Kunsten at ilte det stillestående vand (en lille hyldest til fagfolket og deres måde at røre rundt på)

Jeg havde sidste år den glæde, sammen med min datter Freja, at afholde et kursus om autisme, skolefravær og belastningsreaktioner for en blandet gruppe dygtige, erfarne fagfolk.

Vi havde netop sammen udforsket den dybere mening bag udsagnet: “forældre kender deres børn bedst”.

Et udsagn en del af vores kursister, sympatisk nok, var begyndt at bruge som rettesnor i deres arbejde.

Det åbenlyse spørgsmål var så bare:

Hvor var det lige at fagfolkene selv kom ind i billedet, hvis forældrene altid var eksperterne?

Både som far og som fagmand var jeg ret nysgerrig.

Kort før kaffepausen gav Freja kursisterne følgende råd:

“Nogle gange har man det så dårligt, at man ikke en gang kan tåle, at folk som jer eksplicit stiller krav til- eller sætter mål for en”

“End ikke mål og krav, man selv drømmer om at kunne opfylde- og leve op til”

“Billedligt talt er alt hvad I kan gøre, i det første lange stykke tid, at røre ganske langsomt rundt i det stillestående vand og skabe lige præcis så meget cirkulation, at vandet iltes, ikke rådner og der ikke dannes bundfald”

Ret klogt sagt af hende, tænker jeg.

Og ikke helt enkelt at udføre.

Faktisk vil jeg, som fagperson med en del år på tælleren, vove den påstand, at netop det at “ilte stillestående vand” nok er den vanskeligste behandlingsdisciplin, at lære at mestre, af dem jeg kender til.

Jo langsommere man rører, jo vanskeligere er det.

Nogle gange skal man røre så langsomt, at man selv (eller eventuelle måbende udenforstående) næsten ikke kan se bevægelsen, samtidig med at man skal ramme en hårfin balance.

Den balance hvor vandet bærer lige præcis ilt nok med sig til at barnet- eller den unge tænker:

“Yes!”

“Der er nogle, der vil noget med mig, et sted der oppe.”

“De er ikke mine forældre, men jeg kan virkelig godt lide deres måde at røre rundt på.”

“Jeg er ikke på vej frem. Jeg er heller ikke på vej tilbage. Alligevel er jeg i bevægelse”

“Det kan jeg lige være i”

“Der er håb”

Pointen vores kursister gik til pause med var derfor følgende:

“Det er måden I rører rundt på”

“Lige der kender I nogle gange børnene bedst”

“Det må I sådan set godt være stolte af. Det smitter”

“Og nogle gang er det faktisk lige præcis det man drømmer om, som hårdt prøvet forældre. At andre, i små glimt, vil kende ens barn bedst. Bare på en anden måde”

“Måske tilmed en måde, man ikke umiddelbart kan gennemskue, før at øjeblikket indtræffer, hvor vandet klarer op og man, for første gang i lang tid, kan se bunden”

“Forældre kender deres børn bedst. Inden at i skriver det på alt jeres brevpapir, alle jeres kuglepenne og de 500 muleposer i er kommet til at bestille, så overvej lige om der ikke også skal stå noget i retningen:

“men vi er til gengæld helt vildt gode til at røre rundt og ilte det stillestående vand på den der helt særlige måde”

“Hvis I tænker, at det måske nok alligevel bliver lidt for langt at skrive, så bare husk det”

Herefter var der kaffepause.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: