Jeg har besluttet mig for at omskrive en fortælling.

En fortælling som blev grundlagt af en lidt for tyk, jævnt klodset, meget temperamentsfuld lille dreng, der til gengæld kunne tale solen sort og hvis stemme åbenbart stadigvæk trænger igennem her så mange år efter, at jeg var ham.

Fortællingen om, at det der med håndværk ikke er noget for mig.

Fortællingen om at jeg ikke dur til den slags, ikke har hænderne skruet korrekt på, ikke kan slå en pind i en lort uden at ødelægge begge dele.

Den fortælling slutter nu.

Jeg er den første akademiker i min familie. Jeg startede i gymnasiet uden reelt helt at vide hvad et gymnasium var.

Der var ikke så mange jeg kunne spørge, men til gengæld blev jeg sendt afsted hjemmefra min mor, som jeg boede alene med, med gode værdier i baggagen.

“Der er ikke noget job der er finere end et andet” og “Du skal kunne snakke med alle og behandle folk ordentligt, uanset hvor de kommer fra”

Der var flere i min familie, der var håndværkere. Min far blandt andet. Ham spurgte jeg aldrig om noget håndværksrelateret.

Den fortælling jeg nu har brudt med, satte sig i mig tidligere end jeg selv kan huske.

Så jeg spugte ham aldrig om noget.

Han flyttede godt nok, da jeg var kun 6 år gammel, men jeg havde masser af muligheder for at spørge, i årene der fulgte.

Da jeg endelig fik brug for det, var det alt for sent.

Min far døde i 1996 og jeg kunne virkelig godt have brugt ham i dag.

I mange år, alt for mange år, har jeg formået at overbevise mig selv om, at jeg så vidt muligt skulle afholde mig fra at bygge, vedligeholde eller reparere noget som helst.

Det ville alligevel bare gå galt, blive grimt, falde fra hinanden eller, i værste fald være til fare for andre folks liv og lemmer.

Min ældste datter, Freja, har aldrig haft det problem. Hun kaster sig frygtløst ud i det ene vilde projekt efter det andet.

Bygger, fletter, borer, banker. Hun har tilmeld sin egen økse hængende på væggen i et læderetui. “Enhver kvinde bør eje sin egen økse”, lyder et af de yndlingcitater hun har ladet indgå i sin personlige fortælling.

Man kunne starte en roman med den sætning. En roman jeg virkelig godt gad læse.

Her forleden kiggede hun alvorligt på mig og sagde følgende: “Far. Du bør altså finde dig en hobby eller i det hele taget bare bruge dine hænder til et eller andet. Jeg tror at det vil være godt for dig”

Jeg gøs.

Dels vidste jeg hun havde ret, men alt det fornuftige hun sagde druknede næsten i den skingre stemme fra den lille dreng dybt inde i mit indre.

Jeg har faktisk altid godt kunne lide at male. Og jeg er egentlig heller ikke helt tosset til det.

Male, altså som i male vægge, dørkamme, lofter…. vinduer.

På den ene side har det altid givet mig en ro i kroppen, på den anden side har mit håndværkertraume hevet og flået i mig og jeg har følt mig forkert og akavet i farvehandlere og byggemarkeder, overbevist om at alle har kunnet gennemskue mig og se, at jeg var det sorte får i håndværkerslægten.

Malerens søn. Ham med de bløde hænder.

Her i weekenden har jeg slebet, kittet og malet fællesvinduerne i vores lille ejerforeningen.

Timingen med at gøre det i 28 graders lummervarme kunne have været bedre, men resultatet er faktisk blevet hæderligt.

Men endnu vigtigere. Jeg har fået brudt min forbandelse.

Min far var udlært maler, men han var også misbruger. I stor stil.

Derudover er jeg næsten 100% sikker på at han, som jeg selv, var på spektret. Han havde sikkert også, som jeg selv, ADHD.

Men det var en anden tid dengang og min fars livsbane blev kort og tragisk.

Han var ikke nogen super dygtig maler, tror jeg, men det var sådan det blev.

Faktisk er jeg ret overbevist om, at han meget hellere ville have læst et bogligt fag.

Måske skulle jeg have været maler. Ej. Måske ikke, men der er i hvert fald ikke noget der skal holde mig tilbage fra at gøre det, der egentlig altid har gjort mig glad.

Bruge mine hænder (til andet end at skrive)

I dag, mens jeg stod der med penslen i hånden, forstod jeg at det aldrig har været håndværksfagene, det handlede om.

Det har været noget helt andet, der har holdt mig nede. Noget helt andet, der har skrevet min fortælling.

For eksempel en erindring om følelsen af at sidde på en brunt værtshus på Nørrebro, som ikke særlig gammel og kigge ned i en citronvand. Eller erindringen om min fars flotte skrivemaskine i ungkarlelejligheden, som han sjældent skrev på.

Følelsen af at være tæt på et uforløst, følsomt, og i glimt, decideret ulykkeligt menneske.

Et menneske der ville så meget og nåede så lidt.

Min far var maler. Ikke verdens dygtigste maler, tror jeg, men dog faglært.

Jeg kunne godt have brugt ham i dag. Jeg savnede ham faktisk for første gang i ret lang tid.

Det var egentlig ikke fordi jeg tror at han kunne have lært mig så meget, med de vinduer.

Dem havde jeg ret godt styr på.

Fair nok. Han kunne måske lære mig et malertrick eller to. Måske i bytte for et par af mine skrivetrick.

Men det kunne, i det hele taget, bare have været hyggeligt, at stå der sammen, med hver sin pensel og mærke den ro det giver i kroppen at påføre en vinduesramme et lag hvid maling i lange, elegante strøg.

Hvilken fortælling tænker du, at du har brug for at gøre op med? Enten hos dig selv eller hos en du holder af.

Måske hos et barn -eller hos et ungt menneske.

Det er godt at starte tidligt, med de gode fortællinger, men det er heller aldrig for sent at skrive, bygge eller male en ny.

Har jeg lige opdaget.

Besøger politiet en børnefamilie og kan konstatere at der mangler sengelinned på dynerne og mad i køleskabet, skal de i princippet reagere på det og bringe oplysningen videre. Og med god grund. De to markører kan være et tegn på mistrivsel.

Det må være et forbandet vanskeligt dilemma at stå i.

Man har måske et øjeblik eller mindre, hvor et kort glimt af information åbenbarer en verden der er helt og aldeles fremmed fra den verden man selv færdes hjemmevant i, som privatperson.

Hvad er det egentlig talt lige man ser eller ikke ser ?

Hvad fortælle ens intuition en, er det rigtig at gøre, hvad står der i håndbogen og hvad i alverden stiller man i det hele taget op, som professionel, når ressourcerne i øvrigt er knappe og tvivlen samtidig banker på?

Jeg er glad for, at jeg ikke er ansat i politiet, med den enorme menneskelige berøringsflade, man som betjent skal navigere indenfor, med den flygtige kontakt man ofte har med borgeren og det ansvar, man samtidig skal forvalter.

Jeg har i midlertid den allerdybeste respekt for folk som har det job, kan forvalte det ansvar der følger med og samtidige bevare et klarsyn der, i sidste indstats, kan vise sig at have afgørende indflydelse på et medmenneskes videre skæbne. 

Det var en kursist på det efteruddannelseskursus i autisme og ADHD hos børn og unge, som jeg i en årrække underviste på, på Københavns Professionshøjskole, der tilbage i 2018 gjorde mig opmærksom på tommelfingerreglen ifht. den manglende mad og det manglende sengelinned.

Hans bemærkning faldt som en del af en debat, i forbindelse mit undervisningsmodul om angst og belastningsreaktioner.

Kursisterne, alle erfarne fagfolk, havde i plenum netop udvekslet erfaringer fra sagsarbejde med børn- og unge med komplekse PDA lignede følgetilstande samt, ikke mindst, erfaringer fra arbejdet med deres hårdt prøvede familier.

Flere af kursisterne havde oplevet, at arbejde i og omkring private hjem. 

Hjem hvor det var tydeligt at alvorlige og ubehandlede autisme og belastningstilstande hos børnene -og de unge, med tiden havde sat gode strukturer, samt sunde værdier og principper under et så enormt pres, at de til sidst var kolapset under vægten af barnets eller det unge menneskes forpinthed.

Forældre, søskende og andre pårørende var således ufrivilligt blevet gidsler i hjem, der, som små og store rumskibe drev formålsløst rundt for solvinden.

Det meste af tiden, med tomme stole i cockpittet.

I andre hjem viste der sig, ved nærmere eftersyn, at være en både mening med galskaben samt styr på både fart og retning.

Forældrene vidste hvad de lavede. Og det til trods for at den verden, man for en kort bemærkning kunne kigge ind i, ved første øjekast kunne tage sig ud som noget der, holdt op imod en standart familiemålestok, i bedste fald, ville kunne betegnes som: det glade vanvid.

Et vanvid uden sengelinned eller syninger i sokkerne, men til gengæld med plastikservice samt ensformigt mad uden farve eller tekstur.

Alt sammen på grund af et barn eller et ungt menneskes sansefølsomhed, men tålt og udholdt af familien for, på sigt, at kunne frigive energi og overskud til en langt vigtigere behandlingsindsats og, i sidste ende, måske “en tilværelse i farver”

Som udefra kommende observatør, kunne man således hurtigt finde sig selv balancerende på en knivsæg, når man skulle tage afgørende beslutninger. 

Det krævede nemlig, som udgangspunkt, mere end et trænet øje og et skarpt blik at kunne skelne det ene fra det andet for, efterfølgende, at kunne sætte ind med en relevant indsats.

Det havde alle på kurset erfaret.

“Sådan kunne der faktisk, i princippet godt have set ud, i mit hjem og i mit køleskab” svarede jeg kursisten, alt imens at jeg forsøgte at genkalde mig et særligt vanvittigt kapitel i historien om mine egne to særlige unge menneskers lysår lange rejse mod bedre trivsel.

En rejse og en vej der havde være brolagt med et hav af særhensyn, afsavn og kompromiser, samt med jænvlige rituelle afbrændinger af en god del af det arvegods og de idealer, som børnenes mor og jeg forestillede os at grundpillerne til vores familieliv skulle støbes af.

Der var selvsagt en rum tid, hvor vi sjældent fik gæster, men de få vi fik, ville med god ret kunne stille sig selv spørgsmålet:

“Hvad fanden foregår der her”

Alle øvrige, private såvel som offentlige og profesionelle relationer og kontakter, var pænt henvist til en plads i mindst ét planet kredsløbs afstand fra vores lille familie og således også fra begivenhedernes centrum.

Derfra kunne de, efter bedste evne og intentioner, tolke på de små bidder af information, der nu engang undslap matriklen.

Information der, som lyset der bøjes gennem en prisme og efterfølgende spredes i alle retninger og farvernuancer, blev set og gransket af modtagerne ud fra deres erfaringer, deres aktuelle ståsted -samt ud fra den professionelle og følelsesmæssige arv, de nu engang var rundet af.

Alt sammen forståeligt og i grunden meget menneskeligt.

Udfordringen var blot, at den bedste version af sandheden om vores lille familie, lå spredt som brikkerne i et puslespil hos venner, familie, socialforvaltning, PPR, skole o.s.v.

Hovedparten af brikkerne lå hos os.

Hver og en havde de forskellige aktører, os selv inklusive, deres helt egen idé om, hvad det færdige familiemotiv ville forestille. Men reelt var der ingen, der helt vidste det.

Jeg ved, fra fysikkens verden, at man netop ved at måle på det synlige og usynlige lys, selv fjerne himmellegeme udsender, kan sige ret præcist hvilke grundstoffer, eller puslespilsbrikker – om man vil, de består af.

Hvordan at de fjerne planter, stjerner og galakser helt præcis ser ud, kan man dog kun gisne om, da de enorme afstande i universet reelt gør rejser uden for vores eget solsystemer umulige at gennemføre.

…

Hvad Annes og mit lille familiekosmos angik, var sandheden at vi, i det store hele, havde styr på hvad vi lavede.

Der var en mening med galskaben.

Også selvom køleskabet på udvalgte dage måske kun havde de syltede agurker og den bløde farveløse kødpølse som børnene. spiste, som dets eneste triste logerende, sammen med den evigheds- hvidvin, som vi voksne havde liggende på køl til den dag med uforstyrret kvalitetstid, vi udemærket godt vidste befandt sig uden for det spektrum, der var synligt for det blotte øje. 

Det var autisme, angst og sanseforstyrrelser hos børnene fulgt af en udmattende, undtagelses- og stresstilstand hos os voksne, der var på spil i vores hjem og ikke at mistrivsel, socialt armod og manglende forældreevne.

Autisme hos børn og unge mennesker, kan imidlertid være en overordentlig svært gennemskuelig størrelse.

Og når belastningsreaktionerne tilmed begynder at klumpe sig sammen om barnet -eller det unge menneske, for efterfølgende at trække i ressourcer fra familien, skolen og socialforvaltningen som et sort hul, kan det , som udenforstående fjern observatør være fristende at trække i det største håndtag af dem alle, for i det mindste bare at kunne pege pilen i en eller anden retning.

Jeg har således oplevet en kommune bestille en forældrekompetenceundersøgelse, i noget der bedst kunne betegnes som en tilstand af afmagt, fordi at de simpelthen ikke kunne se, hvad der reelt var på spil i familien.

Der var intet galt med forældrene.

Det forbandede er bare, at en sjælden gang er der noget galt med forældrene.

De er selv syge og den manglende mad og den manglende sengelinned er lige præcis hvad det giver sig ud for at være. 

Et råb om hjælp.

Andre gange er forældrene “blot” pressede og stressede, men i øvrigt kompentente indbyggere i en fjern autismekoloni med undtagelsestilstand og delvist udgangsforbud, på ubestemt tid.

Djævlen bor i detaljen og detaljer er der lige så mange af, som der er stjerner på himlen.

Derfor er det godt at have årvågne og observante ordenshåndhæver, lærere, sagsbehandlere, pædagoger samt psykologer og psykiatere, der ved hvad de skal kigge efter og kender forskellene. 

Den erfarne fagprofessionelles klarsyn og dømmekraft i forhold til, hvilken type hjælp der er brug for, kan være lige præcis det sikre hus, man behøver.

Særligt hvis ens nye tilværelse som kolonist i autismekosmos er blevet en iltfattig kampplads, hvor man har mistet grebet såvel som håbet og alt, i bedste fald, er til forhandling.

Også hvis man, som vores familie, har styr på det autismepædagogiske (omend alt tager sig mærkeligt ud, set udefra) og man egentlig bare har brug for støtte i form af tillid, anerkendelse samt ro og tid til at føre projekt barn/ung med autisme ud i livet- samt måske lidt hjælpemidler og en nogenlunde stabil økonomi.

I den sammenhæng er det afgørende at de observerende parter har de fornødne forudsætninger for efterfølgende, at kunne tolke korrekte på – eller i hvert fald danne sig et overblik over, hvad det egentlig er de er vidner til.

Selv i forhold til de helt politi-korte glimt mange overbebyrdede sagsbehandlere eksempelvis, oftest må stille sig tilfreds med at få mulighed for at se.

Som en der, i snart 15 år har stået med et ben i henholdsvis det professionelle og det personlige hjørne at den galakse som autismeområdet inden for børne -og unge psykiatrien udgør, kan jeg afsløre, at det, set fra det profesionelle perspektiv selvsagt langtfra altid er helt let, at være ham der trækker stregen i sandet mellem godt og skidt, sundt og usund, samt rigtigt og forkert

Det er heller ikke altid super let, efterfølgende, at komme med et kvalificeret bud på, hvad der egentlig er vi , fra tid til anden, kigger ind i.

Tingene er nemlig sjældent, hvad de giver sig ud for at være og derfor bliver stregen i sandet stort set heller aldrig lige eller helt sammenhængende.

Jeg er imidlertid glad for have fået muligheden for at være manden med stregen.

Tilsvarende holder jeg af at få besøg af folk som mig selv, når jeg, som farmand, et øjeblik bliver (for)blændet af det lys mine egne børn udsender og derfor, i lige præcis det moment ikke er den person, der kender dem og deres behov bedst, selvom de og jeg er indbyggere i den samme verden.

Og det hænder faktisk.

Det er langtfra altid let at se klart. Hverken udefra eller indefra. 

Så drømme man om lette løsninger på komplekse problemstillinger er der, med andre ord, så absolut bestemt andre brancher, der er langt mere tillokkende end dem mine nysgerrige kursister havde sat kurs mod på Københavns Professionshøjskole tilbage i 2018.

Ikke fordi jeg gør mig nogle illusionerne om at astrofysik er mindre komplekst. 

Men i mine brancher kan vi tale sammen. Og det er dog noget.

Spørgsmål og svar er ikke lysår undervejs og den støj og flimren der til tider gør det vanskeligt for os at se klart og høre klart, har vi faktisk en god mulighed for at eliminere. 

Og der er brug for at vi tør række ud mod hinanden og mod stjernerne – børnene og de unge. 

Særligt i en tid, hvor stadig mere snævre bevillingsrammer, længere afstande mellem borger og professionelle, kortere observationstider og faldende normeringer, i årenes løb har dannet tvivlsomme parløb med en stigende efterspørgsel efter regnearksvenlige næsten naturvidenskabeligt kvantificerbare data, entydige konklusioner og hurtige billige indsatser.

Vel at mærke i en verden, hvor vi , som professionelle, i takt med at vi bliver klogere, gradvist også bare må indse, hvad vi sådan set har vidst længe, nemlig at den grad af kompleksitet vi stirrer ind i, er dybere og rummer langt flere farvenuancer end hvad vi kan observere fra måske “femte planetkredsløb”.

Set fra et pårørendeperspektiv, så ved alle bedsteforældre, der har fristet en tilværelse blot ét enkelt planetkredsløb væk fra deres særlige børnebørn, hvor uendeligt langt væk “tæt på” pludselig kan føles.

Lige så forholder det sig for de mange, primært fædre, der, som en slags astronauter dagligt lader sig affyre væk fra børnene og børnenes mor på tabt arbejdsfortjeneste, til en dag i vægtløshed på deres arbejdeplads, når de lander igen, åbner døren til følelsernes kampplads, stirrer ind i lyset fra deres børn og stiller dig selv spørgsmålet:

“Hvad fanden sker der lige her?”

Autismeområdet hvor jeg arbejder og den øvrige børne- og unge psykiatri er ikke på sammen måde som astrofysikkens verden underlagt de samme lovmæssigheder og konstanter, omend det nogle gange kunne være rart.

Men i hvertfaldt på et område er vi sidestillet, astrofysikerne og vi (og politifolkene som åbner døren til en verden der ikke ligner deres egen)

Ud fra de observationer vi, som professionelle, foretager kan vi nemlig kun nå frem til det bedste bud på sandheden.

Astrofysikerne har dog ikke den fordel og det privilegium som vi har, rent faktisk at kunne kommunikere med de fantastiske og forunderlige væsner der findes derude.

I vores tilfælde, børnene, de unge og deres familier der står med fødderne plantet i verdner, de imidlertid ikke altid selv ser klart og ånder frit i, og som vi professionelle, for det meste er henvist til at måtte observere på afstand.

Derfor har vi brug for hinanden. Vi professionelle , familierne der modvilligt har koloniseret autismekosmos samt deres pårørende.

Det lyder muligvis banalt, men det er sådan at det forholder sig.

Ligeledes har vi brug for alle de ressourcer, som fælles forståelse og viden kan gro og slå rødder i, når jordbunden på den fremmede grund synes gold og ugæstfri.

Ikke mindst behøver vi tid.

Tid, tid, tid. 

Kommunikation og rejser over store afstande kræver tålmodighed. Tid til at lytte, være nysgerrige stille skarpt og tid til at filtrere støj og flimmer fra. Ikke mindst den støj og flimmer vi selv bringe med os.

Det bedste bud på sandheden findes et sted derude.

Har jeg hørt.

Så viden, arbejdsro og tid.

Både til de som næsten stirrer sig blinde på ét punkt på autismehimlen og til de, som er henvist til at bevæger sig fra det ene flygtigt glimt til det næste.

Som fagmand opdager jeg til stadighed nye verdener, der udsender lys i nuancer jeg ikke vidste fandtes.

Det er smukt og frusterende på én og samme tid, på den måde, næsten dagligt at skulle revidere meget af det man troede man vidste.

Men det holder blikket skarpt.

Som farmand opdager jeg ligeledes, stort set dagligt, mine to unge mennesker på ny.

I særlig grad når jeg pludselig ser dem skinne gennem den knivskarpe stjernekigger optik i andre kloge og gode menneskers øjne.

Kosmiske hilsner

Morten Gantzler Oschlag/AutismePlusFar, fag- og farmand, intergalaktisk brobygger og rejsende dobbeltagent.

(Ps. Vi har stadigvæk hvidvin på køl. I må gerne kigge efter)

Find mig på Facebook og følg mig der, hvis det giver mening.

Bloggen her huser efterhånden 50 – 60 artikler fra de sidste 7 års tid.

For eksempel denne her: 

En far eller en mor til et barn med autisme og angst, kan holde sig konstant neddykket i mindst 7 år!! (om hvad fanden man stiller op med sig selv, når det langsomt begynder at gå helt ok med ens børn og man samtidig kan øjne livet, som det tager sig ud, i det skarpe lys, på den anden side af den flimrende vandoverflade)

“Man skal ofte have haft det bedre i temmelig lang tid, før man kan få det rigtig godt”

En sætning jeg, efterhånden, har haft taget i brug så ofte, at jeg begynder at have den mistænkt for at være temmelig vigtig.

Sætningen fik da også luft under vingerne, for ganske nyligt, til et møde ifm. en af de sager jeg rådgiver i.

Luft under vingerne…..

I bilen på vej tilbage mod kontorpladsen, på Østerbro i København, kom jeg i tanke om de gange jeg enten næsten er kommet for sent til et fly, samt de endnu flere gange hvor jeg, atter hjemvendt, har forladt først flyet og dernæst bagagebåndet som den sidste og dermed næsten er kommet for sent til den verden, jeg midlertidig har været tjekket ud af.

Det er det toldfri områdes skyld, er jeg efterhånden kommet frem til.

Ikke på grund af dets overflod af slik, parfume og spiritus, men fordi det er et sted, der ikke rigtig findes i virkeligheden.

Et uforpligtende, vægtløst næsten statsløst sted på kanten af lands lov og ret.

Jeg mærker det alle stærkest i forbindelse med mine hjemkomster.

Her er det toldfri område det sted, hvor fjernt grus under ens skosåler lige så stille drysser af og diskret fejes op, mens de tynde lag af duftene, af det man har lagt bag sig og som endnu svagt klæber til en, fortyndes og blandes op med duftene af alle de andre steder, der findes.

Dufte som i netop dette øjeblik passerer gennem et og samme toldfri rum og forvandler det til alle steder og intet sted, på samme tid.

På en rar måde. I hvert fald for mig.

For mig er det toldfri område en slags social og kulturel dekomprimeringstank. Et stykke virkelighedstæt mellemlægspapir, der kortvarigt beskytter mig mod det, der venter.

Man skal passere gennem to sluser med sammenlagt fire sæt automatiske døre for at forlade det toldfri område.

Jeg hader dem begge.

Først en aflang sluse der, som eneste udsmykning, har blå skilte der med overskriften “No re-entry beyond this point” minder en om at:

1. Nu er det alvor.

2. Det koster en bøde på op til 3000 kroner, hvis du ikke forstår det.

Slusen leder frem mod rummet med bagagebåndene. Et rum, der med sin hårde “klank, klank” gulvbelægning, sin brutale men praktiske belysningsløsning og sine små desperate toldfrie “du kan stadig nå det” – udsalg, ligner præcist hvad det er, nemlig et forkontor til virkeligheden.

Virkeligheden som venter for enden af den andens sluses automatiske dobbeltdøre.

Knitrende Dannebrogsflag, for mange og for lange knus, sætninger som: “Fortæl mig det hele. Helt fra begyndelsen” og alvorlige mørktklædte mænd og kvinder bærende små whiteboards med navne på ankomne, der nu må giver sig til kende og kaste den sidste rest af toldfri anonymitet fra sig.

Jeg bliver ramt, hver evigt eneste gang.

Ramt og i tvivl om hvorvidt jeg nu reelt vil kunne klare tilværelsen med alle dens krav, pligter og forventninger, som den tager sig ud på den anden side af sluserne.

Selv da jeg, for nyligt, fløj indenrigs ud og hjem samme dag (også lidt dumt, faktisk) blev jeg ramt.

Min ældste datter Freja og jeg havde været i Nordjylland for at holde foredrag om autisme og stress (meget apropos) og da vi, om aftenen, landede i København blev Freja kortvarig utilpas i et omfang, så vi måtte tage ophold i den toldfri område, til hun havde fået det bedre.

Det var helt vildt synd for hende og jeg skammede mig da derfor også lidt over den følelse af velbehag jeg selv fik, som følge af den ekstra vægtløse, pligtløse, told og tankefrie tid, hendes utilpashed købte os.

..…………

Jeg har gennem en lang årrække arbejdet med undervisning og behandling af børn og unge med autisme, ADHD og komplekse komorbide tilstande. Jeg rådgiver den dag i dag indenfor området, som VISO specialist.

Jeg har selv Aspergers syndrom og ADHD, er gift med en kvinde med Aspergers Syndrom og sammen er vi forældre til to unge voksne, med autisme og ADHD.

Vi har fuld plade på diagnoser hos os.

Jeg kan, uden at overdrive, sige at de sidste mange år har været både vilde og temmelig hårde for vores familie.

Faktisk har det stået på så længe, at “vildt og hårdt” på en eller anden besynderlig måde er blevet et grundvilkår.

En forvrænget komorbid verden vi, uden at bede om det, har fået tildelt dobbelt statsborgerskab til.

Men nu vejrer vi omsider morgenluft.

Der er klare tegn i både sol, måne, stjerner, i trivsel og i E-boks på at vi, over en bred kam, har taget fat på indflyvningen fra en rejse så lang, at vi har vanskeligt ved at erindre nogensinde at have foretaget os andet.

Hvilket fører os tilbage til udsagnet, jeg indledte denne artikel med:

“Man skal ofte have haft det bedre i temmelig lang tid, før man kan få det rigtig godt”

Når eksempelvis et ungt menneske, der længe har haft det svært, efter lang tids rejse omsider når dertil, hvor det begynder at gå bedre, kan omgivelserne, selvsagt, have mere end vanskeligt ved at tøjle forventningens glæde og holde Dannebrogs flagene i ro.

Inden man, som en del af en velkomstkomité, ansporer den unge rejsende til at søge direkte mod sluser og dobbeltdøre, kan det imidlertid være værd at huske på at der ikke, som sådan, er nogen øvre grænse for hvor længe man kan opholde sig i det, jeg har valgt at kalde det “forventningsfrie” transitområde.

Det sted hvor man, i ro og mag, kan udforske -og blive fortrolig med “at have det bedre” – navnet på den destination, man netop er ankommet til.

For selvom alle papirer i princippet er i orden, passet er stemplet og opholdstilladelsen er gjort permanent. Og selvom der er betalt både overvægt og told af den groteske mængde bagage man har medbragt fra Angstens Natmørke Rige eller en anden lidet misundelsesværdig destination, kan de sidste skridt mod kram, flag og det lille whiteboard med ens navn på hurtigt vise sig at blive de sværeste.

Ens “all inklusive” armbånd fra helvede”, der måske i årevis har gjort ens verden lille bitte, er ganske vist klippet men mærkerne fra der hvor armbåndet har skåret sig ind i huden, er stadigvæk synlige og minde en om, at tilstanden, “at have det svært” måske er den tilstand man kender bedst og er mest fortrolig med.

Som var man vokset op langt væk, som udenlandsdansker, og først nu returneret til sit fædreland, som en indfødt fremmed.

Det “forventningsfrie transitområde” er en metafor for den sted man som ungt menneske kan befinde sig, når man efter eksempelvis langvarig skolefravær, angst og mistrivsel måske omsider lander i det helt rette skole/behandlingstilbud, hos de rette pædagoger, lærere, psykologer m.m.

Det forventningsfrie transitområde er måske stedet hvor en langvarig behandlingsindsats begynder at bære frugt. Der hvor medicinen og/eller terapien omsider virker og perspektiver, håb og drømme hos én selv og ens omgivelser åbenbarer sig under skylaget.

Men det er også det sted, man skal have lov til -og tillade sig selv at nyde at opholde sig, før man tager de sidste skridt ud af dobbeltdørene.

Også selvom de, som måske har betalt en formue for rejse, told og overvægt, men har betragtet det hele på afstand eller de. som har været tæt på, og nu vejrer morgenluft i en grad, at de ikke kan tøjle forventninger, der måske handler mere om dem selv, samstemmende siger.

“Ej. Nu er du kommet så langt. Kom nu ud til os andre”

Lige præcis her må man gerne citere undertegnede og svare:

“Det er virkelig sødt af jer, men jeg er lige landet. Derfor skal jeg altså også have lov at få gjort mig lidt flere erfaringer med at have det bedre, før at jeg kan få det sådan rigtig godt – hos jer, i virkeligheden”

Godmorgen

Jeg har søgt tilflugt bag to hollandske kryddere, kaffe, juice en lydmur af P8 Jazz samt det rene vasketøj jeg, på anden dag, endnu ikke har lagt på plads.

I min endnu lune dyne ligger seniorkatten Twister, i en katte-rede, jeg nænsomt har foldet til hende.

Da jeg, for nyligt, sov ude hos en god ven brokkede resten af familien sig efterfølgende over, at Twister kategorisk havde nægtet (højlydt miavende) at acceptere den “rede” de havde lavet til hende, selvom de nok mente at den var identisk med den jeg plejer at folde.

Identisk? Ha! Twister og jeg ved bedre.

Morgener er ikke noget man skal tage let på. 

Det er trods alt her, i det “toldfri” område mellem nat og dag, at vi (mand og kat) bliver socialiseret i en grad, så vi er i stand til at møde og håndtere, hvad end der venter på os derude. 

For mit vedkommende fungerer morgenradioværtens rolige stemme mellem musikken som en kærkommen påmindelse om, at social interaktion og andre mennesker er grundvilkår, som jeg senere, pinedød, er tvunget til at forholde mig til.

For Twisters vedkommende gætter jeg på, at hun udfylder min tomme plads i sengen, fordi at den er dejligt lun og fordi det, endnu sovende menneske (Anne) ved hendes side, trods alt er lettere at forholde sig til, end et vågent et af slagsen. 

Man skal helst ikke forstyrre os, Twister og jeg, mens vi endnu befinder os i hvert vores tidsløse transit. 

Ligeledes skal man, efterfølgende, helst heller ikke spørge, hvad i alverden vi dog har brugt alt den tilsyneladende spildtid til. 

Gør man det, risikerer man, at vi stiger ombord på den forkerte dag eller, i bedste fald, snubler ind i den.

Og det har man bare ikke lyst til at opleve.

Virker det bekendt? 

Har du hængt ud her på bloggen et stykke tid, kender du måske artiklen om den lille blå driftlampe i min gamle Volkswagen Lupo 3L, som jeg troligt sad og ventede på ville slukke, om morgen, hver vinter.

Jeg havde nemlig (som vel nok den eneste mand i verden) læst hele instruktionsbogen, hvori de gode tyske ingeniører fremhævede, at det ville give en bedre dieseløkonomi, mindre motorstøj og en længere levetid, hvis man ventede med at køre, til lampen slukkede. 

Bedre økonomi, mindre støj, længere liv.

What’s not to like?

Min nabo, som var dømt til at observere min intense, sæsonbetonede stirren på instrumentbrættet, udefra, forstod ikke en pind. 

Jeg bebrejder ham det ikke. 

Vi har alle vores små blå lamper. Er man pårørende til, eller arbejder man med et barn -eller ungt menneske med autisme, kan den bagvedliggende logik iht. hvordan og hvornår man bliver “driftsklar” være særdeles vanskelig at gennemskue.

Er barnet eller det unge menneske, forbigående eller permanent, afskåret fra at bruge det talte sprog, som fælles platform, kan udfordringen potentielt være endnu større.

Med mindre man, som udenforstående, kender sin besøgstid samt ved hvad man skal kigge efter og/eller undlade at stirre sig blind på.

Hvad mand og kat angår, er resten af familien i …… proces iht. til at kunne se og påskønne vigtigheden af vores morgenritualer.

Twister er afgjort den af os to, der nyder den største grad af anerkendelse på det punkt. 

Alle i husstanden er således meget bevidste om at døren til soverværelset, skal være lukket i de tidlige morgentimer.

Ikke så meget af hensyn til Anne, men mere fordi at servicehunden Carlos, ellers ville indtage pladsen ved Annes side, som en sort, overstadig labrador-raket, hvis han fik muligheden. Og lige præcis den plads tilhører altså Twister. 

Ikke hele dagen. Kun mens hun er i transit. 

Jeg selv har søgt tilflugt bag to hollandske kryddere, kaffe, juice en lydmur af P8 Jazz samt det rene vasketøj jeg, på anden dag, endnu ikke har lagt på plads.

“Klokken er 09:00. Hvad i alverden har du brugt tiden på?” bliver det spurgt. 

“Jeg har været i transit” svarer jeg 

“Og det skal I være glade for. For nu kan jeg både gå, snakke og være noget for andre, på samme tid. Eventuelt understøttet med lidt passende, ansigtsmimik, hvis bølgerne går højt”

“Miav” istemmer Twister fra sin rede i soveværelset.

Det bliver en god dag.

Fredag d. 26 August klokken 19:45, 2022 mistede min datter, Freja, evnen til at tale i en vindstille, sensommerlun parcelhushave i Græsted.

Hun havde også en kort oplevelse af Dissociativ lammelse (hun kunne ikke bruge sine muskler) En tilstand som dog ret hurtigt fortog sig.

Det var, på mange måder, en fantastisk aften.

Klokken 19:45 havde sangerinden Julie Lind og musikeren Asger Søgaard Haslund netop afsluttet et fortryllende, smukt første sæt.

Vi var til havekoncert hos nogle af mine venner, sangerindens kommende svigerforældre, da det skete.

En koncert vi havde snakket om, planlagt og fundet klapstole i kælderen til. Jeg havde lagt rosé på køl,

Freja lignede, som sædvanligt, en million. Jeg selv lignede det jeg er. En midaldrende (far)mand der prøver, men reelt bør gå mere op i sin påklædning.

Timingen var nok ikke super god med den koncert. Det sjove, hvis man ellers kan bruge det udtryk var, at det vidste vi begge to udemærket godt.

Det havde været en hård periode.

Hårde perioder havde der sådan set været en del af. De sidste mange år havde været brolagt med dem. Denne seneste af slagsen havde, imidlertid, virkelig bidt fra sig.

Omstændighederne havde været nye, omend manuskriptet langt hen ad vejen havde været det velkendte.

I ved, det manuskript i hvilket heltinden med autisme og adhd, efter bedste evne, men på lånt tid, forsøger at navigere i en verden, hvoraf store dele, slet og ret, ikke er kompatibel med hende.

En rejse mod en bebudet tragedie.

Akkumuleret stress fodrer angst og angsten lukker døren op for ocd, selvskade m.m.

The end.

Tæppefald. Ingen applaus, ingen bukker.

Allerhøjst bukkes der under.

Når Freja og jeg holder oplæg sammen refererer vi ofte til “negative, ufrivillige strategier”

Modsat positive selvvalgte strategier der, hvor besynderlige de end kan tage sig ud (stimming, nørdede ritualer/rutiner m.m) kan virke stressreducerende, kan man ikke vælge de negative, ufrivillige strategier til eller fra.

De kommer bare.

Som regel når summen af belastninger når et kritisk punkt. For Frejas vedkommende var det her ocd og selvskade gjorde deres entré.

Det kan også hænde, at hjernen intet andet valg har end at “slå glasset ind” med en nødhammer og hive i det helt store håndtag.

Et håndtag der kan gøre verden så lille, overskuelig og fri for krav, som den kan være, når man eksempelvis pludselig ikke kan få en lyd over sine læber.

Eller bevæge sig.

Vi havde prøvet det før. Fredag d. 26 august, 2022 klokken 19:45 skete det så igen.

Freja havde, ganske vist, på daværende tidspunkt, været i behandling med en ny, effektiv type angstdæmpende medicin i to måneder. Derved adskilte fortællingen sig, på et afgørende punkt, fra den velkendte.

Dette betød så til gengæld, at da hun pludselig befandt sig i en situation, der normalt ville udløse et klassisk angstanfald, men dette var medicinsk/kemisk blokeret, ja så sprang hjernen blot direkte til midlertidig lammelse og stumhed på ubestemt tid.

Hjernen havde ganske enkelt ingen tilgængelige strategier for, hvad man gør, når man ikke har (eller kan have) angst.

Resultatet blev et derfor ikke et tæppefald, men nok nærmere en form for frosset skærm.

Vi har efterfølgende snakket om, at vi jo nok begge to, et eller andet sted, godt var bevidste om den risiko for “akut nødstop” det indebar, at lade sig eksponere for livemusik og fremmede mennsker, i smukke, sensommerlune, men i øvrigt ukendte omgivelser, efter en periode med svær angst og social isolation.

Også selvom, der var såvel kølig rosé i glasset, Jazz i luften, mig på den ene side og min bedste ven og erfarne kollega, Hanna, på den anden.

For mit eget vedkommende vil jeg da også være piværlig og sige, at netop fordi at jeg i den grad vejrede morgenluft ift. omsider at kunne komme ud og være stolt far, der hører Jazz med sin voksne datter i en have, så ignorerede jeg måske da nok, en fem – ti klassiske mikrotegn, jeg burde have reageret på.

Ligesom jeg gladeligt ignorerede solide vink med flere vognstænger, i bilen og på vej ned af havegangen, hvor Freja stadigvæk havde nærvær og stemme til at sige at det måske nok ikke var den fedeste idé, det vi sammen havde gang i.

Men som Freja selv udtrykte det, dagen efter, da hun i øvrigt havde genvundet talens brug:

“Nogle gange må man slå nogle æg i stykker for at lave en omelet”

Klogt sagt.

Freja har efterfølgende fortalt at episoden egentlig ikke havde føltes decideret ubehagelig, som det ville have været tilfælde med et angstanfald.

Den føltes mere mærkelig.

Og apropos.

Allerede mens de sidste sprøde toner endnu hang i sensommerluften, behøvede man ikke det store kørekort i autisme, traumer og belastningsreaktioner for at kunne regne ud, at der var et eller andet usædvanligt ved den unge kvinde bagerst i haven.

Udfordringen, hvis man kan bruge det udtryk, er at skønt jeg rent faktisk er indehaver af det helt, helt store kørekort i autisme, traumer og belastnings reaktioner, det er mit job og har været det i årevis, ja så kommer det så langt fra altid mine egne to unge voksne til gode.

I hvert fald ikke uden en vis forsinkelse.

I det her tilfælde havde jeg dog fået tørret forventningens faderlige glæde væk fra mine fagbriller tilpas hurtigt til, at selv jeg kunne se, at der var et eller andet galt.

Jeg begyndte derfor roligt at lirket glasset med rosé ud af min datters låste, neglelaksglaserede hånd.

Herefter prøvede jeg, systematisk, med et par traume-greb, at få “genstartet” om ikke andet, så i hvert fald noget fysik.

Her kunne man så have argumenteret for om ikke lidt faderlig omsorg måske havde været på sin plads.

I stedet gik jeg totalt i nørde mode.

Hanna, som sad højre for, havde også fanget situationen. Hun fortalte efterfølgende, at hun straks havde tænkt om det egentlig ikke ville være ok, at afprøve nogle greb, hun netop havde lært, nu muligheden bød sig.

Lige så praktisk det må være at være flankeret af to eksperter, når man bliver dissociativt lammet og mister evnen til at tale, lige så mildt belastende forestillede jeg mig at det, et eller andet sted må være, som ungt menneske, når selvsamme eksperter næsten fortaber sig i tekniske detalje og en lidt forbudt, nørdet, indre begejstring over at få lov at opleve de to fænomener tæt på.

Direkte adspurgt holder Freja dog fortsat fast i, at hun syntes det var fedt, vi var der, ikke gik i panik og iøvrigt vidste hvad vi skulle gøre.

Når jeg nævner det, er det fordi at episoden, hvor absurd den end har måtte fremstå udadtil, faktisk ikke figurerer som et dårligt minde hos Freja.

Omgivelsernes respons i situationer, hvor man, eksempelvis, er låst inde i eller ude af egen krop, kan være ret definerende for hvordan man ser sig selv, også fremadrettet.

En lektie jeg, blot en time senere, skulle blive mindet noget så eftertragteligt om.

Lige i dette tilfælde var responsen nørdet, men på en tryg måde.

………

Da fotoet øverst blev taget d. 26 august 2022 klokken 21:18 var der gået godt og vel halvanden time siden stemmetabet.

Vi var kørt nogle kilometer nordpå, til kysten vest for Gilleleje, hvor jeg selv har tilbragt store dele af min barndom hos mine bedsteforældre.

Et område Freja og hendes lillebror også har gjort til deres eget.

Her havde vi smidt sko og sokker og havde soppet lidt rundt, i håb om at det måske kunne hjælpe.

Det kunne det ikke.

Det er iøvrigt Freja I kan ane, som en sløret skikkelse, lidt til venstre for midten på fotoet.

Vi bruger det jævnligt, når vi underviser sammen, min datter og jeg, som visuel kulisse til den historie jeg er i færd med at fortælle.

En historie hvis hovedpointe havde foldet sig ud, med et sjældent spejlblankt Kattegat som eneste vidne, d. 26 august 2022 klokken 20:45.

Altså lige godt og vel en halv times tid før jeg trykkede på udløseren små 200 meter længere oppe ad Nordkysten.

Vi havde sat os på de lave skrænter, med sand mellem tæer, på stadigvæk bare fødder, placeret i den stridbare, hårdføre, nordvendte bevoksning.

Et miljø der ville virke stikkende og ubehagelig, hvis da ikke var fordi at følelsen af det, var så velkendt og associeret med så mange gode minder.

Jeg snakkede.

Freja svarede ved, med ansigtet oplyst af lige dele solens allesidste stråler og blåligt skærmlys, at skrive beskeder i notes appen på sin IPhone.

Jeg strækker muligvis min kreative frihed mere end hvad godt er, når jeg påstår at Freja, efter at have fået klippet navlestrengen, trak vejret helt ned i lungerne og straks begyndte at tale.

Det er imidlertid sådan jeg husker det.

Hun (og hendes bror) er, ganske enkelt, de mest lynende intelligente og mest veltalende mennesker jeg kender.

Begge med et alenvidt repetoire, der strækker sig over kunst, filosofi, historie, arkitektur, design, videnskab, religion, og for Frejas vedkommende, fremstilling af den perfekte julesnaps, samt alt derimellem.

Freja og jeg har snakket solen sort sammen. Vi har undervist sammen, vi har haft en mening om det meste og har delt den med alle der har gidet lytte.

I bedste fald med hinanden.

Derfor blev jeg også overrasket da hun vendte telefonen mod mig og følgende besked, et korte øjeblik, lyste mit ansigt op og efterlod hendes i et tusmørke der lige præcis tillod mig at aflæse et udtryk af lige dele forbløffelse og mild irritation.

“Hvordan er det du taler til mig, far?!!

Og her var det, at det med et gik op for mig, hvad der var sket.

I løbet af den time der var gået siden vi forlod koncerten, havde mit eget talesprog, helt uden jeg selv havde bemærket det, i al stilfærdighed, bevæget sig fra et niveau og lixtal, der må forventes at være alderssvarende for en midaldrende veluddannet person, til noget der, i bedste fald kan betegnes som pixibogdansk

Jeg talte simpelhen til min knivskarpe 20 årig datter, som om hun var et spædbarn.

Man skal så i øvrigt heller ikke snakke mærkeligt til spædbørn, men I forstår min pointe.

“Ej. Det må du virkelig undskylde” var min første respons, fulgt af et: “Men hold da op, hvor er det dog interessant!”

Herefter rejste vi os og bevægede os af mørke stier vores fødder kendte hver en meter af, op til det sted hvor fotoet øverst i artiklen er taget.

………

Godt nok er jeg papegøjetypen der, til trods for at jeg er indfødt Købehavner, lynhurtigt begynder at tale dialekt, så snart jeg sætter min fødder udenfor Valby bakke.

Ret uskyldigt og en evig kilde til kærligt drilleri fra familiens side.

Men holdt da fest, hvor er det vildt, hvad der potentielt kan ske og hvor hurtigt det kan gå, når man ikke længere har talesproget som fælles platform.

Med sproget skaber vi andre, bliver selv skabt, “skaber os”

I en grad så selv 20 års viden om og erfaring med min egen datter, kortvarigt blev sat ud af spil.

Det, og meget andet, snakkede jeg en del om, i bilen på vej sydpå gennem Gribskov.

På et tidspunkt gik det op for mig at Frejas muligheder for at svare, var ret begrænsede. I hvert fald hvis vi skulle nå levende hjem.

Så jeg holdt min kæft og valgte at dedikerede min opmærksomhed til kørslen samt de dådyr, der altid springer frem fra skovkanten, når man mindst venter det.

Vi hørte P2. Natsværmeren. Et før midnat program med blid klassisk musik afbrudt af en radioværts ligeså blide før midnat stemme.

Klokken havde netop passeret 24 da Frejas stemme vendte tilbage.

Det havde, på mange måder, været en fantastisk aften.

Vi havde hørt en halv havekoncert, soppet i Kattegat, taget er smukt foto, men vigtigst af alt, var vi blevet en hel del klogere – sammen.

Det var godt vi tog afsted til den koncert. Det gik måske ikke ligefrem som forventet.

Men det gik.

“Nogle gange må man slå nogle æg i stykker for at lave en omelet”

Har jeg hørt en klog ung kvinde sige.

I ved, hende med: “Hvordan er det du taler til mig, far?”

Godt spørgsmål.

Det vil jeg tænke over.

Fra nu af og altid.

Man lærer så længe man lurer.

Jeg fandt på talemåden her forleden.

Fair nok. Andre fandt nok på den før mig.

Godt det samme. Den er stadigvæk god. Og relevant. I hvert fald hos os.

Talemåden kom til mig, som vi stod der i køkkenet, min voksne datter og jeg. Som så mange gange før.

Hun havde netop fremtryllet en middag bestående af kyllingesuppe (lavet fra bunden) med hjemmelavede nudler og brød så lækre, at de alene ville have kunnet udgøre hovedretten.

Lige til at sætte tænderne i.

Og apropos

Den gang hun var lille, vores datter, fandt vi, fra tid til anden, hendes tandmærker i den lamineringsplast vi, kloge af skade, havde forstærket skemaerne med piktogrammer med.

Åh hvor hun afviste de forbandede skemaer, og den struktur de tilførte hendes liv. Hun afviste dem nogenlunde lige så meget, som hun havde brug for dem.

Så vi måtte lade hende lure.

Ikke at vi holdt op med at lave skemaerne.

Dem lavede vi skam fortsat, hvilket hun senere har takket os for. De var synlige og tilgængelige. En del af møblementet, som man kunne foregive at ignorere, når man nonchalant strøg forbi.

Fra at være meget “in-your-face” og “nu-skal-du-se-hvad-du-skal” – agtig, lod vi i stedet strukturen og tydeligheden finde naturlig vej mellem linjerne, i vores sprog, kropssprog, gøren og laden.

Vi blev strukturen, levede den og løftede den diskret frem i lyset, hvor end den nu en gang optrådte på en meningsfuld måde.

I kunsten, litteraturen og musikken som hun i forvejen elskede. I naturen og arkitekturen, i døgnets rytme, årstidernes skiften.

I opskrifter, i brødfremstilling.

En omstændig proces, hvor salt/mel/væskebalance samt æltetid skal nøje afstemmes og, over tid, mestres indtil hele processen sidder i muskelhukommelsen og ømme overarme og timers baksen ved køkkenbordet en dag belønnes med den helt rette skorpe, smag, tekstur og krumme (et af mine yndlingsord)

Og hun lurerede, gjorde hun. Lurede, lærte og voksede. Uden tab af ansigt og kontrol.

Hun sugede til sig, skabte sine egne strukturer, udviklede egne systemer og, i sidste ende, som vi snakkede om forleden, over dampen fra suppen, byggede nye neurale forbindelser i hjernen.

Forbindelser der, som et netværk af bevidsthedskorridorer, førte til nye, endnu uudnyttede lyse rum, smagfuldt møbleret med koncepter og strategier.

Rum der gav adgang til andre rum og som blev tilgængelige når hun tilegnede sig viden, opnåede færdigheder, lærte noget.

Der bygges fortsat, den dag i dag.

I nogle rum dufter der nybagt. I andre hækles der.

Læring hun har fået lov til lige så stille at kredse om på afstand, for dernæst, nænsomt og med de mange gentagelser den slags kræver, at lokke frem fra dens naturlige miljø for til slut at gøre den til sin egen.

Katten på fotoet, Twister, er i øvrigt, i den grad sin egen. Dernæst er hun Frejas kat og hun er virkelig god til at lure, men ikke helt let at lokke til noget som helst.

Prøv lige at se på hende. Hun lyser langt væk af det.

Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har set hende sidde i haven, lige på kanten at mit synsfelt, lurende, mens jeg desperat og mere og mere skinger-sødt har prøvet at få hende ind for natten ved at kalde hendes navn.

Besvær jeg godt kan spare mig, hvorfor det egentligt er mærkeligt, at jeg gør det igen og igen. Hun reagerer nemlig straks på lyden af madskålen (ikke på vandskålen der er åbenbart forskel i klangen)

Det giver mening for hende.

Det er, i det hele taget, mit klare indtryk at langt størsteparten af korridorerne i Twisters hoved ender i rum, hvor der står en skål med lidt godt at spise og venter på hende.

Hendes hverdagsstrategier bærer kraftigt præg deraf.

Når hun eksempelvis skal ha’ serveret vådfoder, og det skal hun hveranden dag, har hun udviklet den ganske snedig strategi, at sætte afsted i fuldt firspring, med retning stik mod havedøren.

Vores ungkat, Berlioz, følger naturligvis straks trop og stryge i sin barnlige iver, som en hvid pelsraket forbi sin tante Twister og ud i haven, hvorefter hun kan nyde sin mad i ro og mag.

Det er egentlig fint nok, for han kan ikke tåle så meget af den gode mad. Desuden levner hun altid lidt til ham, som han taknemmeligt slubrer i sig, når hans midlertidige forvirring over pludselig at være ene kat i haven, ellers har fortaget sig.

Men det er da utroligt, med hende Twister. Hvad hun kan.

Jeg mener

“Det er hvertfald ikke noget JEG har lært hende”

Sagde manden mens han, med erindringen om små tandmærker i lamineringsplast for sit indre blik, fulgte duftsporet til det veldækkede bord, med kyllingesuppe, hjemmelavede nudler og brød.

Fantastisk brød, der i sig selv kunne have udgjort hovedretten.

………………

Tak fordi I lurede med.

1 “Hvad man ikke ved, har man ikke ondt af”

Bemærkningen faldt tidligere i dag, lige her op til weekenden.

Personen der sagde den er en virkelig brainy type så jeg lyttede naturligvis efter, men kunne alligevel ikke dy mig for at virkelighedskorrigere det kendte, men lettere slidte ordsprog.

Den slags skal man i øvrigt være super forsigtig med, for det kan virke noget så nævenyttigt og provokerende (har jeg læst 😉) men personen og situationen kunne bære det.

Desuden havde jeg ret.

Ej ok, hun havde også ret. Vi havde begge ret.

For nogle gange er det da bedst ikke at vide for meget.

Guderne skal vide hvor mange gange børnenes mor og jeg har ageret hærdebrede dørvogtere for børnene og høfligt, men bestemt har vendt “good to know” om i døren, mens kun “need to know” har fået lov at komme ind til autismefesten.

“Too much information” kan være frygteligt stressende. Især for små ører.

Men også for store ører.

Ordsproget kunne derfor også godt lyde noget i retningen af:

2 “Hvad man ved, har man ofte ondt af. Især når man ikke kan handle på sin viden”

Fotoet til dette indlæg tog jeg forleden, mens jeg stod og ventede på min ældste datter foran hendes HF i Københavns indre by.

Bygningen som huser KVUC, hvor Freja går, stod færdig i 1911 som hovedsæde for Københavns belysningsvæsen og er et imponerende stykke arkitektur, jeg aldrig bliver træt af nørde detaljer i.

Så som afhentningen trak ud, fordrev jeg ventetiden med at lade tankerne flyve og blikket vandre langs skolens potente indgangsparti.

Og der, til venstre på den dobbelte glasindfattede bro, der forbinder nabobygningen husende Det Danske Filminstitut med Egmont Bygningen på den modsatte side af gaden, fik jeg øje på ham.

En mand der vandrede hvileløst frem og tilbage på den øverste bro, talende i sin telefon, mens minutterne og sekunderne ubønhørligt trak i de lange visere på uret under ham.

Det var med hans gang, som blev der lagt ekstra vægt på en usynlig byrde, han slæbte efter sig, i takt med at telefonen ved hans ene øre fodrede ham med viden, han måske nu ønskede han aldrig var blevet delagtiggjort i.

Viden som forpligtede.

Altså det forestillede jeg mig.

I så fald kunne jeg sagtens identificere mig med ham. Som far til to unge mennesker med særlige behov. Som fagperson. Som indbygger på planeten jorden.

……………

Men hvad med de tilfælde, hvor man intet ved, ikke kender mellemregningerne, men alligevel fornemmer?

Det er faktisk næsten værre.

Her kunne en tredje (lang) variant af ordsproget, en kombination af de to forrige, lyder noget i retningen af:

3 “Hvad man ikke ved, kan man alligevel godt ha’ ondt af, fordi at man udemærket godt kan mærke det.

Som en elektrisk sitren i luften mellem en selv og verden, i måden folk snakker underligt på, og som en følelse af, at der bare er et eller andet helt ravruskende galt”

Den følelse kender jeg godt. Både fra mig selv og mine børn, men også fra mennesker jeg har mødt i forbindelse med mit arbejde.

Som en uopdaget sten i skoen, der får en til at gå skævt og gør lige præcis så lidt ondt, at man fortsætter, mens energien ligeså stille siver ud af en og spørgsmålene begynder af stiller sig i kø.

Hvad fanden er der galt….. med mig?!

Man ved det ikke, men det gør ondt.

En knugende og ja, sitrende forkerthedsfølelse, der til gengæld kan forløses når:

-en udredning kaster en diagnose af sig.

-et selvforståelsesforløb giver en forklaringsmodel ift. ting man har følt, tænkt og mærket, men ikke har haft et sprog for.

-man opdager at man ikke er alene og møder andre der har trådt samme stier som en selv.

-folk omkring en tager bladet fra munden, fordi de kan mærke at man er parat til at høre ting de, måske i bedste mening og ud fra en misforstået hensyntagen, der måske mest handler om dem selv, har holdt sig tilbage fra at tale om.

-det hele pludselig giver mening- og plads til at en fjerde variant af ordsproget – ish, kan indlejre sig i ens (selv)bevidsthed.

Et variant af ordsproget, der lyder som følger:

4 “At vide hvem man er, er en god begyndelse”

Rigtig god weekend 😊