Forestil dig, at du falder (om ufrivilligt skolefravær, stress, kattehår og autisme/ADHD) 

To slides fra mit oplæg om stress, autisme og ufrivillig skolefravær.

Prøv at forestille dig at:

Stress er som små kattehår, der klæber til tøjet. 

Fnugrullen (øverste foto)  repræsenterer de strategier du råder over, for at undgå at stressen sætter sig.

Det kører sådan set ok. Stress er jo ikke, som sådan, en ubetinget negativ ting. 

Blandet op i rette forhold mellem mængde og mening, kan stress potentielt være udviklende.

 Du bliver presset, men ser det komme.

Du ved også godt hvorfor, ligesom du har styr på hvornår, hvordan og hvor meget du skal “fnugge af”

“Coping mekanismer” hedder det på vist på moderne dansk. 

Når man, i kraft af sin viden og sine erfaringer, formår at skabe ligevægt mellem den indre og den ydre verden. 

Forestil dig så, at du på et tidspunkt, i første omgang måske uden selv at opdage det, krydser en grænse, hvor flere små hår sætter sig fast, end du kan nå at fjerne.

Det er den usunde stress.

Du er, på en eller anden måde, trådt ind i nogle arenaer, er blevet en del af nogle miljøer og underlagt nogle omstændigheder, socialt eller fysisk, der tømmer dig for energi og gør dig mere “statisk elektrisk” end andre mennesker. 

Det er min erfaring at børn, unge og voksne med autisme og/eller ADHD har en forhøjet risiko for blive statisk elektriske, billedligt talt.

I udgangspunktet ikke på grund af deres diagnose, men i mødet med verden. 

Verden af i dag. 

Når jeg er ude og undervise eller holde foredrag, bliver jeg ofte spurgt ind til, hvorfor vi, i disse år, synes at opleve en eksplosiv vækst i antallet af børn- og unge der diagnosticeres med ADHD og autisme.

Hertil svarer jeg gerne, med slet skjult sarkasme, at vi (for jeg er jo selv en af dem) nok altid har været her. 

Ellers ville evolutionen nok have gjort kål på os forlængst.

Og måske er det præcis, hvad vi helt aktuelt er vidner til. 

Årsagen til at I pludselig ser os, er jo netop fordi vi, i mødet med verden af i dag, krydser en usynlig grænse, hvor kløften mellem vores indre liv og det ydre liv vi prøver at række ud efter, bliver så  bred og så dyb at den kan rumme et helt ocean. 

Når det sker bliver vi  “statisk elektriske”, synlige for folk uden diagnoser, synligt forpinte og tyngede i en grad at mange af os falder. 

Forestil dig, at du falder.

Rækker ud, falder forover og synker mod bunden af kløften mellem  den indre og ydre verden og det nye ocean, den  har skabt .(Foto 2) 

Tynget af vægten af “stress-kattehår” og komorbide tilstande som angst og depression, der har let ved forankre sig i hårene.

Undervejs stiger trykket, alt i mens mørket lukker sig om dig. 

Din verden bliver komprimeret, mindre og på en mærkelig og helt igennem usund måde også omsider mere tryg. 

En del børn- og unge med autisme og/eller ADHD rammes også af langvarig ufrivilligt skolefravær.

I efterhånden en del år har det været min opgave, iført terapeutisk/pædagogisk tryksikker dykkerdragt, at hente dem op fra bunden af kløften mellem den indre og ydre verden. 

Det er en langvarig og omstændig proces der, ligesom ægte dykning på store dybder, kræver at man holder mange pauser undervejs, så man kan trykudligne. 

Når man når op i pædagogisk/terapeutiske arbejdsdybe, hvor solen når ned og man reelt kan se hvad man laver, står man ofte ansigt til ansigt, med en ligeså tidskrævende proces, som selve opstigningen.

Lag på lag af komorbide lidelser skal pilles af og stress-kattehår skal fjernes. Oftes et ad gangen og med pincet. 

Når barnet -eller den unge atter har fast grund under fødderne, består opgaven i, sammen med dem, at bygge strategier.

Med andre ord: lære hvor “fnugrullen” ligger samt hvordan, og hvornår de skal bruge den. 

I den forbindelse er det ret vigtigt at man, inden da, har fundet ud af, om barnet -eller det unge menneske overhovedet er klar over, hvordan og hvorfor det endte på dybt vand. 

Min erfaring er, at det er mange faktisk ikke helt klar over.

En del har vanskeligt ved at genkalde sig tiden før nedstigningen og er fejlagtigt kommet frem til at det måske nok af deres egen skyld, at de er endt hvor de er endt.

Her spiller noget så enkelt som levet liv, livserfaring og dermed også diagnoserfaring en stor rolle, har jeg efterhånden erfaret. 

Har du ramt bunden som 11 årige, blevet udredt for autisme som 13 årig og er blevet hjulpet op på land som 15 årig, ja så mangler du først og fremmest formative år af dit børne -og ungdomsliv. 

Og dermed også en essentiel del af din egenfortælling og selvforståelse. 

Du sidder billedligt talt, i mørket på bunden med en vandsøjles tryk af ubesvarede spørgsmål på dine skuldre. 

“Hvad skete der lige? Hvad i alverden laver jeg her?” Kunne være to af dem.

På det tidspunkt hvor forklaringsmodellen (diagnosen) er blevet tilgængelig for dig, har du været under så stort et tryk, at du sandsynligvis ikke har formået at tage diagnosen til dig og gøre den til del af din egenfortælling.

Den slags har jeg oplevet en del. 

Jeg har også selv begået fejlen, som et voksent menneske med både viden, levet liv og coping mekanismer på kontoen – at glemme at stille barnet -eller det unge menneske to helt enkle spørgsmål.

“Hey”

“Hvad ved du?”

“Hvor meget kan du huske?”

Fra før kattehårene ramte og du faldt. 

I dag har jeg efterhånden taget turen ned og op og ned igen, som fagperson, så mange gange, at jeg primært fungerer som dykkerinstrultør for andre. 

Som pårørende har jeg med beundring i øjnene iagttaget dygtige mennesker svømme opad med mine egne børn, mens jeg med lige dele bekymret mine har spekuleret på, hvem der mon ville komme for at redde børnenes mor.

Fra mit arbejde ved jeg nemlig at der, som regel kun er ilt nok til én tur til overfladen, med børnene. 

Der kom aldrig nogen og reddede hende.

………

“Forestil dig at stress er som små kattehår, der klæber til dig” 

Vi har to hvidhårede katte og nu iøvrigt nu også en sorthåret labrador servicehund herhjemme, så metaforen lå lige for.

Stress har altid været et grundvilkår i vi menneskers liv. 

Vi udfordres, tilpasser os, finder vores niche, vores flok.

Vi fnugger af.

Letter byrden Genopretter balancen, lukke kløften så vi, om ikke andet, kan skræve over den.

Men for flere og flere er kløften for bred.

I verden af i dag.

I den tidsalder nogle har valgt at kalde den accelererende tidsalder falder mennesker i stort antal og de falder dybt.

En del af dem er ganske unge.

En del, som børnenes mor, falder sammen og falde, sammen med børnene og de unge fordi at der ikke er andet valg.

En del af de, der falder, er en særlig slags mennesker.

Mennesker der nok altid har været her.

Nu med diagnoser.

Særlige mennesker, hvoraf nogle nu lyser op kortvarigt bliver synlige, og synligt forpinte, statisk elektriske som de er, før kattehårene dækker dem så meget at de atter forsvinde.

Synker. 

Ude af syne, ude af sind. 

På dybt vand.

Det bliver vi nødt til at forholde os til.

Ligesom vi må erkende at det tager lang tid at få dem op igen.

For op skal de.

Så de kan lære os, hvad det er vi måske, er ved at miste.

De har altid været her.

Vi har brug for dem og de har brug for os.

At have autisme (og/eller ADHD) og mister en lille del af sig selv, mellem rum. 

Der findes ingen fotos af vores entré som den tog sig ud før jeg her i efterårsferien malede den lysegrøn (som håbet) og i det hele taget bare underkastede den en kærlig renovering. 

For os havde entréen blot været det trange rum, man forlod som det sidste, når man tog afsted og trådte ind i som det første, når man kom hjem.

Lige præcis derfor var -og er den husets vigtigste rum. Det forstår vi nu.

Vi er alle fire på autismespektret  herhjemme og har derfor også længe været enige om, at farvevalg og belysning betyder noget.

Så det har vi virkelig også prioriteret. Bare ikke i entréen. Ikke før nu, præcis 11 år efter vi fik overrakt nøglerne til hoveddøren. 

Når Freja og jeg har holdt foredrag og har undervist sammen har vi ofte talt om de “usynlige mellemrum mellem skemabrikkerne” 

Mange børn, unge- og voksne med autisme, trives med visuel struktur.

Der er gennem tiden blevet udviklet alle mulige kreative bud på visuelle pictogram og kalendersystemer. 

Nogle husker måske pictogramsoftwaren Boardmaker. Det gør vi, i hvertfald, her på matriklen. Ligesåvel som vi husker den sødlige lugt af lamineret plastik og lyden af velcro på bagsiden af små skemabrikker med symboler printet på forsiden.

Som små laminerede trædesten kunne de som regel få vores børn nogenlunde tørskoede gennem dagen, da børnene var mindre. 

Nogenlunde.

For når, nu voksne, Freja og jeg taler om de usynlige mellemrum mellem skemabrikkerne,  ja så mener vi netop, helt konkret de rum, hvor ens ene fod netop har sluppet jorden ifm. den begivenhed man er ved at forlade, mens ens anden fod endnu ikke har fået kontakt med den begivenhed, man bevæger sig ind i. 

Man er vægtløs. Man er i mellemrummet. 

Det vigtigste rum af dem alle og måske nok det sted hvor man har allermest brug for blive taget i hånden og/eller blive grebet med et:

“Bare rolig. Jeg har dig!”

Fra vores oplæg om autisme, stress, beslastningsreaktioner og skolefravær.

I min skoletid elskede jeg alt, hvad der havde med undervisning at gøre. 

Frikvartererne gjorde mig derimod altid nervøs. Jeg vidste sjældent, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Derfor brød jeg mig heller ikke meget om lyden af klokken, der ringede ud. 

Klokken der ringede ind, frygtede jeg.

Det kan måske virke besynderligt, men hvor frikvarteret, kaotisk som det var, alt andet lige, var en afmålt størrelse rent tidsmæssigt, så var rejsen frem mod næste lokale og næste lektion, ad lange og praktisk men skingert oplyste gange, et mellemrum, der ikke rigtig eksisterede i virkeligheden. 

På et gammeldags printet skema ville rejsen være det lille millimeter brede stykke blanke laminerede papir mellem brikken “frikvarter” og brikken “naturfag” 

“Jeg ved hvor jeg er på vej hen, men hvad sker der i mellemrummet?”

Derfor var det også en rejse der, til trods for at den måske blot varede få minutter, kunne suge mig fuldstændig tør for energi.

Som konsekvens deraf “snublede” jeg, billedligt talt, ind i skoledagens næste rum, mens et lille løsrevet  stykke af min bevidsthed ofte fortsatte med at rende forvirret rundt på gangene i det enorme etplansbyggeri, der var min skole i 9 år.

Det blev til en del renden rundt som tiden gik. 

Jeg tænker at mange vil kunne nikke genkendende til fornemmelsen af at være ankommet til et sted, fuldt ud bevist om hvad man ankommer fra og ligeså bevidst om, hvad man er ankommet til. 

Og så alligevel ofte med en følelse af, at der mangler et eller andet. 

At en del af en selv enten er gået tabt undervejs eller desperat prøver at indhente ens fysiske krop og et tab på alt fra minutter til hele tidszoner. 

Jeg tror at mange af vi, med autisme og ADHD, har stor risiko for at miste mål, mening, retning og i værste fald os selv, i de usynlige mellemrum, altimens folk omkring os har blikkene fast rettede mod det, der lige har været eller mod det, der venter.

Jeg har tidlige skrevet om mit yndlingsmellemrum, det toldfri område i Københavns Lufthavn. 

Et sted man kan ankomme til uden reelt at være ankommet til verden udenfor. 

Et ikke-sted, der virker stressreducerende på mig, fordi at jeg har gjort det til mit og fordi jeg forstår, hvad det gør af gode ting for mig.

En social og kulturel dekomprimeringstank. Et stykke virkelighedstæt mellemlægspapir.  Kært mellemrum har efterhånden mange navne.

Når Freja og jeg holder oplæg , nævner vi ofte operaen. Et sted vi begge elsker, selvom den umiddelbart kan virke som helvedes forgård, for et autistisk og sanseforstyrret menneske. 

Der sidder man, i den bløde plys, omgivet til alle sider af op til 1700 andre pludrende tilskuere foran et orkester på omkring 100 mand, der ivrigt stemmer instrumenter og spiller skalaer op og ned. 

Men Freja og jeg ved, at på et tidspunkt lyder der et par  klokkeslag fra orkestergraven og så blive alle helt stille. 

Dirigenten kommer ind, bukker, hilser på orkesterlederen og førsteviolinisten, lyset dæmpes og forestillingen går i gang.

Når klokken lyder bliver vi taget i hånden. 

Og fordi vi ved,  at klokkeslagene vil  komme til at lyde, kan vi udholde tiden i mellemrummet før forestillingen begynder.

Ligeså vel som Nordisk Films ikoniske isbjørn, der brøler, mens lyset dæmpes i biografen, fortæller os at vi har overlevet reklamerne og nu bliver taget trygt i hånden af en stor isbjørnelab, der fører os ind i det magiske filmunivers, vi er kommet for at fortabe os i.

De 11 år vi har snublet ind og ud af vores entré var bestemt ikke gået sporløse hen over den. 

Vores stakkels forsømte mellem-rum. 

Dels var den virkelig ikke særlig pæn eller rar at opholde sig i. Vi havde sikkert tænkt, at eftersom rejsen gennem den ikke tog mere end et par minutter, så betød det nok ikke noget.

Men vi havde taget så grueligt fejl og det var  blevet til rigtig mange minutter, som årene var gået. 

Dels havde vi også dumpet alt muligt lort i entréen og i det store garderobeskab, der udgør en tredjedel af dens areal.

Hjemløst vraggods fra turene ud i virkeligheden og hjem igen.

Enlige sko der var tre numre og adskillige år for små og handsker ingen kunne huske at have købt. 

Små stykker løsrevet bevidsthed.

Vores entré er det sidste rum man forlade og det første rum man vender hjem til. 

Den har været vores i 11 år, men først nu har vi gjort den  til vores egen

Et sted der tager os i hånden, når vi skal afsted og griber os, når vi vender hjem, med ordene:

“Bare rolig. Jeg har dig”

……………

Hej.

Tak fordi du læste med.

Hvis du har tid, kan du fortsætte med denne klassiker ⬇️ Den til dato mest læste artikel her på bloggen.

https://autismeplusfar.com/2022/04/14/vil-du-ikke-nok-vaere-soed-at-loefte-boremaskinen-vaek-fra-sengen/

Mange hilsner

Morten

En diagnose i hånden er bedre end ti usynlige spark i knæhaserne

Verdens. vel nok mest kendte astmatiker, elegant balancerende på mit højre knæ.

Hep. Jeg har fået en ny diagnose 🎺

I må godt kende den. Der er højt til loftet, her på matriklen. 

Faste læsere vil måske også efterhånden have bemærket at bloggen her, på snart 8 år fortsat lystrer navnet AUTISMEplusfar, så var autismen (just to mention) noget jeg ønskede at holde skjult for jer, ja så havde jeg, alt andet lige, virkelig ikke tænkt projektet voldsomt godt igennem. 

Desuden er jeg typen der godt kan blive lidt spids, træt og sarkastisk, når jeg, konfronteres med kollegaer og andre fagpersoner fra mit eget hjørne af dagbehandlingsområdet, der fortæller mig, at de foretrækker at lære mennesket at kende før de lærer diagnosen at kende. 

Det er sådan et rigtigt feel good statement, men også mere end bare mildt irriterende.

Egentlig måske blot en tilsyneladende mere sympatisk og lækker måde at sige, at man reelt ikke orker eller gider sætte sig ind i, hvad andre kloge mennesker har fundet ud af, før man selv kom på banen.

Min reaktion er som regel et dybt suk, en lang kunstpause og en forvisning om at jeg faktisk godt tænker at vedkommende kan overskue begge dele på en gang. 

At møde mennesket og diagnosen. (Hele to ting på samme tid. Jo. Det går faktisk) 

Vores famlilelæge gennem 11 år, Thomas, kender iøvrigt helt sikkert mine diagnoser bedre end han kender mig. 

Det har jeg det, sådan set også helt ok med.

Så. 

Diagnoser fortæller noget om den diagnosticerede og fortælle den diagnosticerede noget om sig selv.

Den lidelse jeg senest er blevet diagnosticeret med har for eksempel både vækket mig om natten og sparket mig hårdt i knæhaserne. Plus det løse. 

Det gør den i og for sig stadigvæk. 

Men nu kender jeg i det mindste navnet på idioten, der vækker mig og sparker mig. 

Og den idiot er ikke mig selv. 

I lang tid ellers mit mindst ringe bud på en årsag.

Ej hellere er jeg  sløv, uansvarlig, pivet, sart, hys eller sådan en, der mærker sig selv lidt for meget. 

Og fordi at jeg nu har krydset en grænse, hvor jeg opfylder et blandt flere kriterier, “forpintheds-kriteriet” kan man nu slå op i diagnosehåndbogen lade fingeren vandre ned ad siden og finde navnet på lidelsen og dens diagnosekode.

Og det til trods for at jeg i øvrigt spiser sundt, får min daglige motion, holde mit indtag af rødvin i en rimelig stram snor og prøver at få mine 8 timers skønhedssøvn. 

I den forstand er diagnoser altså en ret cool ting. Er stor fan af diagnoser.  

De giver ofte svar, der er langt bedre end dem man selv kan gætte sig frem til. 

Af selvsamme årsag, er jeg også ret stor fan af læger.

Folk der har gået absurd mange år i skole for, blandt andet, netop at kunne komme med bud der en bare en my mere kvalificerede end: “Du er både halvgammel og doven. Spis dine havregryn og få noget frisk luft” (Et andet af mine egne “greatest hits”) 

“Det her er ikke noget man slider sig til. Det er noget man arver” sagde lægen, Bjarke, øjeblikket før han officielt gav mig diagnosen. 

Jeg fik spontant lyst til at give ham en kæmpe og ekstra lang krammer, alene for den bemærkning, men han lignede ikke just krammetypen. 

Så jeg smilede. 

“Du har slidgigt, Morten, fortsatte han” 

Jeg smilede endnu mere og registrerede samtidig en let nervøs sitren ved hans  venstre øjenkrog, mens et udtryk af mild vantro bredte sig over hans ansigt. 

Nej. Han var afgjort ikke krammetypen. 

Hvad lægen Bjarke ikke vidste var, at jeg sad og drømte mig tilbage til den gang psykiateren Mogens sagde ordene. “Du har autisme og ADHD, Morten”

Same, but just a little different. 

Jeg havde længe mærket noget. 

Andre havde også mærket det. Mærket det rigtig meget. Mere end hvad godt var, faktisk. 

Tilmed havde jeg længe, i  mangel af bedre, skabt mit eget bedste eller værste bud på:

  1. Hvad fanden det var, der var galt.
  2. Hvis skyld det var. 
  3. Hvordan jeg kunne slippe af med det jeg mærkede eller i det mindste så da for helvede bare mærke lidt mindre, eller noget…..

Da jeg fik min ADHD og min autismediagnose i 2011 blev jeg både glad og lettet. Det hele gav pludselig mening. 

Alligevel gik der dog  mildest talt noget tid før realiteterne bag ordene, for alvor sank ind bag de, i forvejen hårdt prøvede frontallapper.

Da jeg fik min gigtdiagnose for et par uger siden, gik det væsentlig hurtigere. 

Allerede et par minutter efter at jeg havde siddet i stolen hos Bjarke og kigget på røntgenbilleder lå jeg på en briks lidt længere nede ad gangen. 

Her kunne jeg, til min egen nørdede interesse iagttage en anden læge stikke  en kanyle i størrelsesordnen fra et sted midt mellem kødnål og stegetermometer ind i mit højre knæ for dernæst at lette det for et anseligt kvantum klar, gullig væske. 

Klar, gullig væske som straks efter blev erstattet med binyrebarkhormon. 

Ret klamt, men også ret sejt. 

Min ADHD og autisme kiggede misundeligt med og diskuterede lidt for entusiastisk om man mon kunne lave det samme trick med “stegetermometeret”, men bare med min hjerne i stedet. 

“Stop jer selv, venner” sagde jeg, men måtte alligevel indrømme, at tanken var fristende . 

Lige den dag, på den briks havde somatikken det bare lidt sjovere end psykiatrien. “Ud med lortet. Ind med noget andet” (binyrebarkhormon er så noget crazy shit, har jeg lært) 

Jeg tror i øvrigt også at de to (ADHD og autisme) drømte sig frem til den bedste af alle verdner, hvor det at være dem, ville blive betragte med samme selvfølgelighed som det at være ham den nye dreng i klassen. Slidgigten. 

Også selvom de to hverken er leveringsdygtige i røntgenbilleder, tykke kanyler eller klamt gulligt stads. 

Anyway.

  1. Jeg har autisme, ADHD og nu også slidgigt. Tjuhej! 
  2. Intet af det er noget jeg har slidt mig til. Det er noget jeg har arvet.
  3. Og fordi jeg nu ved hvad jeg dealer med, så mærker jeg det, om ikke mindre, men så i hvert fald på den anden, man kunne kalde det, mere kvalificeret måde.

Viden er en god ting. 

Og her kan fagkundskabens bedste bud altså være et enormt kærkomment og godt alternativ til, hvad man, på en dårlig dag, kan trække ned over hovedet på sig selv af dunkle forklaringer og tvivlsomme quick fix. 

Læser i med, mænd?  (m/k) 

Det giver noget spillerum, at vide hvad man selv eller måske ens børn eller bedre halvdel dealer med. 

Spillerum og spilleregler. 

Alt andet lige bedre end  fri hærg, skyld, skam og usynlige spark i knæhaserne. 

For uden diagnosernes forklaringsrammer kan man hurtigt, i blinde og blottet for strategier, netop slide sig selv til følgetilstande og belastningsreaktioner der, i sidste ende kan vise sig at være langt mere alvorlige end grundtilstanden. 

Jeg havde ADHD og Autisme før psykiateren Mogens satte ord på i 2011

Jeg havde også slidgigt før lægen Bjarke sagde at det havde jeg, i 2024. 

Men det var godt, han sagde det. Og det var, i særdeleshed godt at han tog sig tid til at forklare mig, at det ikke var min skyld.

Jeg har en aftale med ham Bjarke en gang i april 2025. 

Så får sgu han den krammer. Hvad end han vil det eller ej. Sådan er lidt for lang en, hvor modtageren af krammet næsten bliver løftet fri af gulvet.

Hvis min knæ, vel at mærke, kan holde til det. Hvis ikke de kan, ved både han og jeg, i det mindste hvorfor. 

Han kender mig jo ikke så godt. Til gengæld ved han alt om min sidste nye diagnose. 

……………

Tak fordi du læste med.

Artiklen her ⬆️ var fra 2024. Men denne her ⬇️ , om tabte børn i en højhastighedsverden er faktisk spritny (november 2025) og pænt god – synes jeg. Kh. Morten / Autismeplusfar ⬇️

https://autismeplusfar.com/2025/11/09/tabte-boern-og-unge-i-et-hoejhastighedssamfund-med-skarpe-kurver-og-gamle-skinner/

⬆️ Fortsat god læsning 😊

Blog på WordPress.com.

Up ↑