(Udgivet første gang i juli 2024, men stadigvæk rasende aktuel.)

Da Danmark spillede 1/8 finale mod Tyskland forleden, lå jeg allerede i min seng.

Jeg interesserer mig ikke for fodbold, men havde dog alligevel ikke kunne sidde eksperternes væg-til-væg dækning af det bebudede nederlag overhørig

Så lige før jeg lukkede øjnene og samtidig registrerede at de manglende jubelbrøl fra nabovillaerne nok ikke ligefrem varslede folkefest og fællesbad i Storkespringvandet lod jeg, med en ganske sagte hvisken , og i den retning jeg nu en gang mente, at grønsværen i Dortmund måtte befinde sig, følgende sætning flakse ud i midsommernatten:

“Hvad nu hvis det bare går godt”

Hvad nu hvis det bare går godt” ….. Jeg syntes simpelthen Anne var så grænseløst irriterende, de første gange hun brugte sætningen

Mangen til sproglig kliché skulle man da lede længe efter.

Som om jeg var typen, der lod mig besnære eller berolige af den slags galojpakke-banaliteter 🙄

Der hænger en lille, indrammet tegning skabt af tegneren og forfatteren, Maren Uthaug, i vores stue.

På tegningen kan man se Marens alter ego, den rødvinsdrikkende, i don’t give a f…heltinde, ligge armen om en anden kvinde med ordene:

“Det er virkelig en empatisk og venlig og imødekommende måde at kommunikere på, men hvis du ikke holder op med at snakke sådan til mig, bliver jeg nok nødt til at smadre dig”

Den har vi grinet- og griner forsat meget af herhjemme.

Den lille ramme over bogskabet ved siden af kattenes klatre/sovetræ, er næsten gået hen og er blevet mit lille alter.

For hvor har hun ret.

Jeg kan, i hvert fald, næsten få isning i mine tandhalse og små trækninger ved øjnene, når jeg møder empati, imødekommenhed og venlighed sat på formel, “hældt på flaske” og solgt som dyre koncepter med dyrenavne.

“Mødte en der talte girafsprog” står der skrevet, i venstre hjørne af tegningen af de to kvinder.

Problemet…. Nej, mit problem er, at jeg, over tid har haft mistet evnen til genkende gode intentioner, når jeg har mødt dem. Ligeså vel som jeg har været mere end almindeligt udfordret på min evne til at forvente det bedste.

Ikke så heldigt.

For når alt kommer til alt, mener de fleste det jo godt. Også de, der har taget et dyrt kursus i at mene det godt.

Og i den forstand har girafsprogssatiren over bogskabet nok, længere end jeg selv vil være ved det, givet næring til en side af mig selv, der nok skulle være beskåret og tyndet ud i lidt tidligere. I hvertfald før den næsten endte med at lukke lyset ude.

En ting er at bede morgenbøn foran Maren-alteret og bruge det som den kærkomne sarkastiske overtryksventil, det er ment som.

En anden ting er at føle en mere eller mindre konstant tilskyndelse til at smadre sig vej gennem livet. Skyde på forhånd. Bare for en sikkerheds skyld.

Det er ikke udelukkende samfundets skyld, at det er blevet sådan. Jeg har jo hele tiden haft et valg.

Jeg vil dog strække mig så langt som til at hævde, at vi , i vores hastigt accelererende verden, efterhånden har lavet så mange krumspring, for at kunne følge med, at vi, uden at opdage det, har viklet os selv ind i et sindrigt net af strukturer, der nu strammer, snærer og begrænser os.

Bekvemt fordi det samtidig gør verden mindre. Ubekvemt fordi, der er ikke lige er en kluddermor til at vikle os ud igen.

Den må vi selv klare.

Men begrænsede som vi er, vælger nogle af os (mig) gang på gang at bevæge os ned af de samme korte stier, når vi skal hente næring til det sprog vi bruger om os selv pg de andre.

Sprog der, til sidst, bliver vores nye virkelighed.

Sprog der får den verden, der både snærer, strammer og buldrer derudaf, til at give mening eller, som minimum, gør den tålelig at være menneske i.

Anne og jeg har måtte tage ikke så få kampe i årenes løb, på børnenes og på egne vegne.

Det er ikke så meget udfaldene af kampene, der har gjort udslaget.

Vi har nemlig vundet dem alle sammen. Med blod, sved og printerblæk.

Ej måske ikke ligefrem med blod og sved.

Med printerblæk og tårer, så.

Men alting har jo, som bekendt, sin pris.

Alene det faktum at der overhovedet har været kampe, vi har kunnet gå slagne eller sejrrige videre fra, har sat sig dybt i os.

Meningsløse kampe hverken vi eller andre, i lignende situationer nogensinde burde have udkæmpet.

Bare det at jeg tager udtryk som sejr og nederlag i brug, er egentlig et nederlag i sig selv.

For mit eget vedkommende kan jeg nu, efterfølgende godt se, at der har været en periode, af mit liv, hvor jeg har været så fortættet kampklar at det har forurenet vandet i den brønd, hvor jeg har hentet mit dagligdagssprog.

Forurenet det med printerblæk fra hyldermetre af dokumentation. Fra alt for hudløse og alt for sårbare beskrivelser af det ubeskrivelige, fra partshøringssvar, fra klager.

Forfattet i et sprog der, som årene er skredet frem, i stadig højere grad er blevet støvsuget for de lyspunkter, jeg hurtigt lærte ville kunne åbne små sprækker af tvivl og mistro hos modtagerne

Det gør noget ved en.

Man bliver en anden. En person man ikke har lyst til at være, viklet ind i en dialekt, der får en til at lyde som en fremmed.

Fremmed for en selv og for dem, man elsker.

Og så kommer tårerne. Også glædestårerne, når endnu en kamp er vundet.

Men tårer grædt på bagkanten af meningsløse kampe, er nu engang meningsløse tårer.

Uanset om de fødes af sejr eller nederlag .

Og det, i forvejen printerblækfarvede vand i den brønd, hvor man henter sit hverdagssprog, bliver lige salt og udrikkeligt af begge slags.

Den eneste vandet giver næring til, er den side af en der, hvis den vokser ud af kontrol, ender med at lukke lyset ude.

I en eller anden forstand drikker vi alle sammen af de samme brønde.

Brønde hvis kilder er det sprog, der er tilgængeligt for os, når vi træder de samme korte stier, måske fordi vi efterhånden ikke kan huske at have trådt andre.

Og fordi at vi, når vi prøver at gøre vores verden større, mærker usynlige bånd der snærer og trækker os tilbage til det velkendte og mindst ringe.

Det ikke kun samfundets skyld, for vi har altid et valg, men nogle gange har vi brug for andre til at minde os om, at det valg findes.

Den 24 december 2023 fik jeg heldigvis et nyt lille kunstværk i julegave af Anne.

Det var iøvrigt også hende, der havde givet mig Maren Uthaug tegningen om girafsprog.

P.t står kunstværket lige under “Maren“ som en tiltrængt udbygning af mit stuealter.

I kan se det øverst i artiklen.

Kunstneren hedder Anette Zimmerlund.

Jeg brokkede mig ikke over gaven. Jeg kaldte den heller ikke banal og kliché agtig.

Jeg kaldte den helt perfekt og lige præcis den gave jeg havde brug for.

En udvidelsespakke.

Og så kyssede jeg giveren.

Jeg beder både morgen og aftenbøn til de to og har gjort det siden 25 december 2023.

Zinmerlund og Uthaug

Yin og Yang.

En hyldest til lyset og forventningen om det hele nok skal gå. Men også til nødvendigheden af at have et kulsort sted at gå hen, med sin rødvinsmarinerede, ventilerende galgenhumor, når det hele alligevel, en gang i mellem, bliver for meget.

Aldrig for at blive der, men i erkendelsen at det sted findes.

Som en ikke beboelsesegnet kælder det, fra tid til anden, kan være nødvendigt at gå ned og råbe i.

Og hey.

I burde faktisk kunne mærke mine bønner derude, allerede på nuværende tidspunkt.

Men hvad med den 1/8 finale mod tysken, spørger I så måske?

Jo, ser I.

Ganske vist blev kampen afbrudt af et gigantisk uvejr, der i øvrigt senere trak hen over Danmark og ramte Roskilde Festivalen lige i synet. Og ganske vist tabte Danmark 2-0, fordi at en spiller stak sin storetå 2 cm for langt frem og blev opdaget af en computer. (Nulfejl kulturen havde en fest, den aften)

Men altså.

Tænk engang, hvor galt det kunne være gået, hvis jeg ikke havde hvisket min sagte bøn i retningen af den, for fodboldfolket, så hellige by, Dortmund?

“Hvad nu hvis det bare går godt?”

Det eneste klip jeg efterfølgende så fra 1/8 finalen, var det med de to blege ungersvende, der brugte afbrydelsen af kampen til at danse rundt i deres bare overkroppe, mens kaskader af vand fra skybruddet væltede ned over dem.

Jeg vil næsten væde med, at det var min skyld.

Sproget skaber virkeligheden og er vores alle sammens kluddermor, hvis vi bruger det klogt og kærligt. Det er bare med at komme igang.

Tænk hvor mange uudforskede brønde med nye, klare, rene udtryk vi potentielt vil få adgang til.

Er jeg for happy go lucky agtig?

Har I lyst til at smadre mig?

Tro mig. Jeg kender fornemmelsen.

Men husk.

Jeg mener det godt.

Rigtig god sommer ❤️

Jeg har besluttet mig for at omskrive en fortælling.

En fortælling som blev grundlagt af en lidt for tyk, jævnt klodset, meget temperamentsfuld lille dreng, der til gengæld kunne tale solen sort og hvis stemme åbenbart stadigvæk trænger igennem her så mange år efter, at jeg var ham.

Fortællingen om, at det der med håndværk ikke er noget for mig.

Fortællingen om at jeg ikke dur til den slags, ikke har hænderne skruet korrekt på, ikke kan slå en pind i en lort uden at ødelægge begge dele.

Den fortælling slutter nu.

Jeg er den første akademiker i min familie. Jeg startede i gymnasiet uden reelt helt at vide hvad et gymnasium var.

Der var ikke så mange jeg kunne spørge, men til gengæld blev jeg sendt afsted hjemmefra min mor, som jeg boede alene med, med gode værdier i baggagen.

“Der er ikke noget job der er finere end et andet” og “Du skal kunne snakke med alle og behandle folk ordentligt, uanset hvor de kommer fra”

Der var flere i min familie, der var håndværkere. Min far blandt andet. Ham spurgte jeg aldrig om noget håndværksrelateret.

Den fortælling jeg nu har brudt med, satte sig i mig tidligere end jeg selv kan huske.

Så jeg spugte ham aldrig om noget.

Han flyttede godt nok, da jeg var kun 6 år gammel, men jeg havde masser af muligheder for at spørge, i årene der fulgte.

Da jeg endelig fik brug for det, var det alt for sent.

Min far døde i 1996 og jeg kunne virkelig godt have brugt ham i dag.

I mange år, alt for mange år, har jeg formået at overbevise mig selv om, at jeg så vidt muligt skulle afholde mig fra at bygge, vedligeholde eller reparere noget som helst.

Det ville alligevel bare gå galt, blive grimt, falde fra hinanden eller, i værste fald være til fare for andre folks liv og lemmer.

Min ældste datter, Freja, har aldrig haft det problem. Hun kaster sig frygtløst ud i det ene vilde projekt efter det andet.

Bygger, fletter, borer, banker. Hun har tilmeld sin egen økse hængende på væggen i et læderetui. “Enhver kvinde bør eje sin egen økse”, lyder et af de yndlingcitater hun har ladet indgå i sin personlige fortælling.

Man kunne starte en roman med den sætning. En roman jeg virkelig godt gad læse.

Her forleden kiggede hun alvorligt på mig og sagde følgende: “Far. Du bør altså finde dig en hobby eller i det hele taget bare bruge dine hænder til et eller andet. Jeg tror at det vil være godt for dig”

Jeg gøs.

Dels vidste jeg hun havde ret, men alt det fornuftige hun sagde druknede næsten i den skingre stemme fra den lille dreng dybt inde i mit indre.

Jeg har faktisk altid godt kunne lide at male. Og jeg er egentlig heller ikke helt tosset til det.

Male, altså som i male vægge, dørkamme, lofter…. vinduer.

På den ene side har det altid givet mig en ro i kroppen, på den anden side har mit håndværkertraume hevet og flået i mig og jeg har følt mig forkert og akavet i farvehandlere og byggemarkeder, overbevist om at alle har kunnet gennemskue mig og se, at jeg var det sorte får i håndværkerslægten.

Malerens søn. Ham med de bløde hænder.

Her i weekenden har jeg slebet, kittet og malet fællesvinduerne i vores lille ejerforeningen.

Timingen med at gøre det i 28 graders lummervarme kunne have været bedre, men resultatet er faktisk blevet hæderligt.

Men endnu vigtigere. Jeg har fået brudt min forbandelse.

Min far var udlært maler, men han var også misbruger. I stor stil.

Derudover er jeg næsten 100% sikker på at han, som jeg selv, var på spektret. Han havde sikkert også, som jeg selv, ADHD.

Men det var en anden tid dengang og min fars livsbane blev kort og tragisk.

Han var ikke nogen super dygtig maler, tror jeg, men det var sådan det blev.

Faktisk er jeg ret overbevist om, at han meget hellere ville have læst et bogligt fag.

Måske skulle jeg have været maler. Ej. Måske ikke, men der er i hvert fald ikke noget der skal holde mig tilbage fra at gøre det, der egentlig altid har gjort mig glad.

Bruge mine hænder (til andet end at skrive)

I dag, mens jeg stod der med penslen i hånden, forstod jeg at det aldrig har været håndværksfagene, det handlede om.

Det har været noget helt andet, der har holdt mig nede. Noget helt andet, der har skrevet min fortælling.

For eksempel en erindring om følelsen af at sidde på en brunt værtshus på Nørrebro, som ikke særlig gammel og kigge ned i en citronvand. Eller erindringen om min fars flotte skrivemaskine i ungkarlelejligheden, som han sjældent skrev på.

Følelsen af at være tæt på et uforløst, følsomt, og i glimt, decideret ulykkeligt menneske.

Et menneske der ville så meget og nåede så lidt.

Min far var maler. Ikke verdens dygtigste maler, tror jeg, men dog faglært.

Jeg kunne godt have brugt ham i dag. Jeg savnede ham faktisk for første gang i ret lang tid.

Det var egentlig ikke fordi jeg tror at han kunne have lært mig så meget, med de vinduer.

Dem havde jeg ret godt styr på.

Fair nok. Han kunne måske lære mig et malertrick eller to. Måske i bytte for et par af mine skrivetrick.

Men det kunne, i det hele taget, bare have været hyggeligt, at stå der sammen, med hver sin pensel og mærke den ro det giver i kroppen at påføre en vinduesramme et lag hvid maling i lange, elegante strøg.

Hvilken fortælling tænker du, at du har brug for at gøre op med? Enten hos dig selv eller hos en du holder af.

Måske hos et barn -eller hos et ungt menneske.

Det er godt at starte tidligt, med de gode fortællinger, men det er heller aldrig for sent at skrive, bygge eller male en ny.

Har jeg lige opdaget.

Besøger politiet en børnefamilie og kan konstatere at der mangler sengelinned på dynerne og mad i køleskabet, skal de i princippet reagere på det og bringe oplysningen videre. Og med god grund. De to markører kan være et tegn på mistrivsel.

Det må være et forbandet vanskeligt dilemma at stå i.

Man har måske et øjeblik eller mindre, hvor et kort glimt af information åbenbarer en verden der er helt og aldeles fremmed fra den verden man selv færdes hjemmevant i, som privatperson.

Hvad er det egentlig talt lige man ser eller ikke ser ?

Hvad fortælle ens intuition en, er det rigtig at gøre, hvad står der i håndbogen og hvad i alverden stiller man i det hele taget op, som professionel, når ressourcerne i øvrigt er knappe og tvivlen samtidig banker på?

Jeg er glad for, at jeg ikke er ansat i politiet, med den enorme menneskelige berøringsflade, man som betjent skal navigere indenfor, med den flygtige kontakt man ofte har med borgeren og det ansvar, man samtidig skal forvalter.

Jeg har i midlertid den allerdybeste respekt for folk som har det job, kan forvalte det ansvar der følger med og samtidige bevare et klarsyn der, i sidste indstats, kan vise sig at have afgørende indflydelse på et medmenneskes videre skæbne. 

Det var en kursist på det efteruddannelseskursus i autisme og ADHD hos børn og unge, som jeg i en årrække underviste på, på Københavns Professionshøjskole, der tilbage i 2018 gjorde mig opmærksom på tommelfingerreglen ifht. den manglende mad og det manglende sengelinned.

Hans bemærkning faldt som en del af en debat, i forbindelse mit undervisningsmodul om angst og belastningsreaktioner.

Kursisterne, alle erfarne fagfolk, havde i plenum netop udvekslet erfaringer fra sagsarbejde med børn- og unge med komplekse PDA lignede følgetilstande samt, ikke mindst, erfaringer fra arbejdet med deres hårdt prøvede familier.

Flere af kursisterne havde oplevet, at arbejde i og omkring private hjem. 

Hjem hvor det var tydeligt at alvorlige og ubehandlede autisme og belastningstilstande hos børnene -og de unge, med tiden havde sat gode strukturer, samt sunde værdier og principper under et så enormt pres, at de til sidst var kolapset under vægten af barnets eller det unge menneskes forpinthed.

Forældre, søskende og andre pårørende var således ufrivilligt blevet gidsler i hjem, der, som små og store rumskibe drev formålsløst rundt for solvinden.

Det meste af tiden, med tomme stole i cockpittet.

I andre hjem viste der sig, ved nærmere eftersyn, at være en både mening med galskaben samt styr på både fart og retning.

Forældrene vidste hvad de lavede. Og det til trods for at den verden, man for en kort bemærkning kunne kigge ind i, ved første øjekast kunne tage sig ud som noget der, holdt op imod en standart familiemålestok, i bedste fald, ville kunne betegnes som: det glade vanvid.

Et vanvid uden sengelinned eller syninger i sokkerne, men til gengæld med plastikservice samt ensformigt mad uden farve eller tekstur.

Alt sammen på grund af et barn eller et ungt menneskes sansefølsomhed, men tålt og udholdt af familien for, på sigt, at kunne frigive energi og overskud til en langt vigtigere behandlingsindsats og, i sidste ende, måske “en tilværelse i farver”

Som udefra kommende observatør, kunne man således hurtigt finde sig selv balancerende på en knivsæg, når man skulle tage afgørende beslutninger. 

Det krævede nemlig, som udgangspunkt, mere end et trænet øje og et skarpt blik at kunne skelne det ene fra det andet for, efterfølgende, at kunne sætte ind med en relevant indsats.

Det havde alle på kurset erfaret.

“Sådan kunne der faktisk, i princippet godt have set ud, i mit hjem og i mit køleskab” svarede jeg kursisten, alt imens at jeg forsøgte at genkalde mig et særligt vanvittigt kapitel i historien om mine egne to særlige unge menneskers lysår lange rejse mod bedre trivsel.

En rejse og en vej der havde være brolagt med et hav af særhensyn, afsavn og kompromiser, samt med jænvlige rituelle afbrændinger af en god del af det arvegods og de idealer, som børnenes mor og jeg forestillede os at grundpillerne til vores familieliv skulle støbes af.

Der var selvsagt en rum tid, hvor vi sjældent fik gæster, men de få vi fik, ville med god ret kunne stille sig selv spørgsmålet:

“Hvad fanden foregår der her”

Alle øvrige, private såvel som offentlige og profesionelle relationer og kontakter, var pænt henvist til en plads i mindst ét planet kredsløbs afstand fra vores lille familie og således også fra begivenhedernes centrum.

Derfra kunne de, efter bedste evne og intentioner, tolke på de små bidder af information, der nu engang undslap matriklen.

Information der, som lyset der bøjes gennem en prisme og efterfølgende spredes i alle retninger og farvernuancer, blev set og gransket af modtagerne ud fra deres erfaringer, deres aktuelle ståsted -samt ud fra den professionelle og følelsesmæssige arv, de nu engang var rundet af.

Alt sammen forståeligt og i grunden meget menneskeligt.

Udfordringen var blot, at den bedste version af sandheden om vores lille familie, lå spredt som brikkerne i et puslespil hos venner, familie, socialforvaltning, PPR, skole o.s.v.

Hovedparten af brikkerne lå hos os.

Hver og en havde de forskellige aktører, os selv inklusive, deres helt egen idé om, hvad det færdige familiemotiv ville forestille. Men reelt var der ingen, der helt vidste det.

Jeg ved, fra fysikkens verden, at man netop ved at måle på det synlige og usynlige lys, selv fjerne himmellegeme udsender, kan sige ret præcist hvilke grundstoffer, eller puslespilsbrikker – om man vil, de består af.

Hvordan at de fjerne planter, stjerner og galakser helt præcis ser ud, kan man dog kun gisne om, da de enorme afstande i universet reelt gør rejser uden for vores eget solsystemer umulige at gennemføre.

…

Hvad Annes og mit lille familiekosmos angik, var sandheden at vi, i det store hele, havde styr på hvad vi lavede.

Der var en mening med galskaben.

Også selvom køleskabet på udvalgte dage måske kun havde de syltede agurker og den bløde farveløse kødpølse som børnene. spiste, som dets eneste triste logerende, sammen med den evigheds- hvidvin, som vi voksne havde liggende på køl til den dag med uforstyrret kvalitetstid, vi udemærket godt vidste befandt sig uden for det spektrum, der var synligt for det blotte øje. 

Det var autisme, angst og sanseforstyrrelser hos børnene fulgt af en udmattende, undtagelses- og stresstilstand hos os voksne, der var på spil i vores hjem og ikke at mistrivsel, socialt armod og manglende forældreevne.

Autisme hos børn og unge mennesker, kan imidlertid være en overordentlig svært gennemskuelig størrelse.

Og når belastningsreaktionerne tilmed begynder at klumpe sig sammen om barnet -eller det unge menneske, for efterfølgende at trække i ressourcer fra familien, skolen og socialforvaltningen som et sort hul, kan det , som udenforstående fjern observatør være fristende at trække i det største håndtag af dem alle, for i det mindste bare at kunne pege pilen i en eller anden retning.

Jeg har således oplevet en kommune bestille en forældrekompetenceundersøgelse, i noget der bedst kunne betegnes som en tilstand af afmagt, fordi at de simpelthen ikke kunne se, hvad der reelt var på spil i familien.

Der var intet galt med forældrene.

Det forbandede er bare, at en sjælden gang er der noget galt med forældrene.

De er selv syge og den manglende mad og den manglende sengelinned er lige præcis hvad det giver sig ud for at være. 

Et råb om hjælp.

Andre gange er forældrene “blot” pressede og stressede, men i øvrigt kompentente indbyggere i en fjern autismekoloni med undtagelsestilstand og delvist udgangsforbud, på ubestemt tid.

Djævlen bor i detaljen og detaljer er der lige så mange af, som der er stjerner på himlen.

Derfor er det godt at have årvågne og observante ordenshåndhæver, lærere, sagsbehandlere, pædagoger samt psykologer og psykiatere, der ved hvad de skal kigge efter og kender forskellene. 

Den erfarne fagprofessionelles klarsyn og dømmekraft i forhold til, hvilken type hjælp der er brug for, kan være lige præcis det sikre hus, man behøver.

Særligt hvis ens nye tilværelse som kolonist i autismekosmos er blevet en iltfattig kampplads, hvor man har mistet grebet såvel som håbet og alt, i bedste fald, er til forhandling.

Også hvis man, som vores familie, har styr på det autismepædagogiske (omend alt tager sig mærkeligt ud, set udefra) og man egentlig bare har brug for støtte i form af tillid, anerkendelse samt ro og tid til at føre projekt barn/ung med autisme ud i livet- samt måske lidt hjælpemidler og en nogenlunde stabil økonomi.

I den sammenhæng er det afgørende at de observerende parter har de fornødne forudsætninger for efterfølgende, at kunne tolke korrekte på – eller i hvert fald danne sig et overblik over, hvad det egentlig er de er vidner til.

Selv i forhold til de helt politi-korte glimt mange overbebyrdede sagsbehandlere eksempelvis, oftest må stille sig tilfreds med at få mulighed for at se.

Som en der, i snart 15 år har stået med et ben i henholdsvis det professionelle og det personlige hjørne at den galakse som autismeområdet inden for børne -og unge psykiatrien udgør, kan jeg afsløre, at det, set fra det profesionelle perspektiv selvsagt langtfra altid er helt let, at være ham der trækker stregen i sandet mellem godt og skidt, sundt og usund, samt rigtigt og forkert

Det er heller ikke altid super let, efterfølgende, at komme med et kvalificeret bud på, hvad der egentlig er vi , fra tid til anden, kigger ind i.

Tingene er nemlig sjældent, hvad de giver sig ud for at være og derfor bliver stregen i sandet stort set heller aldrig lige eller helt sammenhængende.

Jeg er imidlertid glad for have fået muligheden for at være manden med stregen.

Tilsvarende holder jeg af at få besøg af folk som mig selv, når jeg, som farmand, et øjeblik bliver (for)blændet af det lys mine egne børn udsender og derfor, i lige præcis det moment ikke er den person, der kender dem og deres behov bedst, selvom de og jeg er indbyggere i den samme verden.

Og det hænder faktisk.

Det er langtfra altid let at se klart. Hverken udefra eller indefra. 

Så drømme man om lette løsninger på komplekse problemstillinger er der, med andre ord, så absolut bestemt andre brancher, der er langt mere tillokkende end dem mine nysgerrige kursister havde sat kurs mod på Københavns Professionshøjskole tilbage i 2018.

Ikke fordi jeg gør mig nogle illusionerne om at astrofysik er mindre komplekst. 

Men i mine brancher kan vi tale sammen. Og det er dog noget.

Spørgsmål og svar er ikke lysår undervejs og den støj og flimren der til tider gør det vanskeligt for os at se klart og høre klart, har vi faktisk en god mulighed for at eliminere. 

Og der er brug for at vi tør række ud mod hinanden og mod stjernerne – børnene og de unge. 

Særligt i en tid, hvor stadig mere snævre bevillingsrammer, længere afstande mellem borger og professionelle, kortere observationstider og faldende normeringer, i årenes løb har dannet tvivlsomme parløb med en stigende efterspørgsel efter regnearksvenlige næsten naturvidenskabeligt kvantificerbare data, entydige konklusioner og hurtige billige indsatser.

Vel at mærke i en verden, hvor vi , som professionelle, i takt med at vi bliver klogere, gradvist også bare må indse, hvad vi sådan set har vidst længe, nemlig at den grad af kompleksitet vi stirrer ind i, er dybere og rummer langt flere farvenuancer end hvad vi kan observere fra måske “femte planetkredsløb”.

Set fra et pårørendeperspektiv, så ved alle bedsteforældre, der har fristet en tilværelse blot ét enkelt planetkredsløb væk fra deres særlige børnebørn, hvor uendeligt langt væk “tæt på” pludselig kan føles.

Lige så forholder det sig for de mange, primært fædre, der, som en slags astronauter dagligt lader sig affyre væk fra børnene og børnenes mor på tabt arbejdsfortjeneste, til en dag i vægtløshed på deres arbejdeplads, når de lander igen, åbner døren til følelsernes kampplads, stirrer ind i lyset fra deres børn og stiller dig selv spørgsmålet:

“Hvad fanden sker der lige her?”

Autismeområdet hvor jeg arbejder og den øvrige børne- og unge psykiatri er ikke på sammen måde som astrofysikkens verden underlagt de samme lovmæssigheder og konstanter, omend det nogle gange kunne være rart.

Men i hvertfaldt på et område er vi sidestillet, astrofysikerne og vi (og politifolkene som åbner døren til en verden der ikke ligner deres egen)

Ud fra de observationer vi, som professionelle, foretager kan vi nemlig kun nå frem til det bedste bud på sandheden.

Astrofysikerne har dog ikke den fordel og det privilegium som vi har, rent faktisk at kunne kommunikere med de fantastiske og forunderlige væsner der findes derude.

I vores tilfælde, børnene, de unge og deres familier der står med fødderne plantet i verdner, de imidlertid ikke altid selv ser klart og ånder frit i, og som vi professionelle, for det meste er henvist til at måtte observere på afstand.

Derfor har vi brug for hinanden. Vi professionelle , familierne der modvilligt har koloniseret autismekosmos samt deres pårørende.

Det lyder muligvis banalt, men det er sådan at det forholder sig.

Ligeledes har vi brug for alle de ressourcer, som fælles forståelse og viden kan gro og slå rødder i, når jordbunden på den fremmede grund synes gold og ugæstfri.

Ikke mindst behøver vi tid.

Tid, tid, tid. 

Kommunikation og rejser over store afstande kræver tålmodighed. Tid til at lytte, være nysgerrige stille skarpt og tid til at filtrere støj og flimmer fra. Ikke mindst den støj og flimmer vi selv bringe med os.

Det bedste bud på sandheden findes et sted derude.

Har jeg hørt.

Så viden, arbejdsro og tid.

Både til de som næsten stirrer sig blinde på ét punkt på autismehimlen og til de, som er henvist til at bevæger sig fra det ene flygtigt glimt til det næste.

Som fagmand opdager jeg til stadighed nye verdener, der udsender lys i nuancer jeg ikke vidste fandtes.

Det er smukt og frusterende på én og samme tid, på den måde, næsten dagligt at skulle revidere meget af det man troede man vidste.

Men det holder blikket skarpt.

Som farmand opdager jeg ligeledes, stort set dagligt, mine to unge mennesker på ny.

I særlig grad når jeg pludselig ser dem skinne gennem den knivskarpe stjernekigger optik i andre kloge og gode menneskers øjne.

Kosmiske hilsner

Morten Gantzler Oschlag/AutismePlusFar, fag- og farmand, intergalaktisk brobygger og rejsende dobbeltagent.

(Ps. Vi har stadigvæk hvidvin på køl. I må gerne kigge efter)

Find mig på Facebook og følg mig der, hvis det giver mening.

Bloggen her huser efterhånden 50 – 60 artikler fra de sidste 7 års tid.

For eksempel denne her: 

“Man skal ofte have haft det bedre i temmelig lang tid, før man kan få det rigtig godt”

En sætning jeg, efterhånden, har haft taget i brug så ofte, at jeg begynder at have den mistænkt for at være temmelig vigtig.

Sætningen fik da også luft under vingerne, for ganske nyligt, til et møde ifm. en af de sager jeg rådgiver i.

Luft under vingerne…..

I bilen på vej tilbage mod kontorpladsen, på Østerbro i København, kom jeg i tanke om de gange jeg enten næsten er kommet for sent til et fly, samt de endnu flere gange hvor jeg, atter hjemvendt, har forladt først flyet og dernæst bagagebåndet som den sidste og dermed næsten er kommet for sent til den verden, jeg midlertidig har været tjekket ud af.

Det er det toldfri områdes skyld, er jeg efterhånden kommet frem til.

Ikke på grund af dets overflod af slik, parfume og spiritus, men fordi det er et sted, der ikke rigtig findes i virkeligheden.

Et uforpligtende, vægtløst næsten statsløst sted på kanten af lands lov og ret.

Jeg mærker det alle stærkest i forbindelse med mine hjemkomster.

Her er det toldfri område det sted, hvor fjernt grus under ens skosåler lige så stille drysser af og diskret fejes op, mens de tynde lag af duftene, af det man har lagt bag sig og som endnu svagt klæber til en, fortyndes og blandes op med duftene af alle de andre steder, der findes.

Dufte som i netop dette øjeblik passerer gennem et og samme toldfri rum og forvandler det til alle steder og intet sted, på samme tid.

På en rar måde. I hvert fald for mig.

For mig er det toldfri område en slags social og kulturel dekomprimeringstank. Et stykke virkelighedstæt mellemlægspapir, der kortvarigt beskytter mig mod det, der venter.

Man skal passere gennem to sluser med sammenlagt fire sæt automatiske døre for at forlade det toldfri område.

Jeg hader dem begge.

Først en aflang sluse der, som eneste udsmykning, har blå skilte der med overskriften “No re-entry beyond this point” minder en om at:

1. Nu er det alvor.

2. Det koster en bøde på op til 3000 kroner, hvis du ikke forstår det.

Slusen leder frem mod rummet med bagagebåndene. Et rum, der med sin hårde “klank, klank” gulvbelægning, sin brutale men praktiske belysningsløsning og sine små desperate toldfrie “du kan stadig nå det” – udsalg, ligner præcist hvad det er, nemlig et forkontor til virkeligheden.

Virkeligheden som venter for enden af den andens sluses automatiske dobbeltdøre.

Knitrende Dannebrogsflag, for mange og for lange knus, sætninger som: “Fortæl mig det hele. Helt fra begyndelsen” og alvorlige mørktklædte mænd og kvinder bærende små whiteboards med navne på ankomne, der nu må giver sig til kende og kaste den sidste rest af toldfri anonymitet fra sig.

Jeg bliver ramt, hver evigt eneste gang.

Ramt og i tvivl om hvorvidt jeg nu reelt vil kunne klare tilværelsen med alle dens krav, pligter og forventninger, som den tager sig ud på den anden side af sluserne.

Selv da jeg, for nyligt, fløj indenrigs ud og hjem samme dag (også lidt dumt, faktisk) blev jeg ramt.

Min ældste datter Freja og jeg havde været i Nordjylland for at holde foredrag om autisme og stress (meget apropos) og da vi, om aftenen, landede i København blev Freja kortvarig utilpas i et omfang, så vi måtte tage ophold i den toldfri område, til hun havde fået det bedre.

Det var helt vildt synd for hende og jeg skammede mig da derfor også lidt over den følelse af velbehag jeg selv fik, som følge af den ekstra vægtløse, pligtløse, told og tankefrie tid, hendes utilpashed købte os.

..…………

Jeg har gennem en lang årrække arbejdet med undervisning og behandling af børn og unge med autisme, ADHD og komplekse komorbide tilstande. Jeg rådgiver den dag i dag indenfor området, som VISO specialist.

Jeg har selv Aspergers syndrom og ADHD, er gift med en kvinde med Aspergers Syndrom og sammen er vi forældre til to unge voksne, med autisme og ADHD.

Vi har fuld plade på diagnoser hos os.

Jeg kan, uden at overdrive, sige at de sidste mange år har været både vilde og temmelig hårde for vores familie.

Faktisk har det stået på så længe, at “vildt og hårdt” på en eller anden besynderlig måde er blevet et grundvilkår.

En forvrænget komorbid verden vi, uden at bede om det, har fået tildelt dobbelt statsborgerskab til.

Men nu vejrer vi omsider morgenluft.

Der er klare tegn i både sol, måne, stjerner, i trivsel og i E-boks på at vi, over en bred kam, har taget fat på indflyvningen fra en rejse så lang, at vi har vanskeligt ved at erindre nogensinde at have foretaget os andet.

Hvilket fører os tilbage til udsagnet, jeg indledte denne artikel med:

“Man skal ofte have haft det bedre i temmelig lang tid, før man kan få det rigtig godt”

Når eksempelvis et ungt menneske, der længe har haft det svært, efter lang tids rejse omsider når dertil, hvor det begynder at gå bedre, kan omgivelserne, selvsagt, have mere end vanskeligt ved at tøjle forventningens glæde og holde Dannebrogs flagene i ro.

Inden man, som en del af en velkomstkomité, ansporer den unge rejsende til at søge direkte mod sluser og dobbeltdøre, kan det imidlertid være værd at huske på at der ikke, som sådan, er nogen øvre grænse for hvor længe man kan opholde sig i det, jeg har valgt at kalde det “forventningsfrie” transitområde.

Det sted hvor man, i ro og mag, kan udforske -og blive fortrolig med “at have det bedre” – navnet på den destination, man netop er ankommet til.

For selvom alle papirer i princippet er i orden, passet er stemplet og opholdstilladelsen er gjort permanent. Og selvom der er betalt både overvægt og told af den groteske mængde bagage man har medbragt fra Angstens Natmørke Rige eller en anden lidet misundelsesværdig destination, kan de sidste skridt mod kram, flag og det lille whiteboard med ens navn på hurtigt vise sig at blive de sværeste.

Ens “all inklusive” armbånd fra helvede”, der måske i årevis har gjort ens verden lille bitte, er ganske vist klippet men mærkerne fra der hvor armbåndet har skåret sig ind i huden, er stadigvæk synlige og minde en om, at tilstanden, “at have det svært” måske er den tilstand man kender bedst og er mest fortrolig med.

Som var man vokset op langt væk, som udenlandsdansker, og først nu returneret til sit fædreland, som en indfødt fremmed.

Det “forventningsfrie transitområde” er en metafor for den sted man som ungt menneske kan befinde sig, når man efter eksempelvis langvarig skolefravær, angst og mistrivsel måske omsider lander i det helt rette skole/behandlingstilbud, hos de rette pædagoger, lærere, psykologer m.m.

Det forventningsfrie transitområde er måske stedet hvor en langvarig behandlingsindsats begynder at bære frugt. Der hvor medicinen og/eller terapien omsider virker og perspektiver, håb og drømme hos én selv og ens omgivelser åbenbarer sig under skylaget.

Men det er også det sted, man skal have lov til -og tillade sig selv at nyde at opholde sig, før man tager de sidste skridt ud af dobbeltdørene.

Også selvom de, som måske har betalt en formue for rejse, told og overvægt, men har betragtet det hele på afstand eller de. som har været tæt på, og nu vejrer morgenluft i en grad, at de ikke kan tøjle forventninger, der måske handler mere om dem selv, samstemmende siger.

“Ej. Nu er du kommet så langt. Kom nu ud til os andre”

Lige præcis her må man gerne citere undertegnede og svare:

“Det er virkelig sødt af jer, men jeg er lige landet. Derfor skal jeg altså også have lov at få gjort mig lidt flere erfaringer med at have det bedre, før at jeg kan få det sådan rigtig godt – hos jer, i virkeligheden”

Godmorgen

Jeg har søgt tilflugt bag to hollandske kryddere, kaffe, juice en lydmur af P8 Jazz samt det rene vasketøj jeg, på anden dag, endnu ikke har lagt på plads.

I min endnu lune dyne ligger seniorkatten Twister, i en katte-rede, jeg nænsomt har foldet til hende.

Da jeg, for nyligt, sov ude hos en god ven brokkede resten af familien sig efterfølgende over, at Twister kategorisk havde nægtet (højlydt miavende) at acceptere den “rede” de havde lavet til hende, selvom de nok mente at den var identisk med den jeg plejer at folde.

Identisk? Ha! Twister og jeg ved bedre.

Morgener er ikke noget man skal tage let på. 

Det er trods alt her, i det “toldfri” område mellem nat og dag, at vi (mand og kat) bliver socialiseret i en grad, så vi er i stand til at møde og håndtere, hvad end der venter på os derude. 

For mit vedkommende fungerer morgenradioværtens rolige stemme mellem musikken som en kærkommen påmindelse om, at social interaktion og andre mennesker er grundvilkår, som jeg senere, pinedød, er tvunget til at forholde mig til.

For Twisters vedkommende gætter jeg på, at hun udfylder min tomme plads i sengen, fordi at den er dejligt lun og fordi det, endnu sovende menneske (Anne) ved hendes side, trods alt er lettere at forholde sig til, end et vågent et af slagsen. 

Man skal helst ikke forstyrre os, Twister og jeg, mens vi endnu befinder os i hvert vores tidsløse transit. 

Ligeledes skal man, efterfølgende, helst heller ikke spørge, hvad i alverden vi dog har brugt alt den tilsyneladende spildtid til. 

Gør man det, risikerer man, at vi stiger ombord på den forkerte dag eller, i bedste fald, snubler ind i den.

Og det har man bare ikke lyst til at opleve.

Virker det bekendt? 

Har du hængt ud her på bloggen et stykke tid, kender du måske artiklen om den lille blå driftlampe i min gamle Volkswagen Lupo 3L, som jeg troligt sad og ventede på ville slukke, om morgen, hver vinter.

Jeg havde nemlig (som vel nok den eneste mand i verden) læst hele instruktionsbogen, hvori de gode tyske ingeniører fremhævede, at det ville give en bedre dieseløkonomi, mindre motorstøj og en længere levetid, hvis man ventede med at køre, til lampen slukkede. 

Bedre økonomi, mindre støj, længere liv.

What’s not to like?

Min nabo, som var dømt til at observere min intense, sæsonbetonede stirren på instrumentbrættet, udefra, forstod ikke en pind. 

Jeg bebrejder ham det ikke. 

Vi har alle vores små blå lamper. Er man pårørende til, eller arbejder man med et barn -eller ungt menneske med autisme, kan den bagvedliggende logik iht. hvordan og hvornår man bliver “driftsklar” være særdeles vanskelig at gennemskue.

Er barnet eller det unge menneske, forbigående eller permanent, afskåret fra at bruge det talte sprog, som fælles platform, kan udfordringen potentielt være endnu større.

Med mindre man, som udenforstående, kender sin besøgstid samt ved hvad man skal kigge efter og/eller undlade at stirre sig blind på.

Hvad mand og kat angår, er resten af familien i …… proces iht. til at kunne se og påskønne vigtigheden af vores morgenritualer.

Twister er afgjort den af os to, der nyder den største grad af anerkendelse på det punkt. 

Alle i husstanden er således meget bevidste om at døren til soverværelset, skal være lukket i de tidlige morgentimer.

Ikke så meget af hensyn til Anne, men mere fordi at servicehunden Carlos, ellers ville indtage pladsen ved Annes side, som en sort, overstadig labrador-raket, hvis han fik muligheden. Og lige præcis den plads tilhører altså Twister. 

Ikke hele dagen. Kun mens hun er i transit. 

Jeg selv har søgt tilflugt bag to hollandske kryddere, kaffe, juice en lydmur af P8 Jazz samt det rene vasketøj jeg, på anden dag, endnu ikke har lagt på plads.

“Klokken er 09:00. Hvad i alverden har du brugt tiden på?” bliver det spurgt. 

“Jeg har været i transit” svarer jeg 

“Og det skal I være glade for. For nu kan jeg både gå, snakke og være noget for andre, på samme tid. Eventuelt understøttet med lidt passende, ansigtsmimik, hvis bølgerne går højt”

“Miav” istemmer Twister fra sin rede i soveværelset.

Det bliver en god dag.

Fredag d. 26 August klokken 19:45, 2022 mistede min datter, Freja, evnen til at tale i en vindstille, sensommerlun parcelhushave i Græsted.

Hun havde også en kort oplevelse af Dissociativ lammelse (hun kunne ikke bruge sine muskler) En tilstand som dog ret hurtigt fortog sig.

Det var, på mange måder, en fantastisk aften.

Klokken 19:45 havde sangerinden Julie Lind og musikeren Asger Søgaard Haslund netop afsluttet et fortryllende, smukt første sæt.

Vi var til havekoncert hos nogle af mine venner, sangerindens kommende svigerforældre, da det skete.

En koncert vi havde snakket om, planlagt og fundet klapstole i kælderen til. Jeg havde lagt rosé på køl,

Freja lignede, som sædvanligt, en million. Jeg selv lignede det jeg er. En midaldrende (far)mand der prøver, men reelt bør gå mere op i sin påklædning.

Timingen var nok ikke super god med den koncert. Det sjove, hvis man ellers kan bruge det udtryk var, at det vidste vi begge to udemærket godt.

Det havde været en hård periode.

Hårde perioder havde der sådan set været en del af. De sidste mange år havde været brolagt med dem. Denne seneste af slagsen havde, imidlertid, virkelig bidt fra sig.

Omstændighederne havde været nye, omend manuskriptet langt hen ad vejen havde været det velkendte.

I ved, det manuskript i hvilket heltinden med autisme og adhd, efter bedste evne, men på lånt tid, forsøger at navigere i en verden, hvoraf store dele, slet og ret, ikke er kompatibel med hende.

En rejse mod en bebudet tragedie.

Akkumuleret stress fodrer angst og angsten lukker døren op for ocd, selvskade m.m.

The end.

Tæppefald. Ingen applaus, ingen bukker.

Allerhøjst bukkes der under.

Når Freja og jeg holder oplæg sammen refererer vi ofte til “negative, ufrivillige strategier”

Modsat positive selvvalgte strategier der, hvor besynderlige de end kan tage sig ud (stimming, nørdede ritualer/rutiner m.m) kan virke stressreducerende, kan man ikke vælge de negative, ufrivillige strategier til eller fra.

De kommer bare.

Som regel når summen af belastninger når et kritisk punkt. For Frejas vedkommende var det her ocd og selvskade gjorde deres entré.

Det kan også hænde, at hjernen intet andet valg har end at “slå glasset ind” med en nødhammer og hive i det helt store håndtag.

Et håndtag der kan gøre verden så lille, overskuelig og fri for krav, som den kan være, når man eksempelvis pludselig ikke kan få en lyd over sine læber.

Eller bevæge sig.

Vi havde prøvet det før. Fredag d. 26 august, 2022 klokken 19:45 skete det så igen.

Freja havde, ganske vist, på daværende tidspunkt, været i behandling med en ny, effektiv type angstdæmpende medicin i to måneder. Derved adskilte fortællingen sig, på et afgørende punkt, fra den velkendte.

Dette betød så til gengæld, at da hun pludselig befandt sig i en situation, der normalt ville udløse et klassisk angstanfald, men dette var medicinsk/kemisk blokeret, ja så sprang hjernen blot direkte til midlertidig lammelse og stumhed på ubestemt tid.

Hjernen havde ganske enkelt ingen tilgængelige strategier for, hvad man gør, når man ikke har (eller kan have) angst.

Resultatet blev et derfor ikke et tæppefald, men nok nærmere en form for frosset skærm.

Vi har efterfølgende snakket om, at vi jo nok begge to, et eller andet sted, godt var bevidste om den risiko for “akut nødstop” det indebar, at lade sig eksponere for livemusik og fremmede mennsker, i smukke, sensommerlune, men i øvrigt ukendte omgivelser, efter en periode med svær angst og social isolation.

Også selvom, der var såvel kølig rosé i glasset, Jazz i luften, mig på den ene side og min bedste ven og erfarne kollega, Hanna, på den anden.

For mit eget vedkommende vil jeg da også være piværlig og sige, at netop fordi at jeg i den grad vejrede morgenluft ift. omsider at kunne komme ud og være stolt far, der hører Jazz med sin voksne datter i en have, så ignorerede jeg måske da nok, en fem – ti klassiske mikrotegn, jeg burde have reageret på.

Ligesom jeg gladeligt ignorerede solide vink med flere vognstænger, i bilen og på vej ned af havegangen, hvor Freja stadigvæk havde nærvær og stemme til at sige at det måske nok ikke var den fedeste idé, det vi sammen havde gang i.

Men som Freja selv udtrykte det, dagen efter, da hun i øvrigt havde genvundet talens brug:

“Nogle gange må man slå nogle æg i stykker for at lave en omelet”

Klogt sagt.

Freja har efterfølgende fortalt at episoden egentlig ikke havde føltes decideret ubehagelig, som det ville have været tilfælde med et angstanfald.

Den føltes mere mærkelig.

Og apropos.

Allerede mens de sidste sprøde toner endnu hang i sensommerluften, behøvede man ikke det store kørekort i autisme, traumer og belastningsreaktioner for at kunne regne ud, at der var et eller andet usædvanligt ved den unge kvinde bagerst i haven.

Udfordringen, hvis man kan bruge det udtryk, er at skønt jeg rent faktisk er indehaver af det helt, helt store kørekort i autisme, traumer og belastnings reaktioner, det er mit job og har været det i årevis, ja så kommer det så langt fra altid mine egne to unge voksne til gode.

I hvert fald ikke uden en vis forsinkelse.

I det her tilfælde havde jeg dog fået tørret forventningens faderlige glæde væk fra mine fagbriller tilpas hurtigt til, at selv jeg kunne se, at der var et eller andet galt.

Jeg begyndte derfor roligt at lirket glasset med rosé ud af min datters låste, neglelaksglaserede hånd.

Herefter prøvede jeg, systematisk, med et par traume-greb, at få “genstartet” om ikke andet, så i hvert fald noget fysik.

Her kunne man så have argumenteret for om ikke lidt faderlig omsorg måske havde været på sin plads.

I stedet gik jeg totalt i nørde mode.

Hanna, som sad højre for, havde også fanget situationen. Hun fortalte efterfølgende, at hun straks havde tænkt om det egentlig ikke ville være ok, at afprøve nogle greb, hun netop havde lært, nu muligheden bød sig.

Lige så praktisk det må være at være flankeret af to eksperter, når man bliver dissociativt lammet og mister evnen til at tale, lige så mildt belastende forestillede jeg mig at det, et eller andet sted må være, som ungt menneske, når selvsamme eksperter næsten fortaber sig i tekniske detalje og en lidt forbudt, nørdet, indre begejstring over at få lov at opleve de to fænomener tæt på.

Direkte adspurgt holder Freja dog fortsat fast i, at hun syntes det var fedt, vi var der, ikke gik i panik og iøvrigt vidste hvad vi skulle gøre.

Når jeg nævner det, er det fordi at episoden, hvor absurd den end har måtte fremstå udadtil, faktisk ikke figurerer som et dårligt minde hos Freja.

Omgivelsernes respons i situationer, hvor man, eksempelvis, er låst inde i eller ude af egen krop, kan være ret definerende for hvordan man ser sig selv, også fremadrettet.

En lektie jeg, blot en time senere, skulle blive mindet noget så eftertragteligt om.

Lige i dette tilfælde var responsen nørdet, men på en tryg måde.

………

Da fotoet øverst blev taget d. 26 august 2022 klokken 21:18 var der gået godt og vel halvanden time siden stemmetabet.

Vi var kørt nogle kilometer nordpå, til kysten vest for Gilleleje, hvor jeg selv har tilbragt store dele af min barndom hos mine bedsteforældre.

Et område Freja og hendes lillebror også har gjort til deres eget.

Her havde vi smidt sko og sokker og havde soppet lidt rundt, i håb om at det måske kunne hjælpe.

Det kunne det ikke.

Det er iøvrigt Freja I kan ane, som en sløret skikkelse, lidt til venstre for midten på fotoet.

Vi bruger det jævnligt, når vi underviser sammen, min datter og jeg, som visuel kulisse til den historie jeg er i færd med at fortælle.

En historie hvis hovedpointe havde foldet sig ud, med et sjældent spejlblankt Kattegat som eneste vidne, d. 26 august 2022 klokken 20:45.

Altså lige godt og vel en halv times tid før jeg trykkede på udløseren små 200 meter længere oppe ad Nordkysten.

Vi havde sat os på de lave skrænter, med sand mellem tæer, på stadigvæk bare fødder, placeret i den stridbare, hårdføre, nordvendte bevoksning.

Et miljø der ville virke stikkende og ubehagelig, hvis da ikke var fordi at følelsen af det, var så velkendt og associeret med så mange gode minder.

Jeg snakkede.

Freja svarede ved, med ansigtet oplyst af lige dele solens allesidste stråler og blåligt skærmlys, at skrive beskeder i notes appen på sin IPhone.

Jeg strækker muligvis min kreative frihed mere end hvad godt er, når jeg påstår at Freja, efter at have fået klippet navlestrengen, trak vejret helt ned i lungerne og straks begyndte at tale.

Det er imidlertid sådan jeg husker det.

Hun (og hendes bror) er, ganske enkelt, de mest lynende intelligente og mest veltalende mennesker jeg kender.

Begge med et alenvidt repetoire, der strækker sig over kunst, filosofi, historie, arkitektur, design, videnskab, religion, og for Frejas vedkommende, fremstilling af den perfekte julesnaps, samt alt derimellem.

Freja og jeg har snakket solen sort sammen. Vi har undervist sammen, vi har haft en mening om det meste og har delt den med alle der har gidet lytte.

I bedste fald med hinanden.

Derfor blev jeg også overrasket da hun vendte telefonen mod mig og følgende besked, et korte øjeblik, lyste mit ansigt op og efterlod hendes i et tusmørke der lige præcis tillod mig at aflæse et udtryk af lige dele forbløffelse og mild irritation.

“Hvordan er det du taler til mig, far?!!

Og her var det, at det med et gik op for mig, hvad der var sket.

I løbet af den time der var gået siden vi forlod koncerten, havde mit eget talesprog, helt uden jeg selv havde bemærket det, i al stilfærdighed, bevæget sig fra et niveau og lixtal, der må forventes at være alderssvarende for en midaldrende veluddannet person, til noget der, i bedste fald kan betegnes som pixibogdansk

Jeg talte simpelhen til min knivskarpe 20 årig datter, som om hun var et spædbarn.

Man skal så i øvrigt heller ikke snakke mærkeligt til spædbørn, men I forstår min pointe.

“Ej. Det må du virkelig undskylde” var min første respons, fulgt af et: “Men hold da op, hvor er det dog interessant!”

Herefter rejste vi os og bevægede os af mørke stier vores fødder kendte hver en meter af, op til det sted hvor fotoet øverst i artiklen er taget.

………

Godt nok er jeg papegøjetypen der, til trods for at jeg er indfødt Købehavner, lynhurtigt begynder at tale dialekt, så snart jeg sætter min fødder udenfor Valby bakke.

Ret uskyldigt og en evig kilde til kærligt drilleri fra familiens side.

Men holdt da fest, hvor er det vildt, hvad der potentielt kan ske og hvor hurtigt det kan gå, når man ikke længere har talesproget som fælles platform.

Med sproget skaber vi andre, bliver selv skabt, “skaber os”

I en grad så selv 20 års viden om og erfaring med min egen datter, kortvarigt blev sat ud af spil.

Det, og meget andet, snakkede jeg en del om, i bilen på vej sydpå gennem Gribskov.

På et tidspunkt gik det op for mig at Frejas muligheder for at svare, var ret begrænsede. I hvert fald hvis vi skulle nå levende hjem.

Så jeg holdt min kæft og valgte at dedikerede min opmærksomhed til kørslen samt de dådyr, der altid springer frem fra skovkanten, når man mindst venter det.

Vi hørte P2. Natsværmeren. Et før midnat program med blid klassisk musik afbrudt af en radioværts ligeså blide før midnat stemme.

Klokken havde netop passeret 24 da Frejas stemme vendte tilbage.

Det havde, på mange måder, været en fantastisk aften.

Vi havde hørt en halv havekoncert, soppet i Kattegat, taget er smukt foto, men vigtigst af alt, var vi blevet en hel del klogere – sammen.

Det var godt vi tog afsted til den koncert. Det gik måske ikke ligefrem som forventet.

Men det gik.

“Nogle gange må man slå nogle æg i stykker for at lave en omelet”

Har jeg hørt en klog ung kvinde sige.

I ved, hende med: “Hvordan er det du taler til mig, far?”

Godt spørgsmål.

Det vil jeg tænke over.

Fra nu af og altid.