“Kig ud af vinduet, skat! Prøv lige at se hvor hurtigt det går”

Den er god nok. Videoen øverst i denne artikel afspilles faktisk med normal hastighed.

Den er optaget umiddelbart efter min opfordring til min unge medpassager, om at kigge ud af vinduet, den 7 juli 2018 klokken 09:38 et sted syd for Ashford i sydengland.

Til højre uden for kameraet står et glas med mineralvand, hvor den spejlblanke overflade ikke så meget som antyder, at vi skyder gennem landskabet med kurs mod den engelske hovedstad, med lige under 300 km/t.

Til venstre uden for kameraet sidder benævnte medpassager, min yngste datter, og får det tiltagende dårligere.

Hjerneforskeren Peter Lund Madsen forklarede mig en gang at menneskehjernen, der i sit nuværende design er omkring 100.000 år gammel, som udgangspunkt er skabt til at kunne forholde sig til hastigheder svarende til let løb.

Alt hvad der går hurtigere end det, opfatter hjernen pr. definition som, om ikke foruroligende og ligefrem farligt, så i hvert fald som meget, meget mærkeligt.

Under alle omstændigheder mærkeligt nok til at der hejses et større eller mindre stressflag i den del af hjernen vi kalder amygdala.

Der hænger det så og blafrer som et tegn på et der, et eller andet sted, muligvis er noget riv rav ruskende galt, i strømmen af titusindevis af sanseintryk der, hvert sekunder opfattes, bearbejdes og fortolkes.

Det kan godt løbe op i en anseelig mængde flaghejsninger, når man, som vi, lever i en moderne verden så ny at malingen ikke en gang er tilnærmelsesvis tør.

Jeg har tænkt en hel del på min datters og min rejse med Eurostartoget i 2018, her på det sidste.

Alt imens debatten om skolefravær og tabte børn gradvis har foldet sig ud, trods undervisningsministerens trang til at banke den flad og lige med forkortelser og forenklinger af det svært begribelige.

Svært begribelig er egentlig også en meget god overskrift for turen vi sammen tog, min datter og jeg . Kort som den ellers var.

Grundets højhastighedsnettets specielle linieføring, steg min datter og jeg ombord på det højteknologiske vidunder af et tog, fra en undseelig station, ikke ulig en stor rektangulær duplo legoklods, et stykke uden for nordfranske Calais.

Et ikke-sted, der ud over svært bistert udseende, svært bevæbnede franske gendarmer og rullevis af pigtråd (vi befandt os tidsmæssigt på bagkanten af en stor flygtningestrøm op gennem Europa) var omgivet af marker og sanglærker så langt øjet rakte.

Kontrasten kunne dårligt blive mere udtalt. Men det blev den.

For efter kort tids let durvende kørsel gennem højsommersolen lod vi os med et dybt sug opsluge af det 52 kilometer lange tunnelrør under den engelske kanal og et pludseligt mørke.

Et mørke så langstrakt at man nåede at slutte fred med tanken om, at mørket, som det mest naturlige i verden ville fortsætte, når vi blev “spyttet ud” på den britiske hovedø i den anden ende.

Lyset udenfor kom naturligvis tilbage ligeså hurtigt som det var forsvundet. Og måske var den pludselige opvågnen medvirkende til blæse tågen af teknologibegejstring foran mit synsfelt væk, så jeg pludselig kunne se hvordan min datter havde det.

For mens jeg ivrigt filmede hvordan de snorlige skinner der, som var de et langt tværgående øksehug i landskabet, fra de vikingeforfædre der 1000 år tidligere hærgede de sydengelske strande, tillod toget af ramme svimlende 290, næsten lydløse kilometer i timen, udspillede der sig en ligeså lydløs indre nedsmeltning til venstre for kameraet.

Jeg erindrede pludselig en nu afdød hjerneforskers ord og forstod at verden på den anden side af de tykke ruder åbenbarede sig med en hastighed så høj, at min datters hjerne (og for den sags skyld min egen) simpelthen ikke kunne nå at opfatte, registre og risikovurdere hvad den så, før det var væk igen.

Og hvor komfortabelt min datters krop end var placeret i det støj og vibrationsfri miljø, ja så var hendes bevidsthed forlængst blevet efterladt på perronen af en af de stationer vi blæste forbi.

En tabt bevidsthed hos et tabt ungt højhastighedsramt menneske, med en hjerne dækket af en skov af hejste stressflag. Stadigvæk let blafrende i resterne fra togets trykbølge.

“Ved du ved hvad. Glem hvad jeg lige sagde. Prøv at lade være med at kigge ud af vinduet, skat” sagde jeg og rakte hende glasset med mineralvand.

Hun tog en slurk og lod blikket vandre væk fra den virkelige, uvirkelig verden og ned på sin Iphone.

Jeg forstod hende godt.

Vi ankom til de gigantiske tvillingestationer St. Pancras/Kings Cross i metropolen London, 3 minutter før vi var taget afsted fra Calais.

Det var den korte afstand, hastigheden og tidsforskellen mellem kontinentet og de Britiske øer, der gjorde os til tidsrejsende.

Da rejsen for ganske nyligt dukkede op i min bevidsthed, tænkte jeg som noget af det første på om de 3 forjættede minutter mon forsat stod og ventede på os, på en spærret tidskonto et sted.

Min næste tanke var, hvor gennemført dårlig en idé den rejse havde været.

Og her skylder jeg måske lige at huske at fortælle at vi rejste retur til Calais samme dag, 5 timer senere , blot for efterfølgende at kigge ind i 3 timers kørsel i den lejede bil tilbage til villaen i den lille Nordfranske kystby, som havde været vores udgangspunkt urimeligt tidligt samme morgen.

Pløk åndsvagt.

Men ikke desto mindre min idé.

Jeg, voksne Morten, bookede billetter, arrangerede, planlagde og udførte.

Med mine dengang 43 leveårs erfaring, at læne sig op af. Herunder ikke så få erfaringer med rejser til storbyer og en enkelt med det franske højhastighedstog TGV.

Jeg havde tilmed på daværende tidspunkt, i 7 år arbejdet for Psykolog Kirsten Callesen med den gruppe af børn- og unge vi i dag har lært at kende under betegnelsen “de tabte”.

I 2014, 4 år før jeg løste billet til Calais-London-Calais, havde Kirsten inviteret mig til at gå ombord i det projekt der i dag er kendt som Søstjerneskolen. En højt specialiseret behandlingsskole jeg snart kan fejre 12 års jubilæum sammen med.

Meget af det jeg i dag ved, om børn, unge, hjerner, autisme og skolefravær vidste jeg allerede på daværende tidspunkt.

Jeg havde, med andre ord, et temmelig oplyst grundlag at træffe mine beslutninger ud fra.

Som fagmand.

Men som farmand var jeg helt og aldeles fartblind, med min datter som intetanende, tillidsfuld passager.

Min datter som i øvrigt, som sin storesøster, tilhører selvsamme gruppe af skolefraværende børn- og unge med autisme, som jeg arbejdedede med- og fortsat arbejder med, professionelt.

Tankevækkende, synes jeg.

Det var journalist Jens Langhorns fremragende udsendelsesrække om skolefravær “Skolens tabte børn”, der for nyligt løb over skærmen på DR, der for alvor hev proppen af flasken med højhastigheds rejseminder.

Min tidligere mentor, Kirsten Callesen, som medvirker i samtlige 5 episoder, som en af flere fageksperter offentliggjorde efterfølgende en række debatindlæg.

Særligt følgende uddrag fik for alvor , for mit vedkommende, nogle brikker til at falde på plads, skønt jeg havde hørt Kirsten sige noget tilsvarende mange gange før.

Kirsten skriver blandt andet:

“Ingen af os kunne have forudset, at summen af reformer, besparelser og samfundsforandringer ville ende i et strukturelt system, hvor børn ikke længere kan holde til de fællesskaber, vi ellers havde tænkt som deres fundament.

Men nu står vi her. Vi kan stadig ændre kursen.

Det handler ikke om skyld, det handler om ansvar. Ansvar for at give børn stabile relationer og de voksne, de har brug for.

For strukturelt omsorgssvigt er ikke en naturlov – det er et resultat af de valg vi har truffet”

……….

Amen!

Vi kan stadig ændre kursen, men det indebærer at vi forstår hvad det er for nogle strukturer vi har bygget og som vores samfund kører på.

Lige skinner.

Tilsyneladende ideelle til højhastighed, men bygget af gammel stål fra den industrielle tidsalder og slet ikke fleksible nok til de skarpe kurver og pludselig skift i linieføringen, der åbenbarer sig i landskabet hurtigere end vi kan opfatte det.

Ligeledes kræves det at vi til fulde forstår hvad det er for et vildt fartøj vi, sammen med vores børne- og ungdomsgenerationer, har løst billet til.

Hastighed handler ikke kun om at flytte sin fysiske krop fra punkt A til punkt B. Hastighed er også en mental tilstand.

Hastighed er noget vi kan blive til, noget vi kan gøre, noget vi kan være.

Hastighed er måden vi er sammen på, måden hvorpå vi lever og udlever vores drømme, ambitioner og gensidige forventninger.

Hastighed er krav.

Krav om at ankomme, før man er taget afsted.

Hvorfor?

Fordi det er muligt!

Vi beder vores børn- og unge “kigge ud ad vinduerne” og beundre og værdsætte en udvikling, selv vores egen dybe biologi slet ikke er tilnærmelsesvis fortrolig med.

Vi ignorerer de hejste flag og forvente at vores børn skal gøre det samme.

Vi bilder os selv ind at mindre skærm og mere virkelig verden til de unge generation, kan være det quick fix der kan få det ubehag vi også selv mærker, men ikke har et sprog for, til at forsvinde.

Vi forkorter (PDO) og forenkler og forventer herefter at kompleksiteten er rettet ud og kan holde til hvad end vi udsætter den for.

Men det er stadigvæk de samme gamle stive skinner vi forsøger at banke lige, i det evigt foranderlige kringlede landskab, der burde blomstre af små lige så kringlede lokalbaner.

Et landskab hvor hastigheden efterlader mange på perronen mens ligeså mange ryger i de uundgåeligt skarpe kurver.

Tabte børn- og unge.

Videoen øverst i denne denne artikel er optaget og afspilles ved normal hastighed.

Men hvad er egentlig normal hastighed?

………

Calais-London-Calais 2018. Alternativ slutning.

“Prøv at lade være med kigge ud ad vinduet, skat” “Så finder jeg førerummet og prøver at overtale togføreren til at lade mig ændre hastigheden og kursen, så vi kan skifte spor.

“Men hvad nu hvis du ikke kan, far?”

“Bare rolig, skat. Lidt togfører er man vel altid”