Velkommen igen kære læser (for du læste jo naturligvis menu-punktet ‘Nørdede mænd får skam også børn’ først)
” SÅ SKRIV DOG EN BLOG” -sagde Anne, mine børns mor en dag, hvor jeg vist nok snakkede for meget -og for hurtigt.
Jeg havde naturligvis allerede selv fået idéen – naturligvis, men hun kom mig som sædvanligt at forkøbet.
Nuvel… Nu er den her.
Med AutismePlusFar, som du er klikket ind på, åbner jeg døren lidt på klem og give dig et indblik i dagligdagen, som den nogle gange kan tage sig ud, set fra mit ‘far-perspektiv’ i vores mildest talt ikke helt almindelig familie.
Bloggen bliver ligedes hjemsted for et sammenkog af de mange af de tanker, overvejelser – og erfaringer jeg gennem årene har gjort mig om og med Autisme, PDA og ADHD -og det at have diagnoserne tæt inde på -og i livet.
Og det er mange.
Jeg kan i den grad ikke kan løbe fra, at jeg først og fremmest er Frejas og Tokes far og hans historier om de to fantastiske børn vil helt sikket komme til at optage meget spalteplads.
Når det er sagt, så kan jeg heller ikke løbe fra, at både emnevalg -og vinklingen i bloggen også i nogen grad vil bære præg af, at jeg, i ADHD og autismesammenhæng, efterhånden har prøvet at sidde på de de fleste stole i møde -og undervisningslokalerne, som henholdsvis:
Far
Lærer
Patient
-behandler og konsulent.
Du vil derfor også kunne stille spørgsmål til ‘alle fire ovenstående mænd’ -som jo i øvrigt alle er gift med den samme fantastiske, kloge -og umådeligt tålmodige kvinde.
Hende der sagde: ” SÅ SKRIV DOG EN BLOG!”
Ps. Og af respekt for hende, men også bare for en god ordens skyld, skal jeg her til slut lige understrege at selvom tonen i bloggen måske til tider vil kunne virke let -ja måske ovenikøbet løssluppen, så skal det ikke skygge for det faktum, at det er hårdt at have børn med diagnoser.
Vold-hamrende psyko-hårdt! Det slider på krop, sjæl og parforhold!
Men netop derfor er det måske også meget godt at have ‘en mark’ man kan løbe ud og råbe på!
Der kan man så kigge sig omkring og måske få øje på andre, der er løbet derud i samme ærinde -eller er kommet derud, drevet at nysgerrighed over, hvad det nu er for en pokkers råberi.
Denne blog er måske sådan en mark…. lidt.
(Og lad mig i øvrigt i samme åndedrag opfordre til at der holdes en god og sober råbe-tone, hvis -og når der skrives kommentarer.
God læsning. Jeg er glad for at du er her!
Morten
AutismePlusFar 
Jeg kunne godt tænke mig at høre dine tanker om at skrive om dine børn og deres vanskeligheder – altså både i forhold til hvad de selv senere kan læse, men også i forhold til at det vil være noget deres kommende arbejdsgivere, forsikringsselskaber, svigerfamilier osv. vil kunne læse om 10-20-40 år. Specielt hvad de selv tænker om at du skriver offentligt om dem.
Jeg har to piger med GUA, har selv AS og ADHD og har også en blog – men jeg har gjort mig mange tanker om hvor meget jeg kan tillade mig at skrive om mine børn og deres vanskeligheder. Jeg er nemlig ikke sikker på om det som voksen vil være rart at læse om nogle af de tanker jeg har haft i forbindelse med mine børns mistrivsel.
LikeLike
Hej Trine
Tak for dit gode -og relevante spørgsmål.
Inden at jeg postede historien om langrendsturen med min datter, fik hun, som jo er hovedpersonen, lov til at læse det igennem, som den sidste.
Havde hun ikke godkendt indlægget, var set blevet skrevet om -eller jeg havde slet og ret valgt ikke at bringe det.
Når det er sagt, så var jeg nu egentlig ikke så nervøs for, at hun ville have de helt store indvendinger. Freja ved hvem hun er , har vidst det siden dag ét og hun er stolt at være det. Ligeså gælder det for hendes lillebror.
De to er født ind i en familie, hvor der er højt til loftet -også i autismesammenhæng og selvom vi aldrig har forsøgt at pakke skyggesiderne ved at have en eller flere diagnoser ind, overfor Freja og hendes bror, har vi altid forsøgt at fokusere på deres styrker, selvindsigt, selvforståelse og gøre dem til hele mennesker.
Begge børn er vandt til at jeg bruger deres historier i foredrags -og undervisningssammenhæng og de er stolte over, måske derved indirekte at kunne være med til at hjælpe andre, med deres vanskeligheder.
Så. Jeg forstår godt dine forbehold, men omvendt, så er begge børn allerede så velbeskrevne indenfor psykiatrien og undervisningssystemet, at deres diagnose klæber til dem, resten af deres liv.
Og det prøver vi så at forberede dem på at skulle leve med -på godt og ondt 🙂
OG hvis en arbejdsgiver nogensinde skulle kunne finde på at fravælge min datter eller min søn i bunken, på grund af deres handicaps. Ja så var det alligevel nok ikke lige der at de skulle arbejde, under alle omstændigheder.
Mange hilsner (og undskyld det sene svar 😊)
Jeg er glad for at du læser med.
Mange hilsner.
Morten
LikeLike