Man må godt ‘fake’! (En hyldest til ‘gardinbørnene’, min farfar -og Gene Hackman)

IMG_7032.JPG
Hurra for ‘gardinbørnene’

Her sad jeg, kun adskilt fra kvinden i mit liv, af 10 meter hårdt festende –og drikkende højskoleelever og indså, at jeg ikke havde det fjerneste begreb om, hvordan at man flirtede.

Til gengæld havde jeg lige præcis nærvær og social indsigt nok til at begribe, at uret tikkede og at der potentielt kunne være andre interesserede ’hanner’ i området.

Jeg traf derfor en rask beslutning og gjorde, hvad der instinktivt virkede som en vildt god idé, i situationen.

Jeg begyndte ganske enkelt at sende den smukke unge kvinde, jeg havde fået øje på, byger af groteske og absurd grimme ansigtsudtryk –lidt i stil med de som Discovery Channel havde lært mig, at den New Zealandske oprindelige befolkning brugte ved ceremonielle lejligheder.

Herefter holdt jeg vejret….

Havde kvinden, som jeg senere skulle ende med at blive gift med, nu været lidt mere vaks ved havelågen, havde hun nok kunnet tolke mine tilnærmelser, som en kraftig indikation på, hvilket slags ’sjove’ børn vi i fremtiden ville komme til at sætte i verden, hende og jeg.

En slags biologisk markør, om man vil…

Men musikken var høj, belysningen dæmpet –og desuden havde jeg lagt et kraftigt røgslør ud, ved at iføre mig en lidt for dyr aftershave, farve mit røde hår sort og skrue mig ned i et par lidt for stramme læderbukser.

Chanceløs som hun var, besvarede hun min akavede kurtisering med en horde af, om muligt, endnu hæsligere grimasser.

”Yes!” Tænkte jeg. ”Nailed” it! Og fortsatte.

Så alt imens mens at resten af festen tonsede derudaf rundt om ørene på os –og de resterende festdeltagere drak og dansede og drak og….gjorde det man nu gør, når man gerne vil tiltrække sig det modsatte –eller samme køns opmærksomhed –alt i mens at det fandt sted, ja da sad Anne og jeg, uden specielt meget alkohol i blodet og arbejdede os igennem 150 variationer af ’at række tunge’ til vores ansigtsmuskler gjorde ondt.

Det var i januar 1998, i teatersalen på Ærø Folkehøjskole, 5 dage inde i et 5 måneder langt skuespilforløb.

Resten er historie, som man siger.

Mange år senere stod jeg i en anden teatersal som underviser i fagene Drama/Performing Arts på Copehagen International School. Det var min sidste undervisningstime, på min sidste arbejdsdag.

Foran en etnisk broget samling af teenagere –primært børn af diplomatiet samt udstationerede medarbejdere fra en række store virksomheder, fandt jeg anledning til genfortælle historien om hvordan at jeg mødte mine børns mor.

Dagens tema var kropssprog og social adfærd, og den forståelse heraf, som er en del af fundamentet for skuespilkunsten.

Kropssprog og social adfærd stod for mig, personligt, som discipliner, jeg følte mig super sikker i, så længe at rammerne, vel at mærke var den laboratorie-agtige, kunstige frembragte virkelighed, som skuespil nu engang er.

En opvækst, hvor jeg fra jeg var 11 år til jeg var 22 var en del et børne og ungdomsteateret Gawenda -et sted med højt til loftet og plads til det skæve, eksperimenterende –og nørdede, havde betydet at scenen var blevet en slags kravlegård, hvor jeg frit kunne dyrke og eksperimentere med alt det, jeg senere fik papir på, at jeg rent faktisk havde svært ved.

Det sociale!

Og sandt var det, at jeg ude i den ’virkelige’ virkelighed, i ganske mange år havde en tendens til at bære mig anderledes ’kantet’ ad end på scenen, hvilket kærlighedshistorien fra den lille ø i det sydfynske, da også tjente som et lysende eksempel på.

At lave grimasser, var -på en eller anden måde, blevet min komfort-zone 🙃

Mine elever på CIS, hvoraf mange var produkter af det Brittiske og Amerikanske skolesystem –og som derfor tiltalte mig Mr. Oschlag, spidsede ører. Det var tydeligt at flere af dem følte sig intimideret af min pinagtige fortælling, men de var for høflige og for velafrettede til at give udtryk for dette.

Så jeg fortsatte min forelæsning ufortrødent.

På det tidspunkt i 2014, 16 år efter de skæbnesvangre grimmasser på Ærø befandt jeg mig i et interessant krydsfelt mellem at være far til to børn med autisme og ADHD og selv netop at være blev udredt -og udråbt som hovedleverandør af de sjove gener.

Professionelt havde jeg længe været min internationale arbejdsgiver utro og udført opgaver for Psykologisk RessourceCenter. Efter modne overvejelser var jeg blevet enig med mig selv om, at lægge dramaet bag mig og gå ’all in’ på autisme –både på Ressource Centeret, men også på Søstjerneskolen, som Psykolog Kirsten Callesen, var i færd med at starte.

Jeg havde defor netop afleveret min opsigelse til min amerikanske direktør Walther Plotkin –en lille mand der gik i jakkesæt og træsko og havde en fremtoning som ledte mine tanker i retningen af skuespilleren Gene Hackman.

Gene Hackman var –og er i øvrigt en af mine yndlingsskuespillere.

Han er et produkt af den skole indenfor branchen, som jeg selv sværger til, hvor der ikke er så meget pis og føleføle halløj. Man forbereder sig grundigt, husker sine replikker, undgår at støde ind i rekvisitterne, trykke på en knap inde i sin hjerne og bum! Så spiller man! I Hackmans tilfælde, som regel en eller anden semi-indebrændt type.

Jeg elsker Gene Hackman!

Jeg holdt også meget af min farfar.

Et halvt år før at jeg tog til Ærø og mødte kvinden jeg senere skulle blive gift –og få børn med, stod han foran det lille sorte hus, med de sprossede vinduer, ved Tinkerup Strandvej, vest for Gilleleje og pressede en 500 kroneseddel ned i min halvt åbne hånd.

Kort forinden havde vi sammen begravet hans søn, min far Søren og nu så den gamle mand det øjensynligt som sin opgave at sørge for, at jeg, hans eneste barnebarn, ikke led nød.

På det tidspunkt læste jeg på Universitetet og jeg er overbevist om at min farfar, som oprindeligt selv havde forladt 7 klasse for at gå i lære som smed, var oprigtig bekymret for om det der Kloge Åge-halløj, nu også var noget jeg, med tiden, kunne leve af.

Da jeg fortalte ham at jeg læste kommunikation, var hans korte svar:

”Ja, man skal kunne snakke med alle slags mennesker! Det må du aldrig glemme, Morten”

Det var der nu ingen umiddelbar risiko for at jeg gjorde. Jeg havde ikke tal på hvor mange gange at min farfar havde indprentede mig netop de ord, men det var mange!

Min farfar Hans var egentlig på bunden en stille mand, der holdt af sine daglige rutiner og gøremål… -og af øl.. Som jeg tidligere har skrevet i et andet indlæg, kunne jeg godt mistænke hans slægtled for at have spædet lidt til med aspergers-gener, men jeg er ikke sikker.

I efterkrigstiden kørte min farfar Danmark tyndt som oliefyrssælger for firmaet Calpam. Det var et job der krævede en udadvendthed som jeg tænker, ikke umiddelbart lå til ham.

Tiden og omstændighederne som eneforsørger med en kronisk syg kone, min farmor Lizcie hjemme, tvang ham imidlertid til, ligesom Gene Hackman, at trykke på en knap inde i sin hjerne og finde det langt mere udadvendte alter ago, spradebassen ’Onkel Hans’ frem.

Ellers solgte han ingen oliefyr.

Når han kom til Sønderjylland holdt han gerne sin kæft de første 10 minutter og lod de lokale drikke ham til, mens at de på det lokale tungemål, bagtalte ham Kjøvenhavneren –om end de måtte indrømme at han kørte en mindre og mere ydmyg bil end de andre sælgere (hvilket naturligvis var et helt bevidst valg fra min farfars side)

Det var så her at han afslørede overfor de lokale bønder at hans far var fra Haderslev –og at han derfor forstod alt hvad de sagde.

SÅ blev der skrevet købsaftaler!

Men min farfar var ikke ’Onkel Hans’. Det var bare en rolle han spillede. Eller på moderne dansk. Han fakede. Og efter at han var gået på pension og havde begravet sine kone –og ulykkeligvis også sin søn –lagde han også endegyldigt ’Onkel Hans’ i graven og blev den han nok mest af alt, i virkeligheden var.

En stille (i dag ville man kalde ham introvert) mand, som stod foran sit hus ved Tinkerup Strandvej og pressede en 500 kroneseddel ned i hans eneste barnebarns halvt åbne hånd.

Selvom han døde i 2002, var min farfar og hans bedrifter allesteds nærværende, da jeg i teatersalen anno 2014 afsluttede min lille score-forelæsning foran mine, nu utilsløret måbende dramaelever, med en pointe om at skuespil, som jeg ser det, for en stor dels vedkommende handler mere om benhård teknik end om dybe følelser -samt om at kende til, kunne aflure –og imitere social adfærd.

I den sammenhæng fremhævede jeg mit akavede scoringsforsøg i 1998 som et klasseeksempel på, hvordan man, i langt de fleste tilfælde, IKKE skulle bære sig ad. Når det så nu alligevel var lykkedes kunne det givetvis tilskrives et kombination af dumhed, held –samt at vi befandt os et sted, hvor det at se grim ud med fuldt overlæg, til en vis grad kunne retfærdiggøres.

Jeg afsluttede mine talestrøm og tog afsked med mine elever, med en opfordring til dem om være en lille smule dumme –bare en gang i mellem.

Herefter afleverede jeg mine nøgler på kontoret og gik herefter op i biblioteket for at nyde et glas køligt hvidvin og lytte til alle de pæne ord, den lille træskosbesatte Gene Hackman-klon nu havde at sige om mig.

Da han var færdig, takkede jeg, og tog for en kort bemærkning selv ordet.

Jeg bad mine kollegaer –og min ledelse love mig at se efter –og passe godt på ’gardinbørnene’.

I de 7 år jeg havde undervist i drama, havde jeg haft hundredevis af børn og unge fra over 50 forskellige lande igennem min teatersal.

I den forbindelse havde jeg hæftet mig ved, at der på hvert hold altid var en enkelt eller et par stykker, der langt hellere ville nyde den beskyttelse salens 5 meter høje tunge, sorte gardiner gav dem, end de ville sidde frit eksponeret, blandt de øvrige, rundt om scenen.

Ligeledes brød gardinbørnene sig meget lidt om at står spotlyset, på scenen, hvis at der vel at mærke var et publikum, der kiggede på dem.

Hver gang at der blev afholdt prøver –eller eksamener i faget (og det blev der ofte) havde jeg derfor den særaftale med gardinbørnene om, at de –som de eneste kunne få lov til at lave deres fremlæggelse med mig som eneste anden person i salen.

Igennem årene var jeg blevet både rørt og overvældet af de præstationer, gardinbørnene havde leveret, som hørte til i blandt de bedste jeg nogensiden havde overværet.

Der, på scenen, kunne de i ro og mag –og til deres store lettelse erfare, at alt adfærd ikke nødvendigvis behøvede at være dybtfølt. Man kunne bare lære sine replikker, indgå at støde ind i rekvisitterne -og så ellers ’ lade som om’

Således sluttede min sidste arbejdsdag, på den Internationale skole.

Jeg har sidenhen, i min nye branche, haft rig mulighed til at forske videre i de tanker jeg har gjort mig, om hvorvidt det er muligt at bygge bro mellem det som skuespillere kan og de værktøjer vi med diagnoser ofte mangler –eller ikke ved hvordan at vi skal bruge.

Jeg arbejder fortsat på sagen –og har i den forbindelse ikke holdt mig for fin til at eksperimenterer med mine egne hjemmelavede børn.

Således øver vi, min søn, datter -og jeg selv os, i ny og næ, i at ’lege’ at vi er normale.

Ikke fordi at vi på nogen måde skammer os over at være os, men fordi at det at være ’normal’ kan være ganske praktisk i visse sammenhænge.

Min datter på snart 15 har således for længst, med sin mor som observatør, gennemført tøjkøb i H&M, hvor hun næsten har formået at smile af ekspedientens velmente forsøg på smalltalk.. 🙂

Min venne –og bekendtskabskreds som tæller både professionelle skuespillere, instruktører og andre med relation til kunstverdenen, har ud over at måtte lægge ører til mine idéer, kunnet bekræfte mig i at nørde-faktoren i hvert fald er tårnhøj indenfor deres branche og at mange af dem egentlig har det bedst -og er aller mest trygge, når de arbejder.

Men fair nok. En del af de læger, jurister –og håndværkere jeg kender, sige faktisk nogenlunde det samme.

Så hurra for os gardinbørn! Vi er over alt.❤️

Pas godt på os!

Hurra, også, for Gene Hackman. En film han er med i, er altid en god film!

OG æret være min farfars minde.

Nå ja, for resten.

I vil vel gerne vide, hvad der efterfølgende skete, da Anne og jeg var blevet trætte af at skære ansigter af hinanden, den gang i teatersalen på Ærø i 1998.

Jamen, det er såmænd ingen hemmelighed.

Mens at festen ligeså langsomt ebbede ud og lysene slukkede, trak vi i al ubemærkethed om bag et 5 meter højt, sort, tungt gardin.

Og så kyssede vi.

Tak fordi at du læste med. Del gerne.

Du kan følge mig her -eller på http://www.facebook.com/autismeplusfar

kh. Morten

Du siger at jeg skal gøre det. Derfor gør jeg det ikke! (Om autisme, struktur, PDA og olderfars 15 rejser til Gardasøen)

img_7003
Flyvende Freja. Pigen der afviste skemaer og struktur indtil at hun, efter 7 år begyndte at bygge sin egen.

(Udgivet første gang 25 februar 2017)

Freja og Tokes oldefar, min farfar Hans besøgte det samme lille Hotel ved Gardasøen i Norditalien 15 –måske 16 gange.

Han steg på en bus i Danmark, gjorde holdt i den lille tyske landsby Denkendorf, hvor han indtog en wienersnitzel på størrelse med en frokosttallerken, for dagen efter at ankomme til Norditalienske Limone, hvor han tilbragte de næste 14 dage på et lille familiedrevet Hotel der klyngede sig op ad bjergsiden i byens udkant.

Alt dette ved jeg, fordi at jeg, et år fik lov til at gøre ham selskab.

Fra det øjeblik at jeg, ikke uden en vis andægtighed fra min farfars side, fik overrakt den gule og grønne billet med påskriften Tjæreborg Rejser, lod jeg mig, sammen med ham skrive ind i en fortælling, hvor det meste af drejebogen egentlig allerede lå klar.

For min farfar var turene til Limone, som et par behagelige sko, man kunne smutte fødderne i –og som allerede var gået så godt til, at de stort set kendte vejen.

Alt var som det plejede år efter år –og stort set intet ændrede sig. Siddepladserne i bussen, værelsesnummeret på hotellet, tjenerens vittigheder ved morgenbordet, menuen, udflugtsplanen (med tur til skofabrik i Verona) og så videre.

Lod min farfar blikket fare rundt, når han sad ved sit sædvanlige bord i hotellets restaurant, var det tilmed stort set de samme ansigter han blevet mødt af, som ved tidligere rejser.

Min farfar viste mig stolt det hele og med tiden er det gået op for mig at strukturen, forudsigeligheden og genkendeligheden omkring rejserne fra Gilleleje i Danmark til Limone i Norditalien, hvor alle i øvrigt kaldte ham for ’Onkel’ Hans, at alt dette gjorde den store, lettere introverte ,tidligere smed og oliefyrssælger, både glad

-og tryg.

Jeg ved ikke om Frejas og Tokes oldefar havde en lille snert af Aspergers.

Min kones kunstner-familie har givetvis også kastet mange farverige gener ind i puljen. Den slags er vanskeligt at afgøre.

Når jeg har afholdt workshops -eller har holdt foredrag, har jeg gerne anbefalet tilhørerne at reservere snakken om, hvilken slægt der leverede autismepakken –eller størstedelen af indholdet, til en dag hvor der er god rødvin og rigeligt med selvironi på bordet.

En ting er dog sikker –og det gælder, hvadenten man har papir på en diagnoser, eller ej.

STRUKTURER i form af rutiner, vaner, yndlingsretter, stampladser –favoritdestinationer virker afstressende og vores hjerne den elsker dem.

Undertegnede holder for eksempel hellere i min foretrukne kø på min foretrukne rute  på vej til arbejde og hyggebander over mine medtrafikanter end jeg nedlader mig til at køre en omvej med lidt mindre trængsel.

Virkelig fjollet, men igen super trygt og …. Og apropos.

img_7005
Hotel Europa i Limone

VI MED DIAGNOSER (det lyder næsten som et nyt månedsblad, trykt på lækkert farvestrålende papir) –altså sådan nogle som mine børn og mig selv, kan have ekstra meget gavn af at nogle viser os hvilken vej vi skal køre eller gå.

Tydelige strukturer kan tjene som de trædesten, der kan bringer os tørskoede gennem en hverdag, fyldt med lurende ubekendte, i en verden hvor omstillingsparathed og fleksibilitet er de foretrukne betalingsmidler.

I den sammenhæng kan det være en kæmpe hjælp for især børn og unge, med autismetilstande og/eller ADHD, hvis mennesker med mere overblik end dem selv, trækker eksisterende strukturer frem (ex. Hvordan kommer jeg ude af døren –og i skole) og gør dem synlige –for eksempel i form af dagsprogrammer, skemaer, lister m.m

For nogle er det tilstrækkeligt at få det på skrift, mens andre har brug for billedestøttet struktur i form af fotos eller piktogrammer.

Jer, der allerede har læst Indlægget ”Jeg kommer med Obama!” her på bloggen, ved ligeledes, at hele det maskineri der omgiver verdens magtelite, det være sig statsledere, kongelige –og virksomhedsledere, er voldsomt autistisk –og angiveligt ville være mere eller mindre handlingslammet, uden dets regler, protokoller, stramt tilrettelagte tidsplaner og horder af rådgivere.

Den gode nyhed er at størstedelen af børn og unge –og tilmed voksne med autismetilstande ADHD, tager rigtig godt i mod hjælp og støtte i form af tydelighed, genkendelighed og specialpædagogiske strukturværktøjer som skemaer, planer- og piktogrammer.

Altså bortset fra når de ikke gør det!

Sådan nogle børn har jeg.

Min datter Freja (16) har ligesom sin lillebror Toke (13), ud over deres grunddiagnoser, profilen PDA – Pathological Demand Avoidance –eller ekstrem kravafvisning.

Der er efterhånden blevet sagt og skrevet en del om PDA –også her hjemme, hvor profilen (der underforstået IKKE er en selvstændig diagnose), efterhånden er ved at snige sig ind i -om ikke håndbøgerne, så i hvert fald i bevidstheden på de børne -og unge psykiatriske afsnit.

Psykolog Kirsten Callesen, som jeg arbejder sammen med både på Psykologisk Ressource Center –og på Søstjerneskolen, var den første til at skabe opmærksomhed om PDA profilen, her hjemme.

Kirsten har ofte et brugt et særligt udtryk, når hun taler om PDA, som jeg syntes kommet meget tæt på den tilstand jeg har kunnet oplever hos mine børn.

Forpinthed.

Særligt forbindelse med kravsituationer ”Nu skal du…?” (ex. Se dette skema over turen til Legoland) eller i forbindelse valg ”Vil du…?” (ex. Have noget at drikke)

Med forpinthed menes der, at barnet kan oplever både psykisk, men ofte også decideret fysisk ubehag, når det stilles overfor krav og valg.

Barnet bliver låst, handlingslammet og kan ofte ikke sætte ord på sine behov.

I visse tilfælde kan barnet udvise stærk aggression samt noget der, til forveksling kan ligne uopdragen eller manipulerende adfærd, men som i virkeligheden bunder i en helt reel angst eller angstlignende følelse der er direkte koblet til det enorme tab af kontrol, som barnet oplever.

Barnet vil have hjælp, men man må ikke hjælpe det.

Man kan sagtens opleve kravafvisende eller autonom adfærd hos sit barn (eller hos sin kæreste/ægtefælle), uden at det nødvendigvis falder ind under kategorien PDA.

Omvendt er der en del børn og unge med PDA, der holder sig under diagnose-radaren -i hvertfald i autismesammenhæng fordi at de måske fremstår velformulerede og ‘for gode’ i sociale sammenhænge, men så, med deres kravafvisende adfærd, i stedet tiltrækker sig opmærksomhed indenfor andre områder af psykiatrien.

Som forældre er det top frustrerende at være vidne til. Som professionel er det top interessant og udfordrende.

Meget!

Visuel struktur, har længe været den hellige gral inden for autismeområdet –ganske enkelt fordi at skidtet virker.

Da Anne og jeg kom hjem til 7 år gamle Freja og stolt fremviste vores første hjemmelavede skema, blev vi derfor noget overrumplede da Pippi-barnet kvitterede for vores indsats ved stor- skrigende at flå det i stumper og stykker foran vores måbende ansigter.

Vi skyndte os at printe et nyt ud!

”Nå! Mor og far har nok været på kursus, hva?!!

Hun sagde det ikke direkte, men hendes ansigtsmimik var ikke til at tage fejl af, alt i mens hun under højlydte skrig og råb destruerede skema nummer to, tre –og fire.

Skema nummer fem laminerede vi. Ha!

Vi fandt det senere –med bidemærker i.

Freja afskyede ganske enkelt struktur og forberedelse og vi forstod ingenting. I hvert fald ikke til at begynde med.

Alt imens vi grublede over, hvad pokker det mon var vi gjorde galt, blev vi stædigt ved med at printe skemaer og piktogrammer ud –i hundredevis om alt mellem himmel og jord lige fra daglige rutiner, særlige begivenheder –you name it.

Vi viste dem til hende –uden at opleve nogen som helst positiv respons og placerede dem så ellers snedigt på steder, hvor vi vidste at hun ville komme forbi og håbede det bedste.

En sjælden gang kunne man opleve hende kaste et diskret blik på vores frembringelser, men for det meste havde vi fornemmelsen af at hun gennemskuede os helt vildt, tyggede vores pædagogiske intentionerne i stykker -og spyttede dem ud bagefter.

På et tidspunkt gik det op for os, at hvis vi for alvor ville have ungen med på vognen, så måtte vi give hende fornemmelsen af at hun havde en eller anden form for medbestemmelse -og inddrage hende der hvor det kunne passe ind.

De store linier lagde vi naturligvis selv.

Vores strategier spændte mellem alt fra at inddrage Freja i farve og ordvalg, når der skulle laves skemaer og til at hævde over for hende at skemaer skam slet ikke var til hende, men til os.

Opfindelsen ’BAGDØRENE’ skulle vise sig at få en afgørende betydning i forbindelse med Frejas anstrengte forhold til struktur.

Jeg ved ikke om I der læser dette, nogensinde har haft det sådan, men på en række tidligere arbejdspladser har jeg i hvert fald ofte fundet mig selv siddende til (endnu) et langtrukkent personalemøde og ønsket mig, at der pludselig ville manifestere sig en hemmelig dør i væggen. En flugtvej, som kun jeg kunne se –og som jeg, uden varsel, kunne løbe ud af –UDEN at sige farvel eller se mig tilbage.

Sådan en dør gav vi Freja på hendes skema –og hun var selv med til at vælge farven.

En bagdør rummede tre scenarier, hvor det tredje altid var at kaste sig ind i bilen og forsvinde i en symfoni af hvinende dæk –og en sky ad brændt gummi. (Ligesom præsidenter gør, hvis noget går galt)

Alle disse tiltag var, på ingen måder ’instant coffee løsninger’ hvor man bare tilsatte kogende vand –og så virkede de.

Et barn eller en ung med PDA kan fremstå så ulykkeligt, låst fast og så voldsomt og forpint, at man som forældre kan finde de første 100 gode grunde til at lade være med at ‘gøre sit barn fortræd’ med flere krav.

Her er det at man, for alt i verden, skal blive ved -finde nye veje, nye indfaldsvinkler -og tænke ud af boksen.

Det der virkede var nemlig, at vi aldrig gav op! Never ever!!! Og det til trods for at ikke bare Freja, men nu også lillebror Toke, kæmpende tilbage med næb og klær.

Struktur og tydelighed vedblev med at være faste elementer i vores hjem –ikke bare i form af skemaer, men også i vores kropssprog -samt i selve måden vi snakkede på.

Knap 7 år efter at vi havde tegnet de første ubehjælpsomme tændstiksmænd, sagde Freja sit første ’næsten tak’ og gav mig så efterfølgende 10 minutter til at stille hende spørgsmål om, hvordan det føles, at have en DPA hjerne, når man bliver stillet over for et krav eller valg.

Freja beskriver det som, at det nogle gange starter som et rødt billede inde i hendes hoved.

Der fra siver følelsen som en gas, ud i kroppen, hvor den hurtigt samler sig i maven og bliver til en klump der kan minde om en ’bangeklump’ men i virkeligheden er en ’vredesklump’

Herfra kan det gå to veje. Det hele kan blive udløst i en eksplosion eller det kan blive i kroppen som indestængt passiv-aggressiv vrede”

Det handler, som udgangspunkt slet ikke om selve det krav eller det skema, en eller anden præsentere hende for. Freja kigger ofte ikke engang på det!

Det er SELVE IDÉEN om kravet -samt at der er nogensomhelst der prøve at fortælle, hvad hun skal gøre”

Freja fortæller at hun altid har haft brug for strukturen. Virkelig meget faktisk. Men den gang hun var yngre, hverken kunne eller ville hun sige det til os.

”Det var ikke sådan at jeg tænkte Ih sikke et fint skema. Er det virkelig til mig!?”

”Jeg tænkte nærmere: DU SIGER AT JEG SKAL GØRE DET OG DERFOR VIL JEG IKKE GØRE DET!”

Frejas Marvel Kalender. For år tilbage, var den slags utænkelig på hendes værelse. Denne her købte -og betalte hun selv.

Men alt den struktur og alle de skemaerne Anne og jeg, gennem tiden har stoppet ned i halsen på Freja med humor og overskud, som vi ‘fakede’ at vi havde, sammen med en illusion om at hun skam også var med til at bestemme, HAR virket.

Det indrømmer hun, vores kære datter.

Det har virket på den måde, at hun blevet vænnet til strukturen og skemaerne fordi at de aldrig forsvandt.

Og det i en grad, at hun til sidst tog sagen i egen hånd og begyndte at lave sine egne strukturer, anskaffede sig en kalender (en nørdet Marvel tegneserie kalender, naturligvis) samt et whiteboard.

Meget af Frejas hjemmelavede struktur ligner til forveksling noget hendes mor og far kunne have fundet på, men fordi at den er hendes, ja så bruger hun den.

Det gør hun så heldigvis på en ret så fornuftig måde, vores kloge Freja.

Lige p.t sker der for meget i hendes hoved til at hun kan være i skole, men alligevel er det lykkedes hende, på eget initiativ, at bygge sig nogle daglige rutiner som løb, læsning, computerspil, krea, kattenusning og faste sengetider (hun har en app, der regner hendes søvnbehov ud, den nørd!)

Yes! Nailed it.

Freja nåede aldrig at møde sin oldefar. ’Onkel’ Hans besluttede sig desværre for at stille træskoene 2 måneder før hun kom til verden.

Jeg er nu heller ikke så sikker på at hun ville have brudt sig om turene til Limone, ved Gardasøen. Der var smukt, bevares, men også mange ting man skulle gøre……bare fordi

Derfor var min egen tur med min farfar også en blandet fornøjelse. Egentlig tog jeg mest med på grund af busturen. Jeg havde noget med store langtursbusser den gang. Komforten og den dybe brummen fra den store dieselmotor gjorde mig rolig.

Resten af turen var ret stressende. Jeg husker at jeg faldt og slog hovedet i et raserianfald, rev et 5 meter højt gardin ned , i restauranten, smed et fad med 20 boller på gulvet OG faldt i poolen med alt tøjet på, da jeg ville løbe væk fra en situation, jeg ikke kunne håndtere.

Men bevares. Jeg overlevede da. Voksede op, blev gift og fik nogle helt særlige, jævnt udfordrende og virkelig, virkelig seje børn.

……………

Tak fordi at du læste med. Følg mig også på

http://www.facebook.com/autismeplusfar

Del gerne linket til artiklen her, hvis du kunne lide den.

Jeg har rejst -og rejser fortsat gerne land og rige rundt på forlangende og fortæller om de private og profesionelle erfaringer jeg har gjort mig indenfor autisme, PDA, dagbehandlingsområdet – som AutismePlusFar 🙂

Kontakt mig for nærmere oplysninger.

Har man yderligere brug for ekspertise indenfor det kravafvisende felt, anbefaler jeg også at man besøger Psykologisk Ressource Centers hjemmeside.

Psykologisk Ressource Center er stiftet af Kirsten Callesen, som introducerede PDA profilen i Danmark. De tilbyder dels individuelle samtaleforløb og workshops.

http://www.psyk-ressource.dk/

På Søstjerneskolen, hvor jeg også arbejder, har vi specialiseret os i arbejdet med børn, med blandt andet kravafvisende profiler. Læs mere om skolen på

http://www.soestjerneskolen.dk

Eller læs om STU tilbudet AToB Copenhagen for de 16 til 23 årig. Et tilbud, som er vokset ud af Søstjerneskolen på:

http://atob-cph.dk

🙂 Morten

Jeg kommer med Obama! (-en historie om at kende sit barn, med autisme bedst)

img_6998
Secret Service -sure mig foran Det Hvide Hus, (kunne ikke modstå fristelsen) i en historie om ikke at være bange for at stille betingelser, ‘tage en kugle’ for sit barn -og i øvrigt skyde sig vej ud, hvis det bliver nødvendigt.

Secret service agenterne så fuldstændig ud som på film.

Sammenbidte, skarptskårne vagtsomme, primært mænd der, i deres karakteristiske lange sorte uldfrakker (det var vinter i Washington DC) og solbriller, virkede påfaldende anonyme –næsten ansigtsløse.

Men smile kunne de faktisk godt, som de stod der, foran tidligere præsident Clintons forholdsvis beskedne hus, overfor den danske ambassade, hvor Frejas moster arbejdede.

Det klassiske amerikanske høflige –og servicemindede ”ja-ja-jeg-smiler-ganske-vist-men-hvis-du-så-meget-som-prøver-på-noget-så-SKYDER-jeg-dig” –SMIL.

Efterfulgt af et afmålt nik.

Det var vel i virkeligheden nok også begrænset, hvor stor en sikkerhedsrisiko vi udgjorde –mig og så min to et halvt årige.

Vi tullede egentlig bare lidt rundt på må og få, med klapvogn og Bjørnen Bjørn bamse, i den Amerikanske hovedstad. Der drak vi Smoothies i Kramers Bookshop & Afterwoords Cafe, kiggede på agenter -og på kæmpe pandaer og flodheste i Zoo, mens Anne og hendes tvillingesøster lavede….tvillingeting…..

6 år senere så vores verden markant anderledes ud.

De globale finansielle markeder havde oplevet en historisk nedtur, til gengæld hed USA’s præsident så heldigvis ikke længere Bush.

Pigen i klapvognen havde fået sig en lillebror

-OG en autismediagnose!

Derfor stod jeg nu i Psykologisk Ressource Centers lokaler ved Søerne i København sammen med Psykolog Kirsten Callesen, foran et hold kursister – bestående af forældre, pårørende og et par professionelle.

Sammen havde vi tidligere afholdt workshoppen ’Struktur og Visualisering’ og stod nu og skulle til at runde endnu en workshop af – ’Sociale Historier’ , hed den.

Om få øjeblikke ville kursisterne forlade workshoppen med skemaer og pictogrammer i favnen –forhåbentlig tanket op med nye ideer til, hvordan at de, med visuel struktur og fortællinger kunne lette deres børns hverdag.

Jeg havde netop, med stor entusiasme, afsluttet et oplæg om, hvorledes at min familie og jeg, til trods for vores datters handicap, skam stadigvæk i et vist omfang, kunne deltage i sociale arrangementer, så længe at vi blot:

Kendte det præcise start og sluttidspunkt

Kendte gæstelisten

Kendte menuen (og i øvrigt kunne medbringe vores egen mad, samt plastikservice til vores datter)

Vidste at der var et rum hvor hun og KUN hun kunne trække sig tilbage til og spise og restituere.
I det rum skulle der være i øvrigt være en CD afspiller, samt en række andre effekter som jeg lykkeligt har glemt alt om.

Betingelserne for vores deltagelse skulle afstemmes med værterne i god tid, ligesom eventuelle ændringer skulle meddeles os –gerne uge forinden. Vi ville desuden medbringe et visuelt program over hele forløbet OG så skulle vores værter i øvrigt regne med at vi, til hver en tid ville kunne forlade arrangementet i stor hast –UDEN at sige farvel først.

Når alt dette var på plads. Ja så ville vi da gerne komme…….

Her var det så, at (selv) jeg godt kunne mærke et vist mismod snige sig ind blandt tilhørerne.

De fleste havde jo allerede, på egen krop, indenfor hjemmets fire vægge erfaret, hvordan at djævlen i den grad lå gemt i detaljen, når man havde børn med autisme samt hvorledes at selv de mindste afvigelse i rutinerne kunne få resterne af den i forvejen hårdt tilkæmpede familieidyl til at ramle.

Spørgsmålet, som et par kursister, med god ret stillede mig, var så blot :

Hvordan i ALVERDEN at man kunne forklare den slags til nære og fjerne slægtning, venner og andre UDEN at føle sig som den der mærkelige familie, der kom anstigende med ens mærkelige barn og stillede mærkelige krav –i øvrigt med favnen fuld af laminerede A4 ark (som en slags fysisk manifestation af mærkelighed)

Godt spørgsmål! Rigtig, rigtig godt spørgmål!

Jeg var tavs så længe, at det næsten blev pinligt, men blev lykkeligvis reddet at et minde, der pludselig poppede op i mit mit hoved. Det var et minde om frostklare Washington DC i december 2004, om udiagnosticerede Freja i klapvogn med Bjørn i favn OG om høfligt smilende, men dødsens farlige Secret Service agenter.

Ud af det blå fandt jeg på en historie, som jeg fortalte til kursisterne –og som jeg nu vil fortælle til jer.

OBAMA HISTORIEN. (Jeg nægter at sige Trump)

Når den amerikanske præsident skal besøge vores lille land ringer hans medarbejdere gerne i rigtig god tid i forvejen. Bare sådan lige for at sikre sig, at vi har tid til at forberede os.

Amerikanerne er, som udgangspunkt, et høflig folkefærd, men når det handler om deres præsident –og i særdeleshed når det handler om at flyve rundt med ham, udenfor deres eget territorium, ja så de det altså ret stramt med, hvis andre begynder at stille betingelser –eller i øvrigt sætter dem hindringer i vejen.

De vil helst gerne selv bestemme.

USA: ”Hello Denmark. Det er amerikanerne her. Vi tænkte at vi ville kigge forbi med præsidenten om 8 måneders tid.
DK: (Lettere benovet) ”Ih det lyder da skønt. Kom bare forbi. Vi sætter vand over til kaffe”
USA: ”Super. Vi kommer, men…..”
DK: ”Ja?”
USA: ”Der er lige et par ting”
DK: ”Åhh. Ja sikkerhed. Naturligvis. Ved I hvad. Der skal I slet ikke spekulere på. Vi sætter PET på sagen. De er smadder gode til den slags”
USA: ”Njaaaa. Vi vil altså helst gerne klare det med sikkerheden selv. Vi sender et par fly med sikkerhedsfolk. De første 400 lander hos jer om en uge”
DK: ”……..!!?”
USA: ”Og så er der broen”
DK: ”Broen?!!”
USA: ”Ja. Broen til Sverige. Når præsidenten lander om 8 måneder, er I så ikke søde at lukke broen, mens at han lander?! Vi er ikke så glade for broer. De gør os utrygge!”
DK: ”Men, helt ærligt. Det er jo Øresundsbroen for pokker!”
USA: ”OG motorvejsnettet rundt om jeres lufthavn. Det må I også gerne lige rydde”
DK: ”Midt i myldretiden!!?”
USA: ”Ellers kommer vi ikke!”

Og sådan fortsætter de og langsomt går det op for værterne at deres gæster er stanghamrende autistiske.

Præsidentens folk skal nemlig:

Kende start og sluttidspunkt
gæstelisten
-samt menuen (men i øvrigt medbringer de helt sikkert deres egen kok)
Og så videre…

Desuden skal der stå et rum klart til præsidenten, med en CD afspiller samt en lang række andre effekter. De sender listen i morgen.

Sidst, men ikke mindst, så skal danskerne altså bare vide, at hvis noget går galt, ja så forbeholder gæsterne sig ret til at skyde sig vej ud -og i øvrigt forsvinde i en sky af brændt gummi fra dækkene på den granatsikre limo, de selv har fået fløjet ind, før at nogen så meget som når at sige ”Goodbey Mr. President”

Men derudover glæder de sig i øvrigt til at komme…..

Og således foran et hold efterhånden temmelig trætte kursister, afrundede jeg ovenstående historie, som jeg har fortalt et utal af gange sidenhen, med ordene:

”HUSK!
I kender jeres barn bedst. Når I drager udenfor jeres hvide hus, så er I deres Secret Service. Høflige, måske oven i købet smilende, men hvis noget går galt….

Så skyder I jer vej ud!

For I kommer med en VIP.

I kommer med OBAMA!

Pigen fra klapvognen har sidenhen vokset sig stor, smuk og klog. Ligeså har hendes lillebror, der faktisk også var med i DC, i mors mave.

De to børn ved udmærket godt hvem de er. Og selvom guderne skal vide at deres mor og jeg har ’taget mange kugler’ for dem i årenes løb, er vi også blevet gode til at vide hvornår at vi IKKE skal gøre det.

Det er sådan nogle egenskaber, der kendetegner en god agent.

Har jeg læst…..et sted 🙂

God søndag.

(Indlægget her blev bragt for første gang i marts 2017)

Du kan følge mig på Facebook, på http://www.facebook.com/autismeplusfar

Til eventuelle nye læsere.

Hej.

Jeg hedder Morten. Jeg er 44 år og far til to børn – en pige på 16 og en dreng på 14 med autisme og Adhd. Noget de angiveligt har arvet fra mig. 🙂

Heldigvis er jeg også godt gift.

Professionelt beskæftiger jeg mig med komplekse autismetilstande og angstprofiler og har gjort det i en årrække – som underviser inden for dagbehandlingsområdet og som selvstændig psykologisk konsulent inden for psykiatrien.

At jeg er den jeg er, med de børn jeg har og beskæftiger mig med det jeg gør, giver mig unik mulighed for at anskue autismeområdet fra vidt forskellige synspunkter og vinkler.

Både indefra –og udefra.

En gang i mellem prøver jeg at så, efter bedste evne, at samle trådene fra alle de hjørner jeg befinder mig i, i denne blog.

Jeg er glad for at du kiggede forbi.

Bloggen har eksisteret i 2 år nu, så der er rigeligt med artikler i arkivet. Bare slå dig løs 😉

Jeg kommer gerne ud og holder foredrag, afholder workshops -eller supervision.

/Morten