Godt det samme. Den er stadigvæk god. Og relevant. I hvert fald hos os.
Talemåden kom til mig, som vi stod der i køkkenet, min voksne datter og jeg. Som så mange gange før.
Hun havde netop fremtryllet en middag bestående af kyllingesuppe (lavet fra bunden) med hjemmelavede nudler og brød så lækre, at de alene ville have kunnet udgøre hovedretten.
Lige til at sætte tænderne i.
Og apropos
Den gang hun var lille, vores datter, fandt vi, fra tid til anden, hendes tandmærker i den lamineringsplast vi, kloge af skade, havde forstærket skemaerne med piktogrammer med.
Åh hvor hun afviste de forbandede skemaer, og den struktur de tilførte hendes liv.
Hun afviste dem nogenlunde lige så meget, som hun havde brug for dem.
Så vi måtte lade hende lure.
Ikke at vi holdt op med at lave skemaerne.
Dem lavede vi skam fortsat, hvilket hun senere har takket os for.
De var synlige og tilgængelige.
En del af møblementet, som man kunne foregive at ignorere, når man nonchalant strøg forbi.
Fra at være meget “in-your-face” og “nu-skal-du-se-hvad-du-skal” – agtig, lod vi i stedet strukturen og tydeligheden finde naturlig vej mellem linjerne, i vores sprog, kropssprog, gøren og laden.
Vi blev strukturen, levede den og løftede den diskret frem i lyset, hvor end den nu en gang optrådte på en meningsfuld måde.
I kunsten, litteraturen og musikken som hun i forvejen elskede.
I naturen og arkitekturen, i døgnets rytme, årstidernes skiften.
I opskrifter, i brødfremstilling.
En omstændig proces, hvor salt/mel/væskebalance samt æltetid skal nøje afstemmes og, over tid, mestres indtil hele processen sidder i muskelhukommelsen og ømme overarme og timers baksen ved køkkenbordet en dag belønnes med den helt rette skorpe, smag, tekstur og krumme (et af mine yndlingsord)
Og hun lurerede, gjorde hun.
Lurede, lærte og voksede. Uden tab af ansigt og kontrol.
Hun sugede til sig, skabte sine egne strukturer, udviklede egne systemer og, i sidste ende, som vi snakkede om forleden, over dampen fra suppen, byggede nye neurale forbindelser i hjernen.
Forbindelser der, som et netværk af bevidsthedskorridorer, førte til nye, endnu uudnyttede lyse rum, smagfuldt møbleret med koncepter og strategier.
Rum der gav adgang til andre rum og som blev tilgængelige når hun tilegnede sig viden, opnåede færdigheder, lærte noget.
Der bygges fortsat, den dag i dag.
I nogle rum dufter der nybagt. I andre hækles der.
Læring hun har fået lov til lige så stille at kredse om på afstand, for dernæst, nænsomt og med de mange gentagelser den slags kræver, at lokke frem fra dens naturlige miljø for til slut at gøre den til sin egen.
Katten på fotoet, Twister, er i øvrigt, i den grad sin egen.
Dernæst er hun Frejas kat og hun er virkelig god til at lure, men ikke helt let at lokke til noget som helst.
Prøv lige at se på hende. Hun lyser langt væk af det.
Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har set hende sidde i haven, lige på kanten at mit synsfelt, lurende, mens jeg desperat og mere og mere skinger-sødt har prøvet at få hende ind for natten ved at kalde hendes navn.
Besvær jeg godt kan spare mig, hvorfor det egentligt er mærkeligt, at jeg gør det igen og igen.
Hun reagerer nemlig straks på lyden af madskålen (ikke på vandskålen der er åbenbart forskel i klangen)
Det giver mening for hende.
Det er, i det hele taget, mit klare indtryk at langt størsteparten af korridorerne i Twisters hoved ender i rum, hvor der står en skål med lidt godt at spise og venter på hende.
Hendes hverdagsstrategier bærer kraftigt præg deraf.
Når hun eksempelvis skal ha’ serveret vådfoder, og det skal hun hveranden dag, har hun udviklet den ganske snedig strategi, at sætte afsted i fuldt firspring, med retning stik mod havedøren.
Vores ungkat, Berlioz, følger naturligvis straks trop og stryge i sin barnlige iver, som en hvid pelsraket forbi sin tante Twister og ud i haven, hvorefter hun kan nyde sin mad i ro og mag.
Det er egentlig fint nok, for han kan ikke tåle så meget af den gode mad. Desuden levner hun altid lidt til ham, som han taknemmeligt slubrer i sig, når hans midlertidige forvirring over pludselig at være ene kat i haven, ellers har fortaget sig.
Men det er da utroligt, med hende Twister. Hvad hun kan.
Jeg mener
“Det er hvertfald ikke noget JEG har lært hende”
Sagde manden mens han, med erindringen om små tandmærker i lamineringsplast for sit indre blik, fulgte duftsporet til det veldækkede bord, med kyllingesuppe, hjemmelavede nudler og brød.
Fantastisk brød, der i sig selv kunne have udgjort hovedretten.
Godt det samme. Den er stadigvæk god. Og relevant. I hvert fald hos os.
Talemåden kom til mig, som vi stod der i køkkenet, min voksne datter og jeg. Som så mange gange før.
Hun havde netop fremtryllet en middag bestående af kyllingesuppe (lavet fra bunden) med hjemmelavede nudler og brød så lækre, at de alene ville have kunnet udgøre hovedretten.
Lige til at sætte tænderne i.
Og apropos
Den gang hun var lille, vores datter, fandt vi, fra tid til anden, hendes tandmærker i den lamineringsplast vi, kloge af skade, havde forstærket skemaerne med piktogrammer med.
Åh hvor hun afviste de forbandede skemaer, og den struktur de tilførte hendes liv. Hun afviste dem nogenlunde lige så meget, som hun havde brug for dem.
Så vi måtte lade hende lure.
Ikke at vi holdt op med at lave skemaerne.
Dem lavede vi skam fortsat, hvilket hun senere har takket os for. De var synlige og tilgængelige. En del af møblementet, som man kunne foregive at ignorere, når man nonchalant strøg forbi.
Fra at være meget “in-your-face” og “nu-skal-du-se-hvad-du-skal” – agtig, lod vi i stedet strukturen og tydeligheden finde naturlig vej mellem linjerne, i vores sprog, kropssprog, gøren og laden.
Vi blev strukturen, levede den og løftede den diskret frem i lyset, hvor end den nu en gang optrådte på en meningsfuld måde.
I kunsten, litteraturen og musikken som hun i forvejen elskede. I naturen og arkitekturen, i døgnets rytme, årstidernes skiften.
I opskrifter, i brødfremstilling.
En omstændig proces, hvor salt/mel/væskebalance samt æltetid skal nøje afstemmes og, over tid, mestres indtil hele processen sidder i muskelhukommelsen og ømme overarme og timers baksen ved køkkenbordet en dag belønnes med den helt rette skorpe, smag, tekstur og krumme (et af mine yndlingsord)
Og hun lurerede, gjorde hun. Lurede, lærte og voksede. Uden tab af ansigt og kontrol.
Hun sugede til sig, skabte sine egne strukturer, udviklede egne systemer og, i sidste ende, som vi snakkede om forleden, over dampen fra suppen, byggede nye neurale forbindelser i hjernen.
Forbindelser der, som et netværk af bevidsthedskorridorer, førte til nye, endnu uudnyttede lyse rum, smagfuldt møbleret med koncepter og strategier.
Rum der gav adgang til andre rum og som blev tilgængelige når hun tilegnede sig viden, opnåede færdigheder, lærte noget.
Der bygges fortsat, den dag i dag.
I nogle rum dufter der nybagt. I andre hækles der.
Læring hun har fået lov til lige så stille at kredse om på afstand, for dernæst, nænsomt og med de mange gentagelser den slags kræver, at lokke frem fra dens naturlige miljø for til slut at gøre den til sin egen.
Katten på fotoet, Twister, er i øvrigt, i den grad sin egen. Dernæst er hun Frejas kat og hun er virkelig god til at lure, men ikke helt let at lokke til noget som helst.
Prøv lige at se på hende. Hun lyser langt væk af det.
Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har set hende sidde i haven, lige på kanten at mit synsfelt, lurende, mens jeg desperat og mere og mere skinger-sødt har prøvet at få hende ind for natten ved at kalde hendes navn.
Besvær jeg godt kan spare mig, hvorfor det egentligt er mærkeligt, at jeg gør det igen og igen. Hun reagerer nemlig straks på lyden af madskålen (ikke på vandskålen der er åbenbart forskel i klangen)
Det giver mening for hende.
Det er, i det hele taget, mit klare indtryk at langt størsteparten af korridorerne i Twisters hoved ender i rum, hvor der står en skål med lidt godt at spise og venter på hende.
Hendes hverdagsstrategier bærer kraftigt præg deraf.
Når hun eksempelvis skal ha’ serveret vådfoder, og det skal hun hveranden dag, har hun udviklet den ganske snedig strategi, at sætte afsted i fuldt firspring, med retning stik mod havedøren.
Vores ungkat, Berlioz, følger naturligvis straks trop og stryge i sin barnlige iver, som en hvid pelsraket forbi sin tante Twister og ud i haven, hvorefter hun kan nyde sin mad i ro og mag.
Det er egentlig fint nok, for han kan ikke tåle så meget af den gode mad. Desuden levner hun altid lidt til ham, som han taknemmeligt slubrer i sig, når hans midlertidige forvirring over pludselig at være ene kat i haven, ellers har fortaget sig.
Men det er da utroligt, med hende Twister. Hvad hun kan.
Jeg mener
“Det er hvertfald ikke noget JEG har lært hende”
Sagde manden mens han, med erindringen om små tandmærker i lamineringsplast for sit indre blik, fulgte duftsporet til det veldækkede bord, med kyllingesuppe, hjemmelavede nudler og brød.
Fantastisk brød, der i sig selv kunne have udgjort hovedretten.
Bemærkningen faldt tidligere i dag, lige her op til weekenden.
Personen der sagde den er en virkelig brainy type så jeg lyttede naturligvis efter, men kunne alligevel ikke dy mig for at virkelighedskorrigere det kendte, men lettere slidte ordsprog.
Den slags skal man i øvrigt være super forsigtig med, for det kan virke noget så nævenyttigt og provokerende (har jeg læst 😉) men personen og situationen kunne bære det.
Desuden havde jeg ret.
Ej ok, hun havde også ret. Vi havde begge ret.
For nogle gange er det da bedst ikke at vide for meget.
Guderne skal vide hvor mange gange børnenes mor og jeg har ageret hærdebrede dørvogtere for børnene og høfligt, men bestemt har vendt “good to know” om i døren, mens kun “need to know” har fået lov at komme ind til autismefesten.
“Too much information” kan være frygteligt stressende. Især for små ører.
Men også for store ører.
Ordsproget kunne derfor også godt lyde noget i retningen af:
2 “Hvad man ved, har man ofte ondt af. Især når man ikke kan handle på sin viden”
Fotoet til dette indlæg tog jeg forleden, mens jeg stod og ventede på min ældste datter foran hendes HF i Københavns indre by.
Bygningen som huser KVUC, hvor Freja går, stod færdig i 1911 som hovedsæde for Københavns belysningsvæsen og er et imponerende stykke arkitektur, jeg aldrig bliver træt af nørde detaljer i.
Så som afhentningen trak ud, fordrev jeg ventetiden med at lade tankerne flyve og blikket vandre langs skolens potente indgangsparti.
Og der, til venstre på den dobbelte glasindfattede bro, der forbinder nabobygningen husende Det Danske Filminstitut med Egmont Bygningen på den modsatte side af gaden, fik jeg øje på ham.
En mand der vandrede hvileløst frem og tilbage på den øverste bro, talende i sin telefon, mens minutterne og sekunderne ubønhørligt trak i de lange visere på uret under ham.
Det var med hans gang, som blev der lagt ekstra vægt på en usynlig byrde, han slæbte efter sig, i takt med at telefonen ved hans ene øre fodrede ham med viden, han måske nu ønskede han aldrig var blevet delagtiggjort i.
Viden som forpligtede.
Altså det forestillede jeg mig.
I så fald kunne jeg sagtens identificere mig med ham. Som far til to unge mennesker med særlige behov. Som fagperson. Som indbygger på planeten jorden.
……………
Men hvad med de tilfælde, hvor man intet ved, ikke kender mellemregningerne, men alligevel fornemmer?
Det er faktisk næsten værre.
Her kunne en tredje (lang) variant af ordsproget, en kombination af de to forrige, lyder noget i retningen af:
3 “Hvad man ikke ved, kan man alligevel godt ha’ ondt af, fordi at man udemærket godt kan mærke det.
Som en elektrisk sitren i luften mellem en selv og verden, i måden folk snakker underligt på, og som en følelse af, at der bare er et eller andet helt ravruskende galt”
Den følelse kender jeg godt. Både fra mig selv og mine børn, men også fra mennesker jeg har mødt i forbindelse med mit arbejde.
Som en uopdaget sten i skoen, der får en til at gå skævt og gør lige præcis så lidt ondt, at man fortsætter, mens energien ligeså stille siver ud af en og spørgsmålene begynder af stiller sig i kø.
Hvad fanden er der galt….. med mig?!
Man ved det ikke, men det gør ondt.
En knugende og ja, sitrende forkerthedsfølelse, der til gengæld kan forløses når:
-en udredning kaster en diagnose af sig.
-et selvforståelsesforløb giver en forklaringsmodel ift. ting man har følt, tænkt og mærket, men ikke har haft et sprog for.
-man opdager at man ikke er alene og møder andre der har trådt samme stier som en selv.
-folk omkring en tager bladet fra munden, fordi de kan mærke at man er parat til at høre ting de, måske i bedste mening og ud fra en misforstået hensyntagen, der måske mest handler om dem selv, har holdt sig tilbage fra at tale om.
-det hele pludselig giver mening- og plads til at en fjerde variant af ordsproget – ish, kan indlejre sig i ens (selv)bevidsthed.
Man kan sagtens holde virkelig meget af et sted og det selvsamme sted kan samtidig sagtens være et objektivt godt sted, uden altid at være det.
Stedet kan være smukt, praktisk og, i følge al logik, rigtigt for en og så alligevel, i nogle sammenhænge, føles forkert.
Så forkert, at man har brug for at blive omplantet eller brug for at omplante sig selv.
Midlertidigt eller permanent.
På kort sigt, for at kunne trække vejret helt ned i lungerne. På længere sigt for at kunne udvikle sig.
Vi bor ret godt. Det snakker vi tit om.
Centralt smukt, grønt og temmelig hemmeligt, bag en vildtvoksende lille park med høje gamle træer i et hus vi holder af, med en lille have og med hyggelige rum, vi har gjort til vores egne.
Huset ligger i den Københavnske bydel Vanløse og inden for en kilometers radius af hvor vi bor findes mindst 8 store og mindre supermarkeder, samt et væld af andre butikker.
Alligevel kører min voksne datter Freja og jeg ret ofte de tre en halv kilometer længere ind mod centrum, for at handle i Føtex på Vesterbrogade, selvom den har nøjagtigt det samme sortiment som den Føtex, der ligger 350 meter fra vores hoveddør.
Det var (naturligvis) Freja der blotlagde logikken bag, hvorfor det giver mening at tage ti gange længere væk end hvad der er praktisk nødvendigt.
Vi har boet her i Vanløse i 10 år.
Og selvom vi bor centralt og selvom her er smukt, hyggeligt, grønt, praktisk og hemmeligt er Vanløse også stedet, hvor vi har gennemlevet vores hårdeste tid, som familie.
For børnenes vedkommende halvdelen af deres liv. Med angst, ufrivilligt skolefravær, m.m.
Det var ingens skyld, men det var her det fandt sted.
Og den slags sætter sig.
I vejtræer, fortove, bygninger, facader, butiksruder, i byrummets lys, rytme, følelse og lyd.
Det er en grov forsimpling, når man siger at mennesker på autismespektret har det svært med forandringer og miljøskift.
Mennesker på autismespektret har det svært med forandringer og miljøskift, der ikke umiddelbart giver mening.
Ligesåvel som jeg tænker, det gør sig gældende for de fleste.
Diagnoser alle ej.
Vesterbro er ikke ligefrem verdens grønneste bydel. Bygningerne står tæt, skulder ved skulder og hæver sig op i 5 – 6 sals højde eller mere.
Vesterbrogade er både handelsgade og udfaldsvej. Trafikken er massiv. Især i krydset ved Værnedamsvej og Frederiksberg Allé, hvor vores Føtex ligger .
Sanseindtrykkene er mangfoldige og umulige at bestemmer retning og ophav på, klientellet spraglet, hurtigtgående og/eller højtsnakkende.
Fortovet foran Føtex er alt for smalt.
På mange måder alt det en autistisk hjerne potentielt ville have lyst til at løbe skrigende væk fra.
Men….
Vesterbro er en ubesmittet bydel. Den kender intet til vores fortid. Den er fri for potentielt re-traumatiserende aftryk og indtryk og når man spejler sig i butiksruderne mødes man af den person man er blevet til og ikke af den person man har været.
Åben og formbar ligger den der og venter, som en gæstebog med blanke sider på, at vi skriver os selv og vores ærinde ind.
Morten Gantzler Oschlak, Freja Gantzler Oschlak.
Far og datter.
Vi køber ind, omplanter os selv, digter en ny fortælling.
Apropos no see. Jeg ved det. Jeg er en skovl til at kigge ind i et kamera. Jeg rammer altid lidt ved siden af.
Men bare rolig. Jeg er i proces, som man siger på moderne managementdansk.
Indtil videre spænder resultatet af min manglende evne fra kikset til arrogant.
Solbrillerne gør det ikke bedre 🙄
Men solbriller må der til. Inde, ude, i gråvejr. I hvert fald noget tid endnu.
Jeg har jo, trods alt, haft en troldsplint siddende i øjet temmelig længe.
Her kort før skolernes sommerferie 2023 havde jeg mulighed for at være medunderviser for to hold medicinstuderende på Københavns universitet.
Som fagperson og patient case.
Her fortalte jeg først om splinten og dernæst om, hvordan at den, fordi at den netop er en lille, tilsyneladende undseelige splint, man ikke mærker noget til, kun langsomt vrider ens perspektiv og hverdag ud af facon.
Langsomt, men sikkert.
“Faldet” indfinder sig først i det øjeblik hvor kløften mellem ens indre verden og den ydre virkelighed man lever, arbejder, bor, ånder og elsker i, er så stor at den åbner sig under en, uden mulighed for yderligere fodfæste på nogle af siderne.
………………
“Og stykkerne var knap så store som et Sandkorn, og disse fløj rundt om i den vide Verden, og hvor de kom Folk i Øinene, der blev de siddende”
Historien, groft forsimplet, i HC Andersens eventyr om Snedroningen, lyder:
◦ Djævlen laver et magisk spejl, fordi han er Djævlen og fordi han kan.
◦ Spejlet går i en million stykker.
◦ Stykkerne havner i folks øjne og bum, så har vi balladen.
Det smukke fremstår pludseligt forvrænget og uskønt. gode intentioner fremstår onde eller, i bedste fald, suspekte, det lette og ligetil synes pludselig uoverkommeligt o.s.v
For de som nu, uden at vide af det, anskuer verden omkring dem gennem en lille splint fra et magisk spejl.
….………
Hvis HC Andersen er en af mine store helte er Dr. Jill Bolte Taylor, hjerneforsker fra Harvard University, en af mine store heltinder.
Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg kommet lidt for sent i seng eller ud af døren fordi at jeg lige skulle se hendes berømte TED talk én gang til.
I foredraget beskriver hun, med stor indlevelse, entusiasme, sin tørre humor, lynende intellekt men også med en lettere sløret stemme og hæmmet ansigtsmimik, hvordan hun næsten fortabte sig i den nørdede optur, det var for hende, som hjerneforsker selv at blive ramt af en massiv hjerneblødning, at det næsten kostede hende livet.
Hun “glemte” at ringe efter hjælp og da hendes hastigt døende hjerne endeligt kunne løsrive sig fra alle de spændende videnskabelig observationer, den foretog af sin egen deroute, var det næsten for sent.
Tragisk, absurd, virkelig nørdet og takket være Dr. Jill Bolte Taylor, på en eller anden måde grotesk morsomt.
Jeg kan, i en eller anden grad, godt relatere til Dr. Jill Bolte Taylor.
Da jeg selv blev ramt af føleforstyrrelser i højre side af kroppen og glemte navne på folk jeg havde arbejdet sammen med i årevis, var jeg således dybt optaget af at gøre mig klogere på fænomenet stress hos børn- og unge med autisme, ADHD og andre komorbide tilstande.
Flot!
Jeg var så optaget af stress, og alt muligt andet, at jeg og folk omkring mig komplet overså min egen, selvom (eller måske nærmere fordi) at den sad plantet lige midt i mit synsfelt.
Så jeg mistede fodfæstet og faldt.
Der skulle faktisk en mindre blodprop og et knaldhøjt blodtryk til at sparke de sidste stykke knastøre klippeafsats væk, før jeg blev opmærksom på den.
Stressen eller troldsplinten. Same/same, potato/potahto.
Stress og troldsplint er det samme. Det havde I opdaget, ik?
Ikke at jeg højt og helligt kan love, at samtlige af de fremtidige læger, jeg havde fornøjelsen af at undervise før sommerferien, tager ordet “troldsplint” i anvendelse i deres fremtidige praksis, men man har vel lov at håbe.
Noget af det jeg selv længe havde kredset om, og var optaget af, helt ind i venteværelset på Hvidovre Akutmodtagelse, hvor mit arbejdsliv så til gengæld blev sat eftertrykkeligt på pause, 9 januar 2023, var det at mange børn- og unge med autisme m.m er særligt udsatte for at blive ramt af stress.
Samtidig havde års arbejde med børn- og unge med særligt komplekse profiler efterhånden efterladt mig med den klare opfattelse, at det er netop stressbelastningen og hvordan vi reducerer den, vi bør og skal forholde os til, som det alleførste, når vi møder dem, som professionelle.
Lettere forenklet, kan man tale om dem som særligt udsatte fordi at deres indre verden ofte er ude af sync. med den ydre verden de forsøger at færdes i.
Mange kæmper bravt en tid og spejler sig efter bedste evne i en virkelighed og hverdag med indtryk, udtryk, krav og koncepter der, i det store hele er designet til den ikke autistiske hjerne.
De spejler sig indtil spejlet brister i millioner af stykke og stressen, som en troldsplint i øjet, vrider deres perspektiv ud af facon.
En troldsplint der, når den har siddet der tilpas længe, som en djævelsk prisme spalter lyset fra den eneste verden man efterhånden kan huske at kende til.
Den forvreden verden, hvor det smukke (ofte en selv inklusive) fremstår uskønt, det gode fremstår ondt og hvor det lette og ligetil synes uoverkommeligt.
Jeg har været delvist sygemeldt i 6 måneder, nu. Det er også derfor at jeg har haft lukket mere eller mindre ned for bloggen.
3 af månederne har jeg været patient hos Arbejdsmiljømedicinsk afdelings stressreducerings klinik på Bispebjerg Hospital.
Det har været ret vildt. Og vildt lærerigt.
Den vigtigste erfaring, jeg tager med mig tilbage på arbejdet (jeg begynder igen på onsdag, på nedsat tid) er forståelsen af hvor lang tid det reelt tager at blive rask.
Ikke helt rask, men rask nok til atter at kunne arbejde og til atter at kunne lære.
Ikke at det med at have dyb respekt for tidsperspektivet, ifm. stressreducering og restitution hos børn- og unge, har været noget jeg har forsømt at kloge mig over før i tiden.
Jeg snakkede om det konstant, før “faldet”.
Det var i den grad den hellige gral i mit professionelle virke.
Nu forstår jeg tilmed hvorfor.
Men som en anden Dr. Jill Bolte Taylor “ultralight” (bliver aldrig halvt så hardcore som hende) skulle jeg åbenbart være mit eget ufrivillige forsøgsobjekt, før jeg for alvor fattede det.
To ting.
1. Troldsplinter er porøse. De lader sig ikke bare fjerne i ét hug, men skal lempes ud over tid. Prøver man at forcere processen, går de blot i endnu flere stykke.
2. Arvævet. Selv når troldsplinten er fjernet helt, efterlader den et lille stykke arvæv, hvor den har siddet.
En lille blind plet, et minde og måske, hvor mærkeligt det end må lyde, en længsel.
En længsel efter et forvredent, men trygt perspektiv, der i lang tid kan virke som et mere fristende alternativ til den verden, men nu skal lære at begå sig i.
Det er blandt andet derfor jeg går så meget med de solbriller for tiden.
Inde, ude, i gråvejr. I hvert fald noget tid endnu. Det tætteste jeg kommer på VIP 😉
På et tidspunkt tænker jeg dog, at jeg vil begrænse brugen af dem til når solen reelt skinner. Som navnet jo også mere end antyder.
Sol-briller.
Og så må vi jo se om jeg, til den tid, også kan finde ud af at kigge ind kameraet, når jeg selfier den.
Jeg er en skovl til at kigge ind i et kamera. Jeg rammer altid lidt ved siden af.
Det er jo også bare det, at min hverdag og mit perspektiv åbenbart har været vredet godt og grundigt ud af facon i noget tid.
Lægerne og psykologerne mener at det i hvert fald drejer som om 10 år… ish.
Så jeg skal lige lære det.
Husk det, kære læsere. Pårørende såvel som profesionelle. (Og tak for at have hængt på, i den halvdøde periode, her på bloggen)
Stressreducering tager tid og der findes ikke en one size fits all model for, hvad stressreducering vil sige for den enkelte.
Heling tager tid.
Genoptræning tager tid.
Det gælder sådan set for alle.
Ramte børn- og unge, deres forældre, de fagfolk som arbejder med begge grupper og selv kan blive ramt.
Stress er en djævelsk og gennemgribende sygdom, som efterlader et aftryk, selv når man formelt er helbredt.
Mindet om- og den sære længsel efter det forvredne perspektiv, fortoner sig kun langsomt.
Arvævet skal man leve med for altid.
Been there. Got the sunglasses 😎
Vi ses derude
Sådan gradvist 😉
Ps. Udlover Dr. Jill Bolte Taylors fremragende TED talk (Google den) vil jeg naturligvis anbefale at man støver HC Andersens Snedronningen af. Den holder den dag i dag. Og så har politikeren Jacob Mark skrevet en klog og ærlig biografi med titlen: “Fartblind” Den handler sjovt nok også om stress og øjne. Læs den. Den kan varmt anbefales.
Ok. Jeg giver jer lige følgende billede, vel vidende at det muligvis, som udgangspunkt lyder fjollet, men forestil jer mig, en praktisk bygget mand, lidt for tæt på de 50.
Praktisk bygget, på duplo måden.
Legoklodsen, altså.
Skulle man, guderne forbyde det, få brug for at skille mig ad og samle mig igen, ville jeg nok højst bestå af 6 slagfaste elementer.
Min kone og mine børn, derimod, er de dyre sæt, forestillende Taj Mahal og andre arkitektoniske vidundere.
Godt så.
Forestil jer så midaldrende duplo Morten, iført sin lige så slidstærke Fjällrävenbuks, sine brune læderstøvler, solbriller, sweather, mørkeblå blazerjakke og skuldertaske, frosset i tid og sted omgivet af et hav af små blomster og med et saligt smil smurt ud over de blege læber.
Hvert år, ved samme tid, sådan omtrendt halvvejs gennem marts slår den samme lille, smukke, sarte blomst og dens tusinder af søskende ring om huset vi bor i.
I haven bagved, langs havegangen samt i parken foran. Blomster overalt.
Den melder gerne sin ankomst i takt med at det sidste tynde lag sne overgiver sig til solen.
Her blander den, med sin fremkomst, gradvist farvepaletten nedefra indtil alt hvidt, plet for plet, er erstattet af blåt.
Vil man væk fra vores lille hyggelige “familieplanet” i Vanløse går rejsen således, i hvert fald for en tid, gennem et sart men kompakt bælte af små blå asteroider i senvinter kredsløb.
Som det kan hænde med så meget andet her i livet, har blomsten og dens søskende, som ved et trylleslag, imidlertid været forsvundet, før jeg har været nået fra blot at passere dem, til rigtigt at kunne påskønne deres nærvær, blotte eksistens og skønhed.
Eller rettere, sådan har det været samtlige de 10 år vi har boet her.
Lige indtil en dag, her sådan omtrendt midtvejs gennem marts måned, hvor jeg gik i stå halvvejs gennem alt det blå.
Da jeg kom til mig selv var der tre tanker der omgående meldte sig:
For det første slog det mig at jeg ikke anede præcis hvor længe jeg havde stået stille, ligeså vel som jeg havde glemt, hvor jeg var på vej hen.
For det andet priste jeg mig lykkelig over at jeg ikke havde fulgt, hvad jeg svagt erindrede havde været min første indskydelse og havde lavet blomster udgaven af en sneengel.
Det havde været den rene duplo krop massakre af de kære små.
Min tredje tanke var, at jeg absurd nok, selv efter 10 års flygtigt on/off naboskab, ikke kendte navnet på blomsterne.
Et Facebook opslag senere var den sag klaret.
Jeg har i efterhånden mange år arbejdet med børn -og unge, der har tilbragt måneder og år i ufrivillige skolefraværende eksil på deres egne små planeter.
Altså virkelig små planeter. Nogle gange helt ned til værelsesstørrelse.
Billedligt talt og voldsomt forenklet, har min opgaver været at få børnene og de unge mennesker ud til “blomsterne”.
Mine egne to unge mennesker inklusive.
Set fra mit perspektiv har fordelene ved den verden jeg tålmodigt har prøvet at gøre børnene og de unge mennesker til statsborgere i på ny, altid været så åbenlyse og attraktive at jeg længe har undret mig over, hvorfor det ofte har taget så uforholdsmæssigt lang tid for dem at lægge tilværelsen som eneboere på de små mørke værelsesplaneter bag sig og følge med mig ud lyset.
Til skønhed, samfund, skole, fællesskab, fremtid, forår, luft, læring, liv,
Og skal jeg være piv ærlig, så var det faktisk først da jeg stod med fødderne dækket af små blå blomster, for første gang rigtig kiggede på dem, for første gang formåede at værdsætte deres flygtige skønhed og da jeg for første gang fik lyst til at lære deres navn at kende, at jeg helt forstod det.
Forstod hvor svært det kan være. Forstod hvorfor at det kan tage så lang tid.
…………
Befinder man sig på autismespektret og det gør mange ufrivilligt skolefraværende børn og unge, nogle endnu udiagnosticerede, er man som udgangspunkt udsat for at ramme stressloftet før mange andre.
Mange der har været genstand for traumatiske oplevelser og/eller er blevet ramt af svær stress, kan efterfølgende opleve at de har større eller mindre huller i deres hukommelse.
For personer på autismespektret kan det betyde at de udfordres yderligere på et område, hvor en del allerede kæmper, nemlig ift. at kunne danne kategorisere og anvende erfaringer.
I ved. Som når de fleste af os, ved dagens afslutning, med største selvfølgelighed ligger summen af alle oplevelser og indtryk på vægtskålen og med ret stor sikkerhed, kan konkludere at: “Dagen i dag var en god dag, fordi………………”
Man ved det bare. Det føles rigtigt. Man ved også at man nu er en erfaring rigere, som man efterfølgende kan husker og anvender fremadrettet.
Både som skabelon og målestok for strategier man kan støtte sig op af ifm. andre gode dage, men også ift. de mindre gode at slagsen.
Strategier.
For de fleste af os kører de bare.
Som den usynlige kode alle vores forestillinger, formodninger, forventninger valg og handlinger er skrevet i.
Vi har strategier for det meste, men ænser knap når vi anvender dem, fordi at de giver mening og får vores verden til at hænge sammen og virke logisk og tryg.
Bygget af vores erindringer og erfaringer fodrer strategier os således dagligt med mængder af energi og overskud, som frigøres til os fordi at vi ikke skal gøre alting, som var det første gang.
Forestil jer at skulle gøre alting, som var det første gang. Det er ikke rart, kan jeg afsløre og alternativet, at gøre næsten ingenting, kan hurigt blive det åbenlyst mest attraktive.
Der kan være mange årsager til ufrivilligt skolefravær.
Jeg får muligvis hug for det her, but so be it.
Ufrivilligt skolefravær behøver ikke nødvendigvis altid at være nogens skyld.
Autismes skyld, måske, fordi at den og dens følgesvende, angst, OCD mfl. er så pokkers komplekse og kan sætte enhver på prøve.
De dygtigste, de mest kærlige, de med de bedste hensigter og ikke mindst de som lever med autismen, oplever hvordan at den griber ind i deres tilværelse, men ikke altid kender alle mellemregningerne og derfor er handlingslammede.
Kæder af uforudsete begivenheder, der ikke nødvendigvis alle har noget med skolen at gøre, kan hurtigt griber ind i hinanden.
Omstændighederne river og flår i en. Man ser dem sjældent komme, men mærker dem tydeligt og før man ved af det og uden at man nødvendigvis ved hvorfor, har skolen forvandlet sig fra et sted man plejede at komme til en fjern flimrende lysplet, man kan iagttage gennem et teleskop.
…………
I det følgende tager jeg udgangspunkt i at skaden er sket.
Godt så
Prøv at forstille jer, at man sidder der, på sin egen lille planet, på den forkerte side af en lukket dør og at strategierne der passer på verden uden for enten mangler eller i bedste fald er hullede, usorterede og uden label.
Forestil jer ligeledes måske kun at have energi, overskud og udsyn der knap og nap lige rækker fra en dag og til den næste.
Direkte adspurgt, ville man måske tilmed have mere end vanskeligt ved at redegøre for, hvordan i alverden man, i første omgang, lige endte bag den dør.
Noget kan man huske , meget har man glemt. Fortællingen hænger ikke sammen.
Først var man lille, så større, så stor, man gik i skole, der skete et eller andet og pludselig en dag var man der bare.
Bag døren, på værelsesplaneten. Uden overskud til at kunne lære. Bare være.
Og værst af alt, uden en sammenhængende kronologisk fortælling om -eller en forklaring på hvorfor.
I hvert fald ikke en der giver mening.
“Hvad skete der lige?
“Hvad laver jeg her?
Kunne man med rette rette spørge.
Uden for døren tales der måske om skolevægring, autisme, angst, OCD og skønt man måske kender ordene og har nikket overbevisende, mens at man fik deres betydning forklaret, har man måske alligevel i al hemmelighed efterfølgende googlet dem.
Og undret sig.
For hvad betyder ordene i relation til en selv?
“Hvad fanden sker der egentlig?”
Langsomt går det måske op for en, at man er hovedpersonen i en fortælling, hvor hele kapitler føjes til i ens ufrivillige fravær, og hovedpersonen i møder man ikke selv deltager i.
Man er måske tilmed en kampplads for andres følelser af skyld, skam, magtesløshed, sorg og frustration.
En andre snakker om. En andre vil noget med.
Det, i sig selv, kan være stressende.
Hører man det ikke gennem døren, kan man mærker det, som en sitren i luften mellem en selv og alle de aktører i ens liv der, drevet af kærlighed og professionel stolthed vittigligt vil en det bedste, når de kigger ind fra en verden der, set fra deres perspektiv er et åbenlyst mere attraktivt alternativ til den som man, i mangel af bedre, har bygget til sig selv.
På et tidspunkt, hvis man kan mønstre bare det mindste overskud, gør man måske hvad andre børn og unge, før eller siden gør.
Skaber en simpel (mod) fortælling der hænger sammen og lige akkurat kan klemmes ind på ganske få kvadratmeter. En fortælling man kan se sig selv i.
Man udfylder de tomme pladser i et manuskript om diagnoser og selvforståelse andre måske tror at man kender og har styr på.
Man skaber en ny kronologi hvor den gamle er gået i stykker. Skaber mening, hvor der ingen mening er.
Bygger en ny verden. En ny virkelighed.
Og lever fra dag til dag.
Alt det her jeg læst om, arbejdet med professionelt og gennemlevet som far til mine egne ufrivilligt skolefraværende børn med autisme, på begge sider af lukkede døre
Men det var først sådan omtrendt halvvejs gennem marts måned, da det sidste lag sne overgav sig til solens stråler, at erkendelsen for alvor indfandt sig.
Erkendelsen af hvorfor at det er så svært. Hvorfor at det kan tage så lang tid.
En erkendelse jeg ikke havde kunne gøre mig blot 6 måneder forinden.
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg p.t er delvist sygemeldt med stress, har været det siden årsskiftet og skal være det en rum tid endnu.
Havde man spurgt mig dagen før jeg røg ind på akutafdelingen ville jeg have svaret, at jeg da skam havde det fint.
Da lægerne og psykologerne efterfølgende prøvede at forklare mig, at det her jo nok var noget jeg gradvist havde arbejdet mig frem imod over de sidste 10 års tid, strittede jeg først voldsomt imod.
Min hukommelse var så godt nok også jævnt udfordret af store huller i -og bekvemme omskrivninger af historien om mig selv.
En fortælling der virkede sært velkendt, nu blot med mig i den helt forkerte rolle.
Hvad pokker var der sket?
Hvad lavede jeg lige her?
Da de rare mennesker, som jeg ville have gjort det i deres sted, havde hjulpet mig med at få kronologien på plads, og havde toppet det hele med en diagnosekode, som jeg udemærket kendte, passede pengene imidlertid.
10 år.
10 blå vækstsæsoner, som jeg trofast havde padlet mig igennem, så blind for den vidstrakte, åbenlyse blomstrende skønhed, for mine fødder, at selv ikke et kor af kongerigets mest charmerende botanikere, ville have kunne vækket min interesser.
Her stod jeg så, den dag i marts, 2 måneder inde i min sygemelding, praktisk bygget, smilende, åben, sansende, med lyst til at lave blomsteregle og åbenbart også (et udtryk jeg ellers hader) i en form for proces.
Og jeg kom til at tænke på alle de ufrivilligt skolefraværende børn og unge jeg vidste, hvert år vågnede op rundt omkring på deres værelsesstore planeter.
Konge og dronninger af deres mindst ringe alternativer til en, set fra andres perspektiv, åbenlyst attraktiv verden med skønhed, samfund, skole, fællesskab, fremtid, forår, luft, læring, liv.
Men også en verden, jeg nu for alvor indså, de ikke ville kunne påskønne, lære blomsternavne i eller have strategierne til genvinde deres statsborgerskab til, før at mindst to spørgsmål som udgangspunkt ville være blevet besvaret.
Spørsmål gode mennesker, drevet af kærlighed og professionel stolthed måske ville tænke at børnene og de unge selv ville kende svaret på.
1. “Hvad skete der lige?
2. “Hvad i alverden laver jeg her?
To tilsyneladende enkle spørgsmål, som jeg, som stressramt, al min profesionelle erfaring til trods, var ude af stand til selv at besvare, uden andres hjælp.
…………
Hvor end man nu måtte befinde sig i omsorgs, undervisnings eller behandlingskredsløbet bør besvarelsen af disse to spørgsmål være selve fundamentet man bygger på.
Bagudrettet opklaring der giver mening og skaber mening.
Så kan der gendannes erindringer, dannes erfaringer skabes strategier og tidsnok indlæres blomsternavne, kongerækker og algebra med den unge spørger, som aktør i egen og ikke blot i andres fortælling.
………
Afslutningsvist.
Apropos tallet to.
Ud over den (for mig) helt store erkendelse, har jeg i hvert fald lært mindst to ting yderligere under mit ufrivillige arbejdspladsfravær.
1. Seks store duploklodser med otte knopper, kan kombineres på 915 millioner måder (jeg er , med andre ord, mere kompleks end først antaget OG der er plads til forbedring)
2. Navnet på den blå blomst og dens tusinde at søskende, der hvert år slår ring om huset vi bor i, på planeten vi bor på.
Man overser den let, “Mètre étalon”, en lille hylde af marmor, der er installeret under arkaden på 36, Rue Vaugirard, lige overfor Senatet i Palais du Luxembourg.
Jeg overså den ikke. Slet ikke.
Faktisk havde jeg gjort det til min mission at finde netop den hylde, da jeg som ranglet, nørdet teenager, for en kort bemærkning, var raget uklar med min mor, under et besøg i byernes by.
Hvori uenigheden med mor helt nøjagtigt bestod, kan jeg simpelthen ikke genkalde mig (vi er gode venner i dag), men det var i hvert fald så meget liv eller død for 16-årige mig, at jeg i en hel lang dag konsekvent nægtede at følges med hende.
Så efter en kop tavs kaffe og nogle tørre, men alligevel vidunderlige små stykker brød med usaltet smør og abrikosmarmelade, som vores ældre franske værtinde serverede for os, i en herskabsstue prydet med udstoppede zebrahovedet, gazellehoveder, træmasker spyd og amuletter, som værtindens afdøde opdagelsesrejsende mand havde hjembragt, gik vi hver til sit. Min mor og så jeg.
Ha! Så kunne hun lære det!
Det viste sig senere hen, til min utilslørede weltschmerz marinerede teenager ærgrelse, at vi naturligvis havde været på stort set de samme lokationer, med ganske få timer, nogle gange minutters mellemrum.
Marmorhylden fik min mor dog aldrig at se. Den oplevelse var helt min egen. Og hvilken oplevelse. Jeg tror at jeg stirrede intens på den hylde i næsten en halv time.
Hylden var den ene af to overlevende af i alt 16, der blev installeret efter den 26. marts 1791 for at udbrede kendskabet til et nyt og revolutionerende stykke videnskab.
Slut skulle det være med at knibe øjnene sammen i lyset fra stråleglansen der før var udsprunget fra solkongens forbandende, forgyldte slot i Versailles.
Vive La revolution, Vive la republique, Vive la France.
En ny ære var begyndt. En videnskabens og oplysningens tid, hvor man skuede mod fjerne horisonter, men ingen horisont så fjern at rejsen mod den ikke lod sig udmåle i den nye enhed.
Meteren!
Defineret i øvrigt samme år af de franske astronomer Delambre og Méchain som 10 milliontedele af afstanden fra Nordpolen til Ækvator gennem en Parismeridian (naturellement) som man i øvrigt stadig kan finde i centrum af Paris Observatorium.
Den godt gemte og næsten glemte marmorhylde, som sure, nørdede teenager Morten stod og stirrede på, så han fik tårer i øjnene, der en gang tilbage i 1991 på 200 året for dens indførelse, var – og er præcis én standardmeter lang.
Præcis!
Et magisk, en lille smule farligt, men også særdeles kærkomment faktum tilbage i 1791.
Royale hoveder og gamle dogme stod for fald og der var, alt forandringen til trods (eller måske netop derfor), en stor del af tiden, sandt for dyden ikke ret meget at grine af.
Til gengæld kunne indbyggerne i Paris nu til hver en tid opsøge en af de 16 små måle-marmorhylder og finde ro og måske trøst i, at der da i hvert fald var én konstant, der fik verden til at hænge bare en lille smule sammen.
De kunne naturligvis også blot forvisse sig om, at de havde fået den længde reb, pølse eller hvidløgsranke de havde betalt for på markedet.
Eller, for at sige den på en anden måde.
I marts 1791 var der endnu små to år til at Marie-Antoinette og Ludwig den 16 skulle endes deres liv foran folkemasserne i guillotinen på Place de La Concorde præcis 2600 nye standardmeter væk, men tronskiftet havde for længst fundet sted.
Et tronskifte med den lille marmorhylde under arkaden på 36, Rue Vaugirard og dens 15 brødre og søstre, som de nye konger og dronninger.
Små sole af oplysning i folkets tjeneste.
Når alt andet ramlede (og det gjorde det i den grad i 1791) var en meter altid præcis en meter lang.
Magnifique.
…………
Ok. Hold godt fast. Nu tager vi lige et ordentligt spring i fortællingen. Og så alligevel ikke.
Året er 2023 Jeg er 48 år gammel og jeg har stress!
Sådan for alvor stress…. åbenbart
Så meget stress, at en lille blodprop listede sig ind på mig og kortvarigt satte min højre side ud af drift sammen med min evne til at kunne huske navnene på folk, jeg havde arbejdet sammen med i årevis.
Så meget stress at jeg vel p.t er 80 -90% sygemeldt og reelt ikke har en tidshorisont for hvornår jeg, med fuld styrke kan vende tilbage til det job jeg elsker og er virkelig god til, men som jeg nu tilsyneladende er for syg til at kunne passe.
Jeg skriver “tilsyneladende” for jeg forstår det faktisk ikke rigtigt, men lægerne og psykologerne er meget entydige på det område og de må vel forventes at vide en ting eller to.
Og undskyld, du som er nået så langt som hertil i teksten, men det her er ikke bare en fortælling om en marmorhylde i Paris.
Det er også en slags skriftemål.
I metermål.
For alt det her med at jeg tilsyneladende har stress, er simpelthen så vanskeligt for mig helt at begribe, selvom fire læger og to psykologer samstemmende har fortalt mig det.
Derfor har jeg brug for at dele det med dig.
Ikke for at du skal have ondt af mig (ej, fair nok, lidt måske) men mere for at få lov til at sige det rigtig højt. (Har allerde prøvet ude i min lille have foran kattene, og på en mark lidt uden for København, men det her fungerer bedre)
Således deklareret, kan fortællingen nu fortsætte.
En fortælling der dybest set også er en hyldest til de mennesker der p.t hjælper mig med en slags rekonstruktion.
For når stressen rammer, skal man ikke være alene.
Heller ikke selvom der måske nok står “Konge af egen hjerne” -samt “enmandshær” med svungen guldskrift på ens visitkort.
………
Attention!
Stress er snigeren med det lange tilløb. (også en unfair kombi)
Før man aner sine levende råd, står den foran gitterporten med fakler og høtyve og kræver ens ubetingede kapitulation.
Og når man rejser sig for at råbe. ”Hey! Stop en halv” og for at kæmpe med hvad man hurtigt opdager er tillært pondus, kollapser man til sin egen yderligere overraskelse under vægten af alle de lag, der i årenes løb er groet ud over ens oprindelige kerne.
Kernen.
Den fine skabning man i bund og grund selv tænker man er og gerne vil kendes som.
Med etik, drømme, håb, principper, visioner, kærlighed og overskud.
Lagene der sender en med næsen først direkte ned i perlegruset, repræsenterer så omvendt alle de ydre fortællinger om en selv.
Det kunne for eksempel være fortællinger om ens Job, karriere eller ens arbejde.
Bare for nu at nævne tre tilfældige.
Fortællinger som man, på en eller anden måde, ad åre har tillagt uforholdsmæssig stor værdi, som var det de hundredvis af kilo bladguld, der dækker træpanelerne, på den hovedløse og derfor også forlængst meget afdøde franske adels slot i Versailles.
Når tyngdepunktet mellem det indre og det ydre på et eller andet tidspunkt har forskubbet sig tilpas meget, kan selv den stærkeste kerne ikke holde sammen på skidtet.
Jeg overværede en gang hvorledes en artiskok (garanteret en fransk en af slagsen) der netop var blevet neddyppet i minus 200 grader koldt flydende kvælstof, blev fravristet sine rustning af kronblade med et let slag fra en hammer.
Det så vildt ud.
De mange nu frostsprøde lag raslede af som papirstyndt krystal i en omvendt kogleformet lysekrone og efterlod artiskokkens kerne og eftertragtede delikatesse, kaldet “hjertet” intakt og frostfrit, men også næste tragikomisk hjælpeløst i al dets lillebitte ikke videre prangende mørkegrønhed.
Havde man efterfølgende bedt artiskokken kigge sig selv i spejlet ville den næppe have kunnet genkende sit eget spejlbillede.
Sådan var det også med mig.
Der første par dage og uger efter sygemeldingen havde jeg, som mand uden lag, slot uden bladguld, artiskokhjerte uden kronblade, mere end vanskeligt ved at forholde mig til min indre, nu blotlagte kernes højde, bredde, dybde, skønhed og nytteværdi.
Jeg havde, med andre ord, desperat brug for en standard meter at holde det hele op imod.
Ikke i form af en undseelig marmorhylde, i Paris, men personificeret i kød og blod af mennesker, der i årenes løb, enten havde turde grave sig helt ind til den blegfis der gemte sig i midten af manden eller havde kendt ham længe nok til kende plantegningerne over og dimensionerne på den oprindelig skabelon.
Morten version 1.0
Jeg ringede til en af de sidstnævnte og fik lov til at lufte ham, hans hund samt så mange spørgsmål, at jeg få timer senere, kunne lægge mig til at sove, med mere end pletvist ro i sindet.
Og det selvom halvdelen af min standardmeters svar var blevet taget af den stride vind og de hvide skumsprøjt ved Sjællands nordkyst, hvor vi gik.
Den var god nok. Jeg fandtes endnu. Skællet og skravlet men med et hjerte der var både intakt og frostfrit.
I den seneste tid har jeg haft travlt med at kontakte, lytte til og lære af mine menneskelige standardmetre.
Mine hyldemeter af omvandrende målestokke, mine livsvidner, mine hukommelser.
Der er færre end 16, men helt sikkert flere end 2.
Det er faktisk ret godt.
Har du snakket med en af dine menneskelige standardmetre for nyligt?
Eller drukket et glas vin?
Det er vigtigt.
Særligt hvis man lever et liv der, selv uden klinisk stress, godt kan se lidt skørt ud, når man står udenfor og kigge ind.
Man overser så let, hvor vigtige de er.
Ligesom man let kan overse en lille hylde af marmor i byernes by.
Nu ved I heldigvis hvor I kan finde den.
“Mètre étalon”
Den sidder under arkaden på 36, Rue Vaugirard, lige overfor Senatet i Palais du Luxembourg.
Herfra får den en verden hvor der, sandt for dyden, ikke altid er tilstrækkeligt at grine af, til at hænge bare en lille smule sammen.
For hvis det hele ramler, kan man stille sig foran den og forvisse sig om, at en meter stadigvæk er præcis en meter lang.
C’est bon.
………
Hej og velkommen til (opdateret marts 2024)
Mit navn er Morten Gantzler Oschlak.
Jeg har haft bloggen her siden 2017.
I 2020 gjorde min datter mig selskab som skribent og redaktør, hvilket i og for sig var fair nok, eftersom jeg årevis havde skrevet om hende. Freja og jeg holder også foredrag for -og supervision af fagfolk og pårørende.
Vores familie består af Freja (21 Toke (19) Anne (44) samt undertegnede (49)
Vi har alle autisme. Freja, Toke og jeg har også ADHD.
Jeg har tillige, i mange år arbejdet som professionel underviser og behandler inde for dagbehandlingen og børne -og unge psykiatrien. Så der er nok at skrive om. Vi prøver løbende at gøre bloggen mere brugervenlig og overskuelig.
Lige nu ligger det projekt imidlertid et stykke nede i “to do bunken”
Sikkerhedsbriller. Det tætteste jeg p.t kommer på professionel badass.
Jeg er temmelig sikker på, at jeg kunne have plaffet i hvert fald 4 – 5 attentatmænd (m/k) ned inden for de første 2 sekunder. Min makker og bedre halvdel ville have taget sig af de eventuelt resterende, alt imens hun dækkede min og vidnets flugt mod nærmeste sikre udgang.
Ren muskelhukommelse. Kultiveret, lagret, pakket og jævnligt reaktiveret ifm. utallige kolde og varme situationer gennem års tjeneste og vedligeholdende træning.
Jeg er ikke bodyguard jeg er heller ikke jægersoldat, efterretningsagent eller triggerhappy freelancer.
Jeg er far til to unge mennesker som har haft det rigtig svært i en stor del af deres leveår, fordi at de har autisme, Adhd, angst m.m
De to har, på trods af at de elsker viden og læring, i længere perioder været ufrivilligt skolefraværende.
Min makker og jeg har, uden synlig bagkant udlånt vores nervesystem og nattesøvn til de to.
Vi har trukket vejret i takt med dem, tænkt frem og trukket os tilbage fra det værst tænkelige til det mindst ringe i en sky af pædagogisk krudtrøg og brændt gummi fra familiebilens hvinende dæk.
Alt for mange kugler har vi taget.
Så mange at kroppene nogle gange føles tunge som bly.
Men vi er fortsat ufortrødent og har slidt os selv og hinanden op i hvert vores fjerne, evigt årvågne ringhjørne.
Kort før jul var vi sammen (uden unge mennesker!!), min makker og jeg, i Vor Frue Kirke, for at høre min makkers tvillingesøster læse digte op.
Efterfølgende var der reception med gløgg æbleskiver og voksentid i Rotunden, kirkens smukke meninghedslokaler.
På et tidspunkt greb tvillingensøsteren ud efter sit halstørklæde. Ikke fordi at hun ville gå, men fordi at hun frøs lidt.
Hurtigere end vi selv kunne nå at fatte det, var min makker og jeg selv på benene og i tøjet.
Jeg er temmelig sikker på, at jeg kunne have plaffet i hvert fald 4 – 5 attentatmænd (m/k) ned inden for de første 2 sekunder. Min makker og bedre halvdel ville have taget sig af de eventuelt resterende, alt imens hun dækkede min og vidnets flugt mod nærmeste sikre udgang.
Men der var ingen attentatmænd -eller kvinder og heller intet gidsel (barn) der skulle beskyttes og i al hast fragtes ud af bagdøren.
Der var blot en (lettere målløs) kvinde på vores egen alder, med et halstørklæde i hånden.
Og der var gløgg, æbleskiver, poesi og absolut inden fare på færde.
Jeg er hverken bodyguard, jægersoldat, efterretningsagent eller triggerhappy freelancer.
Men jeg er godt nok en lille smule fucked up.
Mit nytårsfortsæt (mit første i mange år. Har ikke rigtig turde) skal være:
“Mere poesi, sødt bagværk og alkohol og mindre skyd-først-og-spørg-bagefter”
Og så huske at det ikke kun er kugler man behøver tage imod. Kærligheden er faktisk også en mulighed.
“Folk omkring mig forventer, at jeg kan bygge en diamant (= gode strategier) men jeg har næsten kun mudder ( = traumer og andre blandede dårlige minder) at bygge af”
Vedkommende havde for nyligt fået det bedre. I fuld offentlighed.
Jeg har efterfølgende ikke kunne få det unge menneskes ord ud af mit hoved og her forleden satte jeg mig foran mit stuevindue og skrev følgende lille historie.
At få det bedre er ikke altid let.
At få det bedre kan være som at få overrakt nøglerne til et lille slot.
Et slot med lyse rummelige, herskabelige højloftede rum på mindst 500 mentale kvadratmeter hver.
Mentale kvadratmeter, man ikke har den fjerneste idé om hvordan man skal indrette.
Og alle ved at man er blevet slotsejer.
Alle taler om hvor heldig man er og hvor mange muligheder for indretning slottet rummer.
At få det bedre er ikke altid let, når bedringen får følgeskab af muligheder.
At få det bedre kan være som at blive forfremmet fra bonde til dronning (m/k), i et spil skak.
En dronning med lov til -og mulighed for at bevæge sig i alle retninger.
Og det ville man da også, hvis ikke det var fordi at ens fødder føltes så forbandet tunge og man i øvrigt ikke rigtigt ved hvilken retning man, i givet fald bør starte med at gå i.
Så man slæber sig hen til vinduet i et af de lyse, herskabelige, højloftede – i bedste fald kikset indrettede rum og kigger forsigtigt ud mod horisonterne.
Mulighedshorisonten og handlehorisonten.
At få det bedre, er ikke altid let.
At få det bedre kan være ensbetydende med at ens mulighedshorisont en dag, for første gang i lang tid, står helt knivskarpt, når man sådan står der og kigge ud af slotvinduet.
Mulighedshorisonten. Den yderste grænse for det rige man pludselig potentielt kan regere over.
Samtidig bliver man smerteligt bevidst om, at ens reelle handlehorisont måske i virkeligheden ligger så tæt på som ens udstrakte arme kan række.
Og ligeledes bliver man smerteligt bevidst om, at det ingenmandsland der samtidig åbenbarer sig mellem de to horisonter – Mulighedshorisonten og handlehorisonten, føles skamfuldt og uoverskueligt at skulle betræde.
Særligt nu hvor man, i fuld offentlighed har fået det bedre, er blevet dronning med eget slot og alle i øvrigt taler om hvor priviligeret man er, og hvordan at verden nu ligger for ens fødder.
Og de lytter ikke eller bliver fraværende, når man prøver at forklare dem, at det faktisk mere føles som om at verden ligger PÅ ens fødder, når man, en sjælden gang vover sig uden for handlehorisonten for at vinde nyt land til kongeriget.
Ligger på eller måske ligefrem klæber til ens fødder.
Som mudder.
“Hey. Skal du ikke have nogle juveler, nu du er blevet dronning. En diamant eller sådan noget…?” Råber en eller anden.
“Men jeg har jo kun et lille slot, som jeg ikke en gang har haft overskud til at indrette, og så en masse….. mudder” svarer man, høfligt på grænsen til irritabelt .
“Mudder er også kulstof” lyder det fra en eller anden klog, på grænsen til bedrevidende type.
“Du skal bare presse hårdt nok. Så bliver det til diamant”
“Yeah right” tænker man
“Hurra! Dronningen har fået det bedre. Længe leve dronningen” råber nogle lidt for begejstrede type.
De er ikke engang på grænsen til. De ER alt for begejstrede.
Men man vinker og smiler anstrengt og pligtskyldigt, som man står der foran slottet med verden på fødderne.
Og solen går ned i alle retninger, bag mulighedshorisonten.
Forleden dag, alt imens jeg stod med hånden på kogepladen genlæste jeg en besked fra en læser, som har fulgt bloggen her gennem en længere periode.
Hun skrev at hun savnede mine fortællinger (skriverier) fra det virkelige liv.
Jeg var rygende enig. Bogstaveligt talt. (Forklaring følger)
Jeg savnede dem skam også, skriverierne.
Ikke at kilden med potentielle emner var tørret ud. Tværtimod. Der havde, som vanligt, været mere end nok at berette om.
Autisme, angst, datters armlægning med jobcenter, medicinskift, mutisme, ansøgning om servicehund, selvskade, træghed i voksenpsykiatrien….
Alt det og mere til, havde længe givet mig den velkendte lyst til at løbe langt, langt væk.
Helt ud forbi byskiltet, ud på min faste pløjemark for at råbe….
Råbe højt og længe.
Metaforisk set, naturligvis.
Billedligt talt sådan som katten Tom gør det på tegnefilm, når Gud ved hvilket af hans evige, resultatløse forsøg på af fange musen Jerry, har sendt endnu en ambolt (er det som regel ) eller en anden massiv genstand, fra hans egen snedigt udtænkte fælde ned over en fod eller en tommelfinger .
Meget apropos har jeg faktisk altid lidt tænkt bloggen her, som den virtuelle pløjemark, tegneseriefiguren Autismeplusfar tilsvarende kunne løbe ud og råbe på.
Så da jeg læste min trofaste læsers besked drev min første umiddelbare impuls mig da også straks i retningen af plovfurerne , så jeg hurtigst muligt kunne få sat nogle ord på det dersens virkelige liv.
Jeg stoppede lige før jeg nåede til byskiltet.
Det var i første omgang synet af min hånd, hvis tydelige røgfane endnu hang i luften langs min rute , der fik mig til at sætte hælene i.
Hånden så forfærdelig ud.
En hurtigt inspektion afslørede at det hverken var en ambolt, et pengeskab eller noget andet tegneserietungt der havde været på spil.
Det var kogepladen, den lede satan.
“Hånden på kogepladen, frøen i gryden”, snedigt barn har mange navne.
Udtrykket dækker over det faktum at vi mennesker har en evne til at kunne tolerere absurd høje temperaturer på mærkeligheds skalaen, når disse blot bliver hævet et lille nøk ad gangen over tilpas lang tid.
Den reelle fare er, at man på et tidspunkt, med sin brændende hånd, uden helt at have opdaget det, har antændt og futtet alt hvad man har rørt ved, herunder det meste af normaliteten i sit liv, af.
Og så står man lige pludselig der iført det eneste rene anstrengte smil, der var i skuffen og danser det bedste man har lært på det glødende kul, der engang udgjorde broerne tilbage til det rimelige, det overkommelige, det tålelige, det begribelige og det menneskeligt mulige.
Man får måske tilmed, i samme moment, forvisset sig selv om at dans på glødende kul lavet af brændte broer, skam er et helt naturligt forekommende, måske ligefrem forventeligt indslag i standardudgaven af et virkeligt liv.
Det er det ikke. Det er fucking mærkeligt, kan jeg så fortælle.
Men man danser videre. Ramt som man er af galopperende Stockholmssyndrom, med tilværelsen som gidseltager……
Mellem os sagt.
Jeg savner ikke kun skriverierne. Jeg savner faktisk også virkelig, et virkeligt liv.
Et liv langt fra pløjemarken, på den anden side af de brændte broer.
Et liv som få eller slet ingen ville gide læse om, hvis jeg beskrev det.
Et liv med nul følgere.
Et lige ved og næsten, men så alligevel i virkeligheden overhovedet ikke kedeligt liv.
Et vægtløst og i virkeligheden ret forudsigeligt liv.
Forudsigeligt og vægtløst som boblernes færd mod overfladen af et glas mousserende vin, man har tid til at nippe til med den ene hånd, mens at man i den anden hånd holder endnu et glas mousserende vin.
Så er der nemlig ingen frie hænder tilbage til at lade hvile på kogepladen.
Jeg ved godt at sådan et mousserende liv nok ikke helt findes i virkeligheden.
Men omvendt.
At være Stockholmssyndrom ramt i symbiose med den mindst ringe tilværelse, som far til “sjove børn, på særlige vilkår, er i bedste fald, heller ikke helt normalt.
Og det, har jeg lige lært, er det faktisk ok, at være smerteligt bevidst om, selv om det…… smerter i kogepladehånden.
Smerteligt bevidst om, at der findes noget andet. Et sted. Derude. Et mindre uvirkeligt liv.
Så..
Kære læser
Jeg råber mine små kvalificerede fortællinger ud så ofte jeg kan.
Korrespondenten fra pløjemarken. Det er mig.
Råber om det urimelige, det uoverkommelige, det utålelige, det ubegribelige og det menneskeligt umulige.
Råber om den p.t mindst ringe tilværelse, hvor gidselforhandlingerne øvrigt rygtes at gøre store fremskridt.
Lige nu og her er det min forkullede virkelighed i yderste plovfure.
Men det må aldrig blive MIT virkelige liv, DIT virkelige liv eller DET virkelige liv.
Et “sådan er det bare – liv” man tager for givet, selv når temperaturen på mærkelighedsskalaen er helt deroppe, hvor ikke blot normaliteten, men også integriteten og virkelighedsfornemmelsen lige så stille futter af.
Derfor vil jeg da også lige minde om at:
Hvis det, i et øjebliks smertelig bevidsthed, føles hårdt og hvis det ser hårdt ud anskuet udefra (gælder også jer, kære pårørende og fagprofessionelle).
Ja så er det nok fordi at det er hårdt.
Skørt og hårdt.
I virkeligheden.
Men det bliver bedre. Det skal det blive. Når blot man husker, at “bedre” eksisterer.
Nå ja, forresten. Nu vi er ved det.
Det går allerde bedre med hånden.
Med lidt blid ADL træning vil dens ejermand nok snart kunne holde forsigtigt fast om et langstilket glas, tålmodigt følge boblernes dansende og snørklede rejse mod deres forudsigelig destination – overfladen og nippe lidt….
til livet.
Kh. Autismeplusfar aka Morten (eller omvendt)
………
Hej og velkommen til.
Mit navn er Morten Gantzler Oschlak. Jeg har haft bloggen her siden 2017. I 2020 gjorde min datter mig selskab som skribent og redaktør, hvilket i og for sig var fair nok, eftersom jeg årevis havde skrevet om hende. Freja og jeg holder også foredrag for -og supervision af fagfolk og pårørende.
Vores familie består af Freja (21) Toke (18) Anne (44) samt undertegnede (48) Vi har alle autisme. Freja og jeg har også ADHD.
Jeg har tillige, i mange år arbejdet som professionel underviser, familiebehandler og konsulent inden for dagbehandlingsområdet. P.t er jeg VISO specialist for Søstjerneskolen og Social -og Boligstyrelsen.
Så der er nok at skrive om.
Men kig dig omkring. Arkivet er et godt sted at starte.
Vi prøver løbende at gøre bloggen mere brugervenlig og overskuelig. Lige nu ligger det projekt imidlertid et stykke nede i “to do bunken”
Vi er glade for at du er her 🙂
Mvh.
Freja og Morten
Er dette din første artikel så prøv eventuelt denne her:
AutismePlusFar 