Vi vækkede Freja hver morgen klokken 06:00, alle ugens dage -inklusive samtlige ferier og fridage, uanset, hvor lidt hun og/eller vi havde sovet.

I rigtig lang tid –adskillige måneder, løb det op i, var det vores ufravigelige mål, at få hende ind i en stabil døgnrytme. Vi troede virkelig på projektet.

(Og ja. Vi prøvede også med kugledyne, sociale historier m.m – you name it! )

Det kræver sin mand (m/k), skal jeg hilse og sige, at holde sådan et projekt kørende med sin, den gang 8 årige datter – særligt når hun har autisme og adhd.

Det var egentlig ikke de to diagnoser i sig selv, der fik os til at kaste håndklædet i ringen. Det var deres tavse følgesvend -den massive angst der, særligt ved aftentid, efter af have suget nærring af en hel dags usorterede, forstørrede sanseindtryk, hev og flåede Frejas bevidsthed og virkelighedsopfattelse ud af facon.

Det kunne tage 5 timer –eller mere, at få hende til at falde i søvn. Timer hvor vi, en stor del af tiden måtte ligge tæt op af hende fordi at hun ikke kunne mærke, hvor hendes egen krop sluttede og resten af verden begyndte.

Ikke specielt fedt.

Da vi startede med bruge Melatonin, havde Frejas lillebror just forladt børnepsykiatrisk afsnit med en diagnoseprofil der mindede om søsters. Vi vidste, med andre ord, hvad vi havde i vente –gange 2.

Samtidig kunne vi iagttage hvorledes at kortidseffekterne af den akutte søvnmangel Freja efterhånden led af, gjorde det mere end vanskeligt at nå ind til hende med nogen som helst former for terapeutisk behandling –eller pædagogisk indsats.

Langtidseffekterne turde vi slet ikke tænke på. langtidseffekterne af søvnmanglen, altså!

Her snart 8 år senere, kan jeg imidlertid til stadighed, godt blive lidt træt.

Helt uden brug af den speciallægeordinerede melatonin, der fortsat er at finde i vores medicinskab.

Min træthed hænger som oftest sammen med at jeg bliver konfronteret med historien om ”Danske børn og unge på sovepiller” der som en efterhånden godt slidt medie-cirkushest, bliver trukket af folden og får sin årlige tur i manegen.

Jeg kan huske hvorledes at en af mine undervisere på universitetet yndede at omtale den type historier som sikre journalistiske ’homeruns’. Vinderhistorier, hvis hovedpræmis det var vanskeligt at være uenig i –og som samtidig næsten skriver sig selv (fordi at man som regel kan bygge på skabelonen fra forrige år) Lige til at hive ned fra hylden i redaktionslokalet, i perioder med akut nyhedstørke.

Efterfølgende kan politikere og andre assorterede meningsdannere, hvis de er kvikke, plukke historierne, som de lavhængende frugter de nu engang er, og måske give sig selv lidt tiltrængt skudsikker medietid.

………….

Selvom man måske, som udeforstående af og til kan få det indtryk, så eksisterer der, mig bekendt ikke nogle nescoffee –agtige løsninger inden for psykiatrien.

Så når vores børn, her hjemme har fået såvel adhd medicin samt melatonin, har det været som konsekvens af at stort set ALT andet, allerede var prøvet i hjemmet og fordi at speciallæger havde vurderet at det var det der skulle til for at bane vej for at psykologer, pædagoger, lærere –og i sidste ende os, som forældre kunne få mulighed for –og adgang til at komme ind og tage det hårde og lange seje træk en behandlingsindsats reelt er.

Eller som jeg plejer at sige det: ”Når medicinen begynder at virke, så starter det rigtige arbejde”

Heldigvis for familier som vores, er lægevidenskaben i dag leveringsdygtig i en lang række produkter, der kan hæve vores børns livskvalitet betragteligt –samt åbne det terapeutiske behandlingsvindue, der måske ellers ville være mere eller mindre permanent sømmet til.

I den sammenhæng hører melatonin, der kan fås receptfrit i mange af de lande vi normalt sammenligner os med, til blandt det absolut lette kavaleri.

OG det er derfor at jeg, både som far til to børn med autisme og adhd, som virkelig har gavn af melatonin, men også som psykologisk konsulent og underviser inden for dagbehandlingsområdet, godt kan blive lidt træt, når medierne kører det tunge retoriske skyts i stilling.

I deres vinkling og ordvalg (Og ja. Herregud. De skal jo også leve) kan de let give indtryk af, at en hel generation befinder sig i en mere eller mindre permanent ’gøgereden–agtig” døs forårsaget af sovepiller, af den potente slags, som man gerne skyllede ned med et glas Johnny Walker, en gang i det forrige århundrede, hvor man røg sine toldfrie cigaretter ombord på charterflyet , og hvor sikkerhedsseler på bagsædet i bilerne, endnu ikke var lovpligtige.

Og ja. Der røg jeg selv ud af en tangent – I know!

Men jeg, har sandt for dyden også siddet på debathænderne, hvilket har afholdt mig fra at fare i blækhuset med et modsvar, hver eneste gang at ordene: ”Hvem tager melatoninhistorien?!” har gjaldet gennem redaktionslokalerne, rundt omkring i sommer Danmark.

Og ja. Naturligvis ligger der da en journalistisk –og politisk, men frem for alt, en speciallægefaglig opgave i at forholde sig undersøgende -og kritisk, hvis det viser sig, at der bliver strøet mere -og andet end det efterhånden godt og grundigt udskammede raffinerede sukker ud over børnenes aftencornflakes –og i særdeleshed hvis børnene i øvrigt er sunde og raske.

Men hver gang at historien om ”en generation på sovepiller” rammer nyhedsfladen, ja så rammer den også uforvarende familier som min egen –og i særdeleshed mange af de familier jeg arbejder med ifbm. mit professionelle virke.

Psykiske lidelser er, tro det eller lad være, fortsat enormt tabuiserede, men på en besynderlig måde.

For parallelt med den udbredte berøringsangst over for emnet, er mange forældre til børn og unge med eksempelvis autismetilstande, adhd, angst m.m, ude i konstant at skulle forholde sig til –og forklare sig over for en nation af ’mandagstrænere’ der alle som en, mener at vide en lille smule om en hel masse.

Herunder hvilke typer medicin børn –og unge skal have, hvor meget de skal have, hvorfor de skal have det –samt hvor længe de skal have det.

For mange familier, kan alene det at stå med en –eller flere diagnoser i hånden være livsomvæltende nok i sig selv.

Mange forældre kæmper i perioder med udbrændthed og dårlig samvittighed som går hånd i hånd med en tilbagevendende afmagt over ikke altid at kunne forstå –eller hjælpe deres børn –og unge mennesker.

For disse, i forvejen hårdt pressede familier, kan det at skulle tage stilling til om hvorvidt børnene –eller de unge skal have medicin, tilmed være enormt grænseoverskridende, fordi at det måske indadtil og udadtil kan fremstå som den endegyldige resignation.

Så kære journalister, politikere og øvrige meningsdannere.

Pas nu på, når i plukker de lavthængende frugter. Vej jeres ord -og jeres vinkling på en guldvægt. Få nuancerne med og husk at der findes familier som vores ude i det nyhedsfattige sommerland.

Familier med et -eller flere børn med psykiske lidelser, som i forvejen er travlt beskæftiget, har nok at spekulere på –og derfor i mange tilfælde har de følelsesmæssige parrader nede.

Familier som ofte har slidt og kæmpet. Som har prøvet alle mulige og umuligt indfaldsvinkler og som måske stillet deres vækkeur til klokken 06.00 alle ugens dage inklusive samtlige ferier og fridage, uanset, hvor lidt de i øvrigt har sovet.

Indtil det punkt, hvor de har måtte indse, at deres børn –eller unge mennesker havde brug for Melatonin, for at kunne regulere deres søvn, opnå en højere livskvalitet og blive modtagelige over for en mere langsigtet terapeutisk og pædagogisk behandlingsindsats.

Husk det!

Og sov godt! (Hvis I kan)

/Morten

OPDATERING 14 JULI 2019

Hej igen. Bare lige for at præcisere, så man ikke læser min artikel, som fanden læser biblen.

Jeg går naturligvis ind for, at man som udgangspunkt prøver sig frem med andre tiltag, før at man får udskrevet Melatonin.

I vores datters tilfælde var omfanget af hendes søvnproblemer dog så gennemgribende, at hun ville have haft stor gavn af at springe kugledyne m.m (som kun trak pinen ud) over og gå direkte til tabletterne.

Kontroversielt, men ikke desto mindre sandt.

Men som der også bliver sagt af overlæge børne psykiatrisk center og formand for Børne og ungdomspsykiatrisk samfund Anne-Marie Raaberg Christensen, i udsendelsen, jeg linker til længere nede:

“Vi skal have Individuelle løsninger til individuelle mennesker/behov”

Begge børn får i øvrigt ikke Melatonin mere. Man bør jo, under alle omstændigheder, holde pause en gang i mellem for at kunne vurdere effekten.

Da vi gjorde det, kunne vi for Tokes vedkommende, konstatere at hans søvnmønster havde stabiliseret sig. For Frejas vedkommende kunne vi kun registrere en lille forbedring. Hun sov stort set lige dårligt med og uden Melatonin.

Men tak skæbne. Der har været perioder, hvor vi bestemt ikke ville have undværet det.

Så lad os få nuancerne ind i debatten. Melatonin er IKKE sovemedicin og som forældre til børn med særlige udfordringer skal man derfor ikke skamme sig over at være nødsaget til at anvende det – i en periode.

Selvom man godt kan få det indtryk.

Vil man have flere nuancer, kan man følge dette link (lige nedenunder her) til programmet forældreintra på radio 24/7 hvor jeg, sidste år, fik lov til at debattere emnet med kompentente fagfolk, samt en enkelt modig politiker, SF’s Jacob Mark, der efterfølgende modererede sine lidt firkantede udtalelser og linkede til min artikel.

Den artikel du sidder med her. Måske har du allerede læst den én gang tidligere og så beklager jeg gentagelsen, men lige i den sammenhæng er jeg trods alt adskillige point bagud i forhold til hovedparten af de danske nyhedsmedier 😉

Fortsat god sommer.

Og sov godt.

Her kommer linket til udsendelsen

https://www.24syv.dk/programmer/foraeldreintra/35331838/sovnproblemer-og-sovemedicin?start=0

🙂

Til eventuelle nye læsere.

Du kan finde mig på facebook, her: www.facebook.com/AutismePlusFar

Har du ikke læst andet hos mig, end den korte artikel, du netop har færdiggjort, så prøv denne her.

https://autismeplusfar.com/2017/05/10/som-at-drukne-paa-land-om-roede-og-sorte-nedsmeltninger-5-sekunders-tiltraengt-bevidstloeshed-og-en-datter-guidet-tur-ind-i-et-naesten-glemt-univers-som-ingen-boer-besoege/