Kære politikere. Jeg var i fængsel forleden.

En fjern slægtning, fra min fars side af familien, gravede sig en gang ud af sin celle der. En vaneforbryder, kaldte man ham. For han endte ret hurtigt i sin celle igen.

Jeg har selv ADHD. Jeg er den første i slægten med den diagnose, men min farmor var en periode indlagt på det psykiatriske hospital Sankt Hans og min far var misbruger og døde som 46 årig, så…..

Gade vide om ikke ordet “vaneforbryder” var et af datidens mange bedste bud på det man bliver til, når social arv og genetisk arv trækker gulvet så skævt at man ender i det samme hjørne igen, igen og igen?

I en fysisk celle i et fængsel, man prøver at undslippe med en hjemmelavet stoppenål eller i en indre celle af psykisk mistrivsel, man prøve at undslippe med misbrug.

Senere i dag danner selvsamme fængsel, jeg forleden kunne forlade som en fri mand, rammen om en partilederdebat.

Det nu nedlagte Horsens Statsfængsel.

Selv var jeg på besøg som taler i forbindelse med et stor endagskonference om autisme.

Jeg arbejder til dagligt som underleverandør for Social-og Boligstyrelsens decentrale VISO enhed.

Jeg er specialist indenfor autisme, ADHD og nærmeste omegn af kombinationsproblematikker.

Social- og Boligstyrelsen udgav for nogle år tilbage en rapport med titlen: “Resocialisering af indsatte og tilsynsklienter med opmærk- somhedsforstyrrelse”

I rapporten skrives det, at det estimeres at 50% af de indsatte er diagnosticeret med ADHD eller har symptomer på ADHD.

Jeg behøvede ikke grave mig ud af Horsens Statsfængsel forleden. Jeg brugte hoveddøren.

I museumsshoppen fik jeg den kop med, jeg nu sidder og drikker morgenkaffe af, i mit hyggelige hus I Vanløse mens jeg tænker så det knager.

Alene ud fra en helt privat betragtning, vil jeg mene at 50% af indsatte i danske fængsler, alt andet lige, er en hel del.

Særligt når man tænker på hvor meget vi ved i dag, som vi ikke vidste for blot et par generationer siden.

Da jeg blev født i 1975, var det på hækbølgen af den øgede sociale mobilitet.

Den havde nemlig allerede toppet og var svagt på vej nedad igen, trods et øget uddannelsesniveau.

Til gengæld kunne man, i min barndom og ungdom, stille sig på skuldrene af årtiers ny viden om børn, unge- og voksne menneskers adfærd.

Vi har således, alene i min levetid, fået et langt rigere sprog og et langt mere nuanceret blik for nogle sammenhænge vi ikke tidligere har kendt til.

Derfor forstår vi også nu, i langt højere grad end for eksempel da min far blev født i 1949, hvorfor mennesker handler som de gør. Ligeledes forstår vi at omstændigheder de ikke altid selv er herre over, kan gribe ind i deres liv.

Social arv, miljø, opvækst, tilknytning, genetisk arv.

Eller det hele på én gang.

Det, i sig selv, kan være uoverskueligt at tænke på. Det anerkender jeg.

Med viden forpligter.

De aldersgrupper, der er bedst repræsenteret i fængslerne, er mennesker mellem 35 og 20 år.

Altså børn født senere end mig. Fra 1990 og frem.

Rapporten, hvori det estimeres at 50 % af de indsatte i danske fængsler har ADHD og symptomer på ADHD, er fra 2020.

Jeg ved godt at straf og magtanvendelse, i alle deres afskygninger, historisk set har ganske mange år på bagen. Måske det kan forklare lidt af deres popularitet.

Især når der skal udvises handlekraft på den helt korte bane.

Tidlig forebyggende indsats og behandling kan imidlertid også et eller andet, vil jeg påstå.

Jeg har aldrig været i nærheden af at gøre
noget kriminelt, men er dog født med en djævel siddende på den ene skulder.

En djævel med et navn på fire bogstaver, som mine forfædre sikkert også har båret.

Og apropos bæreevne.

Min sociale, uddannelsesmæssige og økonomiske opstigning er ikke selvskabt.

Kolde hænder, varme hænder og de bredeste skuldre har båret mig.

Uden dem kunne jeg nok ikke have båret mig selv.

Som barn af 70’erne er jeg imidlertid født i det sweetspot hvor min nedarvede sociale og genetiske byrde har været alles byrde og min trivsel har været alles ansvar og interesse.

Og så har jeg naturligvis også haft min mor.

En mor der havde blik for- og forstod at bruge de positive rum for udvikling, læring og kreativitet som tiden tilbød, og som blidt puffede mig i den rigtige retning.

Hende har jeg heldigvis endnu.

I dag er jeg tillige tålt og elsket af mine to voksne døtre og af deres kloge mor.

Jeg har ikke været indlagt på den lukkede afdeling som min farmor og jeg er foreløbig blevet 5 år ældre end min far.

Jeg går på arbejde, bilder mig selv ind at jeg gør en forskel og jeg betaler min skat med glæde!

Den amerikanske psykolog Abraham Maslow formulerede i 1966 hvad han kaldte: The law of the instrument.

I bogen The Psychology of Science, skriver han:

“Jeg tror, det er fristende, hvis det eneste værktøj, du har, er en hammer, at betragte alt, som om det var et søm”

I 2026, 60 år senere, har vi værktøjskassen fyldt med multitools, men læser jeg statistikkerne korrekt, er hammeren tilsyneladende fortsat et populært førstevalg.

Måske er det blevet en vane – at bruge hammeren?

I så fald giver det ordet “vaneforbryder” en helt ny betydning.

Rigtig god debat i fængslet.

“Been there. Got the mug”

Morten Gantzler Oschlag aka Autismeplusfar (plus ADHD 😈)