Hvordan vil du have din kaffe? Min skal være mørkristet, friskkværnet, stærk som bare helvede, men med et lille skvæt sødmælk i. Mere rock’n Roll er jeg heller ikke.
Det er bemærkelsesværdigt i hvor høj grad vi, rent sprogligt, tilsyneladende har lettere ved at forholde os til nuancerne i forbindelse med brygning og indtag af kaffe, i sammenligning med hvor begrænsede vi kan være i vores sprogbrug, når det handler om vores egen og andres kønsidentitet.
Det hørte jeg en klog mand sige forleden.
Kønsidentitet. Altså nuancerne i hvordan vi identificerer -og udtrykker os i forhold til det feminine, det maskuline, alt det udenom og alt det ind i mellem.
Et fælles sprog fremmer ellers den fælles forståelse.
Tag nu for eksempel mit arbejdsområde.
Der er rigtig meget vi har til gode at forstå om sammenhængene mellem autisme og kønsidentitet.
Mest af alt fordi at der endnu ikke er produceret særligt meget forskning på området.
Her overhaler kaffeindustrien os med mange længder.
Det bliver der forhåbentlig snart rodet bod på. Efterspørgslen på viden er nemlig stødt stigende.
Sideløbende risikerer de tomrum der skabes i mellemrummet mellem hvor langt forskningen række ud og der hvor lægmandsgætterierne og spekulationer tager over, at blive fyldt op af mere eller mindre tilfældige synsninger.
Synsninger der alle trækker i vidt forskellige retninger på den kampplads kønsidentitetsdebatten efterhånden har udviklet sig til.
Den efterhånden noget slidte kliché om kaffelatte København vs. kaffemaskine Danmark er et godt eksempel på hvordan snart sagt hvad som helst har potentiale til at bliver brændstof i en værdipolitisk debat.
Her slår kønsidentitetsdebatten kaffe debatten med flere længder.
Også fordi at kaffelatte nu efterhånden er tilgængeligt i selv de fjerneste udkanter og mange derfor, måske i al hemmelighed har nippet til mælkeskummet (som man siger) og fundet ud af at det ikke er så farligt og ringe endda.
Men her holder sammenligningen mellem kaffepræferencer og kønsidentitet også op.
Kaffe er noget man drikker. Kønsidentitet kan være et spørgsmål om liv eller død.
Helt konkret. Statistikkerne er brutalt ærlige, i den sammenhæng.
Selvmordsstatistikkerne hos mennesker der fortryder kønsbekræftende behandlinger tåler ingen sammenligning med statistikkerne hos de, som gøres forkerte og afvises i deres udforskning af egen kønsidentitet.
Møder man et ungt menneske, der er undervejs i rejsen mod -eller er landet i en kønsidentitet vedkommende kan holde ud at være i, kan man , med andre ord, ikke bare bede vedkommende lukke øjnene trække vejret dybt og så ellers “drikke det samme brune halvlunken sprøjt som alle andre”
Her repræsenterer mennesker med autisme, af flere årsager, en gruppe vi bør have en særlig opmærksomhed på.
I den forbindelse er jeg glad for at kunne se tilbage på et par lærerige dage på Aalborg universitetshospital til konference om autisme, kønsidentitet og sexualitet, i selskab med nogle af dem, der har rigtig gode forudsætninger for at kunne sige noget, virkelig kvalificeret om emnet.
Dr Isabelle Hénault, leder af the Autism & Asperger’s Clinic at Montreal. Sexolog og psykolog fra University of Québec i Montréal, sluttede konferencen af med et inspirerende og levende online oplæg, der brændte effektivt igennem samtidige 6 tidszoner fra Montréal og ind i auditoriet på Aalborg Universitetshospital Syd.
Inden da havde pædagogisk vejleder, sexualvejleder og master i sexologi Thue Sommer og, dagen før, Ph.d. i psykologi og pædagogisk videnskab, Belgiske Peter Vermeulen i den grad været fysisk tilstede med deres viden og erfaringer.
Viden og erfaring var også rigt repræsenteret blandt mine 110 med konferencedeltagere.
Alligevel forlod jeg Aalborg med en følelse af kun lige af have kradset i overfladen.
Men det var sådan set ok. Det tager jo også tid at blive flydende i en ny dialekt.
Og netop værdien i at tage sig god tid, var en af de vigtigste pointe jeg tog med mig hjem til København.
Tid til at være nysgerrig og tid til at eliminere den “støj” og forudindtagethed man, som fagperson, let kan slæbe med sig.
For eksempel om at kønsidentitet og sexualitet/sexuelle præferencer nødvendigvis er to sider af samme sag.
For nogle mennesker med autisme er det nemlig langt fra altid tilfældet.
Ligeledes er kønstransition ikke altid ensbetydende med kirurgi. For nogle autistiske mennesker er det, men ikke for alle. Her er hormoner måske tilstrækkeligt, eller en helt tredje vej.
I et sundhedssystem hvor transition og kirurgi traditionelt har været to sider af samme sag, giver den slags nuancer selvsagt anledning til en del forvirring og desværre også til afvisninger fordi tiden ikke tillader af man når frem til en fælles forståelse af præmisserne for henvendelsen.
Noget kunne i det hele taget tyde på at nogle mennesker med autisme potientielt har en mere fleksibel indstilling til køn og udtryksformer fordi at de ikke føler sig bundet af samfundsmæssige normer.
Normer er ulogiske, forvirrende og stressende og så kan man ligeså godt ophæve dem og søge derhen hvor man identitetsmæssigt føler sig godt tilpas.
Ikke autistiske mennesker oplever potentielt den samme trang til at udforske sider af dem selv, men lader sig muligvis i højere grad hæmme af samfundsnormer og andre menneskers meninger.
For nogle autistiske mennesker bliver kønsidentitet først et spørgsmål om liv og død når de forkert gøres eller misforstås i mødet med den ikke autistiske omverden, hvor deres udforskning anskues og vurderes gennem en den ikke-autistiske optik.
Misforståelser mellem sundshedsfaglige, der ikke er uddannet i at kommunikere med patienter med autisme er i det hele taget en stor fejlkilde i sundhedssystemet.
Ikke blot på de sexologiske afdelinger, men mange andre steder.
Min bedre halvdel er kronisk hjertepatient og har autisme. Historien om hendes udredningsproces som kvinde med autisme, er en artikel værd i sig selv.
Så tid er en god ting. Tid til at stille de rigtige spørgsmål, som belgiske Peter Vermeulen sagde. Det var i øvrigt også ham der kom med eksemplet med vores sprog for kaffe.
Tid til at stille spørgsmålet: “Hvordan vil du have din kønsidentitet” på den rigtige måde.
Og tid til at lytte til og forstå de svar man får.
Jeg drak både den sygehuskaffe der blev serveret på konferencen og den skyndsomt skænkede SAS kaffe på vejen til bage mod københavn.
Men hey. Det er bare kaffe. Jeg klarer den nok.
Men jeg hviler også i mig selv. Jeg ved hvem jeg er, hvad jeg kan lide, hvorfor jeg kan lide det og hvor jeg kan finde det, i en verden af muligheder og nuancer.
Og jeg bliver mødt og forstået og accepterer for den måde jeg udtrykker mig på gennem mine kaffepræferencer.
Mørkristet, friskkværnet, stærk som bare helvede, men med et lille skvæt sødmælk.
Tænk hvis vi kunne have det på samme måde med menneskers forskellige neurologiske profiler og med deres kønsidentiteter.
“De drikker kaffe fra kaffemaskiner, hele formiddagen” sang Peter A.G engang om os danskere. Siden da er der kommet langt flere nuancer på smagspaletten.
Jeg tænker de fleste kan huske det efterfølgende omkvæd: “Lige meget hvem du er, lige meget hvor du er, så er du velkommen her”
En særlig tak til psykolog Michelle Angelica Kaptain og overlæge og speciallæge i Psykiatri Lucia Pop og resten af personalet, fra Sexologisk Klinik ved Aalborg Universitetshospital for at have arrangeret konferencen.
En konference jeg deltog i som fagperson (VISO-specialist) men med en aktivt lyttende far-person, i bagagen.
“Kig ud af vinduet, skat! Prøv lige at se hvor hurtigt det går”
Den er god nok. Videoen øverst i denne artikel afspilles faktisk med normal hastighed.
Den er optaget umiddelbart efter min opfordring til min unge medpassager, om at kigge ud af vinduet, den 7 juli 2018 klokken 09:38 et sted syd for Ashford i sydengland.
Til højre uden for kameraet står et glas med mineralvand, hvor den spejlblanke overflade ikke så meget som antyder, at vi skyder gennem landskabet med kurs mod den engelske hovedstad, med lige under 300 km/t.
Til venstre uden for kameraet sidder benævnte medpassager, min yngste datter, og får det tiltagende dårligere.
Hjerneforskeren Peter Lund Madsen forklarede mig en gang at menneskehjernen, der i sit nuværende design er omkring 100.000 år gammel, som udgangspunkt er skabt til at kunne forholde sig til hastigheder svarende til let løb.
Alt hvad der går hurtigere end det, opfatter hjernen pr. definition som, om ikke foruroligende og ligefrem farligt, så i hvert fald som meget, meget mærkeligt.
Under alle omstændigheder mærkeligt nok til at der hejses et større eller mindre stressflag i den del af hjernen vi kalder amygdala.
Der hænger det så og blafrer som et tegn på et der, et eller andet sted, muligvis er noget riv rav ruskende galt, i strømmen af titusindevis af sanseintryk der, hvert sekunder opfattes, bearbejdes og fortolkes.
Det kan godt løbe op i en anseelig mængde flaghejsninger, når man, som vi, lever i en moderne verden så ny at malingen ikke en gang er tilnærmelsesvis tør.
Jeg har tænkt en hel del på min datters og min rejse med Eurostartoget i 2018, her på det sidste.
Alt imens debatten om skolefravær og tabte børn gradvis har foldet sig ud, trods undervisningsministerens trang til at banke den flad og lige med forkortelser og forenklinger af det svært begribelige.
Svært begribelig er egentlig også en meget god overskrift for turen vi sammen tog, min datter og jeg . Kort som den ellers var.
Grundets højhastighedsnettets specielle linieføring, steg min datter og jeg ombord på det højteknologiske vidunder af et tog, fra en undseelig station, ikke ulig en stor rektangulær duplo legoklods, et stykke uden for nordfranske Calais.
Et ikke-sted, der ud over svært bistert udseende, svært bevæbnede franske gendarmer og rullevis af pigtråd (vi befandt os tidsmæssigt på bagkanten af en stor flygtningestrøm op gennem Europa) var omgivet af marker og sanglærker så langt øjet rakte.
Kontrasten kunne dårligt blive mere udtalt. Men det blev den.
For efter kort tids let durvende kørsel gennem højsommersolen lod vi os med et dybt sug opsluge af det 52 kilometer lange tunnelrør under den engelske kanal og et pludseligt mørke.
Et mørke så langstrakt at man nåede at slutte fred med tanken om, at mørket, som det mest naturlige i verden ville fortsætte, når vi blev “spyttet ud” på den britiske hovedø i den anden ende.
Lyset udenfor kom naturligvis tilbage ligeså hurtigt som det var forsvundet. Og måske var den pludselige opvågnen medvirkende til blæse tågen af teknologibegejstring foran mit synsfelt væk, så jeg pludselig kunne se hvordan min datter havde det.
For mens jeg ivrigt filmede hvordan de snorlige skinner der, som var de et langt tværgående øksehug i landskabet, fra de vikingeforfædre der 1000 år tidligere hærgede de sydengelske strande, tillod toget af ramme svimlende 290, næsten lydløse kilometer i timen, udspillede der sig en ligeså lydløs indre nedsmeltning til venstre for kameraet.
Jeg erindrede pludselig en nu afdød hjerneforskers ord og forstod at verden på den anden side af de tykke ruder åbenbarede sig med en hastighed så høj, at min datters hjerne (og for den sags skyld min egen) simpelthen ikke kunne nå at opfatte, registre og risikovurdere hvad den så, før det var væk igen.
Og hvor komfortabelt min datters krop end var placeret i det støj og vibrationsfri miljø, ja så var hendes bevidsthed forlængst blevet efterladt på perronen af en af de stationer vi blæste forbi.
En tabt bevidsthed hos et tabt ungt højhastighedsramt menneske, med en hjerne dækket af en skov af hejste stressflag. Stadigvæk let blafrende i resterne fra togets trykbølge.
“Ved du ved hvad. Glem hvad jeg lige sagde. Prøv at lade være med at kigge ud af vinduet, skat” sagde jeg og rakte hende glasset med mineralvand.
Hun tog en slurk og lod blikket vandre væk fra den virkelige, uvirkelig verden og ned på sin Iphone.
Jeg forstod hende godt.
Vi ankom til de gigantiske tvillingestationer St. Pancras/Kings Cross i metropolen London, 3 minutter før vi var taget afsted fra Calais.
Det var den korte afstand, hastigheden og tidsforskellen mellem kontinentet og de Britiske øer, der gjorde os til tidsrejsende.
Da rejsen for ganske nyligt dukkede op i min bevidsthed, tænkte jeg som noget af det første på om de 3 forjættede minutter mon forsat stod og ventede på os, på en spærret tidskonto et sted.
Min næste tanke var, hvor gennemført dårlig en idé den rejse havde været.
Og her skylder jeg måske lige at huske at fortælle at vi rejste retur til Calais samme dag, 5 timer senere , blot for efterfølgende at kigge ind i 3 timers kørsel i den lejede bil tilbage til villaen i den lille Nordfranske kystby, som havde været vores udgangspunkt urimeligt tidligt samme morgen.
Pløk åndsvagt.
Men ikke desto mindre min idé.
Jeg, voksne Morten, bookede billetter, arrangerede, planlagde og udførte.
Med mine dengang 43 leveårs erfaring, at læne sig op af. Herunder ikke så få erfaringer med rejser til storbyer og en enkelt med det franske højhastighedstog TGV.
Jeg havde tilmed på daværende tidspunkt, i 7 år arbejdet for Psykolog Kirsten Callesen med den gruppe af børn- og unge vi i dag har lært at kende under betegnelsen “de tabte”.
I 2014, 4 år før jeg løste billet til Calais-London-Calais, havde Kirsten inviteret mig til at gå ombord i det projekt der i dag er kendt som Søstjerneskolen. En højt specialiseret behandlingsskole jeg snart kan fejre 12 års jubilæum sammen med.
Meget af det jeg i dag ved, om børn, unge, hjerner, autisme og skolefravær vidste jeg allerede på daværende tidspunkt.
Jeg havde, med andre ord, et temmelig oplyst grundlag at træffe mine beslutninger ud fra.
Som fagmand.
Men som farmand var jeg helt og aldeles fartblind, med min datter som intetanende, tillidsfuld passager.
Min datter som i øvrigt, som sin storesøster, tilhører selvsamme gruppe af skolefraværende børn- og unge med autisme, som jeg arbejdedede med- og fortsat arbejder med, professionelt.
Tankevækkende, synes jeg.
Det var journalist Jens Langhorns fremragende udsendelsesrække om skolefravær “Skolens tabte børn”, der for nyligt løb over skærmen på DR, der for alvor hev proppen af flasken med højhastigheds rejseminder.
Min tidligere mentor, Kirsten Callesen, som medvirker i samtlige 5 episoder, som en af flere fageksperter offentliggjorde efterfølgende en række debatindlæg.
Særligt følgende uddrag fik for alvor , for mit vedkommende, nogle brikker til at falde på plads, skønt jeg havde hørt Kirsten sige noget tilsvarende mange gange før.
Kirsten skriver blandt andet:
“Ingen af os kunne have forudset, at summen af reformer, besparelser og samfundsforandringer ville ende i et strukturelt system, hvor børn ikke længere kan holde til de fællesskaber, vi ellers havde tænkt som deres fundament.
Men nu står vi her. Vi kan stadig ændre kursen.
Det handler ikke om skyld, det handler om ansvar. Ansvar for at give børn stabile relationer og de voksne, de har brug for.
For strukturelt omsorgssvigt er ikke en naturlov – det er et resultat af de valg vi har truffet”
……….
Amen!
Vi kan stadig ændre kursen, men det indebærer at vi forstår hvad det er for nogle strukturer vi har bygget og som vores samfund kører på.
Lige skinner.
Tilsyneladende ideelle til højhastighed, men bygget af gammel stål fra den industrielle tidsalder og slet ikke fleksible nok til de skarpe kurver og pludselig skift i linieføringen, der åbenbarer sig i landskabet hurtigere end vi kan opfatte det.
Ligeledes kræves det at vi til fulde forstår hvad det er for et vildt fartøj vi, sammen med vores børne- og ungdomsgenerationer, har løst billet til.
Hastighed handler ikke kun om at flytte sin fysiske krop fra punkt A til punkt B. Hastighed er også en mental tilstand.
Hastighed er noget vi kan blive til, noget vi kan gøre, noget vi kan være.
Hastighed er måden vi er sammen på, måden hvorpå vi lever og udlever vores drømme, ambitioner og gensidige forventninger.
Hastighed er krav.
Krav om at ankomme, før man er taget afsted.
Hvorfor?
Fordi det er muligt!
Vi beder vores børn- og unge “kigge ud ad vinduerne” og beundre og værdsætte en udvikling, selv vores egen dybe biologi slet ikke er tilnærmelsesvis fortrolig med.
Vi ignorerer de hejste flag og forvente at vores børn skal gøre det samme.
Vi bilder os selv ind at mindre skærm og mere virkelig verden til de unge generation, kan være det quick fix der kan få det ubehag vi også selv mærker, men ikke har et sprog for, til at forsvinde.
Vi forkorter (PDO) og forenkler og forventer herefter at kompleksiteten er rettet ud og kan holde til hvad end vi udsætter den for.
Men det er stadigvæk de samme gamle stive skinner vi forsøger at banke lige, i det evigt foranderlige kringlede landskab, der burde blomstre af små lige så kringlede lokalbaner.
Et landskab hvor hastigheden efterlader mange på perronen mens ligeså mange ryger i de uundgåeligt skarpe kurver.
Tabte børn- og unge.
Videoen øverst i denne denne artikel er optaget og afspilles ved normal hastighed.
Men hvad er egentlig normal hastighed?
………
Calais-London-Calais 2018. Alternativ slutning.
“Prøv at lade være med kigge ud ad vinduet, skat” “Så finder jeg førerummet og prøver at overtale togføreren til at lade mig ændre hastigheden og kursen, så vi kan skifte spor.
“Men hvad nu hvis du ikke kan, far?”
“Bare rolig, skat. Lidt togfører er man vel altid”
Jeg befinder mig i et stort konferencecenter i Danmark. Vi skal nogle år tilbage i tiden.
Jeg er, som det ofte er tilfældet, når jeg befinder mig i store konferencecentre i embeds medfør, iklædt standard-uniformen.
Mørkeblå blazerjakke, lyseblå skjorte, mørkeblå jeans og semi-pæne sko.
Afslappet business – ish. Og, nå ja, så også en solsikkesnor. 🌻.
På et tidspunkt træder en skoleklasse ind i foyeren. De skal vist se en teaterforestilling i en af konferencecentrets mange sale.
Børnene, de er vel 8 – 10 år gamle, snakker, småråber og pjatter, som 8 – 10 årige gennemsnitsbørn, nu engang gør.
Ikke noget specielt påfaldende ved det. Tilsyneladende.
For først da jeg er ganske tæt på flokken, som har afskåret mig vejen til min endedestination, kaffe og kagebordet, omkring hvilke de mest interessante snakke altid folder sig ud, opdager jeg pigen.
Tydeligt beklemt ved situationen og, helt konkret, klemt inde mellem to heftigt gestikulerende drenge i fodboldtrøjer, står hun og ved øjensynligt ikke, hvad hun skal gøre af sig selv.
Om halsen har hun en snor 🌻 magen til min.
Hvorfor hun har den, får jeg aldrig at vide, men det er heller ikke vigtigt. Ikke i dette tilfælde.
Jeg søger hendes blik. Fanger det. Peger ned på min egen snor. Smiler. Laver thumps up👍🏼
“Hey. Du er ikke alene, lille solsikke. Jeg er her også og jeg ser dig”
Det smil jeg fik tilbage efterfulgt af en forsigtig, men dog synligt lille tommelfinger der skød i vejret 👍🏼, har jeg aldrig glemt.
“Jeg ser dig. Vi ser dig”
Det er det, det hele handler om. 🌻❤️
(Foto: undertegnede i Gatwick Lufthavn. Stedet der oprindeligt introducerede solsikkesnoren i 2016)
Morten Gantzler Oschlag / Autismeplusfar
———
Hey.
Tak fordi du læste med.
Jeg hedder Morten.
Jeg har lige rundet de 50år og er far til to unge mennesker på 23 og 20 år. Jeg er godt gift med Anne på 45.
Børnene og jeg har autisme og ADHD. Anne har “kun” autisme. 😉
Vi har, med andre ord, fuld plade på autisme her hjemme.
Professionelt beskæftiger jeg mig med komplekse autismetilstande og angstprofiler og har gjort det i en årrække – som underviser, konsulent og behandler inden for dagbehandlingsområdet.
Både på Søstjerneskolen, hvor jeg var med fra starten og privat.
P.t er jeg VISO-specialist, fuld tid, for Søstjerneskolen, men tager også ud og underviser, superviserer og holder foredrag, når tiden er til det og muligheden byder sig.
At jeg er den jeg er, med de børn jeg har og beskæftiger mig med det jeg gør, giver mig unik mulighed for at anskue autismeområdet fra vidt forskellige synspunkter og vinkler.
Både indefra –og udefra.
En gang i mellem prøver jeg at så, efter bedste evne, at samle trådene fra alle de hjørner jeg befinder mig i, i denne blog.
Jeg er glad for at du kiggede forbi.
Bloggen har eksisteret i 8 år nu, så der er rigeligt med artikler i arkivet. Bare slå dig løs 😉
For nyligt var jeg en smut forbi Stine Jusjong Bøgsteds (Familierådgivning med hjertet) hyggelige podcaststudio i Hedehusene.
Det kom der denne episode ude af, hvor jeg synes at Stine får mig meget godt rundt hjørnerne af en masse små fortælling om at navigere i krydsfeltet mellem at være både fagmand og farmand og Annes mand på en besynderlig autismeplanet.
En planet som har få indbyggere, men som mange betragter fra forskellige afstande med lige så forskellige meninger om, hvad det egentlig er de kigger på.
Kære fagspecialister (mig) kære pårørende til børn-og unge med diagnoser (også mig) og kære I voksne med diagnoser, i det omfang I har overskud (også, også mig)
Kære politikere.
Jeg beskæftiger mig til dagligt, professionelt, med autisme, kombinationsproblematikker (komorbide tilstande) og skolefravær hos børn -og unge.
Privat har jeg, i den grad, også haft ovenstående tæt inde på livet.
Kære alle sammen.
Hvis I, af og til tænker at de udfordringer, I kigger ind i, fremstår virkelig komplekse og vanskeligt overkommelige, ja så er det højst sandsynligt fordi at de ER virkelig komplekse og vanskeligt overkommelige.
Kan I blive enige om det, ja så står I et ret godt sted.
Et komplekst og vanskeligt overkommeligt sted, ganske vist, men I står der sammen.
Der findes sjældent lette løsninger på komplekse udfordringer.
I hate to say it.
Det har historien vist efterhånden lært os.
Både den vi skriver i datid og den, der skrives for øjnene af os netop nu.
Skal vi sammen udforske og omfavne kompleksitet og se nuancer kræver det at vi af og til står på den samme platform, når vi kigger ind i det svært begribelige.
At bygge en sådan platform kræver tid.
At stå på den sammen kræver tålmodighed.
Ligesom det kræver tid og tålmodighed at blive flydende på det fælles sprog, vi sammen må prøve at tilegne os.
Tid og tålmodighed.
Derfor er det også meget menneskeligt når en eller flere parter sætter deres lid til mere forenklende bærende hypoteser.
Den slags ser jeg en del af.
Lige så menneskeligt er det når, man (“man” kunne sagtens være mig, på en dårlig dag) prøver at skyde genvej med stigmatiserende sort/hvide fortællinger og prædikater.
Virkeligheden bliver simpelthen nogle gange så mangekantet, at man får lyst til (brug for) at banke den ind i en form, man kan forholde sig til.
Her er det så at nogle har en større hammer end andre.
Men….
Kære alle. Alle sammen.
Det er menneskeligt. Det er forståeligt, men det går simpelthen ikke!
Jeg siger det lige en gang til.
Det går simpelthen ikke!
Jeg har dagligt fornøjelsen af at møde jer alle sammen, fagspecialister, pårørende, politikere og, ikke mindst, I med diagnoser.
Både børn -og unge med diagnoser, men også voksne, der måske med nød og næppe har klaret sig igennem.
Det er de voksne, fra alle grupper, jeg taler til.
I besidder en viden, hver især, som må ud og virke i fællesskab, hvis vi skal løfte den opgave, der ligger foran os.
Jeg møder jer både i forbindelse med mit fuldtidsjob som VISO-specialist, men også når jeg, udenfor normal arbejdstid holder foredrag og underviser og, fra tid til anden, er så heldig at opleve alle grupper nogenlunde ligeligt fordelt under et og samme tag.
Jeg møder kun gode mennesker med gode intentioner.
Gode mennesker med gode intentioner, som alle kigger ind i det komplekse, det vanskeligt overkommelige og det svært begribelige.
Ofte fra hver deres platform, hvor de prøver at beskrive det de ser, ved hjælp af den erfaring, det begrebsapparat og det sprog, de nu engang har til rådighed.
Platforme hvorfra de hverisær skaber mening og prøver få det de kigger ind i til at give mening.
Det mindede min fagfælle Kamilla Kobæk mig om, forleden, da hun ifm. et kursus jeg deltog i, genopfriskede hvad den Nederlandske forsker i Psykologi og pædagogisk videnskab Peter Vermeulen siger om netop det.
Kære fagspecialister, pårørende, politikere og voksne med diagnoser.
I og vi (for jeg er jo næsten jer alle sammen på én gang, husker I nok) lever i den samme verden, i den samme tid.
Den tyske sociolog Hartmus Rosa anvender begrebet “højhastighedssamfundet” om den tid vi lever i.
En stadigt accelererende tidsalder.
Den hastighed hvormed alt udvikler sig, er kommet bag på os alle sammen.
Og måske, som en afledt effekt heraf:
Stigningen i antallet af mennesker der diagnosticeres med autisme med adhd med angst? Mistrivsel blandt børn og unge.? Skolefravær?
Hvor kommer det fra? Hvad er der slet?
Hvornår er det sket. Hvad har vi overset?
Hvad har vi mistet?
Hvem eller hvad kan vi, i bedste fald, bebrejde?
Fordi at vi knapt nok selv er landet på begge ben i den tid vi lever i, mangler vi ofte ord, der kan beskrive den.
Ligeledes er der ganske få fælles erfaringer og stort set ingen samlende fortælling, vi kan læne os op af.
Så vi griber ud efter det forhåndenværende, det vi kan huske fik verden til at hænge sammen engang og bygger vores egne hastigt sammenflikkede fortællinger., forkortelser, forenklinger.
Det kan ikke blive ved. Hvis der er nogen der skal sige det, må det hellere være mig.
For jeg ved at I alle sammen er bedre end jeres rygte.
Langt bedre.
Desuden sidder I alle i den samme saks.
Den saks der systematisk forkorter den tid I har til rådighed til fordybelse og gensidige forståelse.
Så.
Ryk sammen, tal sammen, find et fælles sprog. Find meningen hos de andre.
Jeg er efterhånden holdt op med at tro på idéen om helte og skurke for jeg møder kun gode mennesker.
Med gode intentioner.
Gode intentioner der nogle gange smutter ud mellem fingrene, rider afsted og kastes til højre og venstre på en bølge af afklippet, tabt tid, frustrationer og hastværk, indtil de er svære at genkende, som det de engang var.
Kære alle.
Tag tiden tilbage. Genskab den. Læg puslespillet sammen.
Griber I synkront ud efter den, tænker jeg godt I kan indfange den.
Og pas så godt på den. Tiden. Den tilhører os alle.
Man kan sagtens holde virkelig meget af et sted og det selvsamme sted kan samtidig sagtens være et objektivt godt sted, uden altid at være det.
Stedet kan være smukt, praktisk og, i følge al logik, rigtigt for en og så alligevel, i nogle sammenhænge, føles forkert.
Så forkert, at man har brug for at blive omplantet eller brug for at omplante sig selv.
Midlertidigt eller permanent.
På kort sigt, for at kunne trække vejret helt ned i lungerne. På længere sigt for at kunne udvikle sig.
Vi bor ret godt. Det snakker vi tit om.
Centralt smukt, grønt og temmelig hemmeligt, bag en vildtvoksende lille park med høje gamle træer i et hus vi holder af, med en lille have og med hyggelige rum, vi har gjort til vores egne.
Huset ligger i den Københavnske bydel Vanløse og inden for en kilometers radius af hvor vi bor findes mindst 8 store og mindre supermarkeder, samt et væld af andre butikker.
Alligevel kører min voksne datter Freja og jeg ret ofte de tre en halv kilometer længere ind mod centrum, for at handle i Føtex på Vesterbrogade, selvom den har nøjagtigt det samme sortiment som den Føtex, der ligger 350 meter fra vores hoveddør.
Det var (naturligvis) Freja der blotlagde logikken bag, hvorfor det giver mening at tage ti gange længere væk end hvad der er praktisk nødvendigt.
Vi har boet her i Vanløse i 10 år.
Og selvom vi bor centralt og selvom her er smukt, hyggeligt, grønt, praktisk og hemmeligt er Vanløse også stedet, hvor vi har gennemlevet vores hårdeste tid, som familie.
For børnenes vedkommende halvdelen af deres liv. Med angst, ufrivilligt skolefravær, m.m.
Det var ingens skyld, men det var her det fandt sted.
Og den slags sætter sig.
I vejtræer, fortove, bygninger, facader, butiksruder, i byrummets lys, rytme, følelse og lyd.
Det er en grov forsimpling, når man siger at mennesker på autismespektret har det svært med forandringer og miljøskift.
Mennesker på autismespektret har det svært med forandringer og miljøskift, der ikke umiddelbart giver mening.
Ligesåvel som jeg tænker, det gør sig gældende for de fleste.
Diagnoser alle ej.
Vesterbro er ikke ligefrem verdens grønneste bydel. Bygningerne står tæt, skulder ved skulder og hæver sig op i 5 – 6 sals højde eller mere.
Vesterbrogade er både handelsgade og udfaldsvej. Trafikken er massiv. Især i krydset ved Værnedamsvej og Frederiksberg Allé, hvor vores Føtex ligger .
Sanseindtrykkene er mangfoldige og umulige at bestemmer retning og ophav på, klientellet spraglet, hurtigtgående og/eller højtsnakkende.
Fortovet foran Føtex er alt for smalt.
På mange måder alt det en autistisk hjerne potentielt ville have lyst til at løbe skrigende væk fra.
Men….
Vesterbro er en ubesmittet bydel. Den kender intet til vores fortid. Den er fri for potentielt re-traumatiserende aftryk og indtryk og når man spejler sig i butiksruderne mødes man af den person man er blevet til og ikke af den person man har været.
Åben og formbar ligger den der og venter, som en gæstebog med blanke sider på, at vi skriver os selv og vores ærinde ind.
Morten Gantzler Oschlak, Freja Gantzler Oschlak.
Far og datter.
Vi køber ind, omplanter os selv, digter en ny fortælling.
Apropos no see. Jeg ved det. Jeg er en skovl til at kigge ind i et kamera. Jeg rammer altid lidt ved siden af.
Men bare rolig. Jeg er i proces, som man siger på moderne managementdansk.
Indtil videre spænder resultatet af min manglende evne fra kikset til arrogant.
Solbrillerne gør det ikke bedre 🙄
Men solbriller må der til. Inde, ude, i gråvejr. I hvert fald noget tid endnu.
Jeg har jo, trods alt, haft en troldsplint siddende i øjet temmelig længe.
Her kort før skolernes sommerferie 2023 havde jeg mulighed for at være medunderviser for to hold medicinstuderende på Københavns universitet.
Som fagperson og patient case.
Her fortalte jeg først om splinten og dernæst om, hvordan at den, fordi at den netop er en lille, tilsyneladende undseelige splint, man ikke mærker noget til, kun langsomt vrider ens perspektiv og hverdag ud af facon.
Langsomt, men sikkert.
“Faldet” indfinder sig først i det øjeblik hvor kløften mellem ens indre verden og den ydre virkelighed man lever, arbejder, bor, ånder og elsker i, er så stor at den åbner sig under en, uden mulighed for yderligere fodfæste på nogle af siderne.
………………
“Og stykkerne var knap så store som et Sandkorn, og disse fløj rundt om i den vide Verden, og hvor de kom Folk i Øinene, der blev de siddende”
Historien, groft forsimplet, i HC Andersens eventyr om Snedroningen, lyder:
◦ Djævlen laver et magisk spejl, fordi han er Djævlen og fordi han kan.
◦ Spejlet går i en million stykker.
◦ Stykkerne havner i folks øjne og bum, så har vi balladen.
Det smukke fremstår pludseligt forvrænget og uskønt. gode intentioner fremstår onde eller, i bedste fald, suspekte, det lette og ligetil synes pludselig uoverkommeligt o.s.v
For de som nu, uden at vide af det, anskuer verden omkring dem gennem en lille splint fra et magisk spejl.
….………
Hvis HC Andersen er en af mine store helte er Dr. Jill Bolte Taylor, hjerneforsker fra Harvard University, en af mine store heltinder.
Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg kommet lidt for sent i seng eller ud af døren fordi at jeg lige skulle se hendes berømte TED talk én gang til.
I foredraget beskriver hun, med stor indlevelse, entusiasme, sin tørre humor, lynende intellekt men også med en lettere sløret stemme og hæmmet ansigtsmimik, hvordan hun næsten fortabte sig i den nørdede optur, det var for hende, som hjerneforsker selv at blive ramt af en massiv hjerneblødning, at det næsten kostede hende livet.
Hun “glemte” at ringe efter hjælp og da hendes hastigt døende hjerne endeligt kunne løsrive sig fra alle de spændende videnskabelig observationer, den foretog af sin egen deroute, var det næsten for sent.
Tragisk, absurd, virkelig nørdet og takket være Dr. Jill Bolte Taylor, på en eller anden måde grotesk morsomt.
Jeg kan, i en eller anden grad, godt relatere til Dr. Jill Bolte Taylor.
Da jeg selv blev ramt af føleforstyrrelser i højre side af kroppen og glemte navne på folk jeg havde arbejdet sammen med i årevis, var jeg således dybt optaget af at gøre mig klogere på fænomenet stress hos børn- og unge med autisme, ADHD og andre komorbide tilstande.
Flot!
Jeg var så optaget af stress, og alt muligt andet, at jeg og folk omkring mig komplet overså min egen, selvom (eller måske nærmere fordi) at den sad plantet lige midt i mit synsfelt.
Så jeg mistede fodfæstet og faldt.
Der skulle faktisk en mindre blodprop og et knaldhøjt blodtryk til at sparke de sidste stykke knastøre klippeafsats væk, før jeg blev opmærksom på den.
Stressen eller troldsplinten. Same/same, potato/potahto.
Stress og troldsplint er det samme. Det havde I opdaget, ik?
Ikke at jeg højt og helligt kan love, at samtlige af de fremtidige læger, jeg havde fornøjelsen af at undervise før sommerferien, tager ordet “troldsplint” i anvendelse i deres fremtidige praksis, men man har vel lov at håbe.
Noget af det jeg selv længe havde kredset om, og var optaget af, helt ind i venteværelset på Hvidovre Akutmodtagelse, hvor mit arbejdsliv så til gengæld blev sat eftertrykkeligt på pause, 9 januar 2023, var det at mange børn- og unge med autisme m.m er særligt udsatte for at blive ramt af stress.
Samtidig havde års arbejde med børn- og unge med særligt komplekse profiler efterhånden efterladt mig med den klare opfattelse, at det er netop stressbelastningen og hvordan vi reducerer den, vi bør og skal forholde os til, som det alleførste, når vi møder dem, som professionelle.
Lettere forenklet, kan man tale om dem som særligt udsatte fordi at deres indre verden ofte er ude af sync. med den ydre verden de forsøger at færdes i.
Mange kæmper bravt en tid og spejler sig efter bedste evne i en virkelighed og hverdag med indtryk, udtryk, krav og koncepter der, i det store hele er designet til den ikke autistiske hjerne.
De spejler sig indtil spejlet brister i millioner af stykke og stressen, som en troldsplint i øjet, vrider deres perspektiv ud af facon.
En troldsplint der, når den har siddet der tilpas længe, som en djævelsk prisme spalter lyset fra den eneste verden man efterhånden kan huske at kende til.
Den forvreden verden, hvor det smukke (ofte en selv inklusive) fremstår uskønt, det gode fremstår ondt og hvor det lette og ligetil synes uoverkommeligt.
Jeg har været delvist sygemeldt i 6 måneder, nu. Det er også derfor at jeg har haft lukket mere eller mindre ned for bloggen.
3 af månederne har jeg været patient hos Arbejdsmiljømedicinsk afdelings stressreducerings klinik på Bispebjerg Hospital.
Det har været ret vildt. Og vildt lærerigt.
Den vigtigste erfaring, jeg tager med mig tilbage på arbejdet (jeg begynder igen på onsdag, på nedsat tid) er forståelsen af hvor lang tid det reelt tager at blive rask.
Ikke helt rask, men rask nok til atter at kunne arbejde og til atter at kunne lære.
Ikke at det med at have dyb respekt for tidsperspektivet, ifm. stressreducering og restitution hos børn- og unge, har været noget jeg har forsømt at kloge mig over før i tiden.
Jeg snakkede om det konstant, før “faldet”.
Det var i den grad den hellige gral i mit professionelle virke.
Nu forstår jeg tilmed hvorfor.
Men som en anden Dr. Jill Bolte Taylor “ultralight” (bliver aldrig halvt så hardcore som hende) skulle jeg åbenbart være mit eget ufrivillige forsøgsobjekt, før jeg for alvor fattede det.
To ting.
1. Troldsplinter er porøse. De lader sig ikke bare fjerne i ét hug, men skal lempes ud over tid. Prøver man at forcere processen, går de blot i endnu flere stykke.
2. Arvævet. Selv når troldsplinten er fjernet helt, efterlader den et lille stykke arvæv, hvor den har siddet.
En lille blind plet, et minde og måske, hvor mærkeligt det end må lyde, en længsel.
En længsel efter et forvredent, men trygt perspektiv, der i lang tid kan virke som et mere fristende alternativ til den verden, men nu skal lære at begå sig i.
Det er blandt andet derfor jeg går så meget med de solbriller for tiden.
Inde, ude, i gråvejr. I hvert fald noget tid endnu. Det tætteste jeg kommer på VIP 😉
På et tidspunkt tænker jeg dog, at jeg vil begrænse brugen af dem til når solen reelt skinner. Som navnet jo også mere end antyder.
Sol-briller.
Og så må vi jo se om jeg, til den tid, også kan finde ud af at kigge ind kameraet, når jeg selfier den.
Jeg er en skovl til at kigge ind i et kamera. Jeg rammer altid lidt ved siden af.
Det er jo også bare det, at min hverdag og mit perspektiv åbenbart har været vredet godt og grundigt ud af facon i noget tid.
Lægerne og psykologerne mener at det i hvert fald drejer som om 10 år… ish.
Så jeg skal lige lære det.
Husk det, kære læsere. Pårørende såvel som profesionelle. (Og tak for at have hængt på, i den halvdøde periode, her på bloggen)
Stressreducering tager tid og der findes ikke en one size fits all model for, hvad stressreducering vil sige for den enkelte.
Heling tager tid.
Genoptræning tager tid.
Det gælder sådan set for alle.
Ramte børn- og unge, deres forældre, de fagfolk som arbejder med begge grupper og selv kan blive ramt.
Stress er en djævelsk og gennemgribende sygdom, som efterlader et aftryk, selv når man formelt er helbredt.
Mindet om- og den sære længsel efter det forvredne perspektiv, fortoner sig kun langsomt.
Arvævet skal man leve med for altid.
Been there. Got the sunglasses 😎
Vi ses derude
Sådan gradvist 😉
Ps. Udlover Dr. Jill Bolte Taylors fremragende TED talk (Google den) vil jeg naturligvis anbefale at man støver HC Andersens Snedronningen af. Den holder den dag i dag. Og så har politikeren Jacob Mark skrevet en klog og ærlig biografi med titlen: “Fartblind” Den handler sjovt nok også om stress og øjne. Læs den. Den kan varmt anbefales.
Jeg havde sidste år den glæde, sammen med min datter Freja, at afholde et kursus om autisme, skolefravær og belastningsreaktioner for en blandet gruppe dygtige, erfarne fagfolk.
Vi havde netop sammen udforsket den dybere mening bag udsagnet: “forældre kender deres børn bedst”.
Et udsagn en del af vores kursister, sympatisk nok, var begyndt at bruge som rettesnor i deres arbejde.
Det åbenlyse spørgsmål var så bare:
Hvor var det lige at fagfolkene selv kom ind i billedet, hvis forældrene altid var eksperterne?
Både som far og som fagmand var jeg ret nysgerrig.
Kort før kaffepausen gav Freja kursisterne følgende råd:
“Nogle gange har man det så dårligt, at man ikke en gang kan tåle, at folk som jer eksplicit stiller krav til- eller sætter mål for en”
“End ikke mål og krav, man selv drømmer om at kunne opfylde- og leve op til”
“Billedligt talt er alt hvad I kan gøre, i det første lange stykke tid, at røre ganske langsomt rundt i det stillestående vand og skabe lige præcis så meget cirkulation, at vandet iltes, ikke rådner og der ikke dannes bundfald”
Ret klogt sagt af hende, tænker jeg.
Og ikke helt enkelt at udføre.
Faktisk vil jeg, som fagperson med en del år på tælleren, vove den påstand, at netop det at “ilte stillestående vand” nok er den vanskeligste behandlingsdisciplin, at lære at mestre, af dem jeg kender til.
Jo langsommere man rører, jo vanskeligere er det.
Selv, eller måske i virkeligheden, hvis man i øvrigt, i alle mulige andre sammenhænge er verdens dygtigste psykolog, læge, lærer eller den leder der har ansvaret for det hele.
Nogle gange skal man røre så langsomt, at man selv (eller eventuelle måbende udenforstående) næsten ikke kan se bevægelsen, samtidig med at man skal ramme en hårfin balance.
Den balance hvor vandet bærer lige præcis ilt nok med sig til at barnet- eller den unge tænker:
“Yes!”
“Der er nogle, der vil noget med mig, et sted der oppe.”
“De er ikke mine forældre, men jeg kan virkelig godt lide deres måde at røre rundt på.”
“Jeg er ikke på vej frem. Jeg er heller ikke på vej tilbage. Alligevel er jeg i bevægelse”
“Det kan jeg lige være i”
“Der er håb”
Pointen vores kursister gik til pause med var derfor følgende:
“Det er måden I rører rundt på”
“Lige der kender I nogle gange børnene bedst”
“Det må I sådan set godt være stolte af. Det smitter”
“Og nogle gang er det faktisk lige præcis det man drømmer om, som hårdt prøvet forældre. At andre, i små glimt, vil kende ens barn bedst. Bare på en anden måde”
“Måske tilmed en måde, man ikke umiddelbart kan gennemskue, før at øjeblikket indtræffer, hvor vandet klarer op og man, for første gang i lang tid, kan se bunden”
“Forældre kender deres børn bedst. Inden at i skriver det på alt jeres brevpapir, alle jeres kuglepenne og de 500 muleposer i er kommet til at bestille, så overvej lige om der ikke også skal stå noget i retningen:
“men vi er til gengæld helt vildt gode til at røre rundt og ilte det stillestående vand på den der helt særlige måde”
“Hvis I tænker, at det måske nok alligevel bliver lidt for langt at skrive, så bare husk det”
Herefter var der kaffepause.
Hej og velkommen til.
Mit navn er Morten Gantzler Oschlak. Jeg har haft bloggen her siden 2017. I 2022 gjorde min datter Freja mig selskab som skribent og redaktør, hvilket i og for sig var fair nok, eftersom jeg årevis havde skrevet om hende. Freja og jeg holder også foredrag for -og supervision af fagfolk og pårørende.
Vores familie består af Freja (23) TOVE (20) Anne (46) samt undertegnede (50) Vi har alle autisme. Freja, Tove og jeg har også ADHD.
Jeg er oprindeligt kandidat i pædagogik og kommunikation, men har sideløbende i over 20 år arbejdet som lærer. Først indenfor normalområdet i den danske og det internationale skolesystem.
Efter mine børns udredning i 2009/2011 var jeg en årrække tilknyttet Psykologisk Ressource Center, som konsulent. Jeg har løbende videreuddannet mig og har de sidste 12 år arbejdet som underviser, konsulent og behandler indenfor dagbehandlingen, børne -og unge psykiatrien samt med efteruddannelse af lærere, pædagoger og socialrådgivere, blandt andet på Københavns Professionshøjskole.
Fra 2021 har jeg været specialist for Socialstyrelsens VISO enhed via Søstjerneskolen i København, som jeg har arbejdet fast for, som underviser og terapeut siden åbningen i 2014.
Far, diagnosemenneske, nogens bedre halvdel, professionel.
Der har været nok at skrive om.
Freja og jeg prøver løbende at gøre bloggen mere brugervenlig og overskuelig. Lige nu ligger det projekt imidlertid et stykke nede i “to do bunken”
Men kig dig omkring. Arkivet er et godt sted at starte.
Vi er glade for at du er her 🙂
Mvh.
Freja og Morten
Er dette din første artikel så prøv eventuelt denne her:
På gulvet lå hun, 178 cm datter, krøbet sammen til godt og vel det halve.
Jeg var ellers lige flygtet ud i vores åbne køkken. Som sædvanligt, uden helt at kunne huske hvorfra jeg var kommet.
Køkkenet er mit ground zero. Stedet hvor man nulstilles, når verden trænger sig på og man mangler mål, mening og retning.
Står man i et køkken har man potentielt altid en funktion. Det føles rart.
Jeg stod for eksempel netop og snakkede til den ene af vores katte, der altid gør mig selskab, da den øredøvende larm pludselig stilnede af og Freja råbte.
Og der lå hun så, som sagt. Med ansigtet skjult. Sært velklædt i sit perfekt, skødesløst sammensatte arbejdstøj og omgivet af en glorie af vildt kobberrødt hår overskydende træ, vintagegrønne malerpensler og ravplugs.
En talende datter-bylt af tøj og hår.
På sengen lå den – hendes batteridrevne Bosch slagboremaskine.
Den lette lugt af ozon fra dens kraftige, endnu varme elmotor blandede sig med de sidste fine, endnu svævende partikler af murstøv, der langsomt dalede ned og lagde sig tilrette i solstriben på det antikke skrivebord.
“Vil du ikke nok være sød at løfte boremaskinen væk fra sengen?”
Jeg lod vantro mit blik vandre fra det tyske stykke mekanik på det krøllede lagen til datter-bylten på gulvet og videre op til den boghylde de to, kvinde og maskine netop havde lagt sidste hånd på.
“Ej. Come on. Du laver sjov med mig!” nåede jeg lige at næsten-tænke.
Næsten-tænke, fordi at den kraft tanken forlod min bevidsthed med, mindede om det dovne skvulp, hvormed et par centiliter varm, brunlig væske lige præcis formår at kravle op til kanten og næsten forlade en lidt for brat opbremset kaffekop.
Selvfølglig lavede hun ikke sjov med mig.
Freja på snart 20 kan bygge det meste, tror jeg. Hun er i hvert fald ikke bange for at gøre forsøget. I modsætning til undertegnede. Jeg er stolt af hende.
Hvis hendes oldefar, min farfar Hans, havde nået at møde hende med et stykke værktøj i hånden og savsmuld i det der vilde røde hår, ville han også havde været pavestolt og med det samme have set potentialet.
Den gamle smed døde imidlertid 2 måneder før, at Freja blev født og nåede blot at se hende som en hastigt voksende mave.
Måske havde han allerede regnet ud, hvad der var i venter og gik derfor med sindsro i graven.
På det tidspunkt havde han i hvert fald forlængst slået sig til tåls med, at det helt sikkert ikke blev mig og mine bløde hænder, der skulle løfte familiens årelange håndværkstradition.
Eller løfte noget som helst andet, for den sags skyld.
Det skulle da lige være den batteridrevne slagboremaskine, af mærket Bosch der nu, små 20 år senere, lå foran mig på sengen og kølede af.
…………
Når kvinden på gulvet og jeg selv er ude og holde foredrag eller undervise sammen, har vi altid historien med boremaskinen med os.
Den indrammer på fineste vis et fænomen, jeg tror de fleste der arbejde med autisme og nærmeste psykiatriske omegn eller deres pårørende, er stødt på.
Fænomenet har hidtil ikke haft noget kort, mundret navn.
Man kunne kalde det: “For pokker altså. Du kunne jo……..(udfyld selv de tomme prikker) i går. Hvorfor kan du så ikke………….nu?!” – fænomenet.
Mærkeligt? Ja. Frusterende? I høj grad.
Forklaring følger.
Den autistiske hjerne forholder sig til verden på en anderledes måde end den ikke autistiske hjerne.
Groft forsimplet kan man tale om, at den ikke autistiske hjerne kører med en type af algoritme, der gør den i stand til at hurtigt at filtere en masse irrelevante sanseindtryk fra og tilmed placere de sanseindtryk, der slipper igennem, i de rigtige kategorier.
Og da hjernen er det organ, med det suverænt højeste energiforbrug, er det en rigtig smart funktion.
Den ikke autistiske hjerne er tilmed fantastisk til at lave skabeloner. Skabeloner den hurtigt kan trække på, så det ikke føles som første gang, hver gang den står over for en udfordring, der minder om noget, den har prøvet før.
Den autistiske hjerne er (igen groft forsimplet) blandt andet udfordret af, at dens sansefilter er meget mindre finmasket og at den manuelt, konstant forholder sig til en masse informationer, der burde køre i baggrunden. Ligeledes er den udfordret af at mange sanseindtryk, ofte analyseres forkert og derfor efterfølgende arkiveres under de forkerte kategorier.
Når en skabelon skal trækkes frem og matches med en udfordring, den autistiske hjerne står over for, indeholder skabelonen langt fra altid tilstrækkelig med information, eller den bliver slet og ret hentet frem fra en kategori der reelt ikke matcher udfordringen (kategorien “farlig” eksempelvis).
Dagen før havde man haft undervisning med yndlingskolelæreren Pia og alt var godt, men dagen efter var klasslokalet blevet malet dueblåt og Pia havde fået kontaktlinser.
Det som burde være velkendt, føles forkert eller som første gang.
Og det bliver man træt af. I længden. Fysisk træt, mentalt, træt og i værste fald stresset og angst.
I særdeleshed hvis man, som autistisk mennesker ligger lavt på selvforståelse, ikke aner hvad der sker, men dog kan mærke at der er et eller andet riv, rav ruskende galt.
Energiniveauerne går op og ned, som et aktiemarked ude af kontrol. Man “køber og sælger” mere eller mindre i blinde og har reelt svært ved at håndtere og overskue , meget mere end den allernærmeste fremtid.
Som yderste konsekvens trækker man sig måske fra den ydre verden og bygger en indre verden til sig selv, som man ved man kan håndtere.
Selv for min datter, der blev udredt som 7 årig, har en tårnhøj selvforståelse og selvsagt har haft lang tid til at lære manuelt at handle på den autistiske hjernes energibørs, bliver det nogle gange for meget.
Og der så her at man, som pårørende eller professionel, kan føler sig måbende og magtesløs når man kigger ind i en virkelighed, der med god ret kan få en til at stille spørgsmålet:
“Hvad fanden sker der lige her?”
I Frejas tilfælde var hun på daværende tidspunkt, da historien udspillede sig, fuldtids studerende på KVUC HF inklusion i Københavns centrum.
Materialerne til det perfekt snedkererede møbel, hun netop havde banket sammen og skruet fast i væggen, havde hun selv indkøbt sammen med mig, i det lokale byggemarked, et par dage forinden.
Altså..
En intelligent, klog, veltalende, kreativ, fingernem, smuk ung studerende.
Faktisk kunne man have været heldig, at have mødt hende, dagen før, ulasteligt klædt i vintagetøj- og sko med opsat hår, røde læber og solbriller.
Men her dagen efter, en solbeskinnet sensommer søndag, havde hun transformeret sig om til en ligeså elskelig, smuk, men aldeles handlingslammet bylt, der i bogstaveligste forstand havde ramt gulvet og skulle have hjælp til at løfte en boremaskine.
Hvorfor?
“Det er bare fordi, at hvis ikke at boremaskinen kommer væk fra sengen, så kan jeg ikke ligge i sengen og hvis jeg ikke kan ligge i sengen, så kan jeg ikke restituere og hvis…..”
Jeg kendte resten af remsen. Sådan i store træk.
I dette tilfælde rummede den fortællingen om den ubeskrevne kommende uge, der pludselig var rykket meget tæt på.
Ligeledes rummede den summen af de udfordringer og belastninger, den forgange uge havde budt på.
En sum der nu var gjort op og
langsomt var begyndt at sive ud og sætte sig i krop og sind.
En sum skrevet i røde tal, uden at kassekreditten levnede plads til boremaskineløftning.
Et regnestykke der, selvom jeg kendte- og genkendte det, umiddelbart virkede absurd.
Altså. Hvor svært kunne det være for en snart 20 årig kvinde, at flytte en boremaskine?
Meget svært. Ubeskrivelig svært, faktisk.
Det vidste jeg udemærket godt.
Var der en evne som Anne og mig havde gjort et særligt nummer ud af at bruge Frejas og hendes og lillesøster Toves diagnosticerede tilværelser på at lære dem at mestre, ja så var det evnen til energiforvaltning.
Energiforvaltning.
En af hjørnestenene, når man som autistisk menneske, skal forsøge at være i og navigere i den verden som ikke-autistiske mennesker bebor.
Det er, blandt andet på energiforvaltningen at vi (i hvert fald min datter og jeg selv) virkelig kan bliver udfordret, stikke ud og falde helt igennem, sådan bogstaveligt talt.
Har vi afstemt energikontoen korrekt, kan vi derimod være i verden. Ikke autistiske medborgere vil måske, næppe bemærke os, men mindre de ved hvad de skal kigge efter.
Jeg er selv virkelig dårlig til det med energi.
Både til alt det med planlægning, til at økonomisere med kræfter og overskud, (er)kende mine begrænsninger og så er jeg virkelig pivringe til at bede om hjælp, når det går galt.
Mine børn er heldigvis markant bedre.
Bedre ud i den ædle kunst at mærke efter, vide hvad der kræver energi af dem, bedre til at vide hvad der tilfører dem energi, bedre til at føre energiregnskab.
Fra dag til dag, time til time, året rundt.
Og bedre til at bede om hjælp.
Ret sejt, faktisk. Det er nemlig ikke noget man nødvendigvis lærer overnight.
Det tager tid, at lære at læse, prioritere og forhåbentlig engang helt selv forvalte et helt indre autistisk marked for energi og overskud som, hvad man kunne kalde “børsmægler i egen hjerne”
Et at marked hvor priser, produktionsomkostninger, valutabeholdning og værdi går op og ned og for det meste følger nogle helt andre logikker end på det ikke-autistiske marked for energi og overskud.
Her er løbet nok i virkeligheden kørt for mig , i den forstand at jeg levet de første 36 år mit liv i den ikke autistiske verden.
Her har jeg sat dagskursen for energi og overskud efter den ikke-autistiske gyldne standard og har trofast forsøgt at afregne i den gældende sociale valuta, målløs over altid at have minus på kontoen.
Indtil jeg fik min autismediagnose.
I de efterfølgende 11 år har jeg så, som en anden fodbold far, efter bedste evne prøvet at lære mine børn alt det, jeg ikke selv havde vidst om henholdvis min hjerne og forvaltningen af dens energi, men virkelig gerne vil have haft, at nogle havde fortalt mig.
Efterfølgende har jeg, så igen pisket mig selv til at lære at påskønne når børnene så rent faktisk har mærket efter, forvaltet “formuen” korrekt og har været tro mod dem selv.
Også selvom det har ført afsavn, aflysninger og fravalg med sig, samt et sandt brandudsalg af plettet, men brugbart pædagogisk arvesølv symboliserende mange af de “one size fits all principper” og quick fixes, jeg troede at jeg ville kunne læne mig op af, i modvind , på en i forvejen hård dag.
Både som far, men også som professionel
Selv er jeg fortsat “i proces” som man siger. Hvad børnene angår tegner fremtiden lyst.
Jeg er, for eksempel ret sikker på, at min datter brugte et par timer foran computeren senere, den selvsamme dag hvor hun “energibørs-crashede” på gulvet og råbte på far-hjælp.
Jeg er også ret sikker på, at det fik hendes energi konto i plus igen.
Skærmtid er nok klassikeren over dem alle, når det kommer til strategier hos børn- og unge med autisme, som kan få pårørende og professionelle til at hæve øjenbrynene og anlægge “hvad-skal-der dog-bliver-af-dem minen”
I dette tilfælde var skærmtid en fantastisk god investering med et lavt energiforbrug og et højt afkast.
Men igen..
Havde jeg ikke fjernet boremaskinen, havde Freja måske ikke en gang haft energi til at spille computer eller gå i skole dagen efter eller læser i bøgerne fra den nye hylde.
En yngre (yngre end 36) mindre erfaren, men markant mere stædig og principfast (bare fordi) udgave af mig selv, ville måske have nægtet at fjerne boremaskinen (for hvad er det nu for noget pjat og det skal hun da ikke bestemme).
Dernæst ville jeg, i min rådvildhed, måske have smidt om mig med et par upassende, stressende bemærkninger, hentet fra standarthylden med god børne/ungeopdragelse og pædagogik, om misforholdet mellem min datters skærmtid og de tilgængelige solskinstimer i den friske luft udenfor.
Slutteligt ville jeg have trukket alt det frem, som min datter kunne i sidste uge, for en måned siden eller dagen før og holdt det op foran hende.
“Ha. Se her. Du kan godt. Tag dig sammen!”
Som far, måske for ikke at blive stemplet som en curling-dad af de andre fædre samt for, med påtaget stolthed, men også et hemmeligt, sorgfuldt stik i hjertet, så i det mindste at kunne fortælle dem, at: “min datter skam, selv løfter sin egen boremaskine fra sengen”
Som fagperson kunne jeg, måske, i en mindre oplyst fortid, have begået den samme fejl, med et autistisk barn- eller ungt menneske i min varetægt.
Helt sikkert i den bedste mening (de skal jo, for for pokker også udvikle sig) men måske også for at kunne komme tilbage til min ledelse eller kollegaer som den seje specialist, der var i stand til at fremvise bare en eller form for skinnende trofæ i form af fremskridt og resultater, af den slags, som ville tage sig godt ud i et regneark eller en graf.
Ej. Seriøst. Du laver sjov’ ik’?” kunne jeg måske have sagt”
I håb om en simpel forklaring på en virkelig mærkeligt anmodning.
………
“Vil du ikke nok være sød at løfte boremaskinen væk fra sengen?”
Det gav et smæld, da jeg lukkede og låste den slagfaste værktøjskuffert. Kort forinden havde jeg også ryddet op, luftet ud og lagt alt tilbage på rette plads.
Opgaver jeg godt vidste, hun udemærket selv ville kunne have udført. Bare ikke lige nu, med røde tal på bundlinjen.
Måske i morgen.
Hun vidste det. Jeg vidste det og hun vidste, at jeg vidste det.
Er par meter væk lå hun øvrigt, på et glat lagen, i en boremaskinefri seng, uden skyld og skam, og lignede en rigtig god investering.
En måneds tid senere stod hun, ulasteligt klædt i vintage tøj- og sko, med rød læbestift og solbriller på (indendørs), på den modsatte side af den Powerpoint præsentation, vi sammen var ved at arbejde os igennem.
Vores tilhørere var erfarne fagfolk, der nu , ikke overraskende, måtte lægge øre til vores fortælling om energiforvaltning og “boremaskiner”.
Sidstnævnte, et ord der nu, i mellemtiden, var blevet ophøjet til et symbol på adfærd, der måske ikke umiddelbart giver mening, men hvor det kan betyde en verden til forskel for et barn- eller ungt menneske med autisme, hvis adfærden bliver set, tolket og handlet korrekt på.
Vi snakkede både om, hvornår at det giver mening at bede børn -og unge menneske med autisme om selv at flytte deres “boremaskiner” (for det skal jo også til) og om hvornår at man simpelthen bare skal skal lade være og løfte dem selv.
Enten fordi at timingen er forkert eller fordi at kravet dybest set handler mere om én selv end om barnet- eller den unge.
At løfte eller ikke at løfte?
Det er ikke let.
Frejas oldefar Hans, der ellers var fra 1919, hvor man generelt bare holdt sin kæft og gjorde hvad der blev sagt, ville helt sikkert godt have kunne lært at forstå såvel sit oldebarn samt alt det der med energiforvaltning.
De sidste år han levede, kunne han, når verden trængte sig på, ganske spontant rejse fra en veldækket bord eller forlade en samtale, blot for at søge tilflugt i køkkenet.
Her kunne man så efterfølge finde ham, småsludrende med Bisse, en vild kat han havde taget til sig og som kun han rigtig kunne tackle.
Jeg tror ikke rigtig at Hans vidste hvorfor at han hele tiden endte i det køkken, men han kunne, et eller andet sted nok godt mærke, at han fik det bedre af det.
Så godt, at han kunne være i den verden, vi andre også beboede. I hvert fald for en stund.
Hjælp, var han ikke så god til at bede om, men han havde dog sit køkken og sin kat.
Han var en god mand, den gamle smed.
Han ville helt sikkert også have løftet den boremaskine.
Ærgerligt at de aldrig mødte hinanden, smeden, Hans og datterbylten, Freja.
God med værktøj og næsten færdigudlært som børsmægler med ansvar for egen hjerne.
Han ville have været pavestolt.
Hej og velkommen til (opdateret juni 2025)
Mit navn er Morten Gantzler Oschlak.
Jeg har haft bloggen her siden 2017.
I 2020 gjorde min datter mig selskab som skribent og redaktør, hvilket i og for sig var fair nok, eftersom jeg årevis havde skrevet om hende. Freja og jeg holder også foredrag for -og supervision af fagfolk og pårørende.
Vores familie består af Freja (22) Tove (20) Anne (45) samt undertegnede (50
Vi har alle autisme. Freja, Tove og jeg har også ADHD.
Jeg har tillige, i mange år arbejdet som professionel underviser og behandler inde for det højt specialiserede hjørne dagbehandlingsområdet, der beskæftiger sig med børn- og unge med autisme, komorbiditet og langvarigt ufrivilligt skolefravær.
Jeg arbejder p.t som specialist i Social- og boligstyrelsens VISO enhed for Søstjerneskolen, en højt specialiseret behandlingsskole i København, som jeg har været en del af siden den blev stiftet af psykolog Kirsten Callesen i 2014.
Så der er nok at skrive om. Vi prøver løbende at gøre bloggen mere brugervenlig og overskuelig.
Lige nu ligger det projekt imidlertid et stykke nede i “to do bunken”
Vi er glade for at du er her 🙂 Mvh. Freja og Morten
Besøger politiet en børnefamilie og kan konstatere at der mangler sengelinned på dynerne og mad i køleskabet, skal de i princippet reagere på det og bringe oplysningen videre. Og med god grund. De to markører kan være et tegn på mistrivsel.
Det må være et forbandet vanskeligt dilemma at stå i.
Man har måske et øjeblik eller mindre, hvor et kort glimt af information åbenbarer en verden der er helt og aldeles fremmed fra den verden man selv færdes hjemmevant i, som privatperson.
Hvad er det egentlig talt lige man ser eller ikke ser ?
Hvad fortælle ens intuition en, er det rigtig at gøre, hvad står der i håndbogen og hvad i alverden stiller man i det hele taget op, som professionel, når ressourcerne i øvrigt er knappe og tvivlen samtidig banker på?
Jeg er glad for, at jeg ikke er ansat i politiet, med den enorme menneskelige berøringsflade, man som betjent skal navigere indenfor, med den flygtige kontakt man ofte har med borgeren og det ansvar, man samtidig skal forvalter.
Jeg har i midlertid den allerdybeste respekt for folk som har det job, kan forvalte det ansvar der følger med og samtidige bevare et klarsyn der, i sidste indstats, kan vise sig at have afgørende indflydelse på et medmenneskes videre skæbne.
Det var en kursist på det efteruddannelseskursus i autisme og ADHD hos børn og unge, som jeg i en årrække underviste på, på Københavns Professionshøjskole, der tilbage i 2018 gjorde mig opmærksom på tommelfingerreglen ifht. den manglende mad og det manglende sengelinned.
Hans bemærkning faldt som en del af en debat, i forbindelse mit undervisningsmodul om angst og belastningsreaktioner.
Kursisterne, alle erfarne fagfolk, havde i plenum netop udvekslet erfaringer fra sagsarbejde med børn- og unge med komplekse PDA lignede følgetilstande samt, ikke mindst, erfaringer fra arbejdet med deres hårdt prøvede familier.
Flere af kursisterne havde oplevet, at arbejde i og omkring private hjem.
Hjem hvor det var tydeligt at alvorlige og ubehandlede autisme og belastningstilstande hos børnene -og de unge, med tiden havde sat gode strukturer, samt sunde værdier og principper under et så enormt pres, at de til sidst var kolapset under vægten af barnets eller det unge menneskes forpinthed.
Forældre, søskende og andre pårørende var således ufrivilligt blevet gidsler i hjem, der, som små og store rumskibe drev formålsløst rundt for solvinden.
Det meste af tiden, med tomme stole i cockpittet.
I andre hjem viste der sig, ved nærmere eftersyn, at være en både mening med galskaben samt styr på både fart og retning.
Forældrene vidste hvad de lavede. Og det til trods for at den verden, man for en kort bemærkning kunne kigge ind i, ved første øjekast kunne tage sig ud som noget der, holdt op imod en standart familiemålestok, i bedste fald, ville kunne betegnes som: det glade vanvid.
Et vanvid uden sengelinned eller syninger i sokkerne, men til gengæld med plastikservice samt ensformigt mad uden farve eller tekstur.
Alt sammen på grund af et barn eller et ungt menneskes sansefølsomhed, men tålt og udholdt af familien for, på sigt, at kunne frigive energi og overskud til en langt vigtigere behandlingsindsats og, i sidste ende, måske “en tilværelse i farver”
Som udefra kommende observatør, kunne man således hurtigt finde sig selv balancerende på en knivsæg, når man skulle tage afgørende beslutninger.
Det krævede nemlig, som udgangspunkt, mere end et trænet øje og et skarpt blik at kunne skelne det ene fra det andet for, efterfølgende, at kunne sætte ind med en relevant indsats.
Det havde alle på kurset erfaret.
“Sådan kunne der faktisk, i princippet godt have set ud, i mit hjem og i mit køleskab” svarede jeg kursisten, alt imens at jeg forsøgte at genkalde mig et særligt vanvittigt kapitel i historien om mine egne to særlige unge menneskers lysår lange rejse mod bedre trivsel.
En rejse og en vej der havde være brolagt med et hav af særhensyn, afsavn og kompromiser, samt med jænvlige rituelle afbrændinger af en god del af det arvegods og de idealer, som børnenes mor og jeg forestillede os at grundpillerne til vores familieliv skulle støbes af.
Der var selvsagt en rum tid, hvor vi sjældent fik gæster, men de få vi fik, ville med god ret kunne stille sig selv spørgsmålet:
“Hvad fanden foregår der her”
Alle øvrige, private såvel som offentlige og profesionelle relationer og kontakter, var pænt henvist til en plads i mindst ét planet kredsløbs afstand fra vores lille familie og således også fra begivenhedernes centrum.
Derfra kunne de, efter bedste evne og intentioner, tolke på de små bidder af information, der nu engang undslap matriklen.
Information der, som lyset der bøjes gennem en prisme og efterfølgende spredes i alle retninger og farvernuancer, blev set og gransket af modtagerne ud fra deres erfaringer, deres aktuelle ståsted -samt ud fra den professionelle og følelsesmæssige arv, de nu engang var rundet af.
Alt sammen forståeligt og i grunden meget menneskeligt.
Udfordringen var blot, at den bedste version af sandheden om vores lille familie, lå spredt som brikkerne i et puslespil hos venner, familie, socialforvaltning, PPR, skole o.s.v.
Hovedparten af brikkerne lå hos os.
Hver og en havde de forskellige aktører, os selv inklusive, deres helt egen idé om, hvad det færdige familiemotiv ville forestille. Men reelt var der ingen, der helt vidste det.
Jeg ved, fra fysikkens verden, at man netop ved at måle på det synlige og usynlige lys, selv fjerne himmellegeme udsender, kan sige ret præcist hvilke grundstoffer, eller puslespilsbrikker – om man vil, de består af.
Hvordan at de fjerne planter, stjerner og galakser helt præcis ser ud, kan man dog kun gisne om, da de enorme afstande i universet reelt gør rejser uden for vores eget solsystemer umulige at gennemføre.
…
Hvad Annes og mit lille familiekosmos angik, var sandheden at vi, i det store hele, havde styr på hvad vi lavede.
Der var en mening med galskaben.
Også selvom køleskabet på udvalgte dage måske kun havde de syltede agurker og den bløde farveløse kødpølse som børnene. spiste, som dets eneste triste logerende, sammen med den evigheds- hvidvin, som vi voksne havde liggende på køl til den dag med uforstyrret kvalitetstid, vi udemærket godt vidste befandt sig uden for det spektrum, der var synligt for det blotte øje.
Det var autisme, angst og sanseforstyrrelser hos børnene fulgt af en udmattende, undtagelses- og stresstilstand hos os voksne, der var på spil i vores hjem og ikke at mistrivsel, socialt armod og manglende forældreevne.
Autisme hos børn og unge mennesker, kan imidlertid være en overordentlig svært gennemskuelig størrelse.
Og når belastningsreaktionerne tilmed begynder at klumpe sig sammen om barnet -eller det unge menneske, for efterfølgende at trække i ressourcer fra familien, skolen og socialforvaltningen som et sort hul, kan det , som udenforstående fjern observatør være fristende at trække i det største håndtag af dem alle, for i det mindste bare at kunne pege pilen i en eller anden retning.
Jeg har således oplevet en kommune bestille en forældrekompetenceundersøgelse, i noget der bedst kunne betegnes som en tilstand af afmagt, fordi at de simpelthen ikke kunne se, hvad der reelt var på spil i familien.
Der var intet galt med forældrene.
Det forbandede er bare, at en sjælden gang er der noget galt med forældrene.
De er selv syge og den manglende mad og den manglende sengelinned er lige præcis hvad det giver sig ud for at være.
Et råb om hjælp.
Andre gange er forældrene “blot” pressede og stressede, men i øvrigt kompentente indbyggere i en fjern autismekoloni med undtagelsestilstand og delvist udgangsforbud, på ubestemt tid.
Djævlen bor i detaljen og detaljer er der lige så mange af, som der er stjerner på himlen.
Derfor er det godt at have årvågne og observante ordenshåndhæver, lærere, sagsbehandlere, pædagoger samt psykologer og psykiatere, der ved hvad de skal kigge efter og kender forskellene.
Den erfarne fagprofessionelles klarsyn og dømmekraft i forhold til, hvilken type hjælp der er brug for, kan være lige præcis det sikre hus, man behøver.
Særligt hvis ens nye tilværelse som kolonist i autismekosmos er blevet en iltfattig kampplads, hvor man har mistet grebet såvel som håbet og alt, i bedste fald, er til forhandling.
Også hvis man, som vores familie, har styr på det autismepædagogiske (omend alt tager sig mærkeligt ud, set udefra) og man egentlig bare har brug for støtte i form af tillid, anerkendelse samt ro og tid til at føre projekt barn/ung med autisme ud i livet- samt måske lidt hjælpemidler og en nogenlunde stabil økonomi.
I den sammenhæng er det afgørende at de observerende parter har de fornødne forudsætninger for efterfølgende, at kunne tolke korrekte på – eller i hvert fald danne sig et overblik over, hvad det egentlig er de er vidner til.
Selv i forhold til de helt politi-korte glimt mange overbebyrdede sagsbehandlere eksempelvis, oftest må stille sig tilfreds med at få mulighed for at se.
Som en der, i snart 15 år har stået med et ben i henholdsvis det professionelle og det personlige hjørne at den galakse som autismeområdet inden for børne -og unge psykiatrien udgør, kan jeg afsløre, at det, set fra det profesionelle perspektiv selvsagt langtfra altid er helt let, at være ham der trækker stregen i sandet mellem godt og skidt, sundt og usund, samt rigtigt og forkert
Det er heller ikke altid super let, efterfølgende, at komme med et kvalificeret bud på, hvad der egentlig er vi , fra tid til anden, kigger ind i.
Tingene er nemlig sjældent, hvad de giver sig ud for at være og derfor bliver stregen i sandet stort set heller aldrig lige eller helt sammenhængende.
Jeg er imidlertid glad for have fået muligheden for at være manden med stregen.
Tilsvarende holder jeg af at få besøg af folk som mig selv, når jeg, som farmand, et øjeblik bliver (for)blændet af det lys mine egne børn udsender og derfor, i lige præcis det moment ikke er den person, der kender dem og deres behov bedst, selvom de og jeg er indbyggere i den samme verden.
Og det hænder faktisk.
Det er langtfra altid let at se klart. Hverken udefra eller indefra.
Så drømme man om lette løsninger på komplekse problemstillinger er der, med andre ord, så absolut bestemt andre brancher, der er langt mere tillokkende end dem mine nysgerrige kursister havde sat kurs mod på Københavns Professionshøjskole tilbage i 2018.
Ikke fordi jeg gør mig nogle illusionerne om at astrofysik er mindre komplekst.
Men i mine brancher kan vi tale sammen. Og det er dog noget.
Spørgsmål og svar er ikke lysår undervejs og den støj og flimren der til tider gør det vanskeligt for os at se klart og høre klart, har vi faktisk en god mulighed for at eliminere.
Og der er brug for at vi tør række ud mod hinanden og mod stjernerne – børnene og de unge.
Særligt i en tid, hvor stadig mere snævre bevillingsrammer, længere afstande mellem borger og professionelle, kortere observationstider og faldende normeringer, i årenes løb har dannet tvivlsomme parløb med en stigende efterspørgsel efter regnearksvenlige næsten naturvidenskabeligt kvantificerbare data, entydige konklusioner og hurtige billige indsatser.
Vel at mærke i en verden, hvor vi , som professionelle, i takt med at vi bliver klogere, gradvist også bare må indse, hvad vi sådan set har vidst længe, nemlig at den grad af kompleksitet vi stirrer ind i, er dybere og rummer langt flere farvenuancer end hvad vi kan observere fra måske “femte planetkredsløb”.
Set fra et pårørendeperspektiv, så ved alle bedsteforældre, der har fristet en tilværelse blot ét enkelt planetkredsløb væk fra deres særlige børnebørn, hvor uendeligt langt væk “tæt på” pludselig kan føles.
Lige så forholder det sig for de mange, primært fædre, der, som en slags astronauter dagligt lader sig affyre væk fra børnene og børnenes mor på tabt arbejdsfortjeneste, til en dag i vægtløshed på deres arbejdeplads, når de lander igen, åbner døren til følelsernes kampplads, stirrer ind i lyset fra deres børn og stiller dig selv spørgsmålet:
“Hvad fanden sker der lige her?”
Autismeområdet hvor jeg arbejder og den øvrige børne- og unge psykiatri er ikke på sammen måde som astrofysikkens verden underlagt de samme lovmæssigheder og konstanter, omend det nogle gange kunne være rart.
Men i hvertfaldt på et område er vi sidestillet, astrofysikerne og vi (og politifolkene som åbner døren til en verden der ikke ligner deres egen)
Ud fra de observationer vi, som professionelle, foretager kan vi nemlig kun nå frem til det bedste bud på sandheden.
Astrofysikerne har dog ikke den fordel og det privilegium som vi har, rent faktisk at kunne kommunikere med de fantastiske og forunderlige væsner der findes derude.
I vores tilfælde, børnene, de unge og deres familier der står med fødderne plantet i verdner, de imidlertid ikke altid selv ser klart og ånder frit i, og som vi professionelle, for det meste er henvist til at måtte observere på afstand.
Derfor har vi brug for hinanden. Vi professionelle , familierne der modvilligt har koloniseret autismekosmos samt deres pårørende.
Det lyder muligvis banalt, men det er sådan at det forholder sig.
Ligeledes har vi brug for alle de ressourcer, som fælles forståelse og viden kan gro og slå rødder i, når jordbunden på den fremmede grund synes gold og ugæstfri.
Ikke mindst behøver vi tid.
Tid, tid, tid.
Kommunikation og rejser over store afstande kræver tålmodighed. Tid til at lytte, være nysgerrige stille skarpt og tid til at filtrere støj og flimmer fra. Ikke mindst den støj og flimmer vi selv bringe med os.
Det bedste bud på sandheden findes et sted derude.
Har jeg hørt.
Så viden, arbejdsro og tid.
Både til de som næsten stirrer sig blinde på ét punkt på autismehimlen og til de, som er henvist til at bevæger sig fra det ene flygtigt glimt til det næste.
Som fagmand opdager jeg til stadighed nye verdener, der udsender lys i nuancer jeg ikke vidste fandtes.
Det er smukt og frusterende på én og samme tid, på den måde, næsten dagligt at skulle revidere meget af det man troede man vidste.
Men det holder blikket skarpt.
Som farmand opdager jeg ligeledes, stort set dagligt, mine to unge mennesker på ny.
I særlig grad når jeg pludselig ser dem skinne gennem den knivskarpe stjernekigger optik i andre kloge og gode menneskers øjne.
Kosmiske hilsner
Morten Gantzler Oschlag/AutismePlusFar, fag- og farmand, intergalaktisk brobygger og rejsende dobbeltagent.
(Ps. Vi har stadigvæk hvidvin på køl. I må gerne kigge efter)
Find mig på Facebook og følg mig der, hvis det giver mening.
Bloggen her huser efterhånden 50 – 60 artikler fra de sidste 7 års tid.
AutismePlusFar 