktisk var det ikke mere end et par dage siden, at jeg havde indtaget det meste af et måltid, jeg lige så godt kunne have nydt sammen med Anne (børnene spiser fortsat en del på værelserne), i stående tilstand og i stor hast.

Senere den dag, hvor erkendelsen udkrystalliserede sig og jeg stod i badet, kunne jeg ikke dy mig for at kigge mig selv i spejlet, for at se om jeg mon lignede min farfar. 

Det gjorde jeg faktisk. 

Jeg bemærkede desuden, hvad jeg jo udmærket allerede godt vidste, at min krop ikke havde andre udsmykninger end de ar dygtige kiruger havde tilføjet mig, efter to operationer for brok. 

“Brok?!” Var det virkelig hvad det kunne blive til? 

Og alt imens at jeg grinede højt for mig selv over det –samt over forekomsten af lettere korpulente mellemledertyper med ordene ”Carpe Diem” stående i bredformat hen over lænden med svungne, ubehjælpsomt mejslede og nu lettere falmede bogstaver, ændrede mit grin langsomt karakter indtil at det fladede ud og satte sig i det ansigt, som lignede min farfars til forveksling, som et varmt, eftertænksomt smil og som en nyslået erkendelse. 

”Stop dit brok og grib dagen!” 

Min benamputerede, cerutrygende farmor, ville have elsket den leveregel. 

Banalt? I allerhøjeste grad! 

Sandt? Meget! 

…………………..

Så 2020 bliver, blandt andet, året hvor jeg skal øve mig i at gribe, holde fast og så rent faktisk bruge det jeg har grebet til noget….

Lidt ligesom den gang jeg som moderat overvægtig fulme-tumler barn sad og forsøgte at gribe de ærteposer, som min afspændingspædagog Ellen (jeg har aldrig glemt dig, Ellen) tålmodigt kastede til mig, i Buddinge Skoles tumlesal.

For inde under den gradvist lettere, men stadigvæk forbandede tunge heltekappe, findes en mand som ikke kun er nogle sjove børns far.

OG den mand er langt fra død, endnu. 

OG den mand, han skal altså ud af sit køkken

-som man siger. 😉 

Vil I være med?

Rigtig godt nytår, helte og heltinder.

Og 50.000 tak (så mange besøgende har bloggen nemlig haft i 2019) for i år.

Vi ses derude.

Kh.Morten
Nyttige links
Psykologisk Ressource Center: http://www.psyk-ressource.dk
Min datters tidligere skole (gode til at skynde sig langsomt) : https://basen.dk
Min og min søns fantastiske skole http://soestjerneskolen.dk
AtoB STU (Særligt tilrettelagt uddannelsesforløb for de 16 til 23 årige) : http://atob-cph.dk
Autisme og Heste – en højt skattet samarbejdspartner (Freja var i aflastning der i 4 år) http://autismeogheste.dk
Til eventuelle nye læsere.
Hej.
Jeg hedder Morten. Jeg er 45 år og far til to børn – en pige på 18 og en dreng på 15 med autisme og Adhd.
Noget de angiveligt ikke har fra fremmede, hvis I forstår hvad jeg mener. 🙂
Heldigvis er jeg også godt gift.
Professionelt beskæftiger jeg mig med komplekse autismetilstande og angstprofiler og har gjort det i en årrække – som underviser inden for dagbehandlingsområdet og som selvstændig psykologisk konsulent.
I den forbindelse tager jeg gerne ud og holder foredrag, undervisning, supervision og workshops.
Ring eller skriv for et tilbud.
At jeg er den jeg er, med de børn jeg har og beskæftiger mig med det jeg gør, giver mig unik mulighed for at anskue autismeområdet fra vidt forskellige synspunkter og vinkler.Både indefra –og udefra.
En gang i mellem prøver jeg at så, efter bedste evne, at samle trådene fra alle de hjørner jeg befinder mig i, i denne blog.
Jeg er glad for at du kiggede forbi.
Bloggen har eksisteret i 4 år nu, så der er rigeligt med artikler i arkivet.
Bare slå dig løs 😉
Du kan finde mig på facebook, her: www.facebook.com/AutismePlusFar

Far er stolt! (En historie om PDA, om ufrivilligt skolefravær, om at være tilpas underspillet fokuseret, om at tage toget til Nordhavn i ellevte time og nioghalvtredsindstyvende minut -og om kage. Masser af kage)

Freja. Pigen med de lange skridt. På vej frem.

(Udgivet første gange 11 maj, 2019. Far er STADIGVÆK stolt 😉 Hun starter på HF-Inklusion efter sommerferien – sgu 💪🏻)

Det kan sådan set udtrykkes såre enkelt.

Far er stolt! Fair nok. Mor er helt sikkert også stolt, men nu er det altså far som skriver.

Mandag d. 7 maj 2019, tidlig morgen, troppede vores datter, Freja, op på sin skole, BASEN på Østerbro i København og gennemførte folkeskolens afgangsprøve i skriftlig fremstilling.  

Onsdag nappede hun afgangsprøven i retstavning og læsning, samme sted. 

P.t arbejder hun på sin disposition til den mundtlige eksamen i dansk. En tilsvarende mundlig eksamen i engelsk venter forude. 

Det er helt vildt! 

Hvorfor er det helt vildt?

Jo, ser I. Det er helt vildt fordi, at Freja, som følge af massiv angst, ikke har været i skole – og derfor reelt heller ikke har modtaget sammenhængende undervisning i flere år. 

Faste læsere vil måske kunne erindre, at jeg for et par måneder siden udgav artiklen ”9 måneder. En knapt så sød ventetid” her på bloggen.

Artiklen (jeg linker til den nederst. Læs den!) fortalte ikke blot historien om Frejas fald mod angsten og det ufrivillige skolefravær, men var samtidig også en beretning om, hvordan at hendes nuværende skoletilbud BASEN – og ikke mindst hendes seje lærer Julia, med den helt rigtige blanding af relationsarbejde stressreducering, tålmodighed –samt diskrete, næsten underspillede ambitioner, var godt på vej til at løfte en opgave, som jeg selv og Anne knap troede var mulig, at løfte. 

Den gang, tilbage i februar, hvor jeg satte mig til tasterne, vidste vi imidlertid fortsat ikke om vi var købt eller solgt, hvad Frejas fremtid på BASEN angik. 

Vores kommune havde nemlig særdeles vanskeligt ved at få øje på den progression, i Frejas undervisning –og behandling, der kunne retfærdiggøre et ekstra 10 skoleår på skolen. 

I det forløbne skoleår, hvor Freja havde været indskrevet som elev på BASEN havde hun nemlig ikke sat sine ben på skolens matrikel særlig mange gange.

Og for kommunens gode folk, var ”antal undervisningstimer på skolens matrikel” ganske forståeligt, den valuta, som de havde for vane af afregne i, når afkastet af deres investering skulle gøres op.

Set fra deres perspektiv så det, for nu at bruge deres eget udtryk, ud som om at:

“Vi betaler for en hel lagkage, som Freja så kun spiser et lille stykke af

Vi forstod dem sådan set godt, men intet kunne være mere forkert. 

……………………

Ud over at være far til Freja og hendes lillebror, af og til kærligt benævnt som mine to smukke, kloge laboratoriemus, arbejder jeg, som det vil være nogle bekendt, samtidig professionelt med selvsamme komplekse problemstillinger, som de to er berørt af – Ekstrem kravafvisende adfærd (nogle kalder det PDA), autisme og ufrivillig skolefravær.

I den forbindelse har jeg været så privilegeret at få lov til at rejse lidt rundt i kongeriget, her på det seneste, og fortælle lidt om mine erfaringer med netop denne højt specialiserede forgrening af dagbehandlingsområdet, samt om hvordan at man helt konkret arbejder med den begrænsede målgruppe af børn –og unge med autisme og angst, som Freja og og Toke tilhører.  

Har man været tilstede til et af mine kortere eller længere foredrag, har man sandsynligvis kunne høre mig bruge udtryk som: 

”I arbejdet med denne gruppe børn –og unge gælder det om at være LIGE TILPAS UNDERSPILLET FOKUSERET”

eller 

”Børn –og unge med ekstremt kravavisende profiler HAR BRUG FOR TYDELIG, INDIREKTE, USYNLIG, SYNLIG STRUKTUR”

Og 

”Du KAN VÆRE STRUKTUREN! På en gang målrettet og IKKE INTENTIONEL, i dit kropsprog, udstråling, i dine ord –og dine handling”

Til slut har jeg måske indskærpet over for mine tilhørere, at ting tager tid og at man, i den forbindelse: 

”Kun kan dreje på ´EN KNAP AD GANGEN og er den knap en selv, som professionel, ja så starter man naturligvis der” 

Grebet ud af en sammenhæng, kan den slags powersætninger, måske fremstå lettere ”fluffy” og på den nyligt overståede autismekonference, SIKON i Odense, hvor jeg kun havde 55 kompakte minutter til min rådighed, blev jeg da også efterfølgende kontaktet af en del tilhørere, der lige skulle høre om jeg ikke kunne uddybe, præcis hvad det var jeg mente, når jeg eksempelvis snakkede om vigtigheden af:

”RELATIONSARBEJDE, STRESSREDUCERING, GRÆNSELØS TÅLMODIGHED –samt DISKRETE, næsten UNDERSPILLEDE AMBITIONER”  

 -i nævnte rækkefølge. 

Nøjagtig 6 dage efter min hjemkomst fra Odense, besvarede seje Freja lige præcis det spørgsmål, på forbilledlig maner, da hun, klokken 08:16, i selskab med undertegnede, en bærbar computer, snacks og thermokaffe, steg ombord i C toget med retning mod Nordhavn Station, for derfra med sine karakteristiske lange skridt at bevæge sig de sidste 500 meter hen til til BASENS lokaler på Strandboulevarden og det ventende eksamensbord. 

Selvom næsten tilsvarende oplevelser med elever, har trukket små tårer i øjenkrogende, i mine 5 år som ansat på Søstjerneskolen –en tværfagligt højt specialiseret behandlingsskole, pioner inden disciplinen “at skynde sig langsomt” og nu førende inden for arbejdet med børn -og unger med blandt andet ekstrem kravafvisende adfærd, ja så var det nu en helt særlig oplevelse at se miraklet folde sig ud, hos ens eget kød og blod.    

Anne og jeg gik da også, efterfølgende fuldstændig amok i små delikate specialiteter, crémant og i KAGE!

Og det til trods for at Frejas Bedste, som havde hentet hende efter eksamen, kunne berette, at de skam allerede selv havde købt rigeligt med kage.

Anne og mig var imidlertid komplet ligeglade og købte mere. Og det i en grad så at den stakkels unge kvinde, der alt andet lige var begivenhedernes centrum, næsten fik røde pletter på halsen af forlegenhed over hendes forældres utilslørede kagebegejstring.

……………………

Siden Freja, i marts 2018, havde taget hul på sin første dag som elev på BASEN med års ufrivillig skolefravær i baggagen, var hendes lærer Julia efterfølgende trofast mødt op i vores hjem to gange om ugen. 

I første omgang ikke med det erklærede sigte at undervise Freja, men først og fremmest for opbygge en relation og et solidt fundament af gensidig tillid, som Frejas fremtidige skolegang ville kunne hvile på. 

Julia var lige netop tilpas underspillet fokuseret i sin tilgang. Hun vidste at hun nok skulle få Freja med ind til skolen en skønne dag, men hun “drejede kun på én knap ad gangen” i sine bestræbelser for at få det til at lykkedes.

I tilgift var hun så også lige det ”match made in heaven”, der nogle gange betyder alt i forhold til om et barn –eller ungt menneske kan gå de sidste tunge meter. 

Det var denne tålmodige behandlingsindsats der, set udefra, virkede som ”et lille stykke lagkage”, men som både Anne, jeg, Julia og Freja selv, kunne se var nødvendig hvis der skulle låses op for næste trin i genrejsningen af skoleeleven Freja. 

Den faglige indsats. 

Åbningen i den forbindelse, kom for mindre end to måneder siden.

Kort forinden havde vi heldigvis kunnet ånde lettet op,

Dels havde Julia og hendes ledelse lagt et kæmpe arbejde i at dokumentere deres indsats, og dels havde kommunen omsider taget vores ord for gode varer om at Freja, skønt det tog sig anderledes ud, skam allerede tog godt for sig af kagebordet og i løbet af kort tid i øvrigt ville kunne ”spise adskillige lagkager” om dagen.

Det 10 skoleår var, med andre ord, hjemme.

Som udgangspunkt under forudsætning af, at Freja i det indeværende skoleår ville kunne gå op til dele af folkeskolens afgangsprøve.

Det tænkte vi godt at hun kunne, men vi vidste det reelt ikke. Blot vidste vi, at hun var på rette vej.

Lad det være sagt med det samme.

Vores hår havde været mindre gråt og vores tter havde været mindre søvnfattige, hvis det 10 skoleår nu blot var blevet bevilliget fra starten af.

Uden alt den uvished og kagesnak.

Nuvel. Sket var sket og det meste var snart mere eller mindre tilgivet, fra vores side.

Til gengæld kunne vi ikke ignorere at uret tikkede hastigt derudaf.

Freja havde heldigvis, alle dage, haft en stor faglig sult, ligesom vi vidste at hendes høje begavelse potentielt ville gøre det muligt for hende at sætte sig ind i rigtig meget nyt stof, på kort tid. 

En udfordring i den forbindelse var, at Frejas angst, som hele tiden havde været –og fortsat var hendes tavse følgesvend, ikke blot satte en grænse for hvor meget hun nå at indhente, men at det var en grænse, der rykkede sig frem og tilbage, fra den ene dag til den næste.

Ganske vist havde Freja 118 bøger stående på sine reoler, men de var næsten alle sammen på engelsk.

Et sprog der, over tiden, på det nærmeste var blevet hendes nye modersmål, frem for det hårde kantede danske, som hun, i overført betydning, næsten kunne slå sig på.  

 -og så videre.

Der var nok at gå i gang med.

Så det gjorde hun.

Da tiden var inde.

 …………………

Lang historie kort. 

Det lykkedes! 

Sgu!

Hun nåede det!

I ellevte time og nioghalvtredsindstyvende minut. 

Matematikken tager vi til næste år. Alt godt kommer til den der venter.

Og desuden.

Man kan ikke lære noget før, at man har det godt. Har man haft det rigtig dårligt, rigtig længe, tager det tid at få det godt igen. 

Sådan er er det af og til med børn -og unge med autisme -og langvarig ufrivillig skolefravær. Indsatsen omkring dem bærer først frugt lige inden lukketid. 

Apropos Freja. 

 Den sidste og ubetinget største forhindring af dem alle: angsten og dens brogede følge af spørgsmål og ubekendte der, bevæbnede med fakler og høtyve stod langs vejen mellem hoveddøren i Vanløse og C toget til Nordhavn Station, lidt i otte mandag d. 7 maj 2019 og råbte deres evindelige: ”Du kan ikke” ”Du tør ikke”. 

Den overvandt hun selv! 

Faktisk gik hun bare forbi den.

Med computeren under armen, snacks og kaffe i i tasken og en måbende far på slæb, som efter bedste evne prøvede at fake at han var helt cool.

Ligeså cool som sin datter.

 ……………………………….

 Mens at vi går og vente på de mundtlige afgangsprøver, er Freja kommet til den konklusion, at hun da måske nok godt kan gå i skole til næste år. 

Ikke at hun ikke allerede har gået i skole, men, I ved, mere på den måde, nogle mener, er den rigtige. 

 De kan, med andre ord, godt begynde at sætte vand over til kaffe (det elsker hun) 

Og til kager!

Masser af kager

 .…………………

Tak fordi at du læste med.

/Morten

Her er linket til artiklen, jeg nævnte.

Den -samt denne her, kan med fordel læses i forlængelse af hinanden.

Her lidt øvrige nyttige links:

Min datters skole: https://basen.dk

Min søns skole http://soestjerneskolen.dk

Søstjerneskolens STU (Særligt tilrettelagt uddannelsesforløb for de 16 til 23 årige) : http://atob-cph.dk

Autisme og Heste – en højt skattet samarbejdspartner (Freja var i aflastning der i 4 år) http://autismeogheste.dk

Psykologisk Ressource Center – Psykologfirma med speciale i en del af hvad jeg har skrevet om 😉

Stiftet af Kirsten Callesen, som, i sin tid introducerede de ekstremt kravafvisende profiler i dansk sammenhæng og som nok er den person der ved mest om emnet, her hjemme. Kirsten er også stifteren af Søstjerneskolen. https://psyk-ressource.dk

Min Facebookside: http://www.facebook.com/autismeplusfar

Til eventuelle nye læsere.

Hej.

Jeg hedder Morten. Jeg er 45 år og far til to børn – en pige på snart 18 og en dreng på 15 med autisme og Adhd. Noget de angiveligt har arvet fra mig. 🙂

Heldigvis er jeg også godt gift.

Professionelt beskæftiger jeg mig med komplekse autismetilstande og angstprofiler og har gjort det i en årrække – som underviser inden for dagbehandlingsområdet og som selvstændig psykologisk konsulent.

I den forbindelse tager jeg gerne ud og holder foredrag, undervisning, supervision og workshops.

At jeg er den jeg er, med de børn jeg har og beskæftiger mig med det jeg gør, giver mig unik mulighed for at anskue autismeområdet fra vidt forskellige synspunkter og vinkler.

Både indefra –og udefra.

En gang i mellem prøver jeg at så, efter bedste evne, at samle trådene fra alle de hjørner jeg befinder mig i, i denne blog.

Jeg er glad for at du kiggede forbi.

Bloggen har eksisteret i 3 år nu, så der er rigeligt med artikler i arkivet. Bare slå dig løs 😉

Blog på WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: