Nørdede mænd får skam også børn. (Læs her først)

Om at blive far på særlige vilkår -og møde sin egen hjerne.

img_5925
Nogle gange skal man altså komme ud af sit eget hoved, tage supermandskoppen i hånden og bare være FAR!

VELKOMMEN KÆRE LÆSE.

Mit navn er Morten.

Jeg er 42 år gift med fantastiske Anne, far til de to terapi-katte Twister og Bora samt de to børn Freja (14) og Toke (11). Vi bor i Vanløse.

Jeg arbejder til dagligt som Psykologisk Konsulent for Psykologisk Ressource Center. Her  beskæftiger jeg mig for tiden en del med individuelt tilrettelagte rådgivnings -og selvforståelsesforløb, for børn, unge med autisme og ADHD -og til dels også for deres forældre.

Psykologisk ressource Center er – et psykologfirma i København, som under ledelse af Psykolog Kirsten Callesen, har specialiseret sig i personlig rådgivning, terapi indenfor -og undervisning og forskning i autismetilstande og ADHD.

Samme Kirsten Callesen fik mig i 2014 overbevist om, at jeg skulle være fra starten da hun, i øvrigt midt i en tid hvor alle snakkede inklusion,  satte holdet til det der skulle blive behandlingsskolen Søstjerneskolen -i dag beliggende på Østerbro i København.

Som en af de få mænd i min slægt, det (heldigvis for menneskeheden) ikke lykkedes at lave en håndværker ud af, havnede jeg efter universitetet, af omveje, i først det danske -og siden det internationale (normale) skolesystem, hvor jeg i mange år underviste -dog altid med et særligt blik for de børn og unge, der af forskellige årsager skilte sig ud fra mængden.

Hvorfor, forstod jeg først rigtigt, da mine egne to børn for alvor viste os, hvem de var.

Begge vores børn har nemlig autismediagnoser. Freja (14) har diagnoserne Infantil Autisme samt ADHD og lillebror Toke (11) har diagnosen Aspergers Syndrom. Begge ligger indenfor kategorien ‘PDA’, begge blev de udredt, da de var 6 år gamle -og begge er de ligeledes meget højt begavede.

Når jeg bliver lidt for nævenyttig eller bare godt gammeldags dum -eller begge dele på én gang (hvilket sker til stadighed) , forsømmer de kære små sjældent muligheden for at minde mig om, at havde det ikke været for dem -og deres kringlede hjerners mellemkomst, ja så havde jeg trods alt næppe valgt det karrierespor, jeg følger i dag.

Så klapper jeg som regel i -et stykke tid, velvidende at de jo har ret.

De to har virkelig, virkelig lært mig meget.

Men omvendt, havde det ikke været for mit tvivlsomme arvemateriale, ville de to nok heller ikke fremstå halvt så kringlede, som tilfældet er.

Med andre ord: Freja og Toke har det ikke fra fremmede, som man siger.

Efter have fået udredt barn nummer to – min søn, kunne jeg for år tilbage, efterhånden godt fornemme at de fleste diagnose-pile, trods farverige kunstner-svigerforældre,  pegede ganske kraftigt i min retning.

Når jeg kiggede på mine børn, blev mine øjne mødt at synet af to smukke væsner, der lignede mine kone, men i bund og grund, på mange punkter, opførte sig som -og tænkte ret meget som mig. Noget jeg, til min egen store overraskelse, faktisk havde væsentligt vanskeligere ved at håndtere end jeg umiddelbart selv ville indrømme.

I hvert fald til at begynde med…

Det var mærkeligt, for på den ene side følte jeg at jeg burde være den første -og den bedste i verden til at forstå dem, men omvendt kunne jeg mærke at deres adfærd triggede et eller andet i mig, som jeg rent følelsesmæssigt havde svært ved at forholde mig til.

På det tidspunkt havde jeg allerede fuldt fart på karrieremæssigt. Dels underviste jeg, den gang fortsat i drama på Copenhagen International School, men derudover var jeg også for alvor begyndt at udfører opgaver for Psykologisk Ressource Center og det gik rigtig, rigtig godt med det.

Jeg underviste på workshops -og holdt foredrag om autismepædagogik, struktur, visualisering, sociale historier m.m -værktøjer som vi hjemme, primært takket være børnenes kloge mor, allerede havde anvendt længe.

Som formidler havde jeg stor succes – dels fordi, at jeg kan håndværket – men nok også fordi at jeg efterhånden blev kendt som ham ‘(far)manden’ der bare kunne det der med autismepædagogik i en verden, primært befolket af kvinder.

Derfor spandt jeg også længe mig selv ind i en indre fortælling om, at den stress jeg oplevede, over ikke altid  følelsesmæssigt at kunne forholde mig til mine børns stadig stigende udfordringer -at ALT dette udelukkende skyldtes det faktum, at jeg er en mand.

Jeg havde nemlig allerede set og oplevet, hvorledes at mange mænd -fædre og kærester, enten havde kørt sig selv agterud -eller var blevet kørt agterud af deres børns mødre i forhold til at ‘komme med på vognen’.

Det være sig både erkendelsesmæssigt, følelsesmæssigt, men også bare, i det hele taget i forhold til at få indarbejdet mange af de vanskelige ændringer og rutiner i dagligdagen, som livet med et diagnosebarn ofte kræver.

Jeg kunne, i et vist omfang godt sætte mig i fædrenes sted.

I mange tilfælde havde de fået -eller tildelt sig selv rollen som den arbejdende part, i et hjem hvor barnets mor ofte gik hjemme i kortere eller længere perioder. Enten mens at barnet blev udredt på børnepsyk eller hvis barnet havde det for dårligt til at være i pasningstilbud -eller skole.

På den havde mændene oftest et reelt tidsmæssigt efterslæb i forhold til, helt konkret at være tilstede og kunne opleve -og bliver klogere på deres børn – særligt i spidsbelastningssituationerne, hvor det for alvor brændte på.

Sådan var det også hjemme hos autismekonsulenten. Mine børns mor -det klogeste menneske og den dygtigste pædagog jeg nogensinde har mødt, trak (-og trækker fortsat) det helt store læs hjemme.

Problemet var blot, at i takt med at mine børn gradvist blev mere og mere plagede af deres autisme, ja så blev jeg tilsvarende dårligere til at håndtere dagligdagen -til trods for at jeg, i professionel autismemæssig sammenhæng, havde den ene succesoplevelse efter den anden, i et miljø, hvor jeg frit kunne ‘hive ned fra hylderne’ af faglig viden -og supervision og sparring fra mine dygtige kollegaer.

Diagnosen var ikke bare ‘arbejdende mand’, tænkte vi. Der måtte være andet og mere på spil -og ganske rigtigt.

Trods sporadisk, men dog unødvendig dramatisk modstand fra min side, endte det naturligvis med at jeg gjorde hvad kloge Anne længe havde opfordret mig til at gøre. Jeg satte mig op min cykel og kørte ned til Falkoner Allé 112, hvor jeg åd alt min skam og ringede på døren hos overlæge i psykiatri Claus Martiny.

På det tidspunkt havde jeg forlængst ‘lugtet kaffen’ Jeg var derfor ingenlunde voldsomt overrasket, da Claus i 2012, efter et langt og grundigt forløb, hvor jeg næsten sled den ellers tålmodige mand mand op med alle mine spørgsmål, kunne forvisse mig om, at jo.. Den var skam god nok.

Jeg var, i  den grad, mine børns far.

Mange brikker faldt endegyldigt på plads den dag, på Falkoner Allé. Både i forhold til min fortid og opvækst og en til tider socialt akavet ,men fagligt forbavsende let vej gennem uddannelsessystemet.

Men også i forhold til hvordan at min egen hjerne fungerede. Mine sanseforstyrelse, min stærke visuelle, men i øvrigt meget selektive hukommelse og min impulsivitet. Det hele gav pludselig mening.

Ligeledes gjorde min forkærlighed for de systemer som jeg så overalt -selv i drama og skuespil, som i mange år fyldte meget i mit liv -og i hvilket jeg fandt redskaberne til socialt at ‘fake’ mig vej gennem dem virkelige verden.

Samtidig kunne jeg forude ane konturerne af den mand, jeg stræbte imod at blive som far, kæreste og professionelt.

Inden at vore veje skiltes sagde min kære Hr. psykiater noget til mig, som jeg efterfølgende har tænkt meget og længe over. Han sagde:

“Morten. Du har jo indtil i dag, en stor del hen ad vejen klaret den. Det syntes jeg, at du skal glæde dig over”

Og det havde han jo sådan set ret i. Alligevel fandt jeg hans kloge ord lidt for letkøbte.

Hvad aller nærmeste fremtid angik, havde jeg  nemlig, som udgangspunkt allermest lyst til at bruge min viden om min nye identitet som officielt diagnosemenneske som alibi for, -nu med fuldt overlæg at opføre mig som en idiot -og efterfølgende bliver helt vildt meget forstået -især af mine børns mor.

Det kunne jeg godt glemme. Så meget vidste jeg.

“Jeg skal ikke være din pædagog” -sagde hun. Og jeg vidste at hun havde ret.

Samtidig lå der en stor opgave foran mig og ventede ,i forhold til at være mine børns far, med samme tålmodighed, som jeg fra mit professionelle liv vidste at det krævede.

Eller med andre ord. Jeg skulle finde balancen mellem ikke at være mine børns behandler, men ‘blot’ en far med usædvanlig meget faglig og hjernemæssig ‘insiderviden’

Det var i virkeligheden den største udfordringen af dem alle fordi at tålmodigheden nødvendigvis måtte gå hånd i hånd med følelser af sorg, afmagt og desperation. Følelser som jeg ikke kendte til i min arbejdsvirkelighed, hvor jeg var vandt til at have det forkromede overblik, men som her konstant hev og sled i mig og fristede mig til at tænke kortsigtet i og ‘quick fixes’.

Det gik bare ikke med de hurtige løsninger. Var jeg i tvivl, kunne jeg bare retter blikket mod førnævnte kvinde der, dag efter dag satte ‘næsen i sporet’ og tog det lange, seje træk med børnene.

Det ville være en direkte hån mod hende, at komme hjem fra en lang dag på autisme-kontoret, blot for at ‘springe op og spænde bælte’ og i sit overmod bilde sig ind, at NU kunne man ommøblere sine børns hjerner på er splitsekund.

Nuvel…

Jeg vidste hvad jeg skulle gøre. Så var det bare med at komme i gang.

Så det gjorde jeg -næsten i hvert fald….. 🙂

Eller…..

jeg arbejder i hvert fald på sagen -og  er, trods pletvise tilbagefald, hverken død eller er blevet skilt undervejs. Heldigvis for udfordringerne med vores børn er ikke blevet mindre med årene. Tværtimod!

Til gengæld jeg efterhånden blevet marginalt klogere på mig selv og meget, meget klogere på vores to fantastiske børn som, deres vanskeligheder til trods, ligesom jeg selv, begge er velsignet med en evne til meget præcist at beskrive, hvad der foregår inde bag deres pandelapper.

Når jeg bliver kæk, kalder jeg vores hjerner for ‘mit hjemmelaboratorium’ men så sender Anne mig som regel en af den slags blikke, som jeg har lidt vanskeligt ved at tolke, men som jeg tror betyder noget i retningen af “Hold nu kæft, nørd!”

Men jeg er jo en nørd! En nørd med børn, tilmed!

Og på de få rigtig gode dage, rotter vi os sammen. Så snakker vi højt og længe om hvordan vores hjerner fungerer -og om de billeder og den viden om alt mellem himmel og jord der, af uvisse årsager er spadseret direkte i dem.

Vi nørder Japansk animé og manga, videnskab og filosofi og priser os lykkelige for ikke at være NT’ere -eller med andre ord, mennesker med en Neuro Typisk (læs: ‘normal’) hjerne.

Så smiler Anne til os med et blik i øjnene, som jeg er overbevist om betyder, at hun elsker os meget, meget højt.

Men mange andre dage, er så til gengæld bare pakket med angst, systemer, strukturer, afsavn, bekymringer, social fobi og tænders gnidsel.

De dage er der brug for både en mor, men også en mand, der kan kommer ud af sit eget hoved, tage supermandskoppen i hånden og bare være….

FAR!

Velkommen til og god læsning.

Følg mig også på http://www.facebook.com/autismeplusfar

Den professionelle side af mig, kan du finde her:

http://psyk-ressource.dk/kontakt/#medarb

8 thoughts on “Nørdede mænd får skam også børn. (Læs her først)

  1. Morten du er og har altid været en ener ,der har været god til at udnytte dit potientale til glæde for mange.En af de bedste kollegaer jeg har haft….god vind i sejlene til jer…knus Nanna

    Liked by 1 person

    • Tusind tak Nanna. Jeg fik jo også lov til at kigge de bedste af de bedste (sådan nogle som dig) over skulderen 😊

      Like

  2. Fantastisk læsning! Min egen søn er under udredning (3,5år) for austisme og jeg som dig, latent vist, at man har givet noget videre til sit barn. Jeg er ikke udredt, men ved tilbageblik på mit liv, kan jeg tydeligt se, at jeg var “anderledes”. Har som dig, en stærk, skøn og klog hustru, som tiltider, kommer på arbejde når jeg “ikke forstår spillereglerne” i verden😁 Men af en eller anden grund, har jeg klaret den uden hjælp i barndom/ungdom og er endt som sygeplejerske den dag idag. Men det har været ensomt på den måde, at man altid har følt sig anderledes, selvom man var vellidt… anyway, tak for god læsning 👍🏻

    Like

  3. Fantastisk læsning! Min egen søn er under udredning (3,5år) for austisme og jeg som dig, latent vist, at man har givet noget videre til sit barn. Jeg er ikke udredt, men ved tilbageblik på mit liv, kan jeg tydeligt se, at jeg var “anderledes”. Har som dig, en stærk, skøn og klog hustru, som tiltider, kommer på arbejde når jeg “ikke forstår spillereglerne” i verden😁 Men af en eller anden grund, har jeg klaret den uden hjælp i barndom/ungdom og er endt som sygeplejerske den dag idag. Men det har været ensomt på den måde, at man altid har følt sig anderledes, selvom man var vellidt… anyway, tak for god læsning 👍🏻Mvh. Lasse

    Liked by 1 person

    • Hey Lasse. Tusind tak for din kommentar. Jeg er virkelig glad for at du kunne bruge mit indlæg. Jeg kender godt følelsen af at at være ‘stående helt ene’, men en af mine kollegaer på Psykologisk Ressource Center gjorde mig opmærksom på, at bytter man lidt rundt på bogstaverne, ja så bliver ‘stående ene’ til ENESTÅENDE! 🙃 En af hensigterne bag bloggen var netop, at se om jeg ikke kunne ud til nogle af jer andre enestående forældre -og give jer noget at spejle jer i, så I ved at I altså ikke står ene.

      Igen. Tusind mange gange tak for din besked. Held og lykke med sønnike og pas godt på hans mor.
      Du er altid velkommen til at skrive, hvis du har spørgsmål.
      God læsning fremover.
      Mange hilsner
      Morten

      Liked by 1 person

  4. Tak for dit skriv. Hvor skriver du bare fantastisk. Det rammer helt plet. Er helt rørt til tårer. Det er også mit liv du skriver om. Det er så befriende at kunne spejle sig i andres liv. TAK! God dag til dig!
    Mvh
    Betina 🙂☀️

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s