Kategori: Når børnene lykkedes, men….

Det var MIG der slog lektor Blomme ihjel (om at være en idiot, erkende det, “sprælle” og samtidig være corona-fange på en familie ø, man burde stemmes hjem fra OG om engang i 1992 at have skudt en læderfodbold i skridtet på skuespilleren Fritz Helmuth)

(Skrevet og udgivet under corona nedlukningen 10 april 2020)

Du opfører dig virkelig som en idiot, far. Vil du ikke nok holdet op med det?!” Ordene var min 17 årige datters og hun havde så inderligt ret. For ja. Den første uge – nej, den første en og en halv uge af nedlukningen var jeg virkelig ikke noget videre behageligt selskab for min søde familie.

Pænt sølle, når man nu tænker nærmere over det. Jeg kunne også godt mærke på lillebror Toke og hans mor, at de sådan set heller ikke ligefrem var super imponerede.

For mens at mine to teenagere og Anne, der jo alt andet lige har prøvet at være isolerede de to år, hvor de begge var uden skoletilbud og samtidigt havde det herredårlig, opførte sig totalt eksemplarisk, sprællede undertegnede drama queen på ynkeligste vis i det finmaskede net af nye hverdagsrutiner og begrænset bevægelsesfrihed, som vores regering med rettidig, omsorgsfuld, men også indiskutabel bestemt omhu trak ned over os alle sammen.

Måske var det min egen autisme, der sparkede ind. Hvad ved jeg?

Faktum var at den nye spyt og snotbårne virkelighed strammede mig over skuldrene og krøb op til navlen som et stykke tøj, man bare ikke vil indrømme, er mindst et nummer for småt og faktum var at jeg hadede det.

Well. Bare ærgerligt.

Faktum var også at jeg efterhånden var blevet en 45 årig far med ansvar samt brainpower, specialfaglig viden og livserfaring nok til at handle anderledes end at være en idiot i en grad, at min kloge datter, hos hvem jeg ellers har kosmisk lang line, følte sig kaldet til at fortælle mig det face-to-face.

“Det kunne jeg virkelig ikke være bekendt” 

 “OK I HER RET” sagde jeg afvæbnende og lidt for skingert, hvorefter jeg mere afdæmpet, men desværre højt nok til at alle hørte det, fortsatte med et “Hvis det her var Robison ekspeditionen, så var jeg nok blevet stemt hjem fra øen, hva´? 

(Den helt store udfordring i den sammenhæng var at øen og hjem nu var et og samme sted)

Her over to uger inde i nedlukning spræller jeg kun i små spjæt og der bliver længere og længere imellem dem. Min familie har forlængst tilgivet mig, og jeg har ligeledes forlængst tilgivet mig selv.

Og netop tilgivelsen. Både den ydre, men især også den indre af slagsen, er en disciplin som, hånd i hånd med en mængde, til tider smertelige erkendelser – herunder ikke så få om mig selv, i den grad har været med til at bære mig igennem de helt svære år.

År hvor at det, at være både følelsesmæssigt og lavpraktisk i lære som far til to børn med autisme og angst, gav anledning til at jeg begik ikke så få, men også meget menneskelige fejl, som jeg så efterfølgende måtte tage ved lære af.

Et super relevant, men også liiidt tung emne, som jeg af selv samme årsag har bundet sammen med ret absurd -og på behørig afstand af episoden, nu også ret sjov historie.

Hvad enten jeg taler til professionelle eller til pårørende, runder jeg som regel mine foredrag og workshops om autisme, angst, PDA og behandlingsarbejde af med netop denne historie.

Både som en påmindelse til mine tilhørere om at de dels ikke skal være for hårde ved sig selv (det kan andre tidsnok være) -samt ligeledes for at minde dem om at de, selvom de er forældre til -eller arbejder professionelt med skrøbelige børn og unge, må tillade sig selv at “slå nogle æg i stykker for at lave en omelet” – som man siger.

Og så fortæller jeg naturligvis også historien for at sikre mig, at mine tilhørere husker bare lidt af hvad jeg forinden har sagt.

Et ældgammelt trick. 😉

Historien, som også er lidt fjollet, kommer her:

Foråret og sommeren 1992 var en usædvanlig varm fornøjelse. Faktisk så varm at havde vi ikke haft så pokkers travlt med at stemme imod EU Maastricht traktaten og 24 dage senere slå tysken i bold, ja så havde vi måske lugtet kaffen ifht. den globale opvarmning, som dengang fortsat var noget som kun forskere og langhårede miljøaktivister gad beskæftige sig med.

Selvom jeg personligt, og i øvrigt ganske frivilligt, forsømte en god bid af foråret 1992, var de høje temperature alligevel allesteds nærværende.

Jeg befandt mig nemlig en god del af tiden i en kæmpe ombygget lade i Nordisk Films legendariske studier i Risby, hvor jeg iført vintertøj gjorde mit bedste for at virke bare nogenlunde troværdig som “ham den rødhårede, på bagerste række i klassen” mens at projektørene lyste ubønhørligt dagslyst-hvidt på os fra alle retninger og solen bagte tilsvarende ubønhørligt ned på studietaget 10 meter over vores  uldklædte drengekroppe.

Skæbnens ironi ville at optagelserne, som jeg, mens bier og blomster forlystede sig udenfor studiet, svedende kæmpede mig igennem, blandt andet  på et lidt for højt indtag af de mængder af maltbolcher som producenten Evers beredvilligt havde stillet til rådighed, senere skulle blive en del af filmatiseringen af Hans Scherfigs klassiker med titlen:

“Det Forsømte Forår”.

Da jeg i sin tid var blevet opmærksom på castingen til filmen havde min første umiddelbare indskydelse været, at jeg da naturligvis skulle gå benhårdt efter rollen som den elev, der i desperation taget livet en den sadistiske latinlærer, Lektor Blomme, ved at putte giftstoffet stryknin i hans maltbolcher.

En sand drømmerolle.

Og her må I ikke foranledige jer til at tro, at der lå et slet skjult skole-vendetta og gemte sig under trangen til at se et af de dummeste svin i dansk skønlitteratur forsvinde ind i det evige mørke i et langstrakt fald, med skum om sine blå læber OG vide, at det var MIG der gjorde det.

Tværtimod. Jeg havde netop afsluttet, hvad jeg fortsat ser tilbage på, som værende en god folkeskoletid.

God til trods for, at jeg særligt i de yngre klasser var præget af tilsyndeladende uforklarlige raserianfald og deciderede nedsmeltninger, at jeg alle dage havde været voldsomt grovmotorisk, ikke kunne ramme en fodbold samt at jeg, til at begynde med, var tilsvarende socialt akavet og reelt faktisk aldrig rigtigt formåede at identificerede mig med mine 26 jævnaldrende klassekammerater, eller deres interesser.

Når jeg alligevel klarede mig igennem på bedste Klods Hans agtige manér, skyldtes det en kombination af gode menneskers mellemkomst, en hjerne der huskede og forstod stort set alt det faglige stof den blev præsenteret for -samt den kendsgerning at jeg, alle mine besynderlighedder til trods, i det store hele blev rummet i skolen og elsket hjemme, som den jeg nu engang var.

Og så lærte jeg relativt tidligt, at prøve mig frem, falde og rejse mig og ikke mindst, at lade som om.

Når jeg, som barn og teenager ikke opholdte mig i klasseværelset på Buddinge Skole, hvor jeg i øvrigt også, mest på grund af min højde, sad på bagerste række brugte jeg nemlig stort set alle mine vågne timer på at spille teater.

Det var min enlige mor der, trods moderate til svære protester, blidt havde puffet 11 årige ekstremt hurtigt snakkende mig (snakke DET kunne jeg!)  i retningen af et kunstnerisk miljø med så højt til loftet og så mange skøre typer, at jeg næsten med det samme følte mig hjemme.

Her tilbragte jeg de næste mange år, rejste rundt, optrådte, fik venner og byggede dermed det spraglede, men bundsolide fundament, som skulle vise sig at få afgørende indflydelse på det voksenliv der ventede mig lige om hjørnet.

I skuespillet opdagede jeg  hurtigt at den sociale adfærd, som jeg havde så svært ved at integrere i mit liv uden for teatersalen, men som jeg samtidig fandt dybt fascinerende i en grad, at den på det nærmeste var blevet en form for særinteresse – at den adfærd i virkeligheden kunne tillæres og perfektioneres til at grad så at den til sidst virkede både ægte og dybtfølt, selvom at jeg i virkeligheden “bare” lod som om.

Der lå en enorm frisættelse i den erkendelse. At det rent faktisk var en gangbar strategi og en farbar vej at følge  – ikke bare på scenen, men også i det virkelige liv – at lade som om, fake, imitere uden nødvendigvis altid at skulle lede efter ægte følelser på stort set tomme lagerhylder i ens indre og derfor, i ren og skær desperation, påtage sig dem man nu engang lige kunne få fat i.

Skuespillet og den legende tilgang til det, blev derfor lige så stille min emotionelle kravlegård, hvor jeg gennem årene, fik lov til at gøre mig en masse erfaringer, som jeg ville have slået mig gevaldigt på ude i virkeligheden.

…………………………………………………

Den karakteristiske brummende alarm lød og den røde lamper på kameraet slukkede, som et tegn på, at optagelsen var slut. Skoleklassen blev tildelt en tiltrængt pause, mens at Skuespilleren Fritz Helmuth der med skræmmende autoritet udfyldte rollen som lektor Blomme og Thomas Villum Jensen, der spillede den unge morder Edward Ellerstrøm blev tilbage.

Willum Jensen havde tilsyneladende allerede været en stensikker Ellerstrøm, da jeg meldte mig ind castingprocessen og da jeg tilmed gav den lidt for meget gas og overspillede fælt i kampen om de andre hovedroller, anviste den erfarne børne -og unge caster Jette Terman mig høflig en plads til venstre på bagerste række i klasselokalet.

En plads jeg som bekendt allerede kendte, holdt ganske meget af, men nu kortvarigt havde forladt sammen med de øvrige drenge, for at spille…….mur.

Interesse for, viden om og talent for fodbold, havde alle dage været den hårdeste af alle  valutaer, blandt både drenge og piger i min rigtige folkeskoleklasse. Således var den det også, i denne tilfældigt sammentømrede en af slagsen.

Jeg kunne, som allerede nævnt ikke spille fodbold! Slet ikke!

Tiden frem mod mit 17 år havde imidlertid været god mod min krop der efterhånden, syntes jeg selv, nærmede sig en ganske fin balance mellem færre kilo og en mærkbart bedre motorik.

Dog med plads til forbedring.

I den forstand var konceptet “mur” som skabt til mit niveau.

Man sparker en fodbold op af en mur, som man stort set ikke kan undgå at ramme, bolden flyver tilbage, næste mand rammer bolden, bolden rammer muren o.s.v.

Jeg husker stadigvæk skuddet med samme glasklare tydelighed som jeg husker John Faxe Jensens tilsvarende, et par måneder senere til EM finalen mod tysken på Nya Ullevi stadion.

Begge to ramte vi bolden “lige i røven” – som man siger. John Faxe og så mig.

Mindet hvor Fritz Helmuth , i Lektor Blomme kostume, åbner døren til det store filmstudie til venstre for muren, løfte højre arm og jovialt udbryder “Hej drenge” står ligeledes ganske klart – selv her 28 år senere.

Allerede mens at det spinkle ekko af ordene endnu hænger i den forsømte forårslune luft, mellem bygningerne, kløves den med stor kraft af en læderfodbold, med sorte og hvide felter, der med en træfsikkerhed som var det hele resultatet af en nøje afstemt blanding af kraft, koordination og præcision ender sin korte rejse direkte i skridtet på skuespilleren.

Han krummer sig sammen på gårdspladsen. Tydeligvis i stor smerte. Optagelserne indstilles midlertidigt.

Jeg har senere forsøgt at regne mig frem til i hvor grad, det med mit “pragskud” lykkedes mig at fordyre indspilningen. Det er jo ikke helt billigt at holde sådan et filmhold kørende.

Der gik naturligvis ikke lang tid før at nyheden om den faldne lektor havde fundet vej ud i et par afkroge af produktionen.

Måske var det derfor (og selvom jeg tager helt og aldeles fejl, er det stadigvæk en vildt god historie) at instruktør Peter Schrøder senere tildelte mig den replik der, selvom den skulle blive min eneste, efter min opfattelse blev den vigtigste – ikke blot i filmen, men i resten af mit liv.

Replikken lød: “Det er menneskeligt at fejle”

Fritz selv, tog det faktisk meget pænt. Et par uger senere, da en stor fællesscene skulle filmes i gymnastiksalen på Duevejens skole, på Frederiksberg sneg han sig tilmed ind på mig og overraskede mig med ordene.

“Nå der du igen. Ja. Der fik du mig sgu!”

Jeg spærrede øjnene op

“Der fik du mig sgu” sagde han.

“Ha” tænkte jeg triumferende

“Så var det alligevel lidt mig der slog Blomme ihjel”

……………………………..

Nøjagtig 6 år (og vi taler på dagen!) efter filmens premiere tjekkede jeg ind på Ærø Folkehøjskole officelt for at spille mere teater, men reelt for at nulstille og genstarte mit liv efter min fars alt for tidligere død året forinden.

5 dage senere mødte jeg dengang 18 årige Anne.  4 år senere blev vi gift og forældre til Freja (I ved, hende der kaldte mig for en Idiot i starten af artiklen) To og et halvt år efter Frejas ankomst meldte lillebror Toke sig under fanerne.

To børn, nu unge mennesker, som der er skrevet mange spaltemeter om på denne blog (og er dette din første artikel her hos mig, så bare gå i krig. Så giver det hele mening)

Et par unge før at statsministeren sendte skoledanmark hjem, sad Toke og hans lærer på Søstjerneskolen, Morten, og så filmen Det Forsømte Forår.

I den forbindelse hæftede de sig begge ved en sært velkendt, lettere ranglet, rødhåret skikkelse der gik ind og ud af en masse døre, men ellers for det meste bare sad i baggrunden og så mere eller mindre kuet ud, bortset fra det korte øjeblik, hvor han smilende (til den rare vikar) levere sin ene gyldne replik.

Da nedlukningen officielt var en realitet havde Toke blandt andet fået den hjemmeopgave, at interviewe mig om filmen.

Det kastede en interessant samtale af sig som omhandlede den triste skæbne der i såvel roman som i filmen, senere viser sig at have overgået drengene fra lektor Blommes klasse, da de mødes til genforening 25 år senere.

Ganske vist er de lykkedes i den forstand, at mange af dem  bestrider de poster i samfundets top, som de som unge blev stillet i udsigt ville være frugten af sliddet og ydmygelserne.

Men som mennesker er de ødelagte, bitre, uforløste og ensomme. En enkelt af dem, højesretsdommer Ellerstrøm, har tilmed et liv på samvittigheden.

Toke og jeg legede for sjov med tanken om mon ikke, at min navnløse karakter i virkeligheden var den eneste af drengene, der var sluppet igennem som et nogenlunde helt, forløst og lykkeligt menneske, FORDI at HAN og ingen anden, havde fået lov opleve smagen af  de fem magiske ord.

Fem magiske ord der tilsammen havde dannet et sætning, så kraftfuld at den var kommet til at definere resten af hans liv i en grad at han ikke var vågnet til én eneste håbløs gråvejrsdag eller havde stået over for én eneste tilsynelanden uoverskuelig udfordring, uden at den – sætningen, hans evige mantra, var flammet op for hans indre blik, med samme glød og styrke, som da han sagde den for første gang, den dag i klasselokalet

“Det er menneskeligt at fejle” 

Yeah!

Vi nikkede stiltiende, Toke og jeg, rørende enige om at sådan måtte det nødvendigvis forholde sig.

Her efter var der pressemøde.

Mette Frederiksen talte åbent og ærligt om alle de fejl hun, regeringen og sundhedsmyndighederne uundgåeligt ville komme til at begå, i den kommende tid, men at de – fejlene var en del af en læreproces i forbindelse med en udfordring til hvilken der ikke eksisterede nogen drejebog.

Det der med ikke at have nogen drejebog, kender jeg godt.

Og alt imens at at jeg skiftevis lod blikket vandre fra Mette Frederiksen til Toke  -samt til hans storsøster, der i al ubemærkethed havde sneget sig ud i det åbne køkken bag os for at lave sort kaffe ledsaget af toastbrød med appelsinmarmelade og jazzmusik, tænkte jeg ved mig selv, at drengen fra filmens -og nu også statsministerens mantra, helt sikkert også var endt med at blive mit eget.

Og gudskelov.

For når man sådan, i alt stilfærdighed sad og betragtede de to harmoniske, kloge, seje, selvstændige og smukke slutprodukter der efterhånden var ved at udkrystalisere sig for øjnene af deres mor og mig, kunne man et enkelt åndedrags tid, godt glemme hvor hård en omgang det egentlig talt havde været.

Ikke bare for Freja og Toke med deres autisme, adhd, deres angst, pda og ufrivilligt skoleløse år, men også for undertegnede ifht. at kunne erkende, rumme, håndtere det hele.

Nu hvor jeg var nået så langt, at jeg kunne tillade mig selv den luksus, at bearbejde det hele kunne jeg samtidig også godt se at vejen dertil, godt nok havde været brolagt med hårdt arbejde, generel sejhed, blod, sved og tårer, men også med fejl og dårlige beslutninger, fra min side, der til trods for at de måske føltes som en enormt god idéer i momentet, stadigvæk var fejl og dårlige beslutninger.

For eksempel når jeg gennem en optik af sorg, skyld og kuldsejlede far-drømme, prøvede at få øje på lette, hurtige løsninger på Frejas og Tokes komplekse udfordringer, og til sidst i overført betydning, lossede så hårdt jeg kunne til “bolden”, bare for da for helvede, at kunne gøre et eller andet.

Her 12 år efter at Freja, som den første af de to blev udredt, og jeg modtog psykiaterens besked, uden rigtig at lytte efter og med nogenlunde samme mine som en kuet elev fra den sorte skole der har glemt latinlektie, har jeg efterhånden opnået en “spilforståelse” og et “boldøje” der gør det muligt for mig at navigere sikkert rundt på den bulede livsbane, vores sjove familie har fået tildelt.

Her ramme jeg faktisk, tilmed nogenlunde, det jeg sigter efter.

En sjælden gang, for eksempel når spillets regler uden varsel, ændrer sig, som nu med COVID 19, kan jeg godt, for en kort bemærkning blive stanghamrende autistisk, humørsyg og urimelig og råbe grimme ting efter dommeren….

-og sprælle.

Som her forleden.

Nuvel.

Jeg bliver heldigvis også hele tiden en marginalt klogere af mine fejl.

Hvilket nok er meget godt.

Ellers ville det nok bare ende med at en eller nogen fik nok og besluttede sig for sætte en stopper for min menneskelighed, ved at putte gift i mine maltbolcher.

Min søde familie, for eksempel. Ingen ville nogensinde mistænke dem.

Spøg til side.

Her kommer histories morale.

Lige nu bor vi alle sammen mere eller mindre på den samme corona-ø, med alt dens isolation, dens regler og faste rutiner, dens afsavn og alle dens fravalg.

Men på et eller andet tidspunkt, når stormen har lagt sig, må man vel forvente, at hovedparten af Danmarks befolkning rejser væk fra øen igen – “hjem” for at genoptage, hvad der nu end var deres liv, før at corona ramte.

Mange af I som har børn med særlige behov, vil sansynligvis, til den tid stå på stranden og vinke farvel (jeg er der også) , vel vidende at isolationen, reglerne og de faste rutiner, afsavnet og de fravalg som de andre kun midlertidigt oplevede, vil være jeres virkelighed mange år fremover.

Ikke på grund af corona, men på grund af den autisme, adhd, angst -eller anden tilstand hos jeres børn -og unge mennesker der gør at I måske sætte jeres fødder ekstra forsigtigt, vejer jeres ord på en guldvægt og måske er ekstra meget på vagt overfor hinanden, hvis I, som Anne og jeg, da er så heldige stadigvæk at være sammen.

I der arbejder professionelt med de unge øboere og deres forældre, vil mange år fremover fortsat skulle rejse frem og tilbage mellem dem og jeres fastland og fortsat have overskuddet til at være visionære og viljen til at føre jeres visioner ud i livet.

Til glæde for de fastboende.

I der træffer beslutningerne og betaler for indsatserne og rejserne til øen. Husk at visionære ideér kræver tid og rum for at kunne vokse.

For alle jer er fejlene og modet til at begå dem, på et så oplyst grundlag som muligt (man skal jo ikke være dum) et grundvilkår. Just saying. 😉

Desuden ved aldrig man aldrig helt hvad der sker, når man giver bolden et ordentligt los.

I mit tilfælde førte det en replik med sig og et mantra og en indsigt som har hjulpet mig med at holde tungen lige i munden, hovedet koldt og hjertet varmt, i forbindelse med min families store kampe på de knoldene og ujævne livsbaner.

Marcus Tullius Cicero sagde det i sin Filippiske tale i år 43 f.kr.

Hans Scherfig skrev det i 1940

Og jeg fik lov til at gentage det i 1992

Errare humanum est = det er menneskeligt at fejle,

Et udsagn der i øvrigt oftes efterfølges med et:

Ignoscere divinum = ‘at tilgive er guddommeligt’.

Vær ikke for hårde ved jer selv og hinanden. Det kan andre tidsnok værre.

Desuden tyder meget på at fejl bliver det nye sort.

Menneskelige fejl og menneskelig tilgivelse.

Statsministeren siger det selv.

……………………………………………………

Tak for fordi at du læste med.

/Morten

Ps. Undskyld at jeg var sådan en idiot, Freja og Toke og Anne. Jeg skulle bare lige vænne mig til alt det her corona halløj.

PPS. Jeg har stadigvæk ikke lært at spille fodbold.

1

Manden under kappen er langt fra død og han skal ud af sit køkken! (En slags nytårstale fra AutismePlusFar)

Ligner jeg virkelig min farfar?

(Udgivet ved ved årsskiftet 2019/2020, men den lige en æresrunde. 2020 var sgu alligevel sådan et mærkeligt år 🙄)

Nyt år. Nyt årti. Tid til at gøre status og foretage en optælling af det mentale varelager og tid til, i det hele taget, at underkaste ens lettere brugte hylster og flossede sjæl et udvidet revisortjek.

Jeg har, i indeværende kalenderår, for eksempel indset, at jeg tilsyneladende er at finde iblandt den minoritet, der har forladt såvel 90’erne, 00’erne -og nu også 10’erne uden så meget som en eneste lille bitte tribal-tatovering på kroppen. 

Men jeg klager ikke.

Jeg ved nemlig, fra mine adskillige svømmehalsture, hvor uskønt at ordene ”Carpe Diem” kan tage sig ud på en bleg mellemlederlænd, hvor de med svungen, ubehjælpsomt mejslet, nu falmet skrift er blevet strakt ud i absolut bredformat af en kombination af en lidt for god kantineordning og den obligatoriske (just for the team spirit) fredagsbar. 

Jeg har desuden, med årene, udviklet en decideret afsky for de to ord ”Carpe” og ”diem” tilsammen, i den forstand at jeg har været af den opfattelse, at diverse irriterende camino vandrende, lædersmykkebehængte selvhjælpstyper, halvdårlige tatovører og pågående sælgere af billige t-shirts på al-inklusive turistdestinationer efterhånden har fået vredet al substans, samt perverst meget kapital, ud af det potentielt smukke budskab, efter at Robin Williams i sin tid forærede det til en samling kuede kostskoledrenge -og således også det brede biografpublikum, i Peter Wiers sen 80’er film ”Døde Poeters Klub”

Lyder jeg som indbegrebet af en aspirerende passiv-aggressiv, næsten midaldrende mand? Well. I know 🙄

En formildende omstændighed er, at jeg for ganske nyligt er blevet marginalt klogere. 

I året der nu rinder ud, 2019, ville min farfar være fyldt 100 år og min far ville være fyldt 70.

Selv rundede jeg det bløde hjørne 44. To år under den alder min far havde da han døde. 

De sidste 6 år min gamle farfar, Hans, levede mistede han mere eller mindre evnen til at sætte sig ned og spise et måltid mad, sammen med os andre, når vi besøgte ham i huset i Gilleleje.

I stedet stod han for det meste ret op og ned i køkkenet og indtog i hast sin del af måltidet, hvorefter at han serverede resten for os, ved bordet, uden selv at gøre os selskab.

Han opholdte sig i det hele taget en hel del i det køkken, den sidste tid. 

I grunden ikke så mærkeligt for køkkenet havde i mange år været hans bastion, helle, holdepunkt og arbejdsplads i en tilværelse, hvor han først passede sin alvorligt syge kone, min farmor Lizzie og senere sin alvorligt syge søn, min far Søren. 

Min farmor lå i sengen hele mit liv med hende.

De sidste par år med et halvt venstreben og et imponerende bagkatalog af mere eller mindre alvorlige komplikationer, efter talrige operationer, som blev holdt på behørig afstand af en blanding af cerutter, ketogan i flydende og faste mængder der kunne have taget livet af en bataljon, -samt en jernvilje og lyst til at leve, som hun selv påstod havde fået ekstra nærring, da hendes eneste barnebarn, mig, havde meldt sin ankomst. 

Jeg nåede at høre mange nattelige morfintågede røverhistorier, i den ligeså røg-tågede stue med hessiantapetet, mens mit medicinske mirakel af en farmor og jeg selv spiste blomme i madeira, ventede på den næste natlæge og lyden af fiskerilastbilerne rumlen på Strandvejen blandede sig med kutternes lavfrekvente motorbanken på det sjældent rolige Kattegat få meter væk. 

I 1987, to år før at Robin Williams rebelske lærer tog de to latinske ord i sin mund for første gang, gav min farmors krop op og et liv, der var blevet meget længere end nogen som helst havde forventet, var slut.

Hun havde netop bedt min farfar løfte lidt på hende, for aflaste hende for de liggesår hendes mange år i sengen havde tilføjet hende. ”Det var du sgu bedre til, da vi var unge”blev hendes sidste ord.

Og så var hun væk. 

Lidt over 6 år senere blev min far, Søren, alvorligt syg. (Læs eventuelt: https://autismeplusfar.com/2017/08/16/at-modtage-en-isbjoern-med-posten-et-forsvar-for-diagnoserne/ )

Skæbnen ville at han kom til at bo, en del af de 3 år det tog ham at dø, hos sin egen far der hermed atter satte næsen i det omsorgsspor han kendte så godt og atter iførte sig en falmet, usynlig kappe som ingen kendte vægten af, men som udefra set virkede så tung, at man kunne undre sig over, at der fortsat var et helt menneske indenunder.

I de yderligere 6 år, der gik fra at min farfar og jeg sammen stod ved min fars kiste i den solbeskinnede, hvidkalkede Gillejeje kirke og til at jeg stod samme sted ved min farfars kiste, nu med højgravide Anne ved min side, blev den gamle smed aldrig helt sig selv igen. 

Når jeg besøgte ham, stod han for det meste i sit køkken og snakkede med sin døde søn eller sin gnavne kat, mens at han lavede en af de 5 retter han mestrede til perfektion. 

Jeg bebrejder ham det ikke. Han var en gammel mand for hvem den evige parathed var blevet en skæbne han hverken havde kræfter eller strategier til at kaste af sig.

Han var som en hjemvendt soldat, der forsøger at genoptage en normal tilværelse, men ender med at måtte flytte ud i en skov.

Jeg savner stadigvæk både ham og hans bøf stroganoff. 

Året 2002, hvor min farfar fik den nådige død, som det alt andet lige må være, at lægge sig på sin egen seng for aldrig igen at rejse sig, bød selvsagt på lidt af hvert og tilmed inden for ganske få måneder. 

En begravelse i Gillejele, et stort udendørs bryllup, mellem Anne og jeg, i et sjældent vindstille og solbeskinnet Thy, toppet med ankomsten af en smuk lille stjernekigger, som vi selv mere eller mindre måtte forløse på Herlev sygehus, da hendes hastighed og hendes mors sejhed kom fuldstændig bag på jordemoderen. 

At Freja og hendes lillebror Toke, som gjorde hende følgeskab to et halvt år senere, ville udgøre en mere end almindelig stor livsopgave, stod måske nok skrevet i de stjerner, som det lille rødhårede alfe-agtige væsen kiggede op i, men det fik vi hurtigt alt for travlt med at elske de to til at bekymre os om. 

Og da omfanget efterhånden åbenbarede sig, gjorde vi det som forældre og alle andre der nogensinde har elsket til hver en tid har gjort: satte næsen i omsorgssporet og tog helte-kapper på. 

Kapper, hvis tyngde blev forøget tilpas langsomt til at vi kun langsomt mærkede, at de personer vi engang havde været langsomt svandt ind under vægten, alt imens at vi voksede ind i –og efterhånden næsten blev ét med den behandlingsopgave, der var blevet vores på ubestemt tid.

Selv blev jeg til manden, der kaldte sig selv for AutismePlusFar, med licens til at flyve ind og ud af hjemmet.

Seje, kloge Anne kaldte sig ikke for noget som helst.

Til gengæld holdt hun skansen og stod i forreste linje, blandt andet i de delvist –og helt skoleløse år, hvor børnenes autisme, angst og PDA, flåede godt og grundigt i ikke bare deres, men også i deres forældres fysiske og mentale helbred.

Resten er historie, som man siger. Historie som jeg efterhånden har skrevet mange blogindlæg om.

I 2019, året hvor min farfar ville være fyldt 100 og min far ville være fyldt 70, begyndte deres olde og børnebørn, Freja og Toke, nu to unge mennesker, for første gang for alvor at vise tegn på, at Anne og mig, hvis vi ellers turde, godt kunne kaste et flygtigt blik på hvad der nu engang måtte være tilbage af os selv. 

Men turde vi? Og ville vi vide, hvordan at vi skulle bruge, hvad der end måtte åbenbare sig derinde

-bag heltekapperne.

For mit eget vedkommende fandt jeg, til min store overraskelse for ganske nyligt ud af, at kernen i den person, jeg gerne vil have at både jeg selv og andre mennesker gerne skal kunne vedkende sig, trods sin ringe størrelse, tilsyneladende virker overraskende velbevaret.

Kernen ser tilmed ud til at vokse, lidt på samme måde som en selvoppustelig luftmadras, i nogenlunde samme takt med at kappen, jeg så længe har båret, langsomt taber vægt igen. 

Som det så ofte er tilfældet, skulle der naturligvis udefrakommende indgriben til, før at jeg nåede til den erkendelse.

Ikke en guddommelig indgriben (med mindre at Gud har en særlig morbid form for humor), men den slags indgriben hvor en sort Volvo pludselig svinger ind foran ens bil en november aften, i regnvejr –i fucking Valby.

Trafikulykken i sidste måned kostede mig heldigvis ikke mere end en bil, samt en længere sygemelding. En sygemeldinge jeg brugte til at følge min læges strenge ordre om at holde mig selv nogenlunde i ro, hvis jeg da ellers ville slippe for hovedpine i alt fra 6 måneder til resten af livet. 

Det ville jeg.

Alt imens at jeg prøvede at spore min erindring ind på, hvad det dersens ro nu egentlig talt var for noget, gik det op for mig, at………..jeg rent faktisk havde stået virkelig, virkelig meget i mit køkken, uden nogen særlig grund, de sidste par måneder. 

Faktisk var det ikke mere end et par dage siden, at jeg havde indtaget det meste af et måltid, jeg lige så godt kunne have nydt sammen med Anne (børnene spiser fortsat en del på værelserne), i stående tilstand og i stor hast.

Senere den dag, hvor erkendelsen udkrystalliserede sig og jeg stod i badet, kunne jeg ikke dy mig for at kigge mig selv i spejlet, for at se om jeg mon lignede min farfar. 

Det gjorde jeg faktisk. 

Jeg bemærkede desuden, hvad jeg jo udmærket allerede godt vidste, at min krop ikke havde andre udsmykninger end de ar dygtige kiruger havde tilføjet mig, efter to operationer for brok. 

“Brok?!” Var det virkelig hvad det kunne blive til? 

Og alt imens at jeg grinede højt for mig selv over det –samt over forekomsten af lettere korpulente mellemledertyper med ordene ”Carpe Diem” stående i bredformat hen over lænden med svungne, ubehjælpsomt mejslede og nu lettere falmede bogstaver, ændrede mit grin langsomt karakter indtil at det fladede ud og satte sig i det ansigt, som lignede min farfars til forveksling, som et varmt, eftertænksomt smil og som en nyslået erkendelse. 

”Stop dit brok og grib dagen!” 

Min benamputerede, cerutrygende farmor, ville have elsket den leveregel. 

Banalt? I allerhøjeste grad! 

Sandt? Meget! 

…………………..

Så 2020 bliver, blandt andet, året hvor jeg skal øve mig i at gribe, holde fast og så rent faktisk bruge det jeg har grebet til noget….

Lidt ligesom den gang jeg som moderat overvægtig fulme-tumler barn sad og forsøgte at gribe de ærteposer, som min afspændingspædagog Ellen (jeg har aldrig glemt dig, Ellen) tålmodigt kastede til mig, i Buddinge Skoles tumlesal.

For inde under den gradvist lettere, men stadigvæk forbandede tunge heltekappe, findes en mand som ikke kun er nogle sjove børns far.

OG den mand er langt fra død, endnu. 

OG den mand, han skal altså ud af sit køkken

-som man siger. 😉 

Vil I være med?

Rigtig godt nytår, helte og heltinder.

Og 50.000 tak (så mange besøgende har bloggen nemlig haft i 2019) for i år.

Vi ses derude.

Kh.Morten
Nyttige links
Psykologisk Ressource Center: http://www.psyk-ressource.dk
Min datters tidligere skole (gode til at skynde sig langsomt) : https://basen.dk
Min og min søns fantastiske skole http://soestjerneskolen.dk
AtoB STU (Særligt tilrettelagt uddannelsesforløb for de 16 til 23 årige) : http://atob-cph.dk
Autisme og Heste – en højt skattet samarbejdspartner (Freja var i aflastning der i 4 år) http://autismeogheste.dk
Til eventuelle nye læsere.
Hej.
Jeg hedder Morten. Jeg er 45 år og far til to børn – en pige på 18 og en dreng på 15 med autisme og Adhd.
Noget de angiveligt ikke har fra fremmede, hvis I forstår hvad jeg mener. 🙂
Heldigvis er jeg også godt gift.
Professionelt beskæftiger jeg mig med komplekse autismetilstande og angstprofiler og har gjort det i en årrække – som underviser inden for dagbehandlingsområdet og som selvstændig psykologisk konsulent.
I den forbindelse tager jeg gerne ud og holder foredrag, undervisning, supervision og workshops.
Ring eller skriv for et tilbud.
At jeg er den jeg er, med de børn jeg har og beskæftiger mig med det jeg gør, giver mig unik mulighed for at anskue autismeområdet fra vidt forskellige synspunkter og vinkler.Både indefra –og udefra.
En gang i mellem prøver jeg at så, efter bedste evne, at samle trådene fra alle de hjørner jeg befinder mig i, i denne blog.
Jeg er glad for at du kiggede forbi.
Bloggen har eksisteret i 4 år nu, så der er rigeligt med artikler i arkivet.
Bare slå dig løs 😉
Du kan finde mig på facebook, her: www.facebook.com/AutismePlusFar

“Kys det nu” (om at betale for platinmedlemskab af karmaloven og så åbenbart alligevel ikke altid have adgang til alt det fede indhold i ens område…. -eller noget)

Det var med ulykken, som det nogle gange kan være med livet i al almindelighed. Man når lige at tænke ”Kæft hvor det kører” og smak! Så bliver man tryktestet på det skammeligste af universet, som nonchalant og med søsters lette hånd smider et eller andet ind foran den livsbane, hvor man ellers lige havde fundet både ro, retning -samt en efter forholdende tilpas tilpasset hastighed. 

Noget mørkt og massivt, som man slet, slet ikke havde set komme.

Her i lørdags var det en sort Volvo S80 sedan. Et ordenligt lokum af en bil. Som hugget direkte ud af en svensk jernmalmsforekomst. 

Sekunderne før sammenstødet havde jeg ellers lige siddet og gjort mig munter over, hvor godt det egentlig talt gik med mit liv. 

Jeg var på vej hjem fra en skøn aften. En aften som det for bare et år tilbage ikke have været muligt for mig at nyde i tilnærmelsesvist samme omfang, men som nu var at finde blandt de nænsomt indpakkede små gaver med egentid og frihed, som kom flyvende til mig på sarte vinger og som jeg endnu ikke helt havde vænnet mig til at tage imod eller for den sags skyld lært at pakke ud. 

Men jeg øvede mig! Jeg var ”i proces” som det hedder på terapeut-dansk.

For ikke blot var det mit liv, forstået som livet i al almindelighed, som det gik godt med, men i særdeleshed den den del af mit liv og tilværelse der hidtil havde drejet sig om vores to unge mennesker, Freja og Toke. 

Med andre ord: det meste. 

To kloge, gudesmukke, men også skrøbelige skabninger der, siden de i 6 -7 års alderen blev udredt for autisme –og for Frejas vedkommende også for ADHD, begge havde taget livtag med både massiv angst, PDA (ekstrem kravafvisning) og langvarigt ufrivillig skolefravær i et omfang der havde presset dem, men også deres ellers overnaturligt seje mor og jeg selv i eksil på ubestemt tid, fra den normale tilværelse vi ellers måske have forstillet os, skulle være vores. 

Men for første gang i den tid vores slidte hjerner kunne huske tilbage, gik alting faktisk for alvor den rigtige vej med de to.

De var begge velplacerede på hver deres behandlingsskole og stod nu og svajede, omend på relativ fast grund efter en langsom, men kontrolleret opstigning fra det diagnosehav, hvor de ellers i årevis havde befundet sig på en dybde, hvor lyset kun glimtvis trængte ned. 

Anne og jeg selv trådte fortsat vande. Udmattede, men stolte og i øvrigt ude af stand til at genkalde os så meget som konturerne af en normal tilværelse, hvis vi blev bedt om at beskrive den.

Og vi som eller nok mente, at skønt vi mindst havde betalt for et platin medlemskab, når det handlede om karmaloven, så var det nok alligevel lidt med den, som det var med Netflix.

Vi havde åbenbart ikke adgang til alt det fede indhold, i lige præcis vores område.

Til gengæld gik Murphys lov klart og tydelige igennem, syntes vi (= alt der kan gå galt, går galt)

Og så alligevel…

”Hold kæft hvor kører den egentlig også bare godt, denne her bil” tænkte jeg, mens at konturerne af en mørk skygge, jeg i øvrigt heller ikke endnu havde registeret, trak ind fra venstre.

‘Denne her bil’ var en sølvgrå Audi A2. På alle måder en opgradering den VW Lupo 3L, et lille håndtaske-stort køretøj der i årevis trofast havde ædt flere hundrede tusinde kilometer med børnene på bagsædet. 

Men netop bagsædet, som Toke i bedste autismestil have insisteret på at opholde sig på, var ganske enkelt blevet for trangt til hans 192 cm. Faktisk havde det været sådan et godt stykke tid. Toke ville blot ikke være til besvær. Så han havde, som det høflige barn han er, troligt pakket sig selv sammen, med knæene godt oppe om ørene. En dag havde jeg så selv sat mig derom, for ligesom at opleve verden set fra hans perspektiv og havde ret hurtigt fået krampe i fødderne. 

Så det var blevet en Audi. Langt fra spritny, men rummelig, lydsvag, 

quadratisch, praktisch, gut.

“Vorsprung durch Technik”

 
”Kææææft hvor den bil dog kører godt” tænkte jeg en sidste gang. 

Men…
 
Den slags skal man måske afholde sig fra at tænke, når skæbnen i øvrigt er løs og i fri dressur, i en svensk kampvogn på Valbys regnvåde og Henrik Nordbrandt-november deprimerede asfalt.

Universet lytter nemlig altid med. 

”Smak!”

Det splitsekund hvor tyngdekraften blev ophævet, så et udvalgt af løse genstande i kabinen korvarigt gik i kredsløb om mit hoved, som var de små satellitter, mens at jeg med nørdet interesse kunne iagttage Audifarbrikkernes karakteristiske logo med de fire ringe folde sig ud på overfladen af de to eksploderende front-airbags, DET splitsekund føltes lige præcis langt nok til, at det rent faktisk kunne have fået sit helt eget soundtrack…..

Et soundtrack af bandet TV2 med Steffen Brandts vokal og blændende smukke poesi. 

”Bedst som livet lige gik så godt
Og bilen næsten var betalt..(…)”

En tom cola zero dåse tog hul på sidste kredsløb for nedstyrtning og blev afløst af et de-ja-vu, der ankom side om side med lyden af aluminiumskarrosseriet der krøllede sig sammen foran mig, en uspecificeret hyletone fra instrumentbrættet samt en skarp krudtagtig lugt, som jeg gættede på måtte stamme fra de to små sprængladninger, der havde sendt bilens airbags ud på deres første, eneste og sidste færd. 

“HA! For pokker”. Slog det pludselig ned i mig. “Jeg havde jo prøvet det her før – eller noget lignende, i hvert fald. Og jeg havde overlevet!”

“Kom an, trafikulykke!!”

……………………

”Kæft. Det kører godt. Det her…… øh…barn”  

Jeg ved ikke om det lige præcis var med den ordlyd, at mine tanker lagde sig tilrette i min unge, friske, naive hjerne den gang for længe siden, i årene og månederne før at Freja, som de første af de to, begyndte at udvise de indledende symptomer? Men lad nu i øvrigt det ligge. 

Følelsen var den samme.

“What could possibly go wrong?”

Autismen og angsten kom glidende ind fra venstre. Først som en mørk skygge, som knapt blev bemærket i en familie, hvor der i forvejen var højt til loftet, senere som massiv mur der, på et splitsekund materialiserede sig, som havde en eller anden idiot taget Pandoras æske og vendt bunden i vejret på den lige foran snuden på os. 

”Bedst som livet lige gik så godt
Og bilen næsten var betalt
Kom du og krævede mit hjerteblod
Og intet mindre” *

Først Freja. Dernæst Toke. 

Vi havde hverken sikkerhedsseler eller airbags. 

Det var i årene herefter at Anne og jeg, med slet skjult sarkasme jævnligt kunne citere Steffen Brandt for en anden af hans tekster. 

 ”Og det hænger mig ud af halsen, jeg har gennemskuet alt

det er for meget, det er for lidt, det er for ondt, det er for galt

jeg anråber himlen og jeg sværger til Gud

det var slet ikke sådan mit liv skulle se ud”**

Men det skulle det altså. Sådan ungefähr de følgende 10 års tid. Plus/minus. 

De 10 år kan der skrives tykke bøger om. Jeg har allerede skrevet en del, her inde på bloggen og har du ikke været hele arkivet igennem, så hold dig endelig ikke tilbage. 

Den seneste artikel før denne korte katastrofefortælling, som du i øvrigt (bare rolig) snart har læst til ende, handlede om , hvordan at det sjovt nok kan være forbandet svært, som forældre til børn som vores, at mønstre det minimum af initiativ det faktisk kræver, at gribe ud efter livet, med alt det indhold vi så længe har ønsket os, når det – livet altså, omsider byder sig til i plukkehøjde.

Det er ikke altid let. 

Mens at jeg skrive disse linjer, omtrent en uge efter at jeg pressede døren til bilvraget op og kravlede ud på asfalten, spekulerer jeg for eksempel også fortsat lidt over hvorfor, at ham jeg ramte (der fuldstændig overså sin ubetingede vigepligt), løb væk fra ulykken, frem for at hjælpe mig. 

Omvendt ved jeg, af alle menneske, jo udemærket at det egentlig er ret meget efter traumehåndbogen, sådan at stikke i pludselig løb. 

Selv skal jeg ikke kunne sige mig 100% fri for ikke at have haft lyst til at løbende skrigende ud over den første og bedste mark, en gang eller fem, i løbet af de sidste 10 års tid. 

Plus/minus. 

Til gengæld har jeg, stadigvæk forslået og lettere haltende som jeg er (det holder de værste typer på afstand, kan jeg afsløre) 😉 allerede regnet ud, hvad det egentlig helt præcis var, at den mørke Volvo 80S og alt dens svenske stål ville have at jeg skulle huske, da den stillede sig på tværs af min livsbane, lørdag aften klokken 21:01 ud for adressen Valby Langgade 176, i mere end moderat november møgvejr.

Jeg skulle huske TV2 og Steffen Brandts blændende smukke sang. 

”Der er nogen chancer som man selv kan ta
Og flytte rundt med hvis man synes
Lidt op og ned, du ved man klarer sig
åh gud hvor åndssvagt”

”Kys det nu, det satans liv
Og grib det, fang det
Før det er forbi” *

 

Karmaloven works in mysterious ways 🤔

…………………………..

Tak Freja og Toke, for at være lige præcis de fantastiske, kloge, seje, smukke unge mennesker I er. Og tak for at I er så forbandet høje 180cm/192cm så at man rent faktisk må skifte til en mere sikker bil, på grund af jer.

Tak Michael, fra Karlsholm Leasing for allerede at være ved at finde en ny bil af samme slags til mig, selvom jeg lige har smadret hans første. Jeg køre ikke i andet fra nu af!

Tak til jer unikke, helt uundværlige mennesker, der er I mit liv og som jeg nu pludselig kan besøge og smadre biler på vej til og fra. 

Tak kloge, smukke, seje og enormt udholdende Anne for at have sunget, nej skrålet med i 22 år og i særdeleshed de seneste 10 

……..plus/minus 

OG

Tak fordi at DU læste med

/Morten

Hej og velkommen til (opdateret December 2022)

Mit navn er Morten Gantzler Oschlak.

Jeg har haft bloggen her siden 2017. I 2020 gjorde min datter mig selskab som skribent og redaktør, hvilket i og for sig var fair nok, eftersom jeg årevis havde skrevet om hende.

Freja og jeg holder også foredrag for -og supervision af fagfolk og pårørende. Vores familie består af Freja (20), Toke (17) Anne (43) samt undertegnede (47) Vi har alle autisme. Freja og jeg har også ADHD.

Jeg har tillige, i mange år arbejdet som professionel underviser og behandler inde for dagbehandlingen og børne -og unge psykiatrien. Så der er nok at skrive om. Vi prøver løbende at gøre bloggen mere brugervenlig og overskuelig. Lige nu ligger det projekt imidlertid et stykke nede i “to do bunken”

Vi er glade for at du er her 🙂 Mvh. Freja og Morten

Er dette din første artikel. Så prøv denne her.

https://autismeplusfar.com/2022/04/14/vil-du-ikke-nok-vaere-soed-at-loefte-boremaskinen-vaek-fra-sengen/

Eller denne her (skrevet af Freja)

https://autismeplusfar.com/2021/09/30/this-madwoman-is-being-burnt-alive/

Noter:

 *= Kys det nu det satans liv. Fra albummet: Nærmest lykkelig 1988 © Tekst og musik: Steffen Brandt

**= Der trænger til at blive skovlet noget sne. Fra albummet: Yndlingsbabe 1998 © Tekst og musik: Steffen Brandt

0

“Hey! Pssst. Du er altså ikke helt så uundværlig, som du har været det, skipper løgsovs” (Når ét nervesystem bliver til to, men de kappede livliner til ens barn fortsat trækker lidt i en)

Som jeg stod der i mit semi rodede samtalekøkken en lørdag morgen i maj og balancerede med min datters Starship Enterprise kaffekrus i den ene hånd og en koboltblå krykke i den anden, slog det mig pludselig, at jeg måske ikke burde have fortalt dem sandheden.

Min familie, altså.

Fortalt dem at jeg, efter 48 timers ufrivilligt, men af to myndige, modne operationssygeplejesker strengt påbudt sengeleje, med venstre fod placeret over hjertehøjde, blidt hvilende på en sindrigt konstrueret pyramide af sofa -og pyntepude, faktisk godt måtte begynde at “krykke mig” forsigtigt rundt i stuen.

Måske burde jeg have sagt 72 timer?. Eller 96.. Ah, fair nok. 96 timer var måske lige at stramme den.

Ikke fordi at jeg ikke kunne finde ud af at lave min egen kaffe. Tværtimod!

Det var faktisk det, der var problemet.

I de forgangne lettere morfintågede timer, var en af de få klare tanker jeg havde formået at holde fast i, den at jeg, med årene desværre nok var blevet alt, alt for god til at “lave min egen kaffe”, ligesom at jeg med tiden, ligeledes havde haft held til at bilde mig selv ind at:

“hvis ikke at “kaffen” bliver lavet af MIG, ja så bliver den ALDRIG lavet! I bedste fald vil den i hvert fald så blive for stærk, tynd, for bitter eller for kold”

Helt konkret, såvel som i overført betydning.

Jeg vidste at børnenes smukke, kloge mor der, som infanteristen, havde taget hovedparten af tjansen ved frontlinjen i den tid hvor børnene havde det allersværest, vidste hvad jeg snakkede om. 

Selv havde jeg tilbragt hovedparten af min tid i familiens ingeniør, forsynings –og sanitetstropper. 

Alligevel kunne jeg ikke slippe den følelse der, for tid og evighed, havde taget bo i mig. 

En følelse parat -og uundværlighed der kun langsomt lod sig fortynde efterhånden som konturerne, af det normale liv mine korte nætter længe havde tilladt mig kun at drømme om, pludselig tegner sig på den anden side, af det der engang var en slagmark.

Anne og Morten. En slagkraftigt, vedholdende og frygtet tomandshær. Det var -og det er vi.

Yeah!

Bevæbnet med grænseløs kærlighed, grænseløs tålmodighed, samt en spids pen og et ammunitionslager af ord til at spidde hvad end der måtte stille sig imellem os og vores to ufrivilligt skolefraværende børn, med angst og autismes fremtid og trivsel.

“If you want something done right, you gotta do it yourself”?

Sådan står der ned svungen, usynlig guldskrift over mængden af usynlige medaljer, herunder ikke så få Purple Hearts, der pryder vores usynlige uniformer, som efterhånden sjældent kommer i brug.

Jeg ved, fra samtaler med andre langvarigt ”udsendte” forældre, at følelsen af evig parathed, hører til reglen, snarere end undtagelsen. 

Enkelte af de hårdest ramte beretter tilmed om, hvorledes at de er kommet til at rette deres våben mod det kavaleri af lærere, pædagoger og psykologer, som ellers skulle hjælpe deres børn, fordi at hjælpen udfordrede en virkelighed som, udadtil, nok fremstod både skør og måske usund, men som alt andet lige repræsenterede det skrøbelige fundament i det eneste liv, forældrene efterhånden kunne erindre at have levet.

Et liv i den, af autismen og angsten udråbte undtagelsestilstand, med udgangsforbud efter mørkets frembrug, hvor man sjældent havde været mere end en reblængde væk fra hinanden og hvor ens eget nervesystem havde været udlånt så længe at det med tiden, efterhånden havde filtret sig ind i –og var blevet ét med ens barns.

Derfor forestår der oftest også et omfattende og bekosteligt mentalt genopbygningsarbejde når det komplekse vidt forgrenede netværk af livliner, som modige omsorgsveteran-forældre gradvist klipper til deres børn og unge mennesker med handicap, i takt med at børnene -og de unge lykkedes, forsat trækker i forældrene som fantomsmerten jager gennem en manglende kropsdel.

Min farmor, Lizzie, manglede benet fra knæet og nedefter, men hun kunne stadigvæk vrikker med tæerne og nogle gange gjorde de ondt som bare pokker.

……………

Apropos tæer og følelse herunder den af uundværlighed.

Onsdag d. 22 maj klokken 08:15 om morgenen, havde jeg ved nørdet selvsyn kunnet konstatere, hvorledes at fodkirurgen Michael, med et arsenal af skarpe sterile instrumenter og en ihærdighed som en haute couture skrædder, var gået forholdsvis hårdt til en stortå, som jeg ville forsværge ikke var min egen, fordi at den var så pokkers godt bedøvet.

Og måske var det selvsamme fornægtelse af eget kød, der fortsat hang ved, da jeg kom hjem.

Jeg vidste, for det havde de to sygeplejesker hvis modne autoritet jeg ikke vovede at bestride, fortalt mig, at sårhelingen afhang helt og holdent af i hvor høj grad jeg formåede at holde mig selv i ro, de første par døgn.

Infanteristen og læderhalsen Anne, bakkede dem naturligvis op.

Ikke af udelukkende af medlidenhed, men ganske også enkelt fordi at hun ikke kunne overskue at stå med en idiotisk, misforstået helt af en mand, med en gennemblødt bandage og udsigt til ekstra 48 timer over hjertehøjde.

Jeg forstod hende godt.

Hun er benhård og jeg elsker hende for det -samt for en hel masse andet.

De første 24 timer gav sig selv. Foden gjorde ondt og jeg var semi-høj på de små røde piller jeg trods mine egne protester, havde fået ned hjem i en lille gennemsigtig pose.

“Lad nu være med spille helt” havde de sagt.

Ok så. Fint nok.

Mens at jeg senere lå og tænkte over dels hvor fantastisk en opfindelse kunstig morfin var -samt om jeg eventuelt kunne være kandidat til et semi misbrug, trøstede jeg mig ved, at der var styr på sagerne.

Jeg havde jo, på forhånd sikret første aftensmåltid, i skråsikker forvisning om at jeg da sagtens ville kunne stå for det næste.

Gu fanden kunne jeg da ej.

Anne købte mere ind og Freja, min skønne snart voksne datter, som jeg jo godt ved er en fremragende kok, stod for maden.

Efterfølgende klagede Freja over at hun, trods gentagende anmodninger fra hendes side -den første kom for over et år siden, endnu ikke var blevet sat ordentligt ind i, hvordan at vasketøj skal sorteres samt ved hvilke temperature det skal vaskes.

Som (far)manden og forsyningsofficeren der hidtil havde defineret sig selv ved blandt andet at stå for 98% af alle måltider og al tøjvask på matriklen, var det et skelsættende, men tiltrængt vendepunkt, at kunne hviske følgende beroligende sætning til sig selv. 

“Hey, du! Psst! Missionen er ved at lykkedes. Jeres børn udvikler sig, og du er altså ikke helt så uundværlig som du har været det, skipper løgsovs”. 

Så DERFOR ærgrede det mig også lidt, at jeg ikke smed 24 timer ekstra i puljen, da jeg fortalte, hvor længe jeg skulle ligge ned.

Selvom jeg må tilstå at den første kop kaffe jeg lavede til mig selv og efterfølgende drak af Frejas Starship Enterprise krus, efter mine første vaklende skridt, smagte bare lidt bedre.

Tak fordi at du læste med.

/Morten

Til eventuelle nye læsere.

Hej.

Jeg hedder Morten. Jeg er 44 år og far til to børn – en pige på 16 og en dreng på 14 med autisme og Adhd. Noget de angiveligt ikke har fra fremmede, hvis I forstår hvad jeg mener. 🙂

Heldigvis er jeg også godt gift.

Professionelt beskæftiger jeg mig med komplekse autismetilstande og angstprofiler og har gjort det i en årrække – som underviser inden for dagbehandlingsområdet og som selvstændig psykologisk konsulent.

I den forbindelse tager jeg gerne ud og holder foredrag, undervisning, supervision og workshops.

At jeg er den jeg er, med de børn jeg har og beskæftiger mig med det jeg gør, giver mig unik mulighed for at anskue autismeområdet fra vidt forskellige synspunkter og vinkler.

Både indefra –og udefra.

En gang i mellem prøver jeg at så, efter bedste evne, at samle trådene fra alle de hjørner jeg befinder mig i, i denne blog.

Jeg er glad for at du kiggede forbi.

Bloggen har eksisteret i 2 år nu, så der er rigeligt med artikler i arkivet. Bare slå dig løs 😉

Du kan finde mig på facebook, her: www.facebook.com/AutismePlusFar

Har du ikke læst andet hos mig, end den korte artikel, du netop har færdiggjort, så prøv denne her.

“Som at drukne på land” (Om røde og sorte nedsmeltninger, 5 sekunders tiltrængt bevidstløshed -og en datter-guidet tur ind i et næsten glemt univers, som ingen bør besøge)
0

En kort, positiv artikel

(Udgivet første gang i april 2018)

Anne stillede for mig for nyligt over for den udfordring, at skrive en artikel til bloggen, der var både kort, positiv og som jeg kunne offentliggøre på den internationale autismedag 2 april.

I dag er det så den d. 8 april…. (sad klokken 23:30 d. 2 april med en halv side tekst, tunge øjne og en savlstribe i mundvigen og tænkte ”Hey! Hvem prøver jeg egentlig at narre??!”)

Kort, positiv!? Godt, så! Jeg prøver. For der er, sandt at sige, faktisk en del godt at berette.

Indledningsvis skal jeg bekræfte, hvad jeg skrev i et opslag på AutismePlusFars Facebookside for nyligt.

Ja. Det er korrekt. Jeg HAR skåret et lille stykke af mine højre pegefinger.

En lille skive af min pegefinger, var det vel nok egentlig…. Det var midt i det hvad der senere skulle blive til 3 kilo flødekartofler. Jeg var heldigvis lige begyndt.

Snittet som det kirurgisk skarpe stål på mandolinjernet lavede, var så fint, at der faktisk gik et stykke tid før at jeg mærkede det.

Lidt ligesom hønen der løber rundt uden hoved –eller soldaten der forsætte hen over slagmarken med adskillige kugler i benet.

Sådan har vi levet vores liv i efterhånden mange år, Anne og jeg.

Min datter var hurtigt på banen med både køkkenrulle -og senere med 10 stykker plaster, som hun møjsommeligt pakkede ud ét efter ét.

Vi vedtog, begge to, senere enstemmigt, at vi nok efterhånden er ved at være der henne, hvor vi skal ha’ os en rigtig forbindingskasse.

Vi skærer nemlig en del i os selv, mine børn og jeg… altså på den spotane og klodsede måde.

Apropos det, så vidste fra jeg fra en lignende episode, hvor jeg ligeledes havde forkortet min venstre tommefinger, at selvom det blot drejede sig om få millimeter kød og hud, ja så afstedkommer den slags mikroamputationer altså en betragtelig mængde blod.

Og ganske rigtigt.

Freja er heldigvis ikke sart, når det handler om at se blod!

Hun har selv jævnligt præsteret at sprøjte næseblod ud i mængder der har fået hende til at ligne en vampyrzombiebrud.

Husker særligt én episode med en blodig Freja (-og lidt stolt. Hun er ret vild med zombier) i hvid sommerkjole.

I lige præcis dette tilfælde frabad hun sig dog venligt, men bestemt, at jeg blødte direkte på hende. Ligeledes måtte jeg sådan set også gerne forlade køkkenet.

Det er sådan en angst-for-infektioner-ting hun har.

Fair nok……

Nogle gange bærer en sådan en akut opstået og uafvendelig situation, forandringen med sig på skuldrene.

Således brasede jeg, stadigvæk blødende ud på toilettet, mens at min søn var i bad. Noget jeg ellers aldrig ville gøre!! Ganske som forventeligt udstødte Toke også et udefinerbart næsten dyrisk brøl, af den slags han også har benyttet sig af i forbindelse med nedsmeltninger, og råbte dernæst, at jeg skulle forsvinde.

Jeg forklarede så tålmodigt som man nu kan, når man dryp-bløder, hvad der var sket.

 

”Kan du så ikke finde et andet sted at bløde?!” Skreg han!

”Nej. Det kan jeg fandeme ikke!!” Skreg jeg tilbage, med en stemme der slet ikke var min –og som var meget lidt autismepædagogisk korrekt….

”Ok….Godt så..” lød det, overraskende roligt, fra den anden side af badeforhænget….

”Det var lige godt pokkers!” -tænkte jeg, alt imens at jeg skyllede mit sår -og iagttog vandet forsvinde i lyserøde hvirvler ned i vasken.

Selvom EXPOSURE –altså forsøg på behandling via pludselig og voldsom eksponering for, hvad der nu engang måtte tricke ens barns ubehag, faktisk repræsenterer et af mange greb i den store psykologiske værktøjskasse, er det altså IKKE noget jeg, hverken som fag –eller privatperson, vil anbefaler at man giver sig i kast med, i hjemmelaboratoriet.

I autismeland, hvor vores familie har postadresse, kommer blivende forandringerne til det gode nemlig sjældent over night –eller på Nescoffee-maner.

Altså hvor man overhælder to skefulde af ens barns rigide adfærd, sansefølsomhed eller angst med kogende vand, rører rundt, lukker øjnene og så ellers nyder smagen af frihed mens at førligheden og forstanden efterhånden melder deres hjemkomst i ens, ellers efterhånden godt og grundigt afsjælede legeme.

Det kunne ellers være fedt…..

Man kan heller ikke råbe eller ruske autismen og dens følgetilstande ud af sit barn.

Til gengæld hører viden, benhårdt arbejde, grænseløs tålmodighed, –samt i visse tilfælde, noget så gammeldags som tro, til blandt de hårdeste og mest gangbare valutaer når ens autistiske barn skal købes fri af, eksempelvis den rituelle adfærd, der kan lægge ikke blot barnet, men hele familien i usynlige lænker.

Kodeordet i den forbindelse er: Stressreduktion!

Toke fyldte 13 år her den 25 marts…. Godt en uge før blodbadet i badeværelse. Bum! Så havde man lige pludselig to teenagere.

Knap nok havde jeg rystet chokket af mig over at Tokes alder nu ikke længere tillod mig af ignorere hans markante barytonstemme, nu 182 cm lange krop, de tætte dun på overlæben og hans størrelse 45 ¾ i sko, før at han diskret hev mig til side og bekendtgjorde følgende:

”Far. Der er lige noget vi snakke om. Jeg har tænkt over det med tidspunkterne og hvis at I ellers vil love ikke at snakke om det –eller rose mig med de dersens irriterende lyse stemmer, I (mest mor) nogle gange bruger, så tror jeg, at jeg er klar til at stoppe med det. Faktisk har jeg været klar i et stykke tid”

Jeg blev så paf at jeg, til Tokes slet skjulte irritation, måtte bede ham gentage det, han lige havde sagt.

Den var god nok…

Det med tidspunkter, som Toke var klar til at stoppe med, hvis vi ellers ville love ikke at være irriterende, var et angstbåret autismeritual som igennem tiden var blevet næret af stress i et omfang så det var blevet decideret invaliderende for Toke –og styrende for resten af familien i en grad, at det trak tråde til stort set alle vores aktiviteter.

Toke havde haft den idé at han, alle sine vågne timer, skulle være på sit værelse foran sin computer HVER time klokken 00.59 og se uret skifte. Først til klokken hel, og siden til klokken ét minut over.

Et tilsyneladende meningsløst ritual, der dog på en eller anden måde havde fungeret som det kit der holdt sammen på Tokes skrøbelige verden. Og i en eller anden forstand også på vores, for Anne, jeg selv –og storesøster Freja havde, hvor skørt det end må lyde, efterhånden vænnet os til, at sådan var det bare.

Man kan vænne sig til en hel del, hvis det skal være…

En tilværelse uden hoved -eller med adskillige kugler i benet….

-eller noget…

Men nu var det tilsyneladende slut.

Processen frem mod det punkt, hvor Toke følte sig tryg nok til at gøre sig selv fri af den mentale sikkerhedsline, der ellers på hvert timeslag trak ham ind på værelset, havde været et langt, sejt træk, hvor vi løbende havde stressreduceret ham, på så mange områder som muligt.

I den forbindelse havde vi gjort vores yderste, for at Toke ikke skulle føle sig skamfuld over sin adfærd. Toke vidste jo godt, at det ikke var helt normalt, det han havde gang i. Omvendt vidste vi, at hans adfærd udsprang af en ekstrem angst over for krav, valg og kontroltab.

Pathological Demand Avoidance, (PDA) kalder man den slags. (se link nederst)

En følgetilstand inden for autismespektret, som man altså ikke bare sådan, uden videre bider skeer med.

Og slet ikke på den korte bane.

Ikke at vi slet ikke italesatte det der skete. Det gjorde vi skam. Men vi bestræbte os på, at bevare en ro der, skønt det måske kunne se sådan ud, hverken var udtryk for resignation -eller laden stå til.

Alene det, at vi ikke stressede Toke yderligere ved konstant, bevidst eller ubevidst at bebrejde ham en adfærd, som han, på daværende tidspunkt ikke havde skyggen af en chance for at tænke –eller handle sig ud af –lige præcis DET var medvirkende til, at han hver dag bevægede sig en lille smule tættere på muligheden for, en dag rent faktisk bryde med sit usunde adfærdsmønster-

Og det lykkedes, til trods for at undertegnede professionelle autismeekspert (og nu også hjemmekirurg) med jævne mellemrum faldt i gryden med vrede, sorg, frustration –og utålmodighed ,hvilket afstedkom en håndfuld ret åndsvage forsøg på at forcere Tokes stressreducering…….

Anne satte heldigvis ikke en fod forkert. Det gør hun sjældent!

Derfor var det også lidt uretfærdigt, at hun ikke måtte rose barnet, med sin lyse –jeg vil nok kalde den, entusiastiske stemme, da hendes bestræbelser rent faktisk gav pote.

I stedet roste vi hinanden med den slags grødede stemmer, som en solid omgang gin & tonic kan udstyrer en med.

Efterhånden som vi stressreducerede, begyndt Toke gradvist at lave små orienteringsforsøg.

Først kunne han klare et af vores desværre ultra sjældne besøg, hos vores ældste vennepar, hvis jævnaldrene børn Freja og Toke har kendt altid.

Senere turde Anne og jeg knap nok tro vores egne øjne, da Toke mestrede at deltage i et flere timer langt rollespilsarrangement, blot for efterfølgende at lægge sig i sengen adskillige dage –og så i øvrigt falde tilbage i timestrukturen –altså lige indtil næste arrangement, en måned senere.

Og så fremdeles….

Anne og jeg skiftevis holdt vejret og vejrede morgenluft (det er ret svært, skal jeg hilse at sige) og da miraklet langt om længe indfandt sig og Toke efter halvandet års skolevægring fik anvist den højt specialiserede behandlingsplads, vi kun turde drømme –men aldrig mistede håbet om, var vi selvsagt mere end almindeligt spændte på hvordan en skolehverdag dog skulle kunne hånd i hånd med Tokes timestruktur?

Spørgsmålene tårnede sig op og jeg begyndte efterhånden at forstå de forældre der efter år i stress –og autismefængslet retter deres våben mod det kavaleri der kommer for at befri dem.

For hvad nu??!!

Ville skoleindkøring ikke bare betyder mere stress? En stress der med et snuptag, ville trevle den løst strikkede imaginære sweater af tryghed op, iført hvilken Toke nu faktisk kunne klare at opholde sig få timer uden for matriklen i Vanløse?

Både ja og nej….

Faktisk gik det lidt ligesom på film…..

Den slags film, hvor hovedpersonen, en dreng med autisme og PDA, på sin 13 års fødselsdag, diskret trækker sin far til side med ordene. ”Der er lige noget vi skal snakke om”

En dreng der samtidig var blevet matchet med en fantastisk behandlingsskole og en fantastisk lærer, som kompenserer med oceaner af tålmodighed, for alt det han endnu ikke forstår.

Alt peakede synkront, i vores liv, og den børneopsparing af lige dele stressreducering -og behandling, vi tålmodigt havde forvaltet kom til udbetaling, på det helt rigtige tidspunkt alt imens kavaleriet kom ridende ind fra vest, med den nedgående sol i ryggen.

The end….

Eller…

Vi sover så virkelig dårligt om natten for tiden! Alle sammen!!

Guess you can’t win them all….

For da Toke gjorde sig fri at sin timestruktur i dagtimerne, åbnede skolestarten og alle de forandringer den trak med sig ind i hans liv, døren op for at en ældgammel følgesvend, i alt ubemærkethed kunne snige sig ind.

’Den bange fornemmelse’

En natte-gyser af en angst tilstand, hvor truende skygger materialiserer sig i hans synsfelt –og hvor  alle de billeder og øvrige indtryk hans støvsuger af en youtube hjerne får samlet op, flagrer rundt bag hans lukkede øjenlåg, usorterede og i krystalklar opløsning.

Det er så her, at jeg ender med at krybe sammen på de få centimeter seng hans brede skuldre efterlader til mig, mens han krampagtige holder fast i min arm –for med den som en slags forankring til virkeligheden, at kunne overgive sig til søvnen.

Anne kører lidt det samme show med Freja, for tiden. For Freja har jo også lige fået behandlingsskole plads og selvom såvel skole som lærer, også i hendes tilfælde, er et match made in heaven, ja så kender forandringerne deres pris.

Og den pris er så åbenbart vores ellers hårdt tilkæmpede nattesøvn.

Så måske var det, i virkeligheden derfor –i et anfald af træthed, at jeg her forleden skar en fin lille skive af min pegefinger.

Så fin, at der gik noget tid før at jeg kunne mærke det.

Shit happens.

(Den var da både kort -og positiv, ik?)

Kh. Morten

Tak fordi, at du læste med.

Du kan følge mig her eller på http://www.facebook.com/autismeplusfar

Klik gerne på synes godt om/følg knappen, på Facebooksiden, så får du nyt fra mig, hver gang at jeg udgiver nye artikler.

Har du aldrig læst på min blog før -eller planlægger du kun at læse én artikel så vælg denne her. 😉

https://autismeplusfar.com/2017/05/10/som-at-drukne-paa-land-om-roede-og-sorte-nedsmeltninger-5-sekunders-tiltraengt-bevidstloeshed-og-en-datter-guidet-tur-ind-i-et-naesten-glemt-univers-som-ingen-boer-besoege/

1

Blog på WordPress.com.

Up ↑