Besøger politiet en børnefamilie og kan konstatere at der mangler sengelinned på dynerne og mad i køleskabet, skal de i princippet reagere på det og bringe oplysningen videre. Og med god grund. De to markører kan være et tegn på mistrivsel.
Det må være et forbandet vanskeligt dilemma at stå i.
Man har måske et øjeblik eller mindre, hvor et kort glimt af information åbenbarer en verden der er helt og aldeles fremmed fra den verden man selv færdes hjemmevant i, som privatperson.
Hvad er det egentlig talt lige man ser eller ikke ser ?
Hvad fortælle ens intuition en, er det rigtig at gøre, hvad står der i håndbogen og hvad i alverden stiller man i det hele taget op, som professionel, når ressourcerne i øvrigt er knappe og tvivlen samtidig banker på?
Jeg er glad for, at jeg ikke er ansat i politiet, med den enorme menneskelige berøringsflade, man som betjent skal navigere indenfor, med den flygtige kontakt man ofte har med borgeren og det ansvar, man samtidig skal forvalter.
Jeg har i midlertid den allerdybeste respekt for folk som har det job, kan forvalte det ansvar der følger med og samtidige bevare et klarsyn der, i sidste indstats, kan vise sig at have afgørende indflydelse på et medmenneskes videre skæbne.
Det var en kursist på det efteruddannelseskursus i autisme og ADHD hos børn og unge, som jeg i en årrække underviste på, på Københavns Professionshøjskole, der tilbage i 2018 gjorde mig opmærksom på tommelfingerreglen ifht. den manglende mad og det manglende sengelinned.
Hans bemærkning faldt som en del af en debat, i forbindelse mit undervisningsmodul om angst og belastningsreaktioner.
Kursisterne, alle erfarne fagfolk, havde i plenum netop udvekslet erfaringer fra sagsarbejde med børn- og unge med komplekse PDA lignede følgetilstande samt, ikke mindst, erfaringer fra arbejdet med deres hårdt prøvede familier.
Flere af kursisterne havde oplevet, at arbejde i og omkring private hjem.
Hjem hvor det var tydeligt at alvorlige og ubehandlede autisme og belastningstilstande hos børnene -og de unge, med tiden havde sat gode strukturer, samt sunde værdier og principper under et så enormt pres, at de til sidst var kolapset under vægten af barnets eller det unge menneskes forpinthed.
Forældre, søskende og andre pårørende var således ufrivilligt blevet gidsler i hjem, der, som små og store rumskibe drev formålsløst rundt for solvinden.
Det meste af tiden, med tomme stole i cockpittet.
I andre hjem viste der sig, ved nærmere eftersyn, at være en både mening med galskaben samt styr på både fart og retning.
Forældrene vidste hvad de lavede. Og det til trods for at den verden, man for en kort bemærkning kunne kigge ind i, ved første øjekast kunne tage sig ud som noget der, holdt op imod en standart familiemålestok, i bedste fald, ville kunne betegnes som: det glade vanvid.
Et vanvid uden sengelinned eller syninger i sokkerne, men til gengæld med plastikservice samt ensformigt mad uden farve eller tekstur.
Alt sammen på grund af et barn eller et ungt menneskes sansefølsomhed, men tålt og udholdt af familien for, på sigt, at kunne frigive energi og overskud til en langt vigtigere behandlingsindsats og, i sidste ende, måske “en tilværelse i farver”
Som udefra kommende observatør, kunne man således hurtigt finde sig selv balancerende på en knivsæg, når man skulle tage afgørende beslutninger.
Det krævede nemlig, som udgangspunkt, mere end et trænet øje og et skarpt blik at kunne skelne det ene fra det andet for, efterfølgende, at kunne sætte ind med en relevant indsats.
Det havde alle på kurset erfaret.
“Sådan kunne der faktisk, i princippet godt have set ud, i mit hjem og i mit køleskab” svarede jeg kursisten, alt imens at jeg forsøgte at genkalde mig et særligt vanvittigt kapitel i historien om mine egne to særlige unge menneskers lysår lange rejse mod bedre trivsel.
En rejse og en vej der havde være brolagt med et hav af særhensyn, afsavn og kompromiser, samt med jænvlige rituelle afbrændinger af en god del af det arvegods og de idealer, som børnenes mor og jeg forestillede os at grundpillerne til vores familieliv skulle støbes af.
Der var selvsagt en rum tid, hvor vi sjældent fik gæster, men de få vi fik, ville med god ret kunne stille sig selv spørgsmålet:
“Hvad fanden foregår der her”
Alle øvrige, private såvel som offentlige og profesionelle relationer og kontakter, var pænt henvist til en plads i mindst ét planet kredsløbs afstand fra vores lille familie og således også fra begivenhedernes centrum.
Derfra kunne de, efter bedste evne og intentioner, tolke på de små bidder af information, der nu engang undslap matriklen.
Information der, som lyset der bøjes gennem en prisme og efterfølgende spredes i alle retninger og farvernuancer, blev set og gransket af modtagerne ud fra deres erfaringer, deres aktuelle ståsted -samt ud fra den professionelle og følelsesmæssige arv, de nu engang var rundet af.
Alt sammen forståeligt og i grunden meget menneskeligt.
Udfordringen var blot, at den bedste version af sandheden om vores lille familie, lå spredt som brikkerne i et puslespil hos venner, familie, socialforvaltning, PPR, skole o.s.v.
Hovedparten af brikkerne lå hos os.
Hver og en havde de forskellige aktører, os selv inklusive, deres helt egen idé om, hvad det færdige familiemotiv ville forestille. Men reelt var der ingen, der helt vidste det.
Jeg ved, fra fysikkens verden, at man netop ved at måle på det synlige og usynlige lys, selv fjerne himmellegeme udsender, kan sige ret præcist hvilke grundstoffer, eller puslespilsbrikker – om man vil, de består af.
Hvordan at de fjerne planter, stjerner og galakser helt præcis ser ud, kan man dog kun gisne om, da de enorme afstande i universet reelt gør rejser uden for vores eget solsystemer umulige at gennemføre.
…
Hvad Annes og mit lille familiekosmos angik, var sandheden at vi, i det store hele, havde styr på hvad vi lavede.
Der var en mening med galskaben.
Også selvom køleskabet på udvalgte dage måske kun havde de syltede agurker og den bløde farveløse kødpølse som børnene. spiste, som dets eneste triste logerende, sammen med den evigheds- hvidvin, som vi voksne havde liggende på køl til den dag med uforstyrret kvalitetstid, vi udemærket godt vidste befandt sig uden for det spektrum, der var synligt for det blotte øje.
Det var autisme, angst og sanseforstyrrelser hos børnene fulgt af en udmattende, undtagelses- og stresstilstand hos os voksne, der var på spil i vores hjem og ikke at mistrivsel, socialt armod og manglende forældreevne.
Autisme hos børn og unge mennesker, kan imidlertid være en overordentlig svært gennemskuelig størrelse.
Og når belastningsreaktionerne tilmed begynder at klumpe sig sammen om barnet -eller det unge menneske, for efterfølgende at trække i ressourcer fra familien, skolen og socialforvaltningen som et sort hul, kan det , som udenforstående fjern observatør være fristende at trække i det største håndtag af dem alle, for i det mindste bare at kunne pege pilen i en eller anden retning.
Jeg har således oplevet en kommune bestille en forældrekompetenceundersøgelse, i noget der bedst kunne betegnes som en tilstand af afmagt, fordi at de simpelthen ikke kunne se, hvad der reelt var på spil i familien.
Der var intet galt med forældrene.
Det forbandede er bare, at en sjælden gang er der noget galt med forældrene.
De er selv syge og den manglende mad og den manglende sengelinned er lige præcis hvad det giver sig ud for at være.
Et råb om hjælp.
Andre gange er forældrene “blot” pressede og stressede, men i øvrigt kompentente indbyggere i en fjern autismekoloni med undtagelsestilstand og delvist udgangsforbud, på ubestemt tid.
Djævlen bor i detaljen og detaljer er der lige så mange af, som der er stjerner på himlen.
Derfor er det godt at have årvågne og observante ordenshåndhæver, lærere, sagsbehandlere, pædagoger samt psykologer og psykiatere, der ved hvad de skal kigge efter og kender forskellene.
Den erfarne fagprofessionelles klarsyn og dømmekraft i forhold til, hvilken type hjælp der er brug for, kan være lige præcis det sikre hus, man behøver.
Særligt hvis ens nye tilværelse som kolonist i autismekosmos er blevet en iltfattig kampplads, hvor man har mistet grebet såvel som håbet og alt, i bedste fald, er til forhandling.
Også hvis man, som vores familie, har styr på det autismepædagogiske (omend alt tager sig mærkeligt ud, set udefra) og man egentlig bare har brug for støtte i form af tillid, anerkendelse samt ro og tid til at føre projekt barn/ung med autisme ud i livet- samt måske lidt hjælpemidler og en nogenlunde stabil økonomi.
I den sammenhæng er det afgørende at de observerende parter har de fornødne forudsætninger for efterfølgende, at kunne tolke korrekte på – eller i hvert fald danne sig et overblik over, hvad det egentlig er de er vidner til.
Selv i forhold til de helt politi-korte glimt mange overbebyrdede sagsbehandlere eksempelvis, oftest må stille sig tilfreds med at få mulighed for at se.
Som en der, i snart 15 år har stået med et ben i henholdsvis det professionelle og det personlige hjørne at den galakse som autismeområdet inden for børne -og unge psykiatrien udgør, kan jeg afsløre, at det, set fra det profesionelle perspektiv selvsagt langtfra altid er helt let, at være ham der trækker stregen i sandet mellem godt og skidt, sundt og usund, samt rigtigt og forkert
Det er heller ikke altid super let, efterfølgende, at komme med et kvalificeret bud på, hvad der egentlig er vi , fra tid til anden, kigger ind i.
Tingene er nemlig sjældent, hvad de giver sig ud for at være og derfor bliver stregen i sandet stort set heller aldrig lige eller helt sammenhængende.
Jeg er imidlertid glad for have fået muligheden for at være manden med stregen.
Tilsvarende holder jeg af at få besøg af folk som mig selv, når jeg, som farmand, et øjeblik bliver (for)blændet af det lys mine egne børn udsender og derfor, i lige præcis det moment ikke er den person, der kender dem og deres behov bedst, selvom de og jeg er indbyggere i den samme verden.
Og det hænder faktisk.
Det er langtfra altid let at se klart. Hverken udefra eller indefra.
Så drømme man om lette løsninger på komplekse problemstillinger er der, med andre ord, så absolut bestemt andre brancher, der er langt mere tillokkende end dem mine nysgerrige kursister havde sat kurs mod på Københavns Professionshøjskole tilbage i 2018.
Ikke fordi jeg gør mig nogle illusionerne om at astrofysik er mindre komplekst.
Men i mine brancher kan vi tale sammen. Og det er dog noget.
Spørgsmål og svar er ikke lysår undervejs og den støj og flimren der til tider gør det vanskeligt for os at se klart og høre klart, har vi faktisk en god mulighed for at eliminere.
Og der er brug for at vi tør række ud mod hinanden og mod stjernerne – børnene og de unge.
Særligt i en tid, hvor stadig mere snævre bevillingsrammer, længere afstande mellem borger og professionelle, kortere observationstider og faldende normeringer, i årenes løb har dannet tvivlsomme parløb med en stigende efterspørgsel efter regnearksvenlige næsten naturvidenskabeligt kvantificerbare data, entydige konklusioner og hurtige billige indsatser.
Vel at mærke i en verden, hvor vi , som professionelle, i takt med at vi bliver klogere, gradvist også bare må indse, hvad vi sådan set har vidst længe, nemlig at den grad af kompleksitet vi stirrer ind i, er dybere og rummer langt flere farvenuancer end hvad vi kan observere fra måske “femte planetkredsløb”.
Set fra et pårørendeperspektiv, så ved alle bedsteforældre, der har fristet en tilværelse blot ét enkelt planetkredsløb væk fra deres særlige børnebørn, hvor uendeligt langt væk “tæt på” pludselig kan føles.
Lige så forholder det sig for de mange, primært fædre, der, som en slags astronauter dagligt lader sig affyre væk fra børnene og børnenes mor på tabt arbejdsfortjeneste, til en dag i vægtløshed på deres arbejdeplads, når de lander igen, åbner døren til følelsernes kampplads, stirrer ind i lyset fra deres børn og stiller dig selv spørgsmålet:
“Hvad fanden sker der lige her?”
Autismeområdet hvor jeg arbejder og den øvrige børne- og unge psykiatri er ikke på sammen måde som astrofysikkens verden underlagt de samme lovmæssigheder og konstanter, omend det nogle gange kunne være rart.
Men i hvertfaldt på et område er vi sidestillet, astrofysikerne og vi (og politifolkene som åbner døren til en verden der ikke ligner deres egen)
Ud fra de observationer vi, som professionelle, foretager kan vi nemlig kun nå frem til det bedste bud på sandheden.
Astrofysikerne har dog ikke den fordel og det privilegium som vi har, rent faktisk at kunne kommunikere med de fantastiske og forunderlige væsner der findes derude.
I vores tilfælde, børnene, de unge og deres familier der står med fødderne plantet i verdner, de imidlertid ikke altid selv ser klart og ånder frit i, og som vi professionelle, for det meste er henvist til at måtte observere på afstand.
Derfor har vi brug for hinanden. Vi professionelle , familierne der modvilligt har koloniseret autismekosmos samt deres pårørende.
Det lyder muligvis banalt, men det er sådan at det forholder sig.
Ligeledes har vi brug for alle de ressourcer, som fælles forståelse og viden kan gro og slå rødder i, når jordbunden på den fremmede grund synes gold og ugæstfri.
Ikke mindst behøver vi tid.
Tid, tid, tid.
Kommunikation og rejser over store afstande kræver tålmodighed. Tid til at lytte, være nysgerrige stille skarpt og tid til at filtrere støj og flimmer fra. Ikke mindst den støj og flimmer vi selv bringe med os.
Det bedste bud på sandheden findes et sted derude.
Har jeg hørt.
Så viden, arbejdsro og tid.
Både til de som næsten stirrer sig blinde på ét punkt på autismehimlen og til de, som er henvist til at bevæger sig fra det ene flygtigt glimt til det næste.
Som fagmand opdager jeg til stadighed nye verdener, der udsender lys i nuancer jeg ikke vidste fandtes.
Det er smukt og frusterende på én og samme tid, på den måde, næsten dagligt at skulle revidere meget af det man troede man vidste.
Men det holder blikket skarpt.
Som farmand opdager jeg ligeledes, stort set dagligt, mine to unge mennesker på ny.
I særlig grad når jeg pludselig ser dem skinne gennem den knivskarpe stjernekigger optik i andre kloge og gode menneskers øjne.
Kosmiske hilsner
Morten Gantzler Oschlag/AutismePlusFar, fag- og farmand, intergalaktisk brobygger og rejsende dobbeltagent.
(Ps. Vi har stadigvæk hvidvin på køl. I må gerne kigge efter)
Find mig på Facebook og følg mig der, hvis det giver mening.
Bloggen her huser efterhånden 50 – 60 artikler fra de sidste 7 års tid.
For eksempel denne her:
AutismePlusFar 